HIFI4ALL.DK | ||
Parasound HOPA P3 Bruno Barcelli [20.12.2002] | ||
| ||
Vi inviterede forforstærkeren P3 til Hifi4all.dk's koncertsal, hvor den fik selskab af GamuT D 200, Dynaudio Contour 3.3, System Audio 1280, Thule Spirit CD, højttalerkabler fra Supra og balancerede liniekabler fra MIT og GamuT. Bagsiden er ganske lækkert indrettet med et rigt udvalg af tilslutningsmuligheder - også til balanceret drift. En indbygget RS 232 port gør det muligt at lave en computerstyret fjernbetjening. Der er desuden et loop til ekstern processor, så du kan kombinere dig frem. Det er dog et must, at signalet skal gå igennem de indsatte bøjler eller et liniekabel, hvis loopet ikke benyttes. Personligt synes jeg, der skulle have være ofret et ekstra relæ, så liniesignalet kunne slippe for en tur ud blandt de mange forskellige kabler, der traditionelt ligger bag stereoanlægget. Endelig er der stik til kontrol af andet udstyr, der reagerer på en styrestrøm aktiveret af fjernbetjeningen. Selv om det så ud som om, maskinen tidligere har været pakket ud, var der intet der tydede på tilspilning i starten. Lyden var indelukket og mindede nærmest om en halvmopset mexicaner, der bliver forstyrret i sin siesta under den enorme sombrero. 4-5 timers hidsig Lambada tøede dog den generte forforstærker betydeligt op og langsomt, men sikkert åbnedes lyden. For at starte fra bunden, var dybbassen nærmest fraværende den første times tid, men efterhånden tog den fat i opmærksomheden. Ud over at niveauet faldt på plads steg detaljeringen markant og endte med at blive rigtig lækker. Santanas "Espinado" står på et basfundament så klippefast som man kan ønske sig det i prisklassen og dynamikken er absolut hæderlig. Skal jeg være en lille smule streng, kunne jeg godt savne endnu mere luft og plasticitet fra nedre mellemtone ned til det sidste kældertrin, men i den forholdsvis fornuftsbetonede prisklasse, er det måske for meget forlangt. Til gengæld har Parasound ofret lidt mere opmærksomhed på en dejlig nærværende og solidarisk mellemtonegengivelse. Det er især timingen, der er god og sammen med et dejligt engagement giver det musikken den nerve, der kan få selv George Bush til at tralle med på den afganske nationalmelodi. Det er også i den nedre mellemtone, at perspektivet grundlægges. Samarbejdet med diskantområdet er ganske homogent og engagementet bevares hele vejen op. Detaljeringen i diskanten er fremragende uden at være anmassende eller specielt analyserende. Der er ingen hårdhed - bare masser af luft mellemovertonerne, som giver det sidste fysiske indtryk af optagerummets indretning og størrelse. Selv om der findes masser af (dyrere) forforstærkere med betydelig mere plads og luft - og dermed en større fornemmelse af scenen, bevares proportionerne ganske glimrende - bare en lille smule mindre end hos de bedste. Det er efter min mening et glimrende kompromis, som næppe kan være valgt tilfældigt. Tech specs:
P 3 Specs:
| ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |