HIFI4ALL.DK
HIFI4ALL.DK hos Diapason
Redaktøren, tekst og fotos  [14.11.2005]
Diapason ! Det er italiensk håndværk, tradition og god lyd, når det er bedst !!

Italien - ro i sjæl og sind..... eller ?

 Når jeg umiddelbart tænker på Italien dukker der en masse billeder op med det samme. For de fleste er det nok ord som pizza, vin, fodbold, paven, Ferrari, Sicilien, Etna og den slags. For enkelte andre med den kroniske high-fidelitis virus i blodet krydres billedet af Sonus Faber, Audio Analogue, men læser du denne besøgsartikel, vil Diapason også være en del af dit italienske associationsforråd.

Det blev det i hvert fald for mig, da Jimmy fra importøren af Diapason, Stoplite Hifi, anbefalede mig at kigge forbi miniput-virksomheden, når nu jeg alligevel var på pizzasmagnings-Giro-d’Italia i den bagende italienske sommerhede..

Diapason blev stiftet i 1987 og ejes af den sympatiske Alessandro Schiavi, som ud over at producere Diapason og distribuerer en lang række kendte hifi-mærker i Italien. Det er primært distributionen, der giver spaghetti på det daglige bord, mens produktionen af Diapason er ren og skær lidenskab. Hermed har Alessandro frigjort Diapason fra mange af de snerrende bånd, andre mindre højttalerproducenter lider under og kan frit vælge kvalitet, produktionsmetoder og antal producerede enheder ud fra egne kriterier.

Alessandro og hans dejlige søster

Alessandros interesse for musik og lyd har ligget i de familiære vener, men det, der slog hovedet på sømmet var, at Alessandro arbejdede som studietekniker og indspillede en lang række værker med bl.a. Brescias symfoniorkester. Alessandro var vant til at lytte til orkesteret, men kunne ikke få genskabt orkesterets klang med de mange højttalere, der blev prøvet af i studiet. Som så mange andre besluttede Alessandro, at han blev nødt til selv at udvikle højttalere, der kunne gengive orkesteret, som han oplevede det.  Brescia er også i dag hjemsted for Diapason.

Alessandro i værkstedet med snedkermester Loris i baggrunden

Efter 4 timers køretur i 36 graders varme på de italienske motorveje, blev vi mødt af Alessandro og hans dejlige kone Chiara i udkanten af Vicenza – en typisk italiensk by i mellemstørrelse, som har den fordel eller ulempe alt efter temperament, at turisterne som oftest racer forbi på de dyre betalingsmotorveje, der omkranser byen.

Det var tydeligt, at siestaen var tæt på, for selv på den cafe, hvor vi startede med en kølig drink, var de søvnige blikke allerede i øjnene på de lokale. Her blev vi dog mødt af Diapasons snedkermester, Loris Coppiello  med fruen Loredana.

Det viste sig senere, at Loris var den eneste ”ansatte” på kabinetsnedkeriet, som dybest set var et enkelt lokale med de mest basale maskiner til den rå udskæring af de træbjælker i valnød, som kabinetterne fremstilles af. Al anden forarbejdning foregår i snedkermesterens egne to hænder, hvor håndsav, fil og sandpapir er de væsentligste værktøjer.

Det betyder bl.a. at et stereosæt kabinetter matches til hinanden helt ned til mindste detalje, men at ingen sæt er helt ens. Det lille snedkeri fremstiller omkring 1000 kabinetter om året og sætter i virkeligheden grænsen for Diapasons produktion af højttalere med disse håndfremstillede kabinetter i Reference serien.

Diapasons håndfremstillede kabinetter fremstilles af to forskellige slags valnød. Alessandro lægger stor vægt på at benytte ”opdrættede” træer, så der er ikke tale om udryddelse af bevaringsværdige skove. Valnødden ankommer til snedkeriet i store planker, som bliver stillet til tørring i månedsvis. Først når snedkermesteren er tilfreds med tørringsgraden og samtidig kan se, hvordan træet har reageret på tørringen, tages det i anvendelse.

Der benyttes naturligvis præcisionsmaskiner til udskæring af huller til enhederne og samlingerne i kabinettet. På billedet kan du se, hvordan kabinetterne samles af to stykker valnød, hvor retningen på træets årer vendt i forhold til hinanden for at dæmpe resonanser mest muligt. Selve samlingen er unik og ses ikke andre steder.

Samling med modsat rettede årer

På reference serien limes et særligt lag på siderne inde i kabinettet. Det minder lidt om en slags hessian, men er endnu mere groft og betyder, at de mindste bølger brydes op mens en del af deres bevægelsesenergi omdannes til varme. Også denne ”teknologi” er unik.

Diapason har i dag 4 serier bestående af Ellisse med højttalerne Nux og Emera, som er hhv en gulv- og en lille standerhøjttaer. Classic serien består af to standerhøjttalere, Prelude, som er firmaets bestseller og Micra samt  en center med navnet Centro
Topserien heddder Reference og består af standerhøjttalerne Karis og topmodellen Adamantes III. Også i Reference serien findes en centerhøjttaler med navnet Kentron.

Baffle i ren valnød.

Loris Coppiello producerer alle kabinetter til Reference og Classic serien, samt en lille ny ved navn Ares. Kabinetterne til Ellisse serien produceres af et andet kabinetsnedkeri lige uden for Vicenza.

I ny og næ fremstiller Diapason også en Limited Edition højttaler. Sidst var det en Adamantes L.E. og Alessandro planlægger endnu en L.E. udgave af Adamantes, hvor jeg lige nåede at få et glimt af en prototype.

Det indre af kabinetterne er bekædt med en resonansdæmpende masse, som trods sin lidenhed er meget effektivt

Endelig er der Video serien med to standerhøjttalere og en center. Det er næsten den samme som Classic serien, men Prelude, Micra og Centro har fået tilnavnet VS og leveres i forskellige farver med magnetisk afskærmning.

Frokost

Efter besøget på kabinetsnedkeriet i Vicenza gik turen videre til hovedkvarteret i Brescia 2 timers hurtig kørsel fra Vicenza. Inden jeg blev sluppet løs i firmaets hellige haller, gik turen forbi en ret speciel restaurant, hvor en række af byens specialiteter kom på bordet – de fleste fantastisk gode – enkelte tilsyneladende fantastisk gode for lokale smagsløg…. !

     

Kabinetter til Adamantes                 Emballagen er termosikret

Diapason samler sine højttalere i en lille samlehal, som ligger i en kælder kun beskyttet mod omverden med en hængelås af gigantisk omfang. Enhederne kommer primært fra Seas, Vifa og Morel, men er tilpasset Diapasons specifikationer. Mit besøg fandt sted midt i den 3 måneder lange ferie, så der foregik intet. Kabinetter og enheder lå og ventede på de hænder, der skal skrue dem sammen med delefiltre og terminaler.   

Kabinetter der venter på italienske samler-hænder...

Emballeringen er dog helt speciel. Højttalerne pakkes i specielle trækasser, som sikrer de fine valnøddekabinetter mod for hurtige temperatur og fugtighedsskift. Diapason anbefaler nemlig, at højttalerne bliver i kasserne en uges tid efter de er nået til deres destination for på den måde langsomt at akklimatisere sig.

Herefter gik turen over gården til det egentlige hovedkvarter, som også befinder sig i kælderhøjde. Her er der tre gode lytterum, et udviklingsrum, administration, salgslokale og et mindre lager.

Det viste sig, at det er Alessandros kone, der tager sig af de udenlandske distributører, da hun taler et fremragende engelsk, mens hans søster tager sig af den daglige drift i forhold til de italienske forhandlere, som jo både tager sig af Diapason samt de ca. 20 andre mærker, som Alessandro distribuerer i Italien.

En hidsig rørforstærker med Diapason navnet på fangede lige blikket, og det viser sig, at Diapason også har to rørforstærkere på programmet, som i øvrigt kan ses på firmaets hjemmeside. Alessandro sprang dog hurtigt videre i teksten med en kommentar om, at det ikke var på det felt, firmaet havde sit fokus, men at de kunne bestilles.

Alessandro er virkelig en ”maskinmester”. På hylderne vrimler det med udstyr fra eksotiske rørforstærkere, voldsomme Krell og Levinsons over små Technichs forstærkere til ægte vintage veteranudstyr. Meget af det har Alessandro anskaffet for at se, hvor de klanglige trends var på vej hen, men lur mig om ikke der også er lidt drenget samlermani gemt et sted. I de tre lytterum stod der også bunker af udstyr fra Cambridge til Classé, så Alessandro ved lidt om, hvad der rør sig på markedet.

Lytterum 1

Alessandro tøver ikke med at lytte til, hvad andre konstruerer

Jeg fik lejlighed til at lytte lidt til en kommende entry-level gulvmodel, som er en forenkling af den stilrene Nux fra Ellisse serien. Det bliver en billigere model med port på bagsiden, 5” basenhed og isodynamisk tweeter. Lyden var ikke færdiggjort, så det giver ingen mening at beskrive den.

Kommende modeller sammenlignes med eksisterende.

I et andet lokale stod endnu et sæt under udvikling. En standerhøjttaler i pianolakering, som næsten var færdig. Også den er ment som entry-model til en lav pris, men det var ikke nemt at høre. Den spillede nemlig særdeles overbevisende med en næsten overnaturlig kraftig bund, hvor både luft og kontrol var i den bedre ende. Her var det i øvrigt den billigste Cambridge CD, der var referencen….

Højdepunktet af lytning var dog Adamantes III i lytterum 1, som blev trukket af Classé udstyr og T+A CD. I det veldæmpede rum blev de 9 kg tunge (lette) højttalere udsat for en regulær spanking af Classé forstærkeren, men det gik egentlig først op for mig, da jeg ville sige noget, men omgående opgav. På trods af det enorme lydtryk var der absolut ingen unoder eller lyttetræthed.

Klangkarakteren var typisk italiensk, hvis man kan sige det. Fokus på mellemtone, dyb bas og luftig diskant. Det er særdeles tydeligt, at Alessandros fortid som studiemand har influeret på hans tilgang til afstemningen af højttalerne.

Så længe kildematerialet blev holdt til akustiske instrumenter var oplevelsen stor og enestående, men så snart rock’en viste tænder var lyden efter min mening lidt for studiemonitoragtig nærmest hældende mod det kliniske, men helt uden aggressive tendenser. Alessandro satte en SACD på med det lokale symfoniorkester, hvor han havde stået for indspilningen. Det må jeg medgive ham – det var tæt på selv at stå i koncertsalen med masser af nærvær, ekstrem opløsning og 3D virkning.

Inden jeg rigtig nåede at opdage det, var aftenen faldet på og det var tid at sige farvel og snuppe de knap 500 km østpå til den slovenske grænse, hvor nye eventyr ventede….

Tak til Alessandro og hans familie for en dejlig dag !

Diapason
Via Delle Tofane, 15
Brescia
Italia
www.diapason-italia.com

Dansk distributør af Diapason:

Stoplite Hifi
www.stoplite.dk


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.