Her er du: Brugeranmeldelser - Læsernes egne anmeldelser 21. december 2014 | 21:04   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Ordbogen
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Brugeranmeldelser
Services
Kontakt
Søgning


Navigation  
Forside    Opret anmeldelse    Opret profil    Søgning    Log ind
Forsiden » Pladespillere » Rega Planar 5
Rega Planar 5
Rega Planar 5
Anmeldt af: Torben Poulsen (Forfatter)   [22-03-2010]
Med sine tre ben, den smalle, udskårne plint og den seje aluminiumsarm er pladespilleren ikke blot smuk at se på. Den oser simpelthen af eksklusivitet og kvalitet, hvilket det klare låg i akryl er en yderligere understregning af.
For mere end tyve år siden investerede jeg i en brugt Systemdek IIX med flydende ophæng, Scorpio arm og Goldring pickup, og da det var på et tidspunkt, hvor alle sendte deres pladespillere på pension, fik jeg den til en tiendedel af nyprisen. Et godt køb, for det var - og er stadig - en rigtig god pladespiller.

Nu står den hos en finsk vinyl-entusiast, som har opgraderet den på en række punkter, mens jeg er gået over til Rega, der konstruktionsmæssigt er Systemdek’ens diametrale modsætning.

Denne anmeldelse skal primært handle om den pladespiller, der i dag er en uundværlig del af mit anlæg, nemlig Rega Planar 5 med ekstern strømforsyning og Exact 2 pickup. Men da jeg i første omgang havde den populære lillebror P3-24 på prøve i et par uger, vil jeg gerne viderebringe mine indtryk af denne oplevelse, da det kan være med til at forklare baggrunden for mit valg og måske være til inspiration for andre.

REGA P3-24
Havde det ikke været for en løs forbindelse, ville jeg uden tvivl have stillet mig tilfreds med P3’eren, som var udstyret med samme fine pickup og eksterne strømforsyning. Den løse forbindelse bevirkede, at højre kanal med jævne mellemrum stod af, så der var til sidst ikke andet at gøre end at levere pladespilleren tilbage til forhandleren, der som kompensation for besværet gav mig et godt tilbud på den større model. Derom senere.

Det er jo sådan med løse forbindelser, at nogle gange virker skidtet, andre gange ikke, og det kan være svært at finde ud af, hvor fejlen sidder. Heldigvis kunne der i starten gå dage imellem udfaldene, så jeg fik mulighed for at nyde P3-24’erens fortræffeligheder i fuld stereo.

LYTTEINDTRYK
Ikke noget at sige til at diverse anmeldere verden over har berømmet denne pladespillers egenskaber og tildelt den diverse priser, for den opfylder i mine øjne de fleste af de behov, en dedikeret musikelsker måtte have til musikreproduktion.
Både rock, jazz og symfonisk musik formidles med krop og sjæl og masser af detaljer fra top til bund. Den behagelige diskant er lys og luftig, mellemtonen særdeles nuanceret og bassen dyb, men fast. Der er tale om en ærlig og troværdig spillestil uden dikkedarer og med et transparent og fyldigt stereoperspektiv, hvor hvert instrument eller hver instrumentgruppe har sin plads.

Det er synd at sige, Rega går amok med at lancere nye modeller på pladespiller-fronten, men i 2007 sendte det gamle, hæderskronede britiske firma en ny generation på markedet – bl.a. en afløser for klassikeren Planar 3. Designet er stort set uændret, men P3-24’eren er forsynet med ny plint, en ny arm (RB 301) og en ny 24 V-motor med mulighed for at påsætte en ekstern og større strømforsyning, Rega TT PSU.

Den koster 1.500 og er hver en krone værd. Den strammer simpelthen op over hele spektret, og resultatet er større dynamik, bedre rumfornemmelse, flere detaljer, færre resonanser og stabil hastighed. Og så har PSU’en, der i øvrigt har samme design som Regas Fono MM-forstærker, den fordel, at man ved at aktivere en lille knap kan skifte omdrejningshastighed. Det kan ellers kun ske ved at hive glastallerkenen af og flytte drivremmen, en noget molboagtig løsning.

Rega P3-24 i standardudgave koster 3.995 kr., men jeg vil anbefale, at man, foruden den eksterne strømforsyning, investerer i den gule Exact-pickup til 1.995 kr. Den er et must til prisen.

REGA P5
Som sagt ville jeg nemt kunne have levet med P3’eren i mange år – hvis det altså ikke lige var, fordi jeg kom til at lytte til den nye Rega P5. Forhandleren ville, som nævnt, gerne kompensere for mit bøvl med den løse forbindelse, der i øvrigt skyldtes en dårlig lodning i det ene stik, og gav mig et tilbud, som det skulle vise sig svært at afslå.

I det udmærkede lytterum var der mulighed for at skifte imellem de to pladespillere (med og uden ekstern strømforsyning) og derved foretage en direkte sammenligning. Igen var der ingen tvivl om PSU’ens mærkbare indflydelse på lyden, så jeg besluttede at lade de to konkurrenter dyste mod hinanden med den eksterne strømforsyning koblet til.

LYTTEINDTRYK
I begyndelsen skulle der virkelig nærlyttes for at høre forskel, ikke mindst når det drejede sig om mere komplekse musikstykker med flere instrumenter, især blæsere. Her spillede P3’eren stort set lige op med storebroren, selvom man fornemmede, at P5’eren havde en mere engageret og engagerende måde at præsentere musikken på. Mere overskud og pondus, mere greb om musikken, simpelthen.

Det åbenbaredes for alvor, da der på de to pladetallerkener blev anrettet en live-indspilning med Pia Raug og Steve Dobrogoz. Fornemmelsen af koncertrummet og publikums reaktioner var langt mere ”live” med P5’eren, sangerindens stemme stod krystalklart, og ikke mindst var der en langt fyldigere klang i anslaget på flyglet.

Fra det øjeblik var der ikke længere nogen tvivl i mit sind. Rega Planar 5 er simpelthen en bedre pladespiller end P3-24, og det skulle den også gerne være, for den koster næsten det dobbelte. Hvad er det så, der bevirker denne hørbare forskel? Det er jo i princippet den samme konstruktion, det er den samme pickup og den samme eksterne strømforsyning.

Rega mener selv, at del af hemmeligheden ligger i plinten. Ved at udfræse den i ét stykke øger man stivheden, samtidig med at vægten minimeres, og en let og stiv plint betyder minimalt energitab og dermed mere ”ren” musik. Samme effekt har den 12 mm tykke og tunge glastallerken.

Men den mest afgørende forskel skal formentlig findes i den nykonstruerede RB 700-arm, som også sidder på Planar 7. Armrøret er støbt i ét stykke aluminium og er konisk, både indvendigt og udvendigt. Herved opnås en stivhed, der er større end i nogen anden arm på markedet, ifølge Rega, som også oplyser, at tolerancerne er 400 gange bedre end hos nogle af de langt dyrere konkurrenter.

Det er jeg ikke i stand til at vurdere, men jeg ved, at jeg har fået en grammofon, der til prisen på små 11.000 kr., alt inklusive, næppe fås bedre på markedet. Den hiver det bedste – og det værste – ud af enhver indspilning, og desværre er det ikke alle nye vinyl-udgivelser, der er produceret lige godt. Men lægger du f.eks. Under Byens ”Alt er tabt” eller svenske Jenny Wilsons ”Hardships” på filtmåtten, viser P5’eren, hvad den formår at afsløre af detaljer, og den gør det med en musikalsk indlevelse, som giver én lyst til – og mulighed for – at gå på opdagelse i musikkens dybere lag.

P5’erens kvaliteter er samtidig en magtfuld demonstration af forskellen på analog og digital musikgengivelse. Selv den dyreste cd-afspiller vil have meget svært ved at nå op på siden af denne pladespiller, hvad nærvær, atmosfære og klangfylde angår. Det er simpelthen to forskellige verdener. Dermed siger jeg ikke, at den ene verden er bedre end den anden. Jeg så for nylig forskellen på analog og digital musikformidling beskrevet således: ”At lytte til en god pladespiller er som at overvære en levende teaterforestilling, at lytte til en cd-afspiller er som at se en film i biografen.”

KONKLUSION
Efter P5’eren er blevet tildelt rollen som kransekage i mit anlæg, anskaffer jeg, så vidt muligt, ny musik på LP, og de gamle skiver bliver hevet ned fra hylden, én efter én. De har aldrig lydt så godt.

Men det er ikke kun på det lydmæssige plan, P5’eren virker overbevisende. I daglig brug
kan man næppe få en pladespiller, der er nemmere at have med at gøre, når man altså lige ser bort fra det med hastighedsskift. Og så risikerer man ikke, som med min gamle Systemdek, at tabe armen ned på pladen i et uopmærksomt øjeblik, fordi der ikke er styr på den. Det er der her. Den robuste arm sænkes og hæves med en hydraulisk lethed og præcision, som jeg ikke har oplevet tilsvarende.

Helhedsindtrykket er en pladespiller, hvor der er satset på kvalitet ned i mindste detalje, både i udviklings- og produktionsfasen, med det overordnede mål at trække det bedste ud af musikken. Man kan utvivlsomt finde en kostbar grammofon, der er i stand til at afsløre endnu flere detaljer, men jeg tvivler på, den vil være lige så musikalsk.

Standardprisen for en Rega Planar 5 er 7.495. kr., men hvis man vil have den anbefalede pickup og den eksterne strømforsyning med i købet, må man ryste op med yderligere 3.490 kr. De penge er givet godt ud.
Udstyr brugt i forbindelse med test af: Rega Planar 5
Rega P5 med Exact 2 pickup
Rega TT PSU strømforsyning
Rega P3-24 med Exact 2 pickup
Rega Fono MM-forstærker
JungSon DA-120IA Lux forstærker
DLS R 66 højttalere
Silversonic Q-10 højttalerkabler
Silversonic Relevation signalkabler
SD-fødder under højttalere og pladespiller

Den eneste svaghed, jeg kan finde, er, at drivremmen vånder sig, når den skal trække den tunge glastallerken i gang. Til gengæld siger den ikke en lyd, når den kører.
Såfremt man vælger ikke at investere i den eksterne strømforsyning, må man finde sig at skulle hive pladetallerkenen af og flytte drivremmen, hvis man vil skifte hastighed. Bøvlet!
P5’eren har suverænt greb om musikken, uanset genre, og den formidler den med en naturlighed og rigdom af detaljer, som giver én lyst til at gå på opdagelse i musikken.

Øvrige anmeldelser af Rega Planar 5 (1)
Rega Planar 511-05-2010 Vis anmeldelse
Flere anmeldelser fra samme anmelder
Arcam irDAC04-09-2014Vis anmeldelse
Zdac18-08-2013Vis anmeldelse
NODE02-06-2013Vis anmeldelse
Wimp Streaming28-01-2013Vis anmeldelse
Uplay Bluetooth-Receiver12-12-2012Vis anmeldelse
Ortofon 2M Bronze20-03-2012Vis anmeldelse
SupraLoRad MD06-EU03-01-2012Vis anmeldelse
Supra LoRad19-04-2011Vis anmeldelse
Vincent CD-S1.128-03-2011Vis anmeldelse
Vincent SV-226MK II24-01-2011Vis anmeldelse
Aaron XX24-09-2010Vis anmeldelse
DLS R 6629-01-2010Vis anmeldelse
Origin Live Platter Mat22-12-2009Vis anmeldelse
SD-apparatfødder11-08-2009Vis anmeldelse
SD-fødder15-06-2009Vis anmeldelse
JungSon DA-120IA Lux08-06-2008Vis anmeldelse
JungSon DA-CD307-01-2008Vis anmeldelse
JungSon JA-88 C Lux27-11-2007Vis anmeldelse
JungSon DA-CD2T Tube Lux22-11-2007Vis anmeldelse
Anmeldelserne i denne sektion er ikke redaktionelt udført arbejde!
Anmeldelserne er alene skrevet af brugerne, og er udtryk for den enkelte brugers mening!
Dine muligheder
Udskriv anmeldelse
Kommentarer (4)
Produktfoto
Klik for stort billede
Info og bedømmelse
Produktkategori:
Pladespillere
Pris:
10995 DKK
Anvendt i:
under 3 måneder
Ibrugtagning/dagligt:
Ydelse:
Pris/kvalitetsforhold:
Overall bedømmelse:
Link til producent:
Rega
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2014 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes