HIFI4ALL.DK | ||
Music First Audio Passive Magnetic Preamplifier Poul Kiilsgaard & Torben Frylund [29.10.2007] | ||
| ||
Music First Audio Firmaet er engelsk. Ellers står der forbavsende lidt på den noget rodede hjemmeside. Det ligner mest af alt noget hjemme-fusk, hvis det er tilladt at sige sådan. Derfor er der ikke meget at fortælle om firmaet rent historisk eller organisatorisk. Det er ærgerligt, eftersom vi hifi–nørder jo elsker at svælge os i diverse finurlige tekniske beskrivelse og konstruktører med gude-status. Efter at have konfereret med Google.com står det klart, at MFA er et datterselskab af Stevens & Billington Limited, hvilket i denne sammenhæng bestemt er interessant, da de laver de transformere, som er anvendt i Passive Magnetic Preamplifier. For det første er forstærkeren passiv af natur, dvs. at den ikke har noget aktivt forstærkerkredsløb. Den har derfor ikke behov for at være tilsluttet el-nettet. For det andet anvender den transformere til at styre volumen i stedet for et almindeligt potentiometer. Teknikken er faktisk ganske simpel: Hvert trin på volumen reguleringen har sin helt egen vinding omkring kernen i transformeren. Det siger næsten sig selv, at dette ikke er nogen billig løsning, og jeg er heller aldrig tidligere stødt på et lignende produkt. Transformeren giver desuden en række unikke mulighed for at tilføre signalet en ekstra forstærkning på 6 dB. Ganske brugbart hvis indgangskilderne ikke er i stand til at drive effektforstærkeren. En anden fordel ved at anvende transformere mellem kilden og effektforstærker er impedans-tilpasningen, hvilket ikke opnås ved blot at anvende et potentiometer.
Førstehåndsindtrykket Det første, den kræsne hifi-forbruger bemærker, er, at forstærkeren er pakket ganske grundigt ind i en dobbelt kasse. Dernæst, at der ikke var nogen fjernbetjening eller de obligatoriske hvide handsker. Forstærkeren gør ikke meget syn af sig efter at være blevet pakket ud. Den vejer ikke det store, og fylder ca. det samme som en pakke med 6 dåser øl. To store messingøjne kigger ud på lytteren fra det børstede aluminium. Kunne de ikke have haft samme farve, som resten af kabinettet (sagde konen)? De to messingknapper er henholdsvis en indgangsvælger og en volumen-kontrol. De er begge sat fast med en sort skrue, der ikke giver det bedste indtryk, når der lige er røget 18.500 kr. over disken. Endnu et signal om, at det ikke er her pengene er brugt. Bag på kassen finder vi en række spændende tilslutningsmuligheder. Der er både almindelige RCA indgange (4 stk.) samt to balancerede XLR indgange. Ligeledes er der output til både RCA og XLR, selvom det dog skal bemærkes, at de ikke kan benyttes samtidigt jf. manualen. RCA-stikkene er af en god kraftig type mens XLR-stikkene er fine Neutrik udgaver med lås. Bagpladen tilbyder MFA også mulighed for at vælge, om stel skal følge RCA eller XLR eller simpelthen være løftet. En god detalje, der gør det muligt at fjerne evt. stelsljøfer ved at sikre et enkelt stelpunkt for anlægget. Torben valgte at løfte stel, da det resulterede i så godt som ingen hørbar grundstøj i højtalerne ved fuldt udstyret niveau. Hos Poul var der heller ikke problemer med stelsløjfer. Den sidste kontakt bag på forstærkeren er den spændende mulighed for at sætte lidt ekstra fut i signalet ved at tilføre 6 dB gain. Det er ganske brugbart, hvis effektforstærkeren ikke kan levere tilstrækkeligt med gain. Generelt må det siges, at udførelsen på den lille sag, ikke er så tilfredsstillende med synlige skruer i kabinettet og på knapperne, samt det, at 6 dB switchen sidder bag på kassen. Test hos Torben Vivaldis berømte violin koncerter ”De fire årstider” er udkommet i mange forskellige udgaver, men absolut en af de bedste i min samling er BIS CD-275 fra 1985. MFA kvitterede med et udpræget stort perspektiv, der var trukket godt tilbage bag højtalerne. Og detaljerne! Det er imponerende, hvad der blev trukket ud af detaljer. Var lyden måske lidt tynd omkring violinerne? Som om der manglede lidt massefylde? I forhold til at køre direkte uden om forforstærkeren, var der helt klart mere krop og sjæl på strengene, men lydbilledet var også noget mere dynamisk og direkte i sin fremtoning. Evnen til at fornemme rummet i optagelsen er også noget ganske særligt ved MFA, som denne indspilning netop giver mulighed for at afprøve. Diverse luftindtag fra violinisterne og trykket fra pedalerne ved orglet var placeret meget flot i lydbilledet. Ikke distraherende, men dog mere udpræget, end det jeg ellers har oplevet. I sandhed en detaljernes mester. Josefine Cronholm har lavet et par solo skiver. Derfor var Hotel Paradise den næste prøvelse. Første nummer, I hold my breath, har været udgivet på High Fidelity CD nr. 76. Josefine blev præsenteret næsten som hun plejer - dog fornemmede jeg, at hun var rullet en lille smule af helt i den øverste top. Fornemmelsen af perspektiv var stadig intakt, meget bredt og lidt tilbagetrukket. MFA’en blev også testet med film på projektoren, så nu skulle den ha’ hele armen med tju-bang og det hele. En ganske spændende test, idet jeg var nysgerrig for at høre, om dens evner til at brede perspektivet ud bag højtalerne ville gå lidt ud over intensiteten ved filmoplevelsen. Det er formentlig de færreste, der vil bruge den primært til film brug, men det er alligevel en væsentlig parameter hos undertegnede. Jeg kom lige fra en CD med noget tysk power metal, så der var skruet godt op. Jeg ved, at min DVD maskine ikke har samme output, som min CD, så for at kunne drive min effektforstærker, slog jeg 6 dB gain-kontakten til. Igen skal det nævnes, at det er noget besværligt, idet omskifteren til gain sidder bagpå MFA’en. Den burde sidde foran så den var lettere at komme til, eller f.eks. kunne den være aktiv på hver anden indgang. Så gik det løs med The Departed, som i øvrigt er et fremragende mesterværk af Scorsese. Nu er oplevelsen ved film koncentreret om billedet, men det var tydeligt at lydbilledet var sendt lidt bagud. Detaljerne var også helt med, og alt blev præsenteret meget sprødt og lækkert. En anden CD, der blev lyttet meget til, var Pink Floyds The Wall. Et musisk mesterværk, der også i indspilningskvalitet er helt deroppe, hvor alle os audiofile sidder og klapper i hænderne. En ting der til stadighed kan glæde mig er guitarspillet på denne skive. Tag som eksempel nummeret Mother, hvor detaljerne ved guitaren er helt utrolige. Gengivelsen af en streng med et kraftfuldt anslag efterfulgt af blødhed er fanget helt enestående. MFA skuffede overhovedet ikke i denne sammenhæng, men reproducerede en inkarnation, som jeg sent vil glemme og snart savne. Den lidt manglende fylde omkring instrumentet, der også gjorde sig gældende ved Vivaldis violiner, var der stadig – dog ikke i så udtalt en grad. Efterklangen var helt i top og dejligt lækker. Det lyder jo næsten som en omgang jordbær til dessert, men faktum er, at lytteglæden og smilet var på gennem hele pladen. I bunden savnede jeg dog mere fylde. Det var nok her, at den lidt tyndbenede lyd skilte sig mest tydeligt ud på ”The Wall”. Stortrommens dunken var lige let nok, og dynamikken knap så imponerende som på referencen. Efter mange dage med et utal af CD’er i skuffen var hovedet stadig helt frisk – En evne, som jeg lærte at kende MFA’en på. Lyttetræthed er ikke et fænomen der hænger ved den. Ligeledes var rygraden af dens lydsignatur også klar for mig. En lidt tilbagetrukket, men uhyre detaljeret lyd med en fornemmelse af det lidt slanke. Jeg har i min tid som hifi-nørd oplevet en del forforstærkere til omkring de 20.000 kr., men dog aldrig nogen, der sammenhængende havde så få fejl og mangler i lyden som MFA. Til prisen er den et hit, og jeg tror den kommer til at opnå kultstatus i årerne fremover. Kunne jeg leve med den? Ud fra dens fremragende lydegenskaber er svaret et helt klart ’ja’. Dens betjeningsmæssige udfordringer kunne dog ændre svaret til et ’måske’. En ting er dog sikkert – det er den bedste forforstærker til under 20.000 kr. jeg til dato har hørt. Test hos Poul Design er jo altid en smagssag, som det må være op til læseren selv at bedømme. Herfra skal det blot bemærkes, at store skruer på oversiden og på synlige steder på drejeknapperne ikke giver et super godt førstehåndsindtryk. Derudover er den manglende fjernbetjening beskæmmende. Især når der ryger en masse CD’er igennem i forbindelse med en test, giver det mange gåture for at finde det rette niveauet på de forskellige CD’er. Nu til det det drejer sig om: Lyden. Da jeg lyttede til Josephine Cronholms ”My room” kunne man tydeligere høre den lille smule baggrundsstøj, der er på CD’en. Dette virkede lidt forstyrrende, men forforstærkeren gengav jo bare endnu tydelige end referencen, at der er en smule baggrundsstøj på denne indspilning. Det har været en god oplevelse at have besøg af denne forforstærker, og den har også været med til at vise hvor mit eget anlæg har sine svage sider. Pris: 18.500,- DKK. Venligst udlånt af: Hificable.dk Testsetups
Uddrag af musik og film anvendt til test: Rachmanimov: Rhapsody on a theme of Pangini, Rimsky-Korsakov: Scheherazade, Beethoven: 9 synfoni, Dire Straits: On every street, Dream Theater: Awake, Josefine Cronholm: Hotel Paradise, Eric Clapton: Back Home, Pink Floyd: The Wall, Roger Waters: Amused to Death, Eric Serra: The Big Blue, Transatlantic: Bridge across forever, Symphony X: V, Savatage: Poets and Madmen, Pantera: Vulgar display of power, Anthrax: Attack of the Killer B’s. Reference-udstyr:
Cd’er anvendt til test: Katie Melua: Piece by piece, Dire straits: Brothers in arms, Josephine Cronholm: My garden, Eric Clapton: Reptile, Beethovens 5. symfoni (Osmo Vanska og Minisota orcestra BIS), Pink Floyd: The wall, Motzart: Eine kleine nacht music, for blot at nævne nogle få. | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |