Her er du: Anmeldelser - Alto & hORNS 28. marts 2024 | 21:08   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Alto & hORNS
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [15.03.2014] Print testen
Har man ikke pladsen til store gulvhøjtalere, så kan en standermodel være løsningen, om end de stadig optager gulvplads, da de bør stå på en ordentlig stander. I denne dobbelttest lytter vi nærmere til to utraditionelle løsninger

Alto Lemvig

Alto er måske Danmarks mindste kommercielle højtalerproducent, og 90 % af de produkter de laver, er da også efter specifikationer fra kunden, med kyndig teknisk vejledning, selvfølgelig. Så man kan ikke tale om et decideret komplet sortiment, om end der er en del standard modeller. Men alt kan ændres eller tilpasses.

Den testede model hedder Lemvig, og er en mellemting mellem en stander- og gulvhøjtaler. Kabinettet er nemlig så højt, at det nok bliver svært at finde en stander, der passer. Derfor følger de også med.

Kabinettet er ifølge Alto en blanding af basrefleks og en hornkonstruktion, og jeg vil ikke vove mig ud i en dybere forklaring, da det mest af alt synes at ligne en almindelig hornladning af en art. Fit og finish er generelt god, men matsort bliver aldrig rigtig eksklusivt i min bog. Men de er rigtig pænt samlet. Standeren er lakeret i samme finish. Og den ”skæve” baffel giver et interessant tvist til et ellers meget ordinært kabinet.

Enheden er en rigtig lækker 5½” fuldtone-enhed, med en meget kraftig magnet bagpå. Selve membranen er lavet i et materiale, der minder om kulfiber. I midten sider endnu en membran af stift papir/pap, som hjælper med at håndtere højfrekvens. Den store membran er coatet på bagsiden, og begge membraner er dæmpet med små gummi/skum brikker på strategiske steder bagpå. Delefilter er der ikke noget af, da den ene enhed håndterer hele frekvensområdet. På bagsiden af kabinettet sidder et sæt terminaler af middel standard, som i nogle tilfælde er lidt for tæt placeret, for eksempel ved spadestik eller afisoleret kabel.

Alto højtalere er generelt konstrueret til, at arbejde sammen med rørgrej, men fungerer også fint sammen med traditionelle transistorforstærkere.

Lytteindtryk

Lemvig er en meget speciel højtaler, for et er, at der er tale om en fuldtonehøjtaler uden delefilter. Men den er også meget krævende at sætte op, og her skal man altså tage sig god tid. Til gengæld overrasker den så overordentlig meget på et par tekniske punkter i musikken.

Klangen er generelt meget direkte, med fokus på mellemtoneområdet. Og det er ligeledes en meget direkte mellemtone, der er tale om. Der bliver slet ikke lagt fingre imellem. Lige så med diskantområdet, som minder enormt meget om det, jeg hørte i testen af Acoustic Force med beryllium-diskanterne. Til trods for, at der er tale om fuldtoneenheder, så er der ingen spor af, eller tendens til, afrunding i toppen. De er meget åbne opadtil, og for eksempel bækkener er super veldefinerede med præcist anslag og udklang. Der er super meget energi på Alto’erne i dette område, men det er der sådan set også i resten af frekvensområdet.

Derfor var det noget tidskrævende, at stille dem op. Standardpositionen med cirka 10 graders toe-in duede ikke, det blev simpelthen for hårdt i klangen. De skulle pege lige ud fra væggen, og afstanden bagud skulle også mindskes, for at øge niveauet i bunden. Samtidig stod de også lidt længere fra hinanden, end normalt i lytterummet, for at give noget bredde i lydbilledet. Disse enheder har en helt fantastisk spredning!

Og til trods for, at de blev flyttet rundt af flere gange, så kan Lemvig ikke løbe fra at have en meget direkte klang, tangerende til analytisk. De bør helt klart kombineres med grej, der har en decideret varm klang. De er også primært konstrueret til rørgrej, som oftere har dette.

Den samlede klang skyldes også, at der ikke er meget output i de dybeste oktaver. Dog er der ikke tale om fravær af bas, men måske skulle det have været en gulvhøjtaler, når nu de alligevel er for høje til, at blive kaldt deciderede standerhøjtalere. Men det ville til gengæld have givet andre kompromisser. Det bas der kommer ud, er ekstremt tørt og præcist, og så længe at det ikke foregår under 60 Hz, så er det faktisk ganske godt. Dog savner stortrommen noget pondus af samme årsag.

Men det der overrasker, og som er helt specielt ved Alto’erne, er som tidligere nævnt den fantastiske mængde energi, de spiller med. Det kommer især til udtryk ved dynamikken, som er intet mindre end eksplosiv! De er super hurtige, og der er smæk på i en grad, som jeg aldrig har hørt før. Det er rystende! Og det kommer ligeledes til udtryk med den ekstreme detaljering, som måske er det bedste, jeg har hørt… nogensinde! Det meste af tiden er der de detaljer, jeg er vant til, men så ud af det blå kommer der med mellemrum informationer frem, jeg aldrig har hørt før, og som er med til, at give musikken en helt ny dimension.

 

Generelt er der en god bredde og højde på lydbilledet, men jeg savner noget dybde. Det betyder også, at definitionen af rummets rammer ikke er af samme kaliber som resten af lyden. Dog er der en rigtig god fornemmels af rumklang, med de refleksioner der er. Man kan bare ikke placere det præcist.

Til gengæld er de udøvende placeret meget præcist i lydbilledet, igen i bredde og højde, og adskillelsen af stemme og kor er rigtig god, nærmest fantastisk. Det er meget tydeligt, at høre korsangerne for sig selv, uden at de blandes sammen med forsangeren.

Alto Lemvig er en af de højtalere, som giver lyst til mere. Når musikken først kører, så glemmer man faktisk de skønhedsfejl, den har. For den spiller musikken, på musikkens præmisser, og så overraskes man glædeligt med mellemrum, når de lige føjer lidt ekstra til musikken, som man ikke har hørt før.

Specifikationer:

Princip: Fuldtone Hornkabinet.
Enheder: 5½” fuldtone.
Frekvensområde: 35-20.000 Hz.

Pris: Kr. 5000,- pr. sæt.

Producent:

Alto

Web: www.altoht.dk 
Mail: info@altoht.dk
Tlf: 97 88 51 86

 

hORNS FP6

hORNS er ikke et af den slags højtalerfirmaer, man ser flest af. Det er med milde ord meget utraditionelle højtalere, de udvikler og bygger. Og i den sammenligning er de testede FP6 endda meget almindlige. Men et kig i deres sortiment, byder på alt fra store hornladede enheder, til kompressionsdrivere til gengivelse af højfrekvens. Normalt benyttes disse i PA verdenen, hvor effektiviteten ofte er vigtigere end en decideret hi-fi-lyd.

FP6 er som sagt mere traditionel, men har stadig en del anderledes løsninger. Kabinettet er ikke bare en firkantet kasse af træ. Det minder mest af alt, om noget fra 60’erne… rigtig retro. Hjørnerne - set forfra - er afrundende og fineren smyger sig hele vejen rundt i ét stykke. Og fineren er palisander. Fronten er derimod speciel, og er selve DNA’et ved hORNS. Den er støbt i et materiale kaldet polymerbeton. Og det skulle efter sigende være ekstremt stift og resonansdødt. Og for finishens skyld efterfølgende lakeret - i sort på det testede sæt. Fit og finish er desuden rigtig lækker!

Enhederne er også lidt specielle. Bassen er dog i den mere traditionelle ende, med en membran af noget, der allermest af alt minder om kulfiber?! Men magnetsystem er ret kraftigt dimensioneret i forhold til enhedens størrelse. Og så ligner den ualmindelig meget enheden fra Alto?! Det mest specielle ved FP6 er dog diskantenheden, som er en såkaldt kompressionsdriver. Hvor membranen på diskanter normalt sidder ude i det fri, så er membranen på en kompressionsdriver placeret i et lille kammer med en åbning fortil. Denne åbning sidder så oftest i bunden af et stort eller lille horn. På hORNS FP6 sidder enheden i bunden af en såkaldt waveguide, som hjælper enheden med, at kunne nå langt nok ned i frekvens, så den kan møde bas/mellemtone-enhedens afrulning opadtil.

Selv motorsystemet på denne enhed er intet mindre end imponerende. Magneten er nogenlunde lige så stor som den, der sidder på bassen! Og da spolen og membranen er meget mindre i diskanten, så er der med andre ord et kraft/vægt forhold, som er helt uhørt. Og enheden giver da også lydmæssigt indtryk af et helt fantastisk overskud.

Delefilteret er ligeså af rigtig god kvalitet med komponenter, der som minimum matcher kvaliteten af de enheder, der sidder efter. Terminalerne er kraftige og gedigne, og ligner noget fra WBT. En pudsig detalje er, at de sidder spejlvendt på de to højtalere, og underligt nok havde jeg i starten af lyttesessionen indtryk af, at der er forskel på de to højtalere… at der var en decideret højre og venstre højtaler. I hvert fald faldt lyden på plads, efter at de to blev byttet rundt lige i starten?!

Lytteindtryk

Da hORNS FP6 blev sat til, lød de meget som forventet. Og så alligevel ikke…

For da det er en mindre standerhøjtaler, så er det begrænset hvor meget output man skal forvente i bassen. Men trods det, så var der faktisk en ret god tyngde i de nederste frekvenser. Generelt var klangen mere direkte, med en mellemtone, som var lige på. Jeg kunne godt savne lidt mere naturlighed, sammenlignet med hvad jeg er vant til i lytterummet. Diskanten var til gengæld rigtig god og veldefineret, med gode præcise bækkener uden antydning af s- eller t-lyde. Men… der er altid et ”men”.

Under fotosessionen efter lytningen, skulle der vise sig en overraskelse… da basenheden blev fjernet for et kig indvendigt, viste det sig, at der sad en skumprop i basporten allerlængst inde i kabinettet, og den kunne ikke ses udefra. Jeg havde faktisk tidligere tjekket! De blev straks fjernet, bassen røg tilbage i kabinettet, og lyttesessionen startede forfra.

Og nu var det en helt anden højtaler. Der var meget mere output i bassen, og masser af tyngde til selv den tungeste trance og house-musik. Hvis det ikke lige var fordi, at man sad foran højtaleren, så ville man aldrig have troet, at det ”kun” var en standerhøjtaler.

Men det betød også, at klangen ændrede sig længere op i frekvens. Med et var den direkte og lidt pågående mellemtone væk, og naturligheden kom flydende i spandevis, med en meget realistisk gengivelse af stemmer og instrumenter. Og lige så i diskanten, som jo i forvejen var rigtig god. Nu kom der også masser af luft, så bækkener og lignende med et stod helt fri. De bedste ord til at beskrive FP6, efter at skumpropperne var fjernet, er yderst homogen og meget ørevenlig a la Xavian’erne. Samtidig med, at de er uden antydning af overgang mellem de to enheder. Og så er jeg intet mindre end overordentlig imponeret over hvor godt en kompressionsdriver kan gengive diskant!

Desværre vokser træerne aldrig helt ind i himmelen. For godt nok er FP6 klangmæssigt en fantastisk højtaler, men der er kompromisser… det er der altid ved en højtaler. Og her er det på de tekniske sider af musikken. Først og fremmest så skal FP6 skal pege direkte mod lyttepositionen, ellers er der ikke fokus nok til, at de kan sætte perspektivet præcist op. Men er de først stillet rigtig op, så får man også et bredt lydbillede, med en god højde på. Dybden er til gengæld ikke helt i samme kaliber, uanset placering, men det er altså også noget af det sværeste, at få en højtaler til at gengive 100 % korrekt.

 

Men omvendt placeres de udøvende skarpt og præcist, samtidig med at stemmer og kor adskilles rigtig godt. Og detaljeringen er rigtig god, med meget tydelige detaljer placeret præcist i lydbilledet. Lige så med dynamikken, som er lige i skabet. Der er det smæk på, som det hør og bør sig.

Sammenligner man med Alto’erne, så er hORNS mere tilgivende, da de har en mere balanceret klang, som ikke stiller samme krav til det udstyr der er spændt foran. Faktisk er de så behagelige at lytte til, og har samtidig så fantastisk et drive, at jeg flere gange tog mig selv i, at høre pladerne færdige, i stedet for kun at lytte til enkelte testnumre eller brudstykker af musikken. De giver simpelthen lyst til mere!

Specifikationer:

Princip: 2-vejs basrefleks.
Enheder: 5½” bas/mellemtone, 1” kompressionsdriver.
Frekvensområde: 50-20.000 Hz.
Dimensioner: 21 x 31 x 31 (B x H x D).
Vægt: 10 kg.

Pris: Kr. 14.995,- pr. sæt.

Forhandler:

StudioSound

Web: www.studiosound.dk
Mail: info@studiosound.dk
Tlf: 4454 5401

 

Samlet konklusion

Jeg er overordentlig overrasket af lyden fra disse to ”små”-højtalere. Og i forhold til prisen får man rigtig meget vellyd. Men man indgår også nogle små kompromisser, hvilket dog slet ikke kan bebrejdes, med prisen in mente.

Alto Lemvig er en meget speciel højtaler, og den sætter store krav til både opsætning og udstyr. Men er det først på plads, så er der næsten ikke noget man kan sige imod dem, i forhold til prisen. De giver ualmindelig meget vellyd til pengene, og især på de tekniske sider af musikken, har de mere end ét es i ærmet, og det giver nogle oplevelser ud over det normale, og lyst til mere musik. De får udmærkelsen ”Best Buy”!

hORNS FP6 er lige så en speciel højtaler, hvor der er valgt nogle meget utraditionelle løsninger til blandt andet baffel og diskant. Men de er ualmindeligt nemme at have med at gøre, og hvis man ellers lige får spottet - og fjernet - skumproppen i basporten, så er der vellyd i spandevis. De er tre gange dyrere end Alto’erne, og det er det eneste der holder dem fra samme udmærkelse. Men når de først spiller, så er det meget svært at rejse sig fra sofaen igen!


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy, Ortofon Rondo Bronze
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini, Vincent SP-995
  • Højtalere: Xavian XN360
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes