HIFI4ALL.DK
Monitor Audio Gold facelift
KC Audio  [20.01.2015]
Monitor Audio giver Gold-serien en ansigtsløftning

Monitor Audio har netop lanceret et mindre facelift af den lækre Gold GX serie, med primært kosmetiske ændringer. I forhold til den eksisterende serie er der tre ændringer: Membranen på bas- og mellemtone-enhederne har fået et nyt RST (Rigid Surface Technology) design, med det karakteristiske ”golfbold”-mønster, der også findes på Silver serien. Det nye design gør membranen stivere. Diskant-enheden er blevet forbedret takket være tættere produktions-tolerancer, som ligeledes har gjort dynamik og åbenhed en tand bedre. Dertil leveres den opdaterede Gold serie med en ny stoframme, i stedet for det metalgitter der blev benyttet i den eksisterende generation. I modsætning til tidligere går rammen på gulv-modellerne ikke længere helt til gulvet, hvilket bedre fremviser de lækre finishes som Gold serien leveres i. Det opstrammede udtryk har også smittet af på navngivningen, og Monitor Audio har valgt at fjerne GX betegnelsen fra modelnavnene. Priserne starter som hidtil ved Kr. 4.999,- per styk.

Gold serien er blevet til i en kombineret indsats mellem et stort team af ingeniører med adgang til det nyeste inden for CAD design, og utallige timers lyttetests. Den mest åbenlyse forskel fra tidligere generationer er et skifte til bånd-diskanter. Enheden i Gold serien er en variant af bånddiskanten fra Platinum serien, som har modtaget stor ros verden over. Monitor Audio har tidligere sat nye standarder for, hvor bredt et frekvensområde en metal-dome diskant, kan dække med godt resultat, i de anerkendte C-CAM diskanter. Det samme har været målet med Gold bånddiskanten, der dækker et frekvensområde helt op til 60 kHz – langt over det menneskelige øres opfatteevne – og ned til delefrekvenser fra 2,3 kHz, afhængigt af model. Enheden gengiver lyden præcist og naturligt, både i de højeste frekvenser og i det ”farlige” mellemtone-område, hvor øret er mest følsomt.

Den største udfordring i en bånddiskant er imidlertid ikke diskanten i sig selv – men at finde en mellemtone-enhed der kan ”følge med” båndets ekstreme præcision og ”hurtighed”. Overgangen fra bånddiskant til mellemtone er det svage punkt i groft sagt alle højttalere med bånddiskanter. Monitor Audio har løst det gennem en avanceret optimering af C-CAM enhederne. Gennem komplicerede computer-modeller har Monitor Audio udviklet en konstruktion af enhederne, der er den optimale kombination af stivhed og lethed, og samtidig fri for den mekaniske ”ringning”, der ofte giver metal-enheder en hård klang.

Delefilteret består af nøje udvalgte komponenter, udvalgt gennem utallige timers lytning. For at opnå den optimale isolering af delefilteret, er hvert filter placeret på et separat panel i bunden af højttaleren. Den interne kabling er heller ikke glemt, her benyttes Monitor Audio’s eget PureFlow Silver kabel.

De smukke kabinetter er ekstremt stive konstruktioner, der er designet til både at lefle for øjet, og være den optimale lydmæssige konstruktion: Den glatte front helt uden skruer eller huller til frontstof (der i stedet monteres med skjulte neodymium-magneter), sammen med de bløde kurver, giver ekstremt få diffraktioner (støj der opstår når lydbølger rammer en kantet overflade). Og at det også ser godt ud, er en kærkommen bonus. Kabinetterne kan leveres i fem forskellige finishes: Sort eller hvid højglanslak, mørk valnød, lys eg, eller den sofistikerede Bubinga finér, der er en flot rødlig finér med kraftige åre-aftegninger.


For yderligere information, kontakt:

KC Audio

Web: www.kcaudio.dk
Mail: claus@kcaudio.dk
Tlf: 2810 3160

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.