HIFI4ALL.DK
Hifi4all på besøg hos Focal
Mikkel Gige  [28.08.2008]
Undertegnede har været en tur i Frankrig, for at se fabrikken samt få et indblik i, hvad fremtiden bringer fra en af Europas største højtalerproducenter. På turen fulgtes vi med importører og presse fra hele Europa.

Besøget strakte sig over to døgn, hvor der var arrangeret ture rundt til både kabinet fabrikken, samt Focal’s hovedkvarter i Saint-Etienne, hvor montering af højtalerne finder sted. Her finder man også udviklingsafdelingen, og produktionen af enhederne. Under vores besøg fik vi blandt andet også et kig på den nye Utopia 3 serie, som byder på flere nye måder at tænke højtaler på.


Focal Utopia bus klar til afgang!

Den første dag gik turen til kabinet fabrikken i Bourbon-Lancy, som ligger ca. et par timers kørsel fra Lyon, hvor samtlige 50 gæster var indkvarteret. Fabrikken startede oprindeligt som et lille enmandsfirma, men efter samarbejdet med Focal startede, er det gået stærkt og fabrikken har udvidet flere gange gennem de sidste 25-30 år. I dag er der tale om en labyrint af lokaler hvor arbejdsopgaverne er spredt på en logisk og rationel måde.


Kabinet fabrikken i Bourbon-Lancy.

Focal benytter udelukkende MDF til deres kabinetter, og får færdige plader leveret på mål, der ligger så tæt på det endelige som muligt. Kabinetternes tykkelse varierer fra 20 til 50 mm godstykkelse. Når man er oppe i 50 mm tykkelse, er der stor forskel på hårdheden yderst og inderst i pladen. Dette er et helt bevidst valg fra Focal’s side, da de derved nemmere kan kontrollere resonans-dæmpningen i kabinet-fladerne.


Værkstedet hvor produktionen af Focal kabinetter startede for 25 år siden.

Da ingen af Focal’s kabinetter har parallelle flader, betyder det at samtlige kabinetplader skal gennem en CNC fræser, som arbejder i tre dimensioner. På denne måde kan man skære pladerne så man udnytter de førnævnte resonans-egenskaber. Disse specielle former kan blandt andet ses på Electra-serien.


Kabinetter til Electra-serien.

Længere inde i fabrikkens labyrint finder den finere slibning af kabinet-pladerne sted. For at opnå en perfekt overgang mellem kabinetsiderne, foregår dette arbejde med håndkraft. Efter kabinetterne er samlet, males kabinetterne med hvid maling med højt kridtindhold, som ligger sig i alle de små ujævnheder som måtte være tilbage efter håndslibningen. Når dette er tørt, bliver kabinetterne slebet i hånden endnu en gang.

Herefter går turen videre til lakeringen, hvor Electra-kabinetterne får den karakteristiske sorte lak. Så er det fineringen der står for tur. Selve fineringen foregår som normalt ved at fineren limes på pladerne, men herefter ligges de i en vacuum-presse, hvor en stor gummimembran suges ned mod den finerede plade, så der kommer et ensartet pres over hele den buede plade. De finerede sideplader til Electra-serien får 10-12 lag klarlak med mellemslibninger, indtil de fremstår med en dyb, glansfuld overflade.


Finerede kabinetdele.

Efter besøget på kabinet-fabrikken, hersker der fra undertegnedes side ingen tvivl om, at vi her har at gøre med møbelkunst af allerhøjste klasse.


Lakering og samling af Focal højttalere.

Dag 2, gik turen til hovedkvarteret i Saint-Etienne, ca. én times kørsel fra Lyon. Dagen startede med en præsentation af den nye Utopia 3 serie, som byder på mange nyskabelser, og efter præsentationen sad vi næsten alle og tænkte, at disse nyskabelser da var ren logik, og hvorfor ingen har tænkt på det før. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på, hvad det specifik gik ud på, men en lille ”teaser” kan være, at den nye Grande Utopia 3 skal sluttes til 230V. Men mærk jer, der er ikke tale om en aktiv højtaler med indbygget forstærker! Den nye Utopia serie er stadig afhængig af en ekstern effektforstærker. Der vil senere komme en officiel pressemeddelelse fra Focal, ca. medio september, og vi vil selvfølgelig bringe denne hurtigst muligt.


Udviklingsholdet hos Focal.

Der er også fra den nye importørs side planer om, at få et sæt af den nye Grande Utopia hjem til lille Danmark. Så snart det sker, skal undertegnede straks komme med en udførlig rapport. Under besøget hos Focal fik vi mulighed for at høre den nye Grande Utopia 3, men det levede ikke 100 % op til de andre ultra high end oplevelser, undertegnede har haft. Retfærdigvis skal det nævnes, at Focal’s reference/test setup er valgt ud fra ønsket om en meget korrekt, men også analytisk klang, som kan præcisere de bitte små forskelle som skal hives frem, når vi er i dette prissegment. Flere havde oplevelsen af en meget dynamisk og kompetent højtaler, men desværre også en oplevelse af at højtalerne lige manglede at give slip på den sidste rest af musikken, så den kunne slippe helt fri. Dette kan sandsynligvis tilskrives det valgte reference setup. De nye Grande Utopia 3 får endnu en chance, når de er kommet til landet.


Starten på et Grande Utopia 3 til venstre, sammenlignet med næsten færdige Elektra 2 kabinetter til højre.


Lidt flere detaljer på Utopia 3.


... og flere dele...

I ventetiden mellem demoerne, fik vi en rundvisning i Focal’s enheds-produktion. Alt foregår med håndkraft, samt nogle specialiserede maskiner. Vi fik indblik i hvordan ”W”-membranerne fremstilles ved først, at ligge et stykke opvarmet RohaCell skum i en presse, så det fik den ønskede form. Hvorefter lægges der et lag glasfiber på begge sider, og det hele presses sammen mens det bages i en form. Vi fik yderligere mulighed for med egne hænder, at mærke stivheden i disse utroligt lette membraner. Opfindelsen er mere end 20 år gammel, og kun ændret ganske lidt siden. Vi fik ligeledes mulighed for at se de specielle Power Flower magneter under samlingen. Power Flower er også en Focal opfindelse, hvor der bruges flere små magneter i stedet for én stor. Derved kan magnetismen fokuseres derhen hvor den gør mest gavn: Svingspolegabet!


"Trykkeriet" til venstre og fastgørelse af membran til højre.


Power Flower magneter.


Lidt længere fremme i produktionen af enheder.

Bagefter gik vi videre til produktionen af Berylliummembranerne til diskant-enhederne. Ifølge Focal, så er de den eneste producent af membraner, som består af 100 % beryllium. Andre producenter skulle efter sigende benytte en proces, hvor en titanium- eller aluminiummembran coates med et lag beryllium, for at tilføje ekstra stivhed. Beryllium er et meget svært materiale at bearbejde, fordi det er svært at holde  varmt nok til bearbejdning. Selv om materialet er flere tusinde grader varmt, køles det af på et kort øjeblik ved kontakt med f.eks. en prægeform. Da beryllium er et meget sprødt materiale betyder det, at domen vil flække i pressen, frem for at optage en perfekt dome-form. Hvordan Focal har løst problemet, fik vi desværre ikke svar på, da de har patent på opfindelsen. I øvrigt kan jeg fortælle, at Focal aftager ca. 14 kg beryllium hvert år, ud af en samlet årlig produktion på 25 kg, på verdensplan! Beryllium er ca. 3 gange dyrere end guld!


12-tommer W-membraner, som kan bære en voksen mand!

Da beryllium er meget giftigt i pulverform, er der kun to personer som står for produktionen af diskantmembranerne. Processen foregår i et hermetisk lukket rum, hvor personen er pakket ind i en fulddragt samt en lukket ansigtsmaske med ekstern luftforsyning. Lokalet er afskåret fra omverden med nogle store filtre, som indsamler evt. støv fra produktionen. Ikke kun for at beskytte verden udenfor, men lige så meget for at indsamle støvet, og sælge det tilbage til leverandøren, da blot et enkelt gram beryllium koster en mindre formue.


RohaCell kerne til W-bas/mellemtone-enhed.


Utopia i enhver størrelse...

Den sidste aften gik turen til Vienne, hvor hele følget blev underholdt af den 78 år gamle jazz-saxofonist Sonny Rollins. Udmærket måde at blive mindet om, hvad det hele handler om: Musik!

Der skal fra undertegnedes side lyde en stor tak til Hififreaks.dk og Focal, for et par fantastiske dage i det sydfranske, hvor undertegnede fik et overordentligt godt indblik i udvikling og produktion af Focal’s højtalere.


For yderligere information, kontakt:

Hififreaks.dk

Web: www.hififreaks.dk
Mail: support@hififreaks.dk
Tlf.: 7219 0045


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.