Berning ZH-270 er røreffektforstærkeren der er løsningen på de problemer – den er nemlig konstrueret uden brug af transformatorer til at kontrollere rørerne. I stedet gør den brug af en patenteret metode, som er ligeså kompleks som den er smart – det vender jeg tilbage til om lidt.

ZH-270 er konstrueret af David Berning, synonym med The David Berning Company, som stort set er et en-mands firma beliggende i USA. David Berning startede som mange andre med at konstruere ting hjemme i hobbyrummet på baggrund af at kunne lide musik. Han startede ud med at bakse en båndoptager sammen af forskellige ting der bl.a. inkluderede en vaskemaskine-motor. Den kom rent faktisk til at virke, og blev koblet sammen med microfon-indgangen på en guitar-forstærker, og så fik han blod på tanden. Det resulterede i en masse forsøg på forskellige rør-konstruktioner. Røret blev valgt fordi han kunne få dem gratis fra gamle tv-apparater osv. Efterhånden som det udviklede sig og der var penge til at købe dele, kom udviklingen over i transistor-forstærkere, men adskillige år efter fik han en åbenbaring i forbindelse med en lyttesession på en rørforstærker kontra en transistorforstærker, og han hørte sit kald. Det resulterede i 1973 i den første seriøse rør-forstærker fra hans vedkommende som dog var baseret på udganstransformatorer.

Med tiden blev han træt af vægten og udseendet på rør-forstærkerens design, og opmærksomheden blev rettet mod OTL-forstærkerne (OTL = Output transformerless) – de var opfundet af en anden rør-fanatiker kaldet Joseph Futterman, og senere kopieret i både gode og dårlige udgaver. De led dog stadig under den primære svaghed med højttaler-belastninger og relativt lav udgangseffekt, så efter en længere tænkepause i 1995, hvor Berning reviderede sine tanker og ideer, dukkede ideen op til at perfektionere et patent han fik i 1976 kaldet screen-drive.og samtidig befri forstærkeren for transformatorerne.

Selve grundprincippet består i grove træk af at benytte en radio-frekvens til at ændre udgansrørenes volt-spændings overførselskarakteristik fra deres normale impedans til en der er egnet til at trække en højttaler. Hele konfigurationen kører i dual push-pull, og ideen er at køre spændingen gennem et avanceret kredsløb bestående af en dc/dc-kobling der tilpasser rørenes impedans hele vejen gennem systemet. Selve kredsløbet er bygget over en serie special-udviklede filtre og en avanceret, videreudviklet switch-mode strømforsyning – alt sammen lavet i hånden. For de teknisk interesserede, som vil læse mere om teknikken, der er så besværlig at oversætte til forståeligt dansk, er der mulighed for dybere indsigt på dette link : http://www.davidberning.com/patents.htm

Den modificerede switchmode forsyning erstatter trafoerne.

I dag spænder David Bernings sortiment over en OTL single-ended rørforstærker uden modkobling kaldet ”Siegfried”, Micro ZOTL, der er en lille ”personlig” rørforstærker med samme koncepter som de ovennævnte ”Siegfried” og ZH-270. MicroZOTL er en pushpull sag der kører i klasse A og yder 1 watt pr. kanal i 4 ohm. Berning omtaler den som velegnet til f.eks. soveværelset , kontoret eller som hovedtelefon-forstærker. Den kan tillige køre på batteri.

Teknikken.

Minen var lidt spøjs, da jeg så forstærkeren første gang, for den synede ikke af ret meget. Selv om jeg havde læst lidt på lektien, var forbavselsen dog ikke mindre, da jeg tog den op af kassen – den er let, faktisk meget lettere end hvad man normalt forventer både af et high-end produkt, men også af en rørforstærker generelt – 4,5 kg er normalt kun noget man relaterer til en dvd-afspiller. Men med den specielle teknik i baghovedet, tog jeg det dog helt roligt fordi der er tale om en teknisk specialitet.

Selve det ydre vidner ikke om at det er en forstærker til knap 34.000,00 kr man kigger på. Finishen er slet ikke prangende – faktisk er den næsten afskyelig, når man kigger på hvad man ellers finder til prisen. Hele kabinettet er af aluminium pga. den umagnetiske egenskab, som yderligere er til gavn for forstærkerens konstruktion. Svøbet er af bukket alu med ventilationshuller hele vejen rundt, så den relativt høje temperatur kan komme væk. Langs med kanterne af dette svøb kan man godt få lidt skrammer på fingrene hvis ikke man er lidt opmærksom – de er nemlig ikke slebet til. Det er udelukkende malet sort og ikke behandlet videre med hensyntagen til omgangen med apparatet. Frontpanelet er ligeledes i alu – en sort 10 mm. Aluplade med udfræsning hvori der er isat en plexiglas-plade så man kan nyde synet af de fire store udgangsrør – det giver en virkelig hyggelig stemning i rummet om aftenen, når man sidder og lytter til forstærkeren udelukkende belyst af rørenes skær. Hyggen får dog et lille hug, når man går tæt på og rører ved forstærkeren – glaspladen sidder løst i indhakket og kan rasle med hvis man spiller højt. Det er faktisk for dårligt med så ringe en finish når man tænker på prisseddelen – det, kombineret med nogle elendige, hårde plastikfødder der bare var skruet fast i bunden oven på skruer osv., så forstærkeren kunne stå og rokke, pyntede ikke på indtrykket. Det burde kunne gøres væsentligt bedre til den pris.

Bevæger vi os indeni, er der en helt anden dagsorden – der er et relativt pænt printlayout, udlagt med mange komponenter i topkvalitet. Alt sammen er loddet i hånden, og jeg har ladet mig fortælle at selve montagen alene tager 28 timer sammenlagt. Man lægger straks mærke til selve printene hvor kredsløbet til at styre strømmen til og fra rørene, er monteret.
Der er, som tidligere nævnt, en radikalt anderledes switchmode-strømforsyning, som er forfinet i alle leder og kanter for, som Berning udtaler det – at matche den til audiofile hensyn. Ifølge hans ideer, er de almindelige switchmode som man ser i f.eks. dvd-afspillere osv., slet ikke gode nok til formålet selvom ideen bag er nok så god.
Den lydmæssige del af printet er point-to-point loddet, for kortest mulig signalvej, og samtidig er der integreret to servo-loops som forhindrer nogen form for dc-strøm i at komme ud til højttalerne – disse sørger i øvrigt også for at fejlsikre forstærkeren f.eks. ved kortslutning. I tilfælde af enhver form for fejl der måtte opstå, kan fejlsikringskredsløbet lukke strømmen ned på ¼-sekund – bedre hensyn til rørenes helbred kan næsten ikke tages. Fejlsikringskredsløbene sidder ikke i signal-vejen. Udover det er et fire-trins netstøj-filter indbygget for at gardere forstærkeren mest muligt fra uvedkommende støj fra lysnettet.

Selve indgangstrinet er bestykket med et par 12AT7/ECC81, produceret af Philips og et enkelt 12AV7/5965, af mærket International Servicemaster dobbelt-triode rør pr. kanal, og udgangstrinet er bygget op omkring et par 6JN6-rør af amerikansk fabrikat koblet sammen som trioder i en push/pull-kobling. Samtlige rør, på nær Philips naturligvis, er af tilsyneladende ukendt fabrikat. Berning lover 20 års holdbarhed på rørene ved det der betegnes som almindeligt brug – det er en garanti der vil noget, selv om det nok er de færreste der har en forstærker så længe at de kommer til at finde ud af.

Ladelyt-kapaciteten udgør 4x15000 uF, og til forstærkerens størrelse er det rimeligt fornuftigt dimensioneret. Også ladelytterne er af ukendt fabrikat.

Forstærkeren er reelt set en effektforstærker med attenuator. Attenuatoren, som også er håndloddet med en stor portion ledning på bagsiden af frontpladen, hvorfra selve stel-forbindelsen i øvrigt også er trukket og render sammen med stel fra højttaler-terminalerne og videre ned i chassiset, går relativt let, men den lader desværre sommetider en smule knas ud i højttaleren, og det kunne tyde på at støv har let ved at komme ind – det fandt jeg i hvert fald som den mest logiske forklaring.
Udover attenuatoren har man en knap til valg af indgang – på bagsiden finder man 2 rca-indgange med terminaler i fornuftigt kvalitet, hvoraf indgang A er specifikt beregnet til direkte tilslutning af f.eks. en cd-afspiller. Ved siden af knappen til indgangsvælgeren er der en knap hvor man kan justere hvor meget feedback der skal på, f.eks. hvis man har tungere drevne højttalere på. Feedback kan justeres med mellem 3 og 12 db. Målt med en 8 ohms belastning.
Den bedste indstilling fandt jeg som værende den anbefalede fra Berning, nemlig i normal dvs. midterstilling hvor feedback står på 6 dB. I minimum skulle der ikke meget til før at forstærkeren var oppe hvor den begyndte at forvrænge kraftigt, og i max-indstilling blev hele lydbilledet for ”mørkt” og udynamisk.

Udover power-knappen er der to indikatorer som går fra rød til tæt på grøn når forstærkeren er driftsklar – de tager ca. 3-4 minutter før den er optimalt, og allerede efter 15 minutter yder den tæt på det optimale. Jo mere der skrues op og den belastes, jo mere grøn lyser indikatorerne.

Højttaler-terminalerne er af en anstændig kvalitet, men der kunne godt have været en tydelig markering af plus og minus – man skal helt frem med de kraftige briller for at se at der er støbt et plus ind i selve plastik-soklen ved terminalerne. De er monteret med fornuftig afstand, men jeg havde gerne set at de havde siddet på tværs af bagsiden i stedet for på højkant – alene for at lette arbejdet med at tilslutte kabel af en lidt stivere slags. De er dog kraftige og har ingen problemer med hverken spader, bananer eller tykker kabler.

Men efter al teknikken er det store spørgsmål så – kan den spille??

Lyden.

At få Berning ZH-270 tilpasset et setup er en smal sag – den fylder nemlig heller ikke så meget. Dybden er almindelige 38 cm, men bredden er kun 32 cm. Så den er placeringsvenlig, og samtidig let at rode rundt med pga. den lave vægt – ikke engang kvinden i huset kan brokke sig over at den fylder.

Efter arbejdet med at rigge grejet til, kommer så tiden til at besvare spørgsmålet om den kan spille – ja, det kan den og endda særdeles godt. Forventninger lå i forvejen på et lille sted, fordi jeg ikke kendte noget til forstærkeren, så det er altid rart at få en oplevelse af de positive. Lyden får mig til at tænke på alt andet end en rør-forstærker – her er både saft og kraft, og selv ved ganske høje niveauer har den både kræfter og overskud, når det går hedt for sig. Selve konstruktionen og David Bernings princip bag, er slet ikke at pege fingre af. Bunden er virkelig solid, og der er et ganske godt punch – ingen manglende kontrol her. For at have en fornuftig indgangvinkel havde jeg fornøjelsen af at drage en tidligere test-maskine ind i denne test, nemlig det italienske kraftværk Pathos Logos – prismæssigt ligger de jo i samme lag, og derfor var Logos et godt valg. Gennem hele testen blev der ikke sparet på wattene, og Berning ZH-270 blev presset til det allersidste for at finde en grænse, og grænsen er der trods alt men niveauet er højere end hvad langt de fleste kommer op på når de spiller almindeligt højt. Holder vi volumen under forvrængningsgrænsen kvitterer forstærkeren dog med et stort lydbillede fyldt med myriader af detaljer og en stemmegengivelse i særklasse. Dog kunne mellemtonen godt være en tand varmere – ved især kvindestemmer, kan den godt virke lidt klinisk – sådan lidt al á svigermor, når man glemmer at sige tak for mad.

En plade som Yello´s ”The Eye” er en dynamisk udfordring med en masse forskellige musikalske særheder. Nummeret ”Junior B” er et godt eksempel – i hele spekteret bevarer ZH-270 overblikket, men kontrollen er ikke helt i klasse med Pathos når det kommer til de dybeste toner. Mikrodynamikken er derimod glimrende, her var ZH-270 næsten oppe på Pathos niveau – det blev f.eks. tydeligt at høre forvrængning i Jade Davies´ stemme, sandsynligvis pga. et kiks i miksningen.

Tre-dimensionaliteten er også i top – det er Roger Waters´ ”Amused to death” et godt eksempel på. Den er en yndet test-plade, og heller ikke denne gang går den fri. ”Perfect Sense part I” er nøgle-eksemplet på Q-sound i fuldt flor. Indspilningen er i topkvalitet, og det er let at pege ud hvor de forskellige effekter foregår i lydbilledet – Berning formår at gengive lydbilledet i den storhed som der er meningen, og sekvenserne hvor talen kører baglæns står klart klart og tydeligt optegnet.

Eva Cassidy´s udgave af ”Fields of Gold” får en helt ny betydning, når hendes vidunderlige stemme giver sit bud på, hvordan den kan lyde. Historien er gribende, og man fornemmer virkelig følelserne i hendes stemme, som står mejslet ud, helt ned til mindste variation i stemmebåndet. Stemmen kan dog godt virke, som tidligere nævnt, lidt klinisk og den har ikke nær samme glød som på Pathos. Det samme gælder Celine Dion, som med nummeret ”All by myself” fra albummet ”Falling into you” får vist hvad hun kan med hendes stemme. Stemmen bliver ikke helt så behagelig at høre på som man kan forvente af en ren rørforstærker, men bortset fra at den også her er lidt klinisk, står den fornemt optegnet  ned til mindste nuance. Selve nummeret udfordrer også forstærkerens kontrol – efter den stille passage med ca. 2.30 minut tilbage, hvor orkesteret folder sig ud i fuld flor efter en overbevisende stemmedemonstration, viser ZH-270 at den kan styre lydbilledet med fornem autoritet – så længe der ikke bliver skruet for højt op. Ved høj volumen ”flyder” bassen lidt mere i forhold til Pathos, som bevarer overblikket hele vejen fra bund til top. På klippegrænsen mister ZH-270 trods alt lidt af overskuddet, og forskellen op til transistorforstærkeren bliver tydeligere. Det bliver dog hurtigt tydeligt i form af en tydelig støj i højttalerne, og ved det niveau kan man ligeså godt skrue ned med det samme – både for forstærkerens og højttalernes skyld.

Som den drengerøv man nu engang er, skulle Dream Theater´s ”Images & Words” naturligvis også en tur i spillen på denne forstærker, men den type musik er ikke Bernings allerbedste kop the. Lyden roder lidt mere når det går hedt for sig. Elguitaren kan virke lidt skinger, og trommerne dør en smule, når der er godt med tempo på – det hele bliver blandet lidt for meget sammen, efterhånden som overblikket dykker. Transienterne bliver lidt udviskede pga. hastigheden i musikken, og jeg kunne derfor konkludere, at det ikke var livretten. ZH-270 var nærmest ikke hurtig nok til den type musik, men det skulle jo prøves!

Musikalsk set har ZH-270 den egenskab som kendetegner en rør-forstærker – varmen og gløden i musikken, men der er samtidig lidt transistor over den, i og med at den har kræfter og til en vis grænse kontrol, hvilket beviser at Bernings ideer bag forstærkeren har båret frugt. Jeg har hele tiden betragtet rør som den lidt romantiske indgangsvinkel  til musikken – de kan et eller andet som en transistor-forstærker ikke kan, nemlig at sætte musikaliteten i højsædet. Pathos, som jo kombinerede rør med transistorer på lige fod med en lille flok lige så entusiatiske konstruktører, har ramt noget nær rigtigt, og den var derfor en god modstander i denne test, men lytter man ellers til en transistor-forstærker er der altid et eller andet man kan pege på som kunne være bedre – måske fordi man gerne refererer til rørenes spillestil. Rør har selvfølgelig også ting man kan pege på, men af en eller anden grund er det den måde de spiller på, som mange forbinder med at spille naturligt. Jeg kan forestille mig at hvis man smider en god RIAA og en lige så god Pladeplov på…….

Det imponerende ved Berning ZH-270 er, at David Berning har formået at skabe en spilledåse, der hverken fylder meget eller mangler kræfter til langt de flestes behov.
Muligheden for at bruge ZH-270 som monoblok er der også – udelukkende ved at koble en bøje ind mellem højttaler-terminalerne kan den skiftes om til monoblok -  i denne funktion har man 100 watt i 8 ohm til rådighed. Til prisen er der dog alternativer derude når vi snakker monoblokke, som kan give ZH-270 kam til sit hår.
Spørgsmålet er så bare, om de giver samme gode klang som denne forstærker.

Selve lyden er overbevisende med en almindelig letdrevet højttaler, kan forstærkeren levere et fornemt soundstage serveret med et godt punch – men det anbefales at hive den hjem, så man kan vurdere, om den er tilstrækkelig til de krav man har og ikke mindst om man kan acceptere de begrænsninger den nu en gang har, bl.a med ikke at spille Dream Theater og andet i den genre. Nogle vil nok mene nej, men andre vil sige ja med det samme, hvis de har overgivet sig til rørenes unægtelige charme.

Konklusion.

Hvis finishen fik det pift der skal til for at hive den op til de krav der stilles til prisklassen, ville det gå op i en højere enhed, og prisen ville være retfærdiggjort. Som den står frisk ud af boksen, er der desværre en smule ”selvbyg” over den, som nok vil få nogle folk til at gå uden om, specielt når de kigger på prisskiltet. Men kendere, som ved hvad det drejer sig om, har en positiv oplevelse til gode – jeg har i hvert fald haft en positiv oplevelse med ZH-270, og hvis man kan abstrahere fra den lidt kliniske mellemtone, de musik-genrer som den ikke er så glad for, det særegne design, og hvis det er rør man går efter, så går man ikke helt galt i byen – resten er så absolut til at leve med, hvis man absolut vil have en rørbørge i denne størrelse. Til 33.500,- findes der ganske mange interessante alternativer - både med og uden rør.

Tekniske specifikationer:

• Signal to noise: broadband (typical) 60dB, all feedback settings. 20kHz bandwidth (typical): 94dB, NORM feedback; 91dB, MED feedback; 85dB, LOW feedback. All figures unweighted.
• Forvrængning (typisk, både 4 og 8 ohm belastning ved 70W): 1%, NORM feedback; 1.5%, MED feedback; 2%, LOW feedback.
• Typical output power at onset of clipping: 8 ohms, 84W; 4 ohms, 110W.
• Frequency response at 1W, 8 ohms; +0, -1dB: 1.5Hz to 60kHz, NORM feedback; 1.5Hz to 35kHz, MED feedback; 1.5Hz to 21kHz, LOW feedback
• Full power bandwidth (-3dB), 8 ohms: 2Hz to 80kHz, NORM feedback; 2Hz to 50kHz, MED feedback; 2Hz to 35kHz, LOW feedback
• Typical output impedance (measured at 1 amp, 60Hz): 1.8 ohms, NORM feedback; 3.8 ohms, MED feedback; 8.7 ohms, LOW feedback
• Sensitivity, 70W, 8 ohms: 0.7Vrms, NORM feedback; 0.35Vrms, MED feedback; 0.2Vrms, LOW feedback
• Mål: 32cm bred, 38.6cm dyb, 11.5cm høj (12.5 x 15 x 4.5 inches), ikke iberegnet håndtag, tilslutninger og fødder
• Nettovægt: 4,5 kg
• Strømforbrug: 100 watt i tomgang – 300 watt max.
• Finish: Sort anodiseret alu med vindue

Vejl. Pris 33.500,00 kr.

Forhandler/importør:

StudioSound.dk
Toftevej 10
Gilleleje

Tlf.   44545401
Fax. 44545409

Web: www.studiosound.dk

Udstyr i forbindelse med testen:

• Pathos Logos
• Accuphase E-211
• Accuphase DP-55
• Luxman D-600sM
• AudioVector 5x
• Meadowlark Nighthawk
• Triangle Electroacoustique Naia
• Kabler fra Kimber, Gamut, JPS Labs og Audience Cables