HIFI4ALL.DK
Dynaudio Excite X38
Mikkel Gige  [30.06.2014]
I efteråret skiftede Dynaudio deres Excite serie ud med en række nye modeller. Det er ikke noget der sker ofte, og kun hvis der er reelle forbedringer at hente. Og det må man sige der er i den nye Excite X38

Som sagt skifter Dynaudio ikke bare deres modeller ud for udskiftningens skyld, men fordi at der er reelle forbedringer at hente. Og der bliver i ”groveste” stil trukket på erfaringerne fra de dyrere serier, hvilket bestemt også er tilfældet med de nye Excite serie, som nærmest kan kaldes en neddroslet Focus serie.

I den forrige Excite serie var nogle af enhederne unikke, men de er med den nye serie nu alle meget lig de andre serier hos Dynaudio. For eksempel var centerkalotten i basenhederne tidligere inverteret, og magneterne sad på traditionel vis uden om svingspolen. Men det er nu samme membran og magnetsystem som resten af sortimentet. Basserne har ligeledes fået store 3” svingspoler, med magneten monteret inde i svingspolegabet. Og det borger for et træk og moment, som kan styre membranerne, når de svinger frem og tilbage.

En undtagelse er dog mellemtoneenheden, som stadig har et traditionelt motorsystem, med magneten uden om svingspolen. Hvilket absolut ikke gør den ringere, som I også kan læse mere om længere nede! Diskanten er til sammenligning mere traditionel, men deler stadig mange fællestræk med Focus diskanterne.

Der hvor den tydeligste forskel findes, er på delefilter og kabinet. Generelt er delefilteret rigtig godt bygget op med impedans-tilpasning og så videre. Men komponent-kvaliteten har lige fået et hak ned af, og det betyder, at for eksempel kondensatorerne er bipolare ladelytter i stedet for plastikkondensatorer. Undtaget er diskanten, som netop har en bedre plastikkondensator. Og traditionen tro er der ikke biwiring. 

Kabinettet er meget traditionelt, og bortset fra en affasning på frontens hjørner, så er det en firkantet kasse. De testede højtalere var i mathvid, og fit og finish er i sædvanlig Dynaudio-stil til UG med kryds og slange. Frontstoffet fås i sort, grå og hvid, og sidder fast med magneter, som er skjult i fronten. Men ifølge et nyt EU-direktiv skal alle nye gulvhøjtalere have væltesikring. Nogle har løst dette med en mindre køn plade som base, dog ikke Dynaudio…

Næ, de har fået lavet nogle flotte støbte beslag af aluminium, som skrues fast bunden, og peger skråt ud fra hvert hjørne. En rigtig elegant løsning! Og som en ekstra bonus er der både kraftige O-ringe, som skåner gulvet, og integrerede spikes, som kan justeres oppefra med en unbrakonøgle. Det er bare superlækkert! I det hele taget giver disse højtalere et rigtig godt indtryk, allerede inden de har spillet en eneste strofe, og det sætter forventninger højt. Og de blev bestemt indfriet!

Lytteindtryk

Da Excite X38 første gang blev sat til, og begyndte at spille, lød de meget a la det, jeg er vant til med Xavian’erne i lytterummet, og det må sige at være en god start af et par 3-vejs højtalere til knap 1/3 af prisen! Og generelt får man usædvanlig meget for pengene i disse højtalere fra den nye Excite serie. Træerne vokser ikke helt ind i himmelen, men der er par konkurrenter derude, som måske skal se sig en ekstra gang over skulderen.

Excite X38 sætter et fantastisk stort og flot lydbillede og perspektiv op, og de er ikke langt efter referencen i lytterummet. Og det skyldes især den fremragende mellemtone-enhed, der sidder i disse højtalere. Den minder usædvanlig meget om dem, der kan findes i Focus serien og de andre dyrere modeller. Og det kommer også til udtryk på detaljeringen i mellemtonen. Faktisk kunne jeg med Excite X38 høre detaljer, som ikke kommer frem med Xavian’erne… stor cadeau til Dynaudio for dette! Og detaljeringen er generelt rigtig god på disse højtalere, for der er som minimum den samme detaljering, jeg er vant til. Plus de ekstra i mellemtonen!

 

Og så er mellemtonen samtidig lige i ”ørehøjde”, både fysisk og klangmæssigt. Det lyder bare så rigtigt det hele, og alt fremstår meget naturligt. Det er den ”rene” lyd, som er Dynaudio's nye signatur, der skinner igennem her.

Resten af lyden præges også af denne ”renhed”, men savner generelt noget raffinement. Men holdt op mod prisen, vil jeg slet ikke lade dette lægge X38 til last. Det er primært i delefilteret, at årsagen skal findes. Og det kan så høres her… der mangler lige det sidste lille ”puf”, hvor det hele slipper fri. Diskanten gør på eksemplarisk vis slet ikke opmærksom på sig selv, og er der bare. Men lige her er der jo også benyttet lidt bedre komponenter i filteret. Og det kan høres! Men stadig mangler den sidste luft.

Bassen er super stram og tør, og der er masser af tryk og ”slam” på stortrommen. Dog er kabinettet lige lille nok til de to superhurtige enheder. Når bassen presses og niveauet bliver for højt i forhold til resten af frekvensområdet, så bliver den lidt ”boosted”. Generelt savner jeg også noget mere nuancering hernede.

Men det er alt sammen sat på spidsen, og et sæt højtalere til 24.000 kan ikke alt. Langt de fleste vil nok blive overmåde overrasket over hvor meget, disse Excite X38 rent faktisk kan. Det er meget tæt på, at træerne vokser ind i himmelen. Et lidt større kabinet, og lidt bedre delefilterkomponenter, så havde den været der. Og ved I hvad… det er den næsten også. Den hedder bare Focus 340, er samme størrelse, men med bedre delefilter og enheder… og koster så også lige en sjat mere.

Men Dynaudio Excite X38 er faktisk et vaskeægte ”Best Buy”! For et er, at 3-vejs konstruktioner er sværere at designe. De er også ofte meget dyre, hvis de skal være rigtig gode. Selve mellemtoneenheden har faktisk den sværeste opgave, når der skal filtreres både op og ned. Og alligevel gør Excite X38 det så fantastisk godt!

Konklusion

Jeg er aldrig blevet skuffet, når Dynaudio har gæstet lytterummet. De første gange var det hele lidt pænt, siden kom den renere lyd, men det har altid været godt. Og nogle gange rigtig godt, eller ligefrem allerbedst! Og med Excite X38, kan både undertegnede og Dynaudio sætte ét til hak i stammen. Det her er godkendt!

Og min allerstørste respekt til folkene hos Dynaudio som formår, at hive så meget vellyd ud af en 3-vejs konstruktion, trods et rimelig begrænset budget. Dynaudio Excite X38 tager ligeledes herfra med udmærkelsen ”Best Buy”, fordi de giver så meget vellyd for pengene… nogle gange vokser træerne næsten ind i himmelen!


Specifikationer:

  • Princip: 3-vejs basrefleks gulvhøjtaler.
  • Frekvensområde: 34-23.000 Hz.
  • Følsomhed: 88 dB.
  • Impedans: 4 ohm.
  • Dimensioner: 23,5 x 108 x 33 cm (B x H x D) m. fødder.
  • Vægt: 23 kg.
  • Finish: Valnød, Rosentræ, matsort & mathvid.
  • Garanti: 8 år. (reservedele kan leveres i 15 år).

Pris: Kr. 23.999,- pr. sæt.


Producent:

Dynaudio A/S

Web: www.dynaudio.com
Mail: info@dynaudio.com
Tlf.: +45 8652 3411


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streamer: Audiophilleo 2
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini, Vincent SP-995
  • Højtalere: Xavian XN360
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.