Young banker rusten af

Af Morten Outzen-Jensen                      
moj@sondagsavisen.dk

Søndag aften går en legende på scenen i Falconer Salen i København. Neil Young - Solo and acoustic, som der står på billetterne til godt 800 kroner stykket. Men der venter også en helt særlig oplevelse, hvis man kan stole på anmeldelserne fra koncerten i Stockholm forleden.
Her var koncerten nemlig  ikke en opvisning i perlerækken af sangskatte fra de mere end 40 albums, som den 57-årige musiker har sendt på gaden siden slutningen af 1960’erne. I stedet bliver man inviteret til en slags snigpremiere til sangene fra Youngs kommende album. Tilsyneladende en samlet sangcyklus om en familie i en lille flække på landet, Greendale.

Mere end den første time af koncerten i Sverige blev brugt til at spille lutter nye sange. Og det er jo ikke just imødekommende overfor et publikum, der også møder op for at blive bekræftet i, hvor fantastisk det er at høre de numre, man holder af.
Men det er typisk for Neil Young. Han er langt fra behagelysten, og hvis han er i humør til at gå i en retning, så bliver det, sådan - 'take it or leave it.'

Neil Young er kontrasternes mand. Modsætninger flokkes i ham og hans musik fra det vildeste, længste og mest ørefræsende guitarrock til de blideste ballader om kærlighedens veje og vildveje. Tynd stemme og tung guitar. Og så kunne man måske tro, at det var så det. Enten vild eller blid, men det er langtfra dækkende.
Den 57-årige musikers helt store kendetegn er, at man aldrig ved, hvor man har ham. I 1980'erne blev han faktisk sagsøgt af sit pladeselskab (Geffen Records) for at lyde for lidt som sig selv. Geffen var utilfreds med, hvad selskabet kaldte usælgelige plader.
I den periode spændte han fra tung, tung reaktorrock over bred country, rockabilly, computertechno til bluesbaseret sumprock. Uforudsigelig og kompromisløs.
Hvorfor synes man, at en snart 60-årig ‘rocker’ med en personlighed som et sky pindsvin, bliver ved med at have noget at byde på?
Inde bag ved alt bulder og brag, falsk mundharpe og oversentimentale ballader, så lyder manden, som om han mener, hvad han synger. 
I ham mødes land og by - civilisation og urbefolkning.  Han er sådan lidt som den underlige onkel, der sjældent er hjemme, men altid har de vildeste historier at fortælle. Det er svært at forestille sig livet uden ham.

Men sådan kunne det have været. Han blev født i Canada i 1945, tæt på at drukne som treårig, fik polio, da han blev seks.
Forældrene blev skilt, Neil  flyttede med moderen, mens broderen blev hos faderen. Selv blev han i 1968 gift og skilt nogle år senere, hvorefter han flyttede sammen med en skuespiller. De fik sønnen Zeke, der blev født med en hjerneskade.
10 år efter sit første ægteskab mødte han Pegi, som han er gift med den dag i dag. Deres fælles søn, Ben,  blev født med en endnu mere alvorlig hjerneskade end Zekes, hvilket sendte Neil Young ud på en af sine længste nedture.

Mørket har været en trofast følgesvend for Young, der i trods har svaret med ærlig kompromisløshed.
Flere af hans gode venner døde af overdosis i midten af 1970’erne. Neil Young overlevede.
»But me I'm not stopping there, / got my own row left to hoe / Just another line in the field of time / When the trashers come / and I'm stuck in the sun / like dinosaures in shrines / Then  I'll know the time has come to give what's mine.«
Fra ‘Trasher’ på albummet Rust Never Sleeps, 1978.

Hard-core Neil Young fans kan følge ham videre gennem Europa i løbet af maj. I juni og juli turnerer han Nordamerika med sit legendariske band, Crazy Horse. Og vi andre må blot vente til slutningen af august, hvor albummet med arbejdstitlen ‘Greendale’ udkommer i selskab med en DVD.

Kilde: Søndags Avisen

Det gøres ikke bedre !!! Neil Young er et menneske med en sjælden glød som endnu ikke er opslugt af et multinationalt pladselskab -og han bliver det nok heller aldrig "Den sidste rigtige Musikalske outlaw"