Hertil kan redaktionen kun svare et kæmpe JAAAA!!!!

Vi har ladet musikforsker / fumler og redaktør Don Barcelli få afløb for sin nysgerrighed i jagten på verdens lyde for at finde ud af, hvor disse forskelle har sine rødder. Han er gået totalt i dybden og har læst sig til stærkere briller på både tysk, engelsk, dansk og japansk:

Italiensk lyd 

 Italien har spillet hovedrollen i udviklingen af den vestlige musik. Rom og Milano var de to første liturgiske centre, dvs centre med formaliseret religionsdyrkelse i Italien. Biskoppen af Milano, Sankt Ambrosius (333-397), importerede adskillige musikstykker fra Syrien, efter at kejseren, Konstantin d. Store, havde udstedt sit berømte tolerence-edikt, som tillod de kristne religionsudøvelse. 
Gregorius den Store (pave 590-604), lagde navn til den gregorianske kirkesang, som vi stadig nyder godt af idag. Vi skal dog helt op til 1300-tallet før italiensk tekst dukker op i spirituelle sange og brugen af flere toner på samme tid, polyfonien, begynder at blive benyttet. Herfra går det stærkt og komponister, vi kender idag, kommer i hastig rækkefølge fra ca. år 1400, hvor Landini, Monteverdi, Palestrina og Festa var nogle af de første italienske komponister, som lagde grunden til kulminationen i Italiensk musik: barokken fra det 16. til 18. århundrede. Peri og Caccini kom nu med de første operaer sammen med Cavalieri. I 1620 var Rom verdens eneste by med et operahus. Først i 1637 åbnedes et operahus i Venedig, som snart derefter overtog Roms status som operaby. Scarlatti (1660-1725), som nåede at komponere over 100 operaer, bærer en stor del af æren for, at opera idag over hele verden opfattes som et originalt italiensk fænomen.
Gennem hele barokken var Italien enestående mht. produktion af violiner og kompositioner for dem. Stradivarius er den mest kendte, men også Amati og Guaneri lavede violiner, der idag er ubetalelige.
I barokken fødtes også orkestermusikken som udtryk for lysten til at forske i musikkens kontraster. Det er herfra Concerto Grosso (kontrasten mellem større og mindre grupper af instrumenter) og solokoncerterne stammer. Her er Corelli, Torelli, Albinoni og Vivaldi de mest markante skikkelser.

I romantikken blev det især Verdi, Rossini, Donizetti, Bellini og Puccini, der tegnede den italienske opera, mens klassiske komponister i det 20. århundrede mest har kultiveret den instrumentale musik, som blev en smule overset i det 19. århundrede. Pizzetti, Respighi og Malpiero er blandt de mest spændende, der har ført italiensk musik ind i vore dage. De var meget glade for den enkle musik fra renæssancen og de gregorianske sange og kan muligvis tillægges en vis ære for "den italienske lyd".

Den italienske lyd
er på denne farverige baggrund ikke så let at identificere. Lyden kan være meget forskellig alt efter hvilken periode og musikstil, producenten ønsker, at højttaleren skal kunne formidle bedst. Den klassiske italienske lyd beskrives oftest som luftig, detaljeret med udpræget sans for sang og luftige klange, der benytter den øvre mellemtone som grundtoneområde og leverer en masse overtoner, som vha. ekstra præsens kan give illusion af højloftede optagerum.
Mellemste og nedre mellemtone opfattes ofte som tilbagetrukket, så musikkens energirige elementer ikke kommer for tæt på. Katolicisme? Måske.
Bas er et nødvendigt onde, som udviklingen fra renaissancen har medført. Den skal være nem at kapere og ikke associere til mørke kræfter. Samtidig er italiensk design mindst lige så berømt som dansk, og det giver mange interessante produkter med visse fælles træk. Bedst kendt i Danmark er Sonus Faber, Chario og RCF..

Litteratur:
Arnold, Denis, Giovanni Gabrieli and the Music of the Venetian High Renaissance (1985)
Bukofzer, Manfred, Music in the Baroque Era (1947)
Dent, Edward, Music of the Renaissance in Italy (1933)
De Robeck, Nesta, Music of the Italian Renaissance (1928)
Einstein, Alfred, The Italian Madrigal, 3 vols. (1949)
 

Amerikansk lyd

Musikken i 17-tallets kolonitid var totalt domineret af britisk indflydelse. Især de puritanske emigranter i New England gjorde brug af salmer og hymner med hovedvægten lagt på religiøse tekster. Amerikanske komponister benyttede mest omskrivninger af engelsk musik med enkelte nykomponerede partier. "Urania" af James Lyon (1735-1794) er et godt eksempel.
Omkring 1800 blev koncertmusik, sammen med den øvrige økonomiske ekspansion, en vare, der tiltrak udenlandske musikere. Musikforretninger og -forlag dukkede op, samtidig med at der opstod et stort antal omrejsende orkestre.

Efter de europæiske revolutioners afslutning i 1848 rejste mange tyske musikere til USA og dannede German Musical Society, som for alvor bragte den levende musik ud til selv de mindste steder. Det var dog vokalmusikken, der fangede bedst og begrebet "De syngende Familier", som var optrædende familier, opstod på den baggrund.
I slutningen af 1800-tallet opstod de store symfoniske orkestre, først i New York og siden bredte de sig vestpå.
Den tyske dominans satte sit præg på konservatorie-undervisningen og fortsatte op til 1. Verdenskrig. Herefter blev Paris de amerikanske musikeres Mekka.
Med jazzen fik Amerika sin første egen stilart. Gershwins "Rapsody in Blue" (1924) bragte jazz-tonerne ind i koncertverdenen. Charles Ives, som først blev kendt, efter han stoppede med at komponere, blev det tidlige 1900-tals mest betydningsfulde komponist med eksperimenterende musik, som blandede asymmetriske rytmer, polytonalitet og dissonans ind i traditionelle hymner, folkesange og ragtime.

Den amerikanske lyd
Jazzens videreudvikling sammen med den traditionelle blues til rock 'n' roll lagde grunden til den amerikanske højttalerindustris kolossale vækst i 50'erne. Behovet for store lydtryk fra de optrædende, der begyndte at forstærke guitaren, krævede store kabinetter med god bas. I studierne blev de store højttalere populære, det kan derfor ikke undre, at "amerikanerlyd" også er stor. De gamle Westlake studiemonitors med kæmpebasser og horn dannede en skole, som stadig holder. Bas og mellemtone skal males med store, brede pensler, så alle kan følge med. Rytmen er det vigtigste element fra 30'ernes stepdans til dagens sorte rap. Øvre mellemtone og diskant må gerne være dynamisk, men ikke nødvendigvis specielt detaljerede. I tråd med det amerikanske samfunds fascination af "Big is beautiful" skulle den amerikanske højttaler til hjemmebrug naturligvis også være stor. Mange gamle amerikanske konstruktioner er blevet klassikere og handles idag til svimlende summer blandt nostalgiske fanatikere.

Litteratur:
Crawford, Richard, A Historian's Introduction to Early American Music (1980)
Davis, Ronald L., A History of Music in American Life, 3 vols. (1980-82)
Gleason, H., and Becker, W., 20th Century American Composers (1980)
Jablonski, Edward, Encyclopedia of American Music (1981)
Nicholls, D., American Experimental Music, 1890-1940 (1989)
Tischler, B.L., An American Music: The Search for an American Musical Identity (1986)
 

Engelsk lyd

 Engelsk musiks historie har været præget af en del omskiftelser. Øboernes inspiration kom naturligt nok fra det europæiske kontinent startende med simpel sang i det 6. århundrede. På trods af det var englænderne faktisk forud med brug af polyfonien. I katedralen i Winchester har man fundet 170 to-stemmige værker, som stammer fra det 11. århundrede.
1400 tallet blev engelsk musiks første store æra efter 100 års ensidig europæisk inspiration. Det skyldes først og fremmest Old Hall manuskriptet med ca. 150 messer, satser og motet'er skrevet af Dunstable, Lionel Power og andre komponister mellem 1350 og 1420.
I Tudor perioden, som startede i 1485, da den wallisiske familie Tudor regerede England, opstod den populære hellige musik, som blev sunget dagligt i kirker og kapeller. Den instrumentelle musik havde samtidig sine gyldne tider med komponister som Byrd og Gibbons. Perioden sluttede i 1603 samtidig med den Elizabeth'ianske æra og en kort bromstringsperiode for de engelske madrigaler, som er sange, hvor tekst og musik underbygger de intense følelser i musikkens budskaber.
Barokmusikkens italienske aner havde svært ved at finde gehør hos englænderne, som foretrak fransk inspiration, primært i form af Louis Bourgeois' unisone sange. Det var faktisk kun Purcell, der benyttede de italienske teknikker med fx polyfonisk stemmeføring, som det bl.a. høres i mesterværket "Dido & Aeneas".
Herefter stod indfødt engelsk musik i stampe i 200 år med Händel (1685-1759) som det eneste lyspunkt. Han skabte oratoriet som en blanding af traditionelle engelske chorals med operaelementer.

Den engelske lyd
Siden 1890'erne har englænderne koncentreret sig meget om troværdige opførelser af musikken fra de omtalte perioder. Dette har lagt en lang og rodfæstet opfattelse af lyd og klang, som ligger dybt i producenterne af traditionelt engelsk hifi. Musikalsk engagement og tilbagelænethed er nøgleordene i den engelske lyd. Det opnås generelt ved en klang med masser af varme i mellemtonen. Englændere har aldrig brudt sig om store, dominerende højttalere, derfor har bassen natuligt nok været tilbagetrukket, men som diskanten, ret detaljeret. De senere år er de engelske højttalere blevet betydelig mere allround med lysere, mere åben klang, men mange af de traditionelle dyder hænger stadig på.

Litteratur:
Peter Pirie: The English Musical Renaissance, 1979
Francis Routh: Contemporary British Music, 1972
Percy M. Young: A History of Brutish Music, 1967

 
Japansk lyd

 Der findes ikke noget sted i verden, hvor meget forskellige musikarter som fjernøstlig etnisk og vestlig musik har eksisteret side om side i så lang tid. Siden 1868 har den vestlige musik været kendt og opført i Japan.
Japansk musikhistorie starter i det 8. århundrede hvor de første inspirationer stammer fra Kina og Korea.
Den japanske skala, Ryo, er meget lig de pentatoniske kinesiske skalaer, som stort set svarer til de sorte tangenter på et klaver, mens ritzu er en videreudviklet japansk skala, som fik en stor folkelig udbredelse efter år 1500. Begge skalaer stammer fra tidlige buddistiske sange (shomyo) og hof-musik (gagaku).
Hofmusikken blev spillet på blæsere, strengeinstrumenter og slagtøj og faktisk er klangen meget lig vestlig kammermusik fra samme tid.
I Japan har musik siden 1500-tallet været tæt knyttet til sang og teater og blev i begyndelsen kaldt "ikke-drama", et minimalistisk teater med få skuespillere, et unisont kor (ji) og et ensemble (hayashi) bestående oftest af fløjter med diverse slagtøj, hvis sammensætning varierer afhængig af teaterstykkets handling.

Den japanske lyd
var mest af alt et skældsord opfundet af europæiske og amerikanske producenter af underholdningselektronik i hifi'ens tidlige dage. Japan oversvømmede markedet med billigt, effektivt udstyr baseret på særdeles moderne produktionsmetoder. Kritikere karakteriserede lyden som "dåselyd", unuanceret, kold, hård og uden musikalsk indlevelse. Måske var der i mange tilfælde noget om snakken, men det er ren historie idag . Japansk lyd idag kan karakteriseres som fokuserende på øverste mellemtone og diskant. Bassen er ofte tilbagetrukket og mindre potent.
Japansk hifi-industri er nu opdelt i hjemmemarked-produktion og "overseas-produktion". Mange produkter, som forhandles i Japan, når slet ikke uden for landets grænser til trods for, at de ofte er meget avancerede. Flere og flere japanske firmaer henter derfor inspiration og konstruktører i de lande, der eksporteres til for at opnå den størst mulige grad af tilpasning til den fremherskende smag; præcis som du ser det med biler. Nogle store japanske fabrikker har derfor lagt både udvikling, design og produktion til både Europa og USA.

Litteratur:
Harich-Schneider, Eta, A History of Japanese Music (1973)
Kishibe, Shigeo, The Traditional Music of Japan (1966);
Malm, William, Japanese Music and Musical Instruments (1959),
Piggot, Francis, The Music and Musical Instruments of Japan (1893)
Nagauta: The Heart of Kabuki Music (1963
Tanabe Hisao, Japanese Music, rev. ed. (1959)

 
Dansk lyd

Om Danmarks musikhistorie har ret meget at gøre med danske højttaleres kolossale eksportsucces er vist ikke rigtig udforsket, men et eller andet sted må rødderne jo findes. Danmark har kulturelt altid ligget meget tæt på især Tyskland, og det har da også været herfra, de største påvirkninger er kommet, selvom Christian d. 4. mest var til engelsk musik og derfor havde engelske musikere som fx John Dowland i hoffet.
Buxtehude (1637-1707) nævnes ofte som en tysk komponist, der har påvirket dansk musik i tysk retning, men det var faktisk først med Weyse (1774-1812), at dansk musik fik sit eget udtryk. I 1800-tallet fik Hartmann, Heise og Hornemann skabt et dansk udtryk i operaen, mens Lumbye tog sig sig af de østrigsk inspirerede marcher og danse. Ud over Gade, der døde i 1890, var det dirigenten, komponisten og musikeren Carl Nielsen, som mere end nogen andre gav dansk musik en international profil. Denne kan beskrives som bestående af et konservativt musikalsk udtryk kombineret med et åbensindet, humant og kosmopolitisk indhold i senromantisk stil, ikke ulig det billede Danmark idag forsøger at præsentere af sig selv med over for udlandet.
Holmboe, Bentzon og Nørgaard er nogle af de meget få komponister, der har vakt international interesse for moderne dansk musik.

Den danske lyd
er konstrueret med lige dele sund fornuft og dansk livsindstilling. Ikke for meget af nogen elementer, men med en demokratisk ligedeling af egenskaber i tråd med Carl Nielsens musikalske oplæg. Hos de seriøse højttalerproducenter følger design og kvalitet i dansk møbelkunsts fornemme fodspor.
Lyden skal være åben, luftig, mellemtone og bas neutral, mens parametre som musikalsk timing og allround forståelse står øverst på dagsordenen og fordrer gode enheder og delefiltre.
Der er tale om ret universelle klangkvaliteter, så det er ikke underligt, at dansk højttalerproduktion er kendt over hele verden, ligesom danske enheder findes i et hav af udenlandske konstruktioner. Danmark er faktisk det land i verden med den største højttalerindustri i forhold til befolkningstallet.

Litteratur:
Hodgson: Skandinavisk musik, 1985