HIFI4ALL.DK
MBL i Danmark
VassagoHifi  [30.10.2013]
VassagoHIFI er stolte af at kunne introducere den tyske high end specialist MBL

MBL har en lang historie som producent af lækkert, eksklusivt men også meget specielt udstyr. Blandt andet er de kendte i high-end kredse for deres specielle højttalerkonstruktioner med rundstrålende bånddiskanter og særdeles tunge forstærkere. De første modeller, der kan ses og lyttes til er Corona C31 cd-afspilleren og den matchende forstærker, C51. Begge er state-of-the-art apparater der er konstrueret med teknik der også kan findes i MBL´s absolutte topmodeller.
 
C31 er en massiv sag på 15,5 kilo og selve kabinettet er udvendigt af tykke aluprofiler. Inden i disse er teknikken monteret i en kraftig stål-base. Konstruktionen afskærmer kredsløbene fra alt udefrakommende støj og indstråling. Drevet i C31 er en special-udviklet slot-in mekanisme som udelukkende er lavet til audio-brug. Der er indbygget en buffer i drevet for at eliminere fejllæsninger af pladerne.
 
I takt med tidens trend, finder man på bagsiden både balanceret XLR og ubalanceret RCA-udgang, men samtidig er der også digitale ind og udgange, både i form af optisk og coaxialt, samt en asynkron USB. Det muliggør seriøs highend-lyd fra alle apparater i nærheden, inklusive husets PC eller MAC. Er man hoppet med på vognen og har musikken liggende på computeren, kan man derfor nyde godt af C31´erens kvaliteter.
 
C51 er ligeledes en tung sag på solide 23 kilo i en relativt kompakt kasse. Den rummer en 750 va trafo og 80.000 uF ladelytbank. Derudover er der separat strømforsyning og trafo til forforstærker-delen. Udgangstrinene er speciallavede digitale forstærkere, og MBL har arbejdet meget med optimeringen og tilpasningen af disse for at de kan leve op til kravene om dynamik og overskud, men uden at gå på bekostning af lydkvaliteten hvor mange digitale kredse oftest kan virke tynde og kropsløse.
 
2 x 180 watt/8 ohm eller 2 x 300 watt/4 ohm dækker det meste, og C51 kan drive selv tunge belastninger uden at gå i knæ. På tilslutningssiden er der balanceret indgang til f.eks. C31 cd-afspilleren, og derudover er der både almindelige line-in, men også en processor-indgang, der gør det muligt at koble C51 op til at fungere i et hjemmebio-setup. MBL giver samtidig mulighed for f.eks. at kunne bygge en RIAA ind i kassen for en merpris.
 
Fit og finish på Corona-serien, som også rummer forforstærker samt stereo- og mono-effekttrin, er i verdensklasse og virkeligt eksklusivt udført, og der er virkelig tale om et par musikalske perler.


For mere information, kontakt:

VassagoHiFi

Web: www.vassagohifi.dk
Mail: rail@pc.dk
Tlf/sms: 60199168

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.