HIFI4ALL.DK
Foamzorb – en minitest
Mikkel Gige  [22.11.2006]
Hvor tit har du overvejet at ændre på lyden af dit lytterum? Der er ikke tale om et ”tweak”, men ren og skær akustik. Stående bølger, refleksioner og mange andre underlige begreber, som man kan vælge at leve med, eller som jeg gøre noget ved.

Jeg har søgt med lys og lygte efter et fornuftigt produkt som vitterlig virkede, og ikke samtidig kostede en formue. Nu er det lykkedes. Produktet hedder Foamzorb, og er et skumprodukt skåret i forskellige former alt efter hvilken egenskab det skal have. I mit lytterum er der ikke nogen væsentlige problemer i mellemtonen og diskanten. Her er rummet rimelig godt dæmpet af en masse tunge møbler, samt en skråvæg af gips. Bogreoler f.eks. er et must i et lytterum. De er ideelle diffusorer, da bøgerne i reolen alle har forskellig masse, og derfor suger lyden forskelligt. Til gengæld er bassen i mit lytterum helt umulig. Fra 100 Hz og nedefter er der en stor stigning i lydtrykket, nogle steder helt op til 5-6 dB.

Produktet som jeg har indkøbt hedder Foamzorb LFTrap 424, og er som navnet indikerer en ”basfælde”. Størrelsen er 42,4 x 42,4 x 60 cm. Den findes også i en mindre version kaldet LFTrap 300. Derudover findes de som paneler, firkanter, og i alle mulige og umulige udformninger. LFTrap 424 er en trekant som monteres eller stilles i hjørner. Siden som vender ud mod rummet er skåret som en masse lange forhøjninger og tilsvarende fordybninger, som suger bassen ind i skumkernen for at holde så meget lyd som muligt tilbage.

Hvordan virker de så? Jo, de gør en forskel, men forvent ikke mirakler. Frekvensgangen ændres kun minimalt, 1-1,5 dB. Til gengæld, så suger disse trekanter al den dybe bulderbas til sig, som er i rummet. I mit lytterum, som hører til i den mindre ende (under 20 m2), skulle der fire til. De to første blev stablet bag den venstre højtaler som står tæt på et hjørne, og de fjernede kun en del af problemet, men allerede da den tredje blev flyttet ind, skete der ting og sager, og den fjerde ryddede det allersidste bulder af vejen.

Det er ikke kun i dybbassen at der sker ændringer. Længere oppe i frekvensområdet sker der ligeledes ændringer. Stortrommer får mere hug i anslaget, og resten af trommesættet fremstår også tydeligere. Basguitarer bliver også mere præcist skilt ud fra resten af bassen.

Den mest underlige ændring skete højt oppe i frekvens-området. Perspektivet blev mere tredimensionelt, uden at det blev større i bredde, højde og dybde. Der faldt simpelthen bare mere ro over musikken. Detaljerne står tydeligere frem, og ligesom med perspektivet, så er detaljerne endnu mere præcist placeret i lydbilledet. Der er mere ”krop” på instrumenter og sangere. Det er fuldstændig som at få nye og bedre højtalere.

Prisen for de fire indkøbte ”basfælder” er 2390,-. Denne forholdsvis lave pris burde i sig selv være incitament nok for, at gå i gang med at få rettet akustikken ind i lytterummet. Flere produkter fra Foamzorb kan ses på producentens eller Musikhuset Aage Jensen’s hjemmeside.

Producent:

Web: www.goldenagemusic.com

Forhandler:

Musikhuset Aage Jensen A/S
Web: www.aage.dk
Mail: info@aage.dk
Tlf.: 33 18 19 00


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.