Her er du: Anmeldelser - På med CD’en 1 29. marts 2024 | 07:24   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


På med CD’en 1
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [28.10.2015] Print testen
I takt med at CD-mediet bliver mere og mere udfaset til fordel for streaming, så har vi her på Hifi4all startet en ny artikelserie, hvor vi ser nærmere på de produkter, som primært helliger sig de sølvfarvede plader

Denne gang har vi fået besøg af 2 CD-afspillere i den bedre – og dyrere – ende, for at se om producenterne stadig har samme glødende interesse for CD-mediet. Og noget kan tyde på, at CD-mediet slet ikke er dødt, men allerede nu nyder en renæssance, selv om streaming er blevet det største medie. Men at sælge en CD-afspiller i dagens marked uden mulighed for, at kunne benytte den som D/A konverter, ville være utopi.

Norma Audio Revo DS-1

DS-1 er en CD-afspiller af tiden, hvor behovet for at kunne fungere som ren D/A konverter, med indgange til både S/P-dif, AES/EBU og USB, også er nødvendigt. Den kan også leveres som enten ren CD-afspiller eller ren DAC. Men kombinationen er nok det, der giver mest mening, da vi stadig er en del, der har gemt de sølvfarvede plader, som bestemt ikke er blevet ringere, bare fordi streaming er kommet til.

Designet på DS-1 følger resten af Revo-serien, med det lækre massive kabinet, med en tyk aluminiums-profil på fronten, og tykke plader som top og bund. Kabinettet runder ind mod bagsiden og dækker samtidig alle stikkene på meget elegant vis. Det er i øvrigt samme designer, der står bag Revo-serien, som også har designet flere af Sonus Fabers højttalere! Og som med IPA-140 forstærkeren vi tidligere har anmeldt, så er DS-1 også et smukt udstyrsstykke… og den er ligeledes også smuk, når man betragter kabinettet fra bunden. Og CD-skuffens langsomme, glidende bevægelse understreger denne elegance.

Indvendigt har DS-1 ikke helt samme elegance, for den er stykket sammen af flere print, og grundet kabinettets højde, findes det hele i ét plan. Men derudover er det rigtig lækkert lavet. For eksempel er ringkerne-trafoen på hele 125VA, hvilket er fuldstændigt overkill til en digital afspiller… men så er der nok! Igen er det de tykke, gule glasfiberprint, der går igen, og komponent-kvaliteten er rigtig god. I DS-1 er drevet koblet til det separate DAC-print og benytter konverteringen fra dette.

Men herfra går det videre til den analoge udgang, som er fuldt balanceret. Det kan undre lidt, at DS-1 er balanceret, da for eksempel IPA-140 fungerede bedst ubalanceret. Men det gode ved DS-1 er, at den tapper sit ubalancerede signal direkte via det balancerede, så der ikke er forskel!

DS-1 kan som sagt også fungere som ren DAC, om end det er en lille smule kringlet. Og de første gange skulle der lige kigges en ekstra gang i manualen, men så sad det også i fingrene til sidst. Sagen er, at der så mange forskellige indstillinger, så det kan godt være lidt svært at fornemme hvilket ”niveau” af menuen man er i, når det skal foregå via det simple – om end elegante – display på fronten.

Lytteindtryk

Norma DS-1 er en af de CD-afspillere, hvor man bare siger ”Wauw” fra den første strofe forlader højtalerne. For den imponerer med sin åbenhed, og en meget klar og distinkt lyd, hvor detaljerne i nogle tilfælde står mere tydeligt frem, end med Mc’en i lytterummet!

Det kan specielt høres med stortrommen, hvor lyden af skindet er ekstrem tydelig. Og hvor man normalt er vant til en bom-bom lyd, så er der i stedet en meget tydelig dok-dok lyd, når pedalen rammer skindet. I det hele taget står trommesættet meget tydeligt frem. Men pudsigt nok, så savner jeg til gengæld lidt tyngde i bassen. Omvendt har bassen så en god nuancering.

Den ekstreme detaljering kommer også til udtryk længere oppe i frekvensområdet, især ved aftegningen af rummet i optagelserne. Der er et meget flot ekko fra rummet, som jeg ikke har hørt før, og fornemmelsen af rum er stor og går meget dybt ind bag højtalerne. Og samtidig præsenteres man for ”lagkage”-lyden, hvor alle instrumenter og udøvende får deres eget lag i musikken.

Men efter en del plader, og flere timers lytning, er det som om, at tingene falder på plads… vi er ”ofre” for lidt lydparfumeri, hvor nogle toneområder fremhæves til fordel for andre. Jeg har oplevet det før med andre produkter, og er slet ikke i tvivl. Det opleves ved, at nogle plader, som før ikke havde den bedste tekniske præsentation med Mc’en og andre afspillere, nu lige pludselig præsenteres som reference indspilninger. Desværre har det så den bagside, at korrekt indspillede plader nogle gange lider lidt under dette.

Et eksempel er en opsamling med Duran Duran, hvor jeg efter at have lyttet til dette som baggrundsmusik tidligere, fik lyst til at høre det i lytterummet. Og aldrig før har den plade lydt så godt. Selv Mc’en måtte give fortabt her, og afspille pladen med de unoder den normalt har. Der er lidt imponator-effekt over DS-1, om end det har sin charme.

Og på den måde opleves Norma DS-1 mere tilgivende på nogle plader. Omvendt er der så andre godt indspillede plader, hvor jeg savner lidt luft i toppen, og lyden ikke slipper helt fri på samme måde som Mc’en. Der kommer i nogle tilfælde også en anelse ”tst”-lyde med, som normalt ikke er der med Mc’en. Men det er pudsigt nok altid lige omvendt mellem de to afspillere?! Så når Mc’en gengiver godt, så gør Norma det omvendt, og vice versa.

Men når det er sagt, så betyder dette klangvalg også, at DS-1 har en udpræget charmerende, klassisk Italiensk lyd, hvor den nærmest lyder mere analog en Mc’en! DS-1 har et nærvær og en realisme, som kan lyde endnu mere udpræget end Mc’en. Og så har DS-1 en Boogie-faktor, der siger spar to. Min fod kunne i hvert fald godt lide musikken, der kom ud af højtalerne, når DS-1 afspillede de sølvfarvede skiver.

Men DS-1 er jo også en D/A konverter, og det skulle selvfølgelig også afprøves. Jeg skal være ærlig og sige, at dette kun blev afprøvet via USB, da det slet ikke giver mening, at have et eksternt CD-drev på.

Men via USB ændrede klangen sig fra den charmerende, klassiske Italienske lyd, til en meget (næsten for meget) korrekt klang. Og de meget tydelige detaljer fra tidligere ved afspilning af CD var ikke til stede. Det er her meget tydeligt, at det er CD-drevet, der står for denne forskel. Men det gav også lyst til, at prøve de mange indstillinger, som dac’en har. Mest oplagt var det digitale filter, som kan skiftes mellem ”skarp” og blød”, og ingen tvivl om, at det ”skarpe” filter fungerede bedst med dac’en, hvor klangen blev mere naturlig og mere korrekt på den rigtige måde. Her var lyden mere lig Mc’en.

Omvendt så passede det ”bløde” filter bedst ved afspilning af CD. Og i min optik er Norma DS-1 mest charmerende som CD-afspiller, om end den også fungerer fremragende som ren D/A konverter. Den er bare lidt for korrekt til min smag. Men samlet set må jeg sige, at jeg er meget imponeret over lyden fra Norma DS-1, især i betragtning af, at den kun koster cirka det halve af McIntosh MCD500. Og for sin fremragende lyd får DS-1 udmærkelsen ”Top Klasse”!

Specifikationer:

  • Princip: CD-afspiller og D/A konverter.
  • Dimensioner: 43 x 7,5 x 35 cm (B x H x D).
  • Vægt: 10 kg.

Pris: Kr. 32.000,-

Forhandler:

High End Stereo

Web: www.highend-stereo.dk
Mail: info@highend-stereo.dk
Tlf: 9396 0150


Yamaha CD/S-2100

Yamaha har været lidt fraværende fra den seriøse hifi-scene i nogle år, men er vendt tilbage med en række meget lækre forstærkere og CD-afspillere. Og vi er så privilegerede, at vi har fået besøg af en model, som er en direkte ”kopi” af topmodellen. Med nogle forskelle, naturligvis. Om end man skal kigge godt efter! CD/S-2100 er naturligvis også udstyret med en fuld D/A konverter, med både S/P-dif og USB indgange.

CD/S-2100 er stor! Den er større end McIntosh MCD500, som ellers ikke er noget lille fnug. CD/S-2100 er faktisk på størrelse med et af Vincent monotrinnene i lytterummet! Og den er bygget som en kampvogn, og vejer heftige 15½ kilo! Kabinettet er opbygget af kraftig stålplade, som inddeler kabinettet i tre sektioner til strømforsyning, drev/digital og analog sektion. Samtidig er kabinettet afstivet med en bro henover drevet, mellem front og bagside. Fronten er lavet i 5 mm aluminium med knapper i retro 70’er design, og topsvøbet er dæmpet med bitumen, som også kan mærkes på vægten af dette. Og som toppen af kransekagen er siderne lavet af træ, der er lakeret i lækker sort pianolak! Den er så gennemført lækker lavet, den her CD-afspiller! Vi har faktisk bevæget os ind på Accuphase/Luxman territorie med denne maskine! Finishen lader i hvert fald ikke noget tilbage i forhold til de andre…

Indvendigt er det også lækkert lavet med blandt andet inddelingen i de førnævnte tre sektioner. Starter man fra venstre, så finder man en ganske veldimensioneret strømforsyning med en pænt stor traditionel trafo, som sagtens kunne dække hele maskinen. Men det er kun til drev, digitalsektion og logik. Hopper man så videre til højre side, så sidder der endnu en fin ringkernetrafo, som kun skal tage sig af analogsektionen, med et tilhørende veldimensioneret 20.000µf lager af ladelytter.

Men i midten sidder drevet med sin lækre støbte aluminiumskuffe, der på overbevisende vis glider frem og tilbage på meget lækker, langsom måde, og derefter lukker med et solidt ”klonk” som et pengeskab. Det har jeg før kun oplevet med Mc’en i lytterummet! Denne Yamaha er – undskyld mit sprog! – svinelækkert opbygget og er uden tvivl stærkt inspireret af de førnævnte japanske high end mærker. Kigger man lidt nærmere, så kan man dog godt se, at der stadig har været et budget, der skulle overholdes. Blandt andet er printene lavet af lidt billigere materialer, og komponent-kvaliteten er generelt ”kun” af almindelig god standard.

Og det stopper ikke her, for selv fjernbetjeningen har fået ekstra opmærksomhed. Det er ikke bare en OEM plastik-ting. Nej, den udført med en topplade af lækkert aluminium, og en bund af plastik, der er formet i facetter, så den ligger naturligt i hånden… den minder påfaldende meget om noget B&O kunne have lavet.

Lytteindtryk

Yamaha CD/S-2100 er en yderst vellydende afspiller, og minder fra en start utrolig meget om McIntosh MCD500, om end en anelse mere ”laid back”. Samme lyd der bare flyder afsted, uden at noget i musikken gør sig uheldigt bemærket. Det hele er meget ligetil, dog uden den samme standard på de tekniske sider af musikken. Her kan den ikke løbe fra sit budget. Og det var så via den balancerede udgang, da noget fra en start sagde mig, at denne afspiller var balanceret opbygget. Men man kan tage fejl…

For selvfølgelig skal begge typer udgange afprøves, og her fik jeg noget af en overraskelse. For under normale omstændigheder sørger Bellini forforstærkeren i lytterummet selv for, at udjævne forskelle mellem de balancerede og ubalancerede indgange. Men det gør CD/S-2100 tilsyneladende også, så det endte med at signalet var kraftigere via den ubalancerede udgang, hvilket så betyder, at output sandsynligvis er ens fra Yamaha’en på de to udgange, eller at det balancerede rent faktisk er lavere. Hvilket igen betyder, at CD/S-2100 måske ikke er "rigtigt" balanceret opbygget!

Og det kunne høres, hold da helt op! Sikke en dynamik, der kom for dagen lige pludselig, via de ubalancerede udgange. Faktisk så god, at Mc’en ser misundeligt til fra hylden nedenunder! Det kan især høres på trommesættet, hvor specielt lilletrommen får et smæk af en helt anden verden! Og det kunne også høres generelt i bassen, som fik pondus i McIntosh-klassen. Dog er der ikke helt den samme nuancering og detaljering.

I mellemtone og diskant flyder det hele som sagt meget ligetil afsted, og alt klinger naturligt uden nogen unoder. Men især diskanten imponerer ved sit fuldstændige fravær af s- og t-lyde. Det er ikke helt så luftigt, som jeg er vant til, men det gør ikke spor, når det til gengæld klinger så godt, som det gør her.

Jeg har faktisk flere gange under testen af CD/S-2100 sat mig ned, kun for at lytte til musikken i sig selv. For den spiller så super engageret, at det er svært ikke at lade sig føre med ind i musikkens vidunderlige verden, hvor det slet ikke handler om detaljer eller rummets størrelse i musikken. For jo, her kan Yamaha’en ikke helt følge med Mc’en eller Norma DS-1. Det hele foregår lidt tættere på, de udøvende adskilles ikke med samme præcision, og sådan kunne jeg blive ved… og det ville da også have undret mig meget, hvis CD/S-2100 kunne de samme ting som Mc’en, til cirka en fjerdedel af prisen.

CD/S-2100 er faktisk også en SACD-afspiller, hvilket naturligvis måtte afprøves. Men her har den ikke helt den samme tydelige forskel mellem CD og SACD sporet, som det for eksempel kan opleves med Mc’en. Som ren D/A konverter via USB lyder CD/S-2100 fuldstændig som ved CD-afspilning, og hvis der er forskelle, så er de ubetydeligt små. Dog oplevede jeg, at visse formater ikke ville accepteres af USB-indgangen, for eksempel 16bit/48kHz?!

Men CD/S-2100 har et engagement, som jeg bestemt ikke kan tillade mig, at sidde overhørig. Og bare det faktum, at digitalitis er en by i Rusland med en afspiller i denne prisklasse, er lidt af et under i sig selv. Og derfor får den udmærkelsen ”Best Buy”! Det er ”bang for the buck”, det her! Alene den pompøse fremtoning på reolen…

Specifikationer:

  • Princip: CD-afspiller og D/A konverter.
  • Dimensioner: 43,5 x 14 x 44 cm (B x H x D).
  • Vægt: 15,6 kg.

Pris: Kr. 14.998,-

Distributør:

Yamaha Audio

Web: www.dk.yamaha.com


Samlet konklusion

Man kan sige hvad man vil, og man kan også gentage igen og igen, at CD-formatet er dødt. Men det ændrer ikke på, at der stadig er masser af seriøse CD-afspillere derude, og at flere kommer til. Det ser i hvert fald ikke ud til, at der kommer til at mangle testemner til denne nye artikelserie. Men faktum er også, at de i denne streaming tid skal have indbygget D/A konverter inklusiv USB indgang, hvis de skal have en seriøs chance på markedet.

Og både Norma Revo DS-1 og Yamaha CD/S-2100 viser begge, at der er masser af kvalitet at hente i forskellige prisklasser, både konstruktions- og lydmæssigt. Og de løber begge afsted med en udmærkelse, Norma Revo DS-1 for sin lyd i ”Top Klasse”, og Yamaha CD/S-2100 som er et vaskeægte ”Best Buy”, fordi man får en helt exceptionel byggekvalitet, og en lyd, som er meget bedre end forventet i denne prisklasse.

CD’en er bestemt ikke helt død endnu… så på med CD’en!


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streamer: Audiophilleo 2
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini, Vincent SP-995
  • Højtalere: Xavian XN360
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes