HIFI4ALL.DK
Hvad kan jeg få for 25 K?
Anders Amstrup Fournais  [01.05.2007]
HIFI4ALL.DK har sat tre af de førende hifibutikker i det århusianske i stævne. Vi byder op til dans, og musikken spiller denne gang fra tre anlæg, der har det til fælles, at de alle koster omkring 25.000 kr. i vejl. pris.

Formålet med denne anmeldelse er at vise, hvor meget hifi familien-Danmark kan få for 25.000 kr. Kravene til butikkerne var, at der skulle leveres højttalere, integreret forstærker, cd-afspiller samt højttaler- og signalkabler. Der er blevet anvendt identiske standard strømkabler, for ikke at forplumre billedet. Pladespilleren er bevidst valgt fra for at give luft i budgettet, således at der bedre kunne blive råd til de enkelte komponenter. Hi-Fi Klubben, Tape Connection og Lydspecialisten har leveret anlæggene, og vi har lagt ører til, således at I, kære læsere, kan få et bud på, hvad der rører sig i prisklassen.

Hvert anlæg er blevet testet i samme rum og under helt samme vilkår. I testen indgår hvert anlæg som ét produkt. Det betyder, at hver enkel komponent ikke er blevet vurderet for sig, men som en del af ét samlet anlæg. Derfor er en dybdegående behandling af det tekniske indhold af apparaterne udeladt.


Hi-Fi Klubben

Hi-Fi Klubben har valgt at stille med B&W’s smukke CM7 højttalere, elektronik fra NAD i form af cd-afspilleren C542 og forstærkeren C372, samt højttalerkabler fra Taralabs og signalkabel fra QED i form af hhv. Helix 8 (biwire) og Qunex 3.

B&W CM7 koster 11.000 kr. sættet. Det leverede sæt er fineret elegant i ahorn, og er formentlig den mest konevenlige i direkte sammenligning med de andre. Den er konstrueret som en 3-vejs basrefleks med 1” diskantenhed, 5” mellemtoneenhed og 6,5” basenhed. Hi-Fi Klubben slår på, at der i CM7 er nedarvet en betragtelig mængde teknologi fra den meget dyrere Nautilus serie. Her skal blot nævnes den genkendelige mellemtoneenhed, nemlig den kantløse FST-enhed, der efter sigende skulle give en ekstremt neutral mellemtone. B&W har anvendt store summer på at udvikle FST-enheden, og resultaterne udebliver ikke. Mere om det senere. Vægten er på 20 kg pr. side, hvilket må siges at være meget almindeligt for en højttaler af denne størrelse. Fronstoffet sættes på med magneter, som er skjult inde i kabinettet – en yderst elegant og fiks løsning!

Forstærkeren er typisk NAD: En ordentlig basse af en militærgrå kasse med dertil hørende veldimensioneret strømforsyning, der giver 150 watt i 8 ohm. Med sine 12 kg er det fysisk den største forstærker i testen. Foruden de for NAD obligatoriske teknologier, PowerDrive og Soft Clipping, har den masser af tilslutningsmuligheder med bl.a. pre-out, 12V trigger, forgyldte indgange og mulighed for brokobling for opnåelse af 400 watt. NAD C372 koster 5.999 kr.

CD-afspilleren, til bare 3.499, er den billigste i testen. Faktisk koster den ikke mere end godt halvdelen af Lydspecialisten og Tape Connections foretrukne, hhv. Arcam Diva CD73 og Atoll CD80. Den er bestykket med Burr-Brown Sigma-Delta 24 bit D/A konverter og digitalt filter med 8 gange oversampling. Den er ligeledes i stand til at afkode HDCD-indspillede skiver, hvis man har sådanne lyster. Vægten ligger på 4,1 kg, hvilket gør den til den letteste i testen.

Man kan mene, hvad man vil om NAD’s lidt triste ydre, men det er jo med hifi som med mennesker: Det er det indre, der tæller. Det prøver vi i hvert fald at bilde os selv ind! Ikke desto mindre, går de fleste jo op i, hvordan kæresten såvel som grejet ser ud, og på denne front trækker NAD det korteste strå i sammenligningen med elektronikken fra Atoll og Arcam. Til gengæld er B&W CM7 et par prægtige kasser, der vil kunne pryde enhver stue!

Den samlede pris for Hi-Fi Klubbens opsatte grej er 23.494 kr.


Tape Connection

Tape Connections bud på et referenceanlæg i 25.000 kroners klassen, består af de svenske DLS R55 mkII højttalere, CD80 og IN80 hhv. cd-afspiller og forstærker fra franske Atoll, samt højttalerkabler fra Black Rhodium af navnet Salsa biwire og Polar Cables Concerto DCT til at lede signalet fra cd-afspilleren til forstærkeren.

Elektronikken fra Atoll har det mest enkle design, men samtidig færrest tilslutningsmuligheder. Der er dog fire analoge rca linieindgange, tape-out og pre-out, så det basale er i orden. Fronten på begge apparater består af en 3,5 mm tyk aluminiumsplade, der kan leveres enten i sølv eller sort. Majoriteten af de folk, der har været forbi i testperioden, har peget på Atolls design som det flotteste og mest smidige. Det er også undertegnedes mening. Til gengæld har IN80 ikke været i stand til at drive DLS’erne helt lige så overbevisende som NAD C372 kunne håndtere B&W’erne. Vægten er på 8 kg, hvilket gør den betragteligt lettere end NAD C372 på 12 kg. IN80 koster 5.495 kr. i sort og er 500 kr. dyrere i sølv.

CD80 koster 6.995 kr. i sort og 7.495 kr. i sølv. Det er omkring det samme som Arcam Diva CD73, men ca. dobbelt så meget som NAD C342. Til konverteringen af det digitale signal, anvendes en 24 bit / 96 kHz D/A konverter. O’et i Atolls logo er fræset ind i fronten som på forstærkeren, og inden i O’et står der CD80 – super design!

Atoll-sættet besidder nogle enkelte franske finurligheder, som ikke skal stå ubeskrevet hen. F.eks. har det gennem hele testperioden været en kilde til undren, hvorfor cd-afspilleren ikke afspiller, når man vælger et nummer på fjernbetjeningen. Man skal vælge nummer og så trykke play. Hvis så man under afspilningen trykker pause og senere trykker play, så starter nummeret helt forfra, i stedet for at starte fra det sted, hvor det slap – dog stadig med pause ”aktiveret”, således at man skal trykke på pauseknappen igen for at sætte afspilningen igang. Betjeningen af CD80 er mildest talt forvirrende – nok især hvis man som undertegnede, skifter hurtigt mellem flere forskellige cd-afspillere. Det er naturligvis en bagatel, som de fleste, forhåbentlig, lærer at leve med.

DLS R55 kom i en mkII udgave for et par år siden med opgraderede diskant- og basenheder og ændrede priser. Højttaleren er en 2½-vejs konstruktion med 1” diskant-, og 5” bas- og mellemtone enheder. DLS producerer selv enhederne. Vægten er 21 kg pr side, hvilket er ca. det samme som B&W’erne. Testsættet står i kirsebær finér (8.598 kr.), men er man interesseret i sort vinyl finish, kan man få DLS’erne for blot 7.998 kr. Det er virkelig valuta for pengene, og det har også gjort, at Tape Connection har været i stand til at spendere mere på de andre led i kæden. Jf. diagrammet nedenfor, har Tape Connection den dyreste cd-afspiller og de dyreste kabler. I relation til det ydre, kan R55 ikke helt charmere sig ind hos undertegnede, på samme måde som B&W’s CM7, der udstråler eksklusivitet og elegance med kombinationen af ahorn og aluminium. DLS’erne er dog set for sig ganske slanke og nydelige, og skiller sig som sådan ikke negativt ud rent designmæssigt.

Den samlede pris for Tape Connections opsatte grej er 25.537 kr.


Lydspecialisten

Lydspecialisten bragte elektronik fra Arcams Diva serie. CD-afspilleren hedder CD73 og koster 6.400 kr. Forstærkeren hedder A70 og koster 7.400 kr. Højttalerne er fra Audiovector og hedder Mi1 Super og står til 8.600 kr. sættet. Kablerne er fra engelske Chord Company i form af Rumour 4 (biwire) og Chameleon Silver +.

I direkte sammenligning med de andre kombattanter, har forstærkeren en åbenlys fordel: Potentiometeret til volumen justeres med tal ved hjælp af displayet, så lytteren altid kan vælge lige præcis det lytteniveau, der ønskes. Forstærkeren leverer 50 watt i 8 ohm og er et godt match til standerhøjttalerne, der kun har én enhed til bas/mellemtone pr. side. Vægten er på 9 kg, og forstærkeren er fornuftigt udstyret på bagsiden med bl.a. seks linieindgange, mulighed for biamping og indbygget RIAA.

CD-afspilleren er bestykket med Wolfson WM8740 24 bit / 192kHz D/A konverter og vejer 4,6 kg Den er solidt bygget og har et simpelt design, der ikke gør meget væsen af sig. Arcam-sættet er i sølv mere moderne at se på i forhold til NAD. Ved siden af Atolls børstede stål, forekommer Arcams design mere mainstream.

Højttalerne er fra danske Audiovector og er bestykket med 1” diskant- og 6½” bas/mellemtoneenhed. Højttalerne kan naturligvis placeres i en reol, men fortjener en ordentlig stander. Audiovectors egne standere koster imidlertid 4.000 kr. for et sæt, hvilket er i overkanten sammenlignet med mange andre producenters standere. Derfor blev Mi1 Super placeret ovenpå et sæt Audiomagic Genta L, der koster mere beskedne 1.300 kr. Mellem stander og højttaler er der anvendt undertegnedes egne SD-fødder, der kan erhverves for 250 kr. Audiovector anbefaler ikke, at benytte SD-fødder - hvilket dog først blev indskærpet overfor undertegnede efter testperiodens udløb. SD-fødder er altid med anmelderens egne Audiovector M1 super, blevet benyttet på denne måde uden problemer.

Standerhøjttalerne kom i sort ask og skiller sig naturligvis noget ud i forhold til gulvhøjttalerne. Om man rent designmæssigt kan lide en lille højttaler på en stander eller en større gulvhøjttalere, er og bliver et subjektivt spørgsmål. Kombinationen af baflen i lys grå og den sorte finér er dog efter min smag lige i øjet rent designmæssigt! Frontstoffet sidder fast med magneter, som ganske vist ikke er skjult inde i træet som på B&W’erne, men det fungerer aldeles glimrende! Mi1 er ikke en voluminøs højttaler og er noget lettere at placere end gulvhøjttalerne fra DLS og B&W, hvilket kan vise sig at blive den mest fordelagtige løsning i selskab med genstridige kvinder eller bare generelt i et lille rum!

Den samlede pris for Lydspecialistens opsatte grej er 26.999 kr.


Lyden

Hi-Fi Klubben leverede som de eneste alt grejet spritnyt. Dermed gik den første uges tid med at spille B&W’erne og NAD-sættet til i modfase i løbet af dagen og hyggelytte lidt om aftenen. Lyden var jævnt uinspirerende og kedelig lige ud af kassen, men åbnede sig dog meget op over hele registret efter en uges tid. Klar til den første seriøse lyttetest og med tårnhøje forventninger, blev der lagt ud med Dream Theaters progressive metal-mesterværk, Images and Words.

Hi-Fi Klubbens (HFK) anlæg kvitterer med en flot gengivelse af stemmer samt de mange akustiske og elektriske instrumenter og effekter, der vidner om neutralitet og god tonal balance. Der dannes lydbilleder med styr på tingene og en smuk gengivelse af musikkens mange lag. Blæserne og James LaBries stemme fremstår luftigt og naturligt, men også en anelse poleret sammenlignet med Tape Connections (TC) anlæg. DLS’erne giver i samarbejde med Atoll en mere inciterende mellemtone, der virkelig får vildskaben frem i LaBries stemme, men til gengæld har det ikke HFK’s flotte tonale balance og analytiske egenskaber. TC’s anlæg besidder tryk i mellemtonen og mellembassen, som virkelig klæder denne slags musik. Der er mere ”krop” på hele lydbilledet, og DLS’erne fremstår derfor lydmæssigt som de største højttalere.

Hvor TC’s anlæg har en imponerende mellemtone stod det klart ved skiftet over til Lydspecialistens (LS) anlæg, at dette besidder den mest åbne og afslørende diskant. LS’s anlæg er simpelthen mere velartikuleret i den øvre del af registret, hvilket bl.a. kommer sig til udtryk ved, at man nemmere kan høre hvad forsangeren synger. Hihat- og bækkenslag lever frit i rummet og fyger rundt som gnister fra et bål en sankthansaften. Hvor HFK har den elegante, neutrale gengivelse på en stor, sort baggrund, giver LS’s anlæg en masse dybdeinformationer og er suverænt bedst til at opløse instrumenter og stemmer ind i et tredimensionelt lydbillede. Det er godt hjulpet på vej af diskanten, der giver meget til fornemmelsen af rummet. Det negative ved den meget åbne diskant er, at nogle givetvis vil vælge LS’s anlæg fra i meget lidt dæmpede akustiske omgivelser. 

Sylvain Luc & Beréli Lagrène – ”Duet” er en plade indspillet af to franske guitarister, der laver nye arrangementer af kendte numre som Time after Time og Isn’t She Lovely. Fingrenes vandren op og ned af strengene og slag ind på selve guitarkassen (noget de to franskmænd benytter sig meget af), gengives meget præcist og livligt med oceaner af rum opadtil. De små detaljer står klart aftegnet i et velopløst lydbillede, som helt automatisk giver lytteren lyst til at koble den analytiske hjerneaktivitet fra og bare nyde musikken. De tovejs højttalere fra LS er bare bedst til at gengive tredimensionaliteten i lydbilleder.

Ved skift tilbage til noget mere hårdtslående, f.eks. Dream Theaters Awake eller Yes’ 90125, finder man ud af, at LS’s standerhøjttalere mangler noget i bunden af registret, men dog er i stand til at gengive bastoner ned til omkring 50 hertz. Audiovectors standerhøjttalere er i stand til at producere den mængde bas, som er nødvendig for at musikken gengives troværdigt, og problemerne er faktisk mest udtalte i mellemtonen! Betoningen af diskanten bevirker, at det hele bliver lidt for lyst og der kommer til at mangle punch og krop i mellemtonen – et område hvor TC’s anlæg virkelig spiller op til dans! En almindelig akustisk guitar lyder mere autentisk på TC’s anlæg, hvor man på LS’s anlæg savner noget at lyden fra selve kassen.

Som allerede nævnt, nyder HFK’s anlæg godt af en veldimensionret strømforsyning, der hele tiden holder B&W’s enheder i en fast greb. Bassen er knastør og præcis, men mangler punch ved siden af DLS’erne. Det er næsten som om, at punch og tryk udelukker høj opløsning og mange detajler, men det er blot naturligt med visse kompromisser i denne prisklasse. Om man er til det ene eller det andet, vil i sidste ende afhænge af smag og behag.


Konklusion

Konklusionen er ikke et svar på, hvilket anlæg der er bedst, eftersom undertegnede aldrig vil hævde at kunne bedømme udstyr ud fra en objektiv standard. At den enkeltes referencer er afgørende for valg af hifi, er meget tydeligt med disse tre anlæg, der adskiller sig mere fra hinanden lydmæssigt, end jeg havde forestillet mig var muligt i prisklassen. HFK’s anlæg udmærker sig ved en smuk, neutral gengivelse med godt styr på alle frekvensområder. Nøgleordene er transparens og naturlighed. TC’s anlægs dyder er varme og krop, særligt i mellemtonen og mellembassen, samt en glimrende dynamik. LS’s anlæg er kendetegnet ved et meget åbent øverst register med glitrende transienter, oceaner af rum og stort, stort perspektiv. Udover den naturlige begrænsning i bassen, mangler der også noget mikrodynamik, såvel som almindeligt tryk i mellemtonen i direkte sammenligning med de to andre anlæg. Mikrodynamik og neutralitet har HFK’s anlæg til UG, men det er på bekostning af den varme, letlevende og (makro)dynamiske gengivelse som TC’s anlæg besidder. Derfor falder mit valg på DLS R55 mkII sammen med Atoll IN80 samt CD80.


Diskografi:

  • Tina Dickow – Notes
  • Dream Theater – Images and Words, Awake
  • YES – 90125
  • Eva Cassidy – Live at Blues Alley
  • India Arie – Testimony: Vol. 1, Life & Relationship
  • Stan Getz – Café Monmartre
  • Janis Ian – Breaking Silence
  • Sylvain Luc & Beréli Lagrène – Duet


Reference-udstyr:

  • Forstærker: Audio Aero Prima Integrated
  • CD-afspiller: Thule cd100
  • Pladespiller: Pioneer PL 12D
  • RIAA: Pro-Ject Phono Box MKII
  • Højttalere: Audiovector M1 super
  • Kabler fra Black Rhodium.


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært og omkring 20 m2. Anlægget spiller på langs af rummet, med 2,5 meter mellem højtalerne, 60 cm til bagvæggen, og 2,5 meter fra højtaler til lytteposition. Rummet er indrettet som stue.


Test-udstyr venligst udlånt af:

Hi-Fi Klubben Online
Mølbakvej 4
8520 Lystrup

Tlf.: +45 7010 4434
Mail: online@hifiklubben.dk
Web: www.hifiklubben.dk

Tape Connection Århus
Europa Plads 6
8000 Århus C

Tlf.: +45 8676 0806
Mail: mail@tapeconnection.dk
Web: www.tapeconnection.dk

Lydspecialisten Århus
Guldsmedgade 27
8000 Århus C

Tlf.: +45 8676 5005
Mail: info@lydspecialisten.dk
Web: www.lydspecialisten.dk


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.