HIFI4ALL.DK
Marantz SR8500
Redaktøren  [08.06.2005]
Der har været meget fokus på Marantz’s fremragende prestigeprodukter, men husmands-modellerne er også meget svære at komme uden om.

Marantz SR8500 er Marantz næststørste receiver i SR-serien og placerer sig midt i den prisklasse, hvor receiverne står så tæt som teenagere til en Rammstein koncert. Den honorerer tiden krav til prisklassen med 7 indbyggede forstærkerkanaler og udgang til subwoofer = 7.1. Hver kanal leverer ifølge Marantz 125 watt i 8 ohm.

Fronten er ultra simpel med to store drejeknapper, en videosektion, en hovedtelefonudgang og en afbryder. Har du brug for at betjene den yderlige uden fjernbetjeningen, ligger en række funktioner tilgængelige bag det centermonterede låg.

Det er også her, du finder indgangen til den medfølgende målemikrofon, der sætter receiveren i stand til at foretage en automatisk standardmåling og tilpasning til rummet i form af regulering af højttalerafstande og frekvensgang. Indstillingerne er rå, men kan sagtens danne et kvalificeret udgangspunkt for finjustering ved hjælp af øret. Dette system kalder Marantz for MRAC. Finish er i lækker aluminium.

Bagsiden byder på et par lækre detaljer ud over de almindelige tilslutninger, du plejer at se. Det er især DVI ind- og udgangene, der trækker øjet. Her kan du tilslutte hele to DVI kilder og route dem ud til samme DVI udgang og videre til dit plasma TV, projektor eller anden DVI kompatibel fremviser. Du kan altså skifte både lyd og billede på samme tid selv om du benytter den digitale billedudgang. DET er lækkert !! Videosiden tæller desuden hele fire sæt component indgange med en enkelt udgang. De øvrige indgange udgøres af fire composit indgange, fire S-VHS indgange bege med tilhørende monitorudgange. Og så var der jo også lige indgangene på forsiden, så selv den hidsigste videofanatiker kan få dækket alle behovene her.

Højttalerterminaler er der rigeligt af. To sæt fronthøjttalere, center, surround og surround back er det blevet til. Terminalerne kunne godt have været en anelse mere solide, men kan dog ”overtales” til at tage bananstik. Dertil kommer seks digitale indgange ligeligt fordelt på optiske og coaxiale. Indgangene kan tildeles de relevante indgange. Der er én udgang af hver slags.
Skal du bruge SR8500 i dit studie, kan du benytte en RS-232C port til styring af receiverens funktioner. Der er seks analoge indgange heraf to med tilhørende udgange for brug til båndoptagere eller minidisc. Ud over antenneindgangene er der også stik til Marantz’ egen systembetjening og plads til en enkelt 220 volt kilde.

Det eneste, der mangler på den danske version er USB-porten, som findes i andre lande og en digital indgang for DVD-audio og SACD….

Receiveren er THX-certificeret med Surround EX Select.  Den kan klare følgende lydformater: DTS, DTS NEO:6, DTS ES, DTS 24/96, DD EX, Pro Logic II og SRS Circle surround, som simulerer surround fra mono, stereo, CS-kodede kilder og andre matrix signaler. Endelig understøtter SR8500 også HDCD formatet. Hovedtelefoonudgangen på fronten er i øvrigt lidt speciel, idet den leverer Dolbys Headphone Technology, som er i stand til at give en smag af surround i almindelige hovedtelefoner ved afspilning af multikanal signaler.

Indvendig byder SR8500 på diskrete udgangstrin til alle kanaler, D/A konvertering ved en Crystal 24 bit 192 KHz konverter i alle syv kanaler. Der er separate strømforsyninger til både audio, video og displaydelen. Trafoen er en kraftig sag af toroidal typen, mens hele det indre kabinet er bygget op i skærmende kobberplader.  I det hele taget er komponentvalget særdeles ”hifi-rigtigt” på alle steder, hvor det har relevans. Man glemmer helt, at receiveren koster under 12.000 kroner…

Maskinens store akilleshæl er den medfølgende remote. Den er i og for sig ret avanceret og kan lære andre koder osv, men i den daglige brug er den RET irriterende. Vælges f.eks DVD går alle knapper over på DVD-mode og du kan pludselig ikke slukke receiveren uden at trykke på AMP først. På samme måde sættes en række relevante funktioner ud af drift som eksempelvis testtonerne. Når du skifter mellem kilderne er et enkelt tryk på den relevante knap ikke nok, der skal mindst to tryk til ??!! Eller er det bare testmaskinen, der er søvnig ?? På siden af displayet er der 5 genveje, som kan tildeles forskellige funktioner på forsiden og tre undersider. Knurre – jeg gider ikke sidde i biografens mørke og klikke mig igennem 3-4 sider for at finde en funktion – heller ikke selv om der er en knap for lys i remoten. På mange måder minder den om den gamle Marantz RC2000 remote, som vi hurtig fik hevet frem.

Manualen er glimrende med et dansk afsnit, men har dog ikke formået at gøre mig bedre venner med remoten…

Film

Den fornemme konstruktion slår virkelig igennem, når du sætter den første film på. Efter et par ugers tilspilning viste Marantzen fra første koncert med Cecilia Bartoli, hvad den er gjort af. DVD’en Viva Vivaldi er i særklasse på alle områder. Optagelsen i en mindre, intim koncertsal er skruet virkelig godt sammen af Arthaus’ teknikere og Marantz R8500 sætter dig på den bedste række af dem alle: Lydteknikerens !! 

I testperioden havde vi bl.a. Pioneer VSA-AX10 Ai i seneste version til knap 40.000,-, men deet var SR8500 altså bedøvende ligeglad med. Den spillede med stor autoritet og musikglæde og satte den lille orkester, der backede fru Bartoli op, på rette plads i lydbilledet. Sammenhængen mellem de syv kanaler er så overbevisende, at Pioneer’en skal være toptunet i alle indstillinger for at bevare værdigheden.

En lidt mere ligeværdig konkurrent er Cayin DP12EX forstærkeren, som må se sig sat til vægs i alle discipliner af Marantz’en. Når det handler om film er SR8500 stadig ganske veloplagt. Hard Rain er en film med et fornemt sounddesign og en klaustrofobisk indespærret fornemmelse i det heftige regnvejr. Sammen med en hel del lydeffekter stiller det store krav til både detaljering og effektreserver. Marantz klarer begge discipliner vældig godt og sætter trumf på ved at genskabe et solidt og sammenhængende tredimensionelt rum med fornemme overgange mellem de enkelte kanaler.

Det præcise soundstage med de mange detaljer fornemmes tydeligt i Daylight. Selv om du kender scenen, hvor tunnelen begynder at give efter oppe over din højre skulder, så trækker du dig alligevel ned i sædet, når det er Marantz’en der svinger taktstokken. Sammenlignet med DP12EX har de enkelte lydeffekter et bedre defineret rum om sig og lyden synes en anelse ”glattere” eller knap så kornet.

Saving Private Ryan og U-571 er jo guf for folk, der elsker effektfulde lydspor som baggrund for de forrygende billeder. Marantz’en formår at sætte dig i samme forsvarsposition som AX10’eren. Selv bamsen fra Pioneer trækker det sidste strå i det lange løb med sin eestående evne til at mætte handlingen, så kommer SR8500 rigtig langt inden for surround-diciplinen – længere end jeg kan mindes nogen anden receiver nå i prisklassen. Det er faktisk ret godt gået.

Musik

Den overbevisende opbygning med de gode konvertere kommer også CD-gengivelsen til gode. Lydbilledet er rimelig bredt med god plads mellem instrumenterne. Også i dybden har SR8500 godt fat og kan sagtens få dig til at genkende dine favoritsale, hvis eller resten af kæden er trimmet til det. Dynamisk er SR-8500 som surroundreceivere flest i klassen. Er du passioneret stereo-nyder, vil Marantz’en kun blive brugt til baggrundsmusik, men i familier, hvor musik er en del af den daglige nydelse, følger Marantz’en ganske godt med og kan snildt spille op til andre gode konstruktioner i prisklassen.

HDCD kredsløbet giver faktisk lige den ekstra dynamik og præcision, der trækker gengivelsen opl Trisha Yearwood har et par rigtig gode siver med HDCD og det kan stadig undre, at teknologien ikke har vundet indpas på et bredere marked.

Den indbyggede tuner er.. ok. Det er ikke den, du vil benytte, hvis torsdagskoncerten er en begivenhed, der skal sætte dig i ekstase, men til almindelig radiolytning uden særlige krav til fremragende gengivelse, er den ganske fin.

Konklusion

Marantz SR8500 er en særdeles velkonstrueret surroundreceiver, som snildt kan leve op til kravene i en sofistikeret hjemmebiograf. Der er masser af overskud og den formår at skabe et soundstage, der er virkelig overbevisende. Samtidig er den aldeles hæderlig til almindelig stereobrug – dog havde det været rart med en endnu bedre tuner, men selv himlen må have et låg på et tidspunkt. Jeg kan varmt anbefale SR8500 - også selv om remoten er fuldstændig umulig.

Pris: 11.999,-

Power Output: 110 Watts at 8Ohm 
Signal to Noise ratio: 103 dB 
Freq response (Analogue): 5 - 100000 Hz (+- 3 dB) 
Freq response (digital): 5 - 45000 Hz (+- 3dB) 
THD.: 0.05 % 
Input sensivity: 168 mV / 47 kOhm    
Remote Control: RC1400 
Remote type learnable 
Dimensions 440 x 463 x 186 mm 

Yderligere oplysninger:

MultiMedia Presentations Danmark A/S
Kongevejen 150A
3460 Birkerød
Mail: polsen@multipre.dk


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.