HIFI4ALL.DK | ||
SA1750 på pinebænken - OPDATERET !! Bruno Barcelli, tekst og fotos. [23.03.2004] | ||
| ||
For ikke så forfærdelig længe siden lancerede System Audio en lang række nye højttalere baseret på et nyt design, nyt logo og kabinetter samlet efter SA’s specifikationer i fjernøsten. Topmodellen hedder SA 1750 og følger på alle måder SA’s hidtidige filosofi med små, gode enheder, der til gengæld har lang vandring for på den måde at kunne flytte den luft, der skal til for at få noget, der minder om et bastryk. Fordelene er lige så enkle, som de er oplagte. Det er uendelig meget lettere at starte og stoppe et hold 4” enheder end eksempelvis en 10 eller 12 tommer basenhed. Det betyder hurtigere acceleration dermed hurtigere transientbehandling. Kabinettet er umiskendeligt SA-design og afviger kun beskedent fra de fysiske dimensioner, som kendes fra både 1270 og 1280. Enhederne er nu monteret på en silver-look-alike malet fronplade, mens basen i malet MDF er holdt i samme design. Det er naturligvis en smagssag, men personligt finder jeg den gennemførte finish på SA1280 Mk II langt mere elegant og enkel. Løsningen med Silver-looket ses hos andre danske producenter i langt bedre finish. Bagsiden er bestemt heller ikke ny med samme rimelige højttalerterminaler som altid, der giver mulighed for biwiring / amping, samt en prop til et sandkammer, det anbefales at fylde op. Frontrammen kan tages af og klikkes fast på bagsiden – ganske som vanligt. Basen har et integreret gummilag for bedre dæmpning, men også her er der slækket på finish i forhold til 1280. Under testforløbet havde vi både SA 1270 og SA1280 MkII til stede i lokalerne. SA1280 Mk II ligger en anelse under SA 1750 i pris. Vi var desuden så heldige at have en lang række fremragende produkter i forskellige prisklasser til rådighed – bl.a. Audio Aero Capitole, Tag McLaren surround sæt, Pioneer VSX-AX5, Cayin S200, Pioneer DV868AVi foruden vores vanlige udstyr fra Dali, GamuT, Bryston, Cayin, Analysis Plus, Supra med meget mere. En meget stor del af lyttesessionerne blev gennemført med SACD og DVD-Audio skiver, hvoraf en del af DVD-Audio skiverne var i 24 bit 192 KHz opløsning. Kun en beskeden del af lytningen foregik i surround med SA1750 som fronthøjttalere. Lyd og musik Det leverede sæt var allerede spillet til og lagde hårdt ud med at demonstrere sin hurtighed fra de små 4” enheder. Det er tydeligt, at der er kommet en smule ekstra membranareal på i forhold til 1280, men det stiller lige en anelse større krav til din effektforstærker. Er elektronikken i orden er det især den glimrende impulsforarbejdning, der først springer i ørerne. Det næste, du bemærker, er, at bunden står en anelse mere fast end på 1280 Mk II, men subjektivt synes den ikke at gå helt så dybt som 1280 Mk II. Kombinationen af mere fasthed og nogle Hz mindre dybt synes at være helt i orden. Fordelen munder nemlig ud i en flot integration fra de dybeste toner til det nedre mellemtoneområde. Det er traditionelt et kritisk sted, da de fleste instrumenter og stemmer har deres grundtoneområde under delefrekvensen, som i dette tilfælde er 700 Hz. Mozarts Pianokoncert no 21 på DG med Rudolf Serkin er en fremragende indspilning, som nådesløst afslører problemer i dette område. Et flygel spænder nemlig ufattelig bredt i frekvensområdet og er traditionelt ét af de instrumenter, hvor det er sværest for et stereoanlæg at efterligne et naturligt attack. SA1750 klarer denne opgave yderst tilfredsstillende. Flyglet står homogent fra de dybeste til de højeste toner med flot dynamik, så længe du har spændt godt udstyr foran. Et skift fra Audio Aero Capitole til Cayin CD-252 bragte gengivelsen tilbage til et godt husmandsniveau – det samme er tilfældet, hvis din forstærker er på middelmådige plan. Omvendt belønnes dine investeringer i kvalitetsudstyr med uforbeholdne trin op ad kvalitetsstigen for hver gang, du gør elektronikken bedre. Også integrationen til diskantområdet har SA brugt lidt tid på. Det er jo heroppe, at overtonerne giver instrumenterne karakter og individualisme. Mangel på sammenhæng mellem mellemtoneområdet og diskantområdet fører uundgåeligt til besynderligt lydende instrumenter. Det er ikke bare en lineær frekvensgang, også dynamik og følsomhed skal være nøje afpasset. Igen klarer SA1750 opgaven på overbevisende facon. SACD’en med Pink Floyds ”Dark Side of The Moon” er viser den gode sammenhæng – det samme er tilfældet med DVD-Audio’en med Nikolaus Harnoncourt og Berliner Philharmonikerne, der spiller Strauss på pladeselskabet Teldec. På denne skive kan du finde adskillige eksempler på dynamiske udladninger, der virkelig kan sætte dine højttalere på en prøve. Et veltilrettelagt afsluttende Strauss-brag skal gerne understøttes af en virkelig solid og dyb bund, og her kommer SA1750 en smule til kort sammenlignet med mere basstærke systemer. Hurtigheden opvejer dog rigeligt den let tilbagetrukkede bas – det havde været herligt med begge dele, som den hedengangne SA3070 mestrede så godt. Ud over hurtigheden er en anden af SA1750’s gode egenskaber gengivelsen af optagerummets karakteriska og samtidig også din mulighed for at placere instrumenterne i forhold til hinanden. Der er højt til loftet i genskabelsen af koncertsalene og SA1750 spiller traditionen tro et stykke ud over højttalernes fysiske placeringer. Det er dog en smule overraskende, at i direkte sammenligning med 1280 Mk II, er 1750 knap så præcis i aftegningerne. Måske kan det skyldes, at vores 1280’ere hver har fået en 10 kg sandpåfyldning i modsætning til 1750’erne. Konklusion. Til små 7000 kroner, som er den vejlendende pris, får du et sæt særdeles velspillende allround højttalere, der uden tøven klarer alt fra højtopløst klassisk musik til den nervepirrende gengivelse af en maskinkanons bjæffen. Holder du af en ud-af-kassen oplevelse, går du ikke galt i byen med SA1750. Fyld sandkammeret op, supplér med en kvalitetssubwoofer til filmbrug og sørg for, at dit udvalg af elektronik og kilder er i top. Så belønnes du med vellyd hele vejen rundt, der fint forsvarer prisforskellen mellem SA1280 Mk II og SA 1750. Finish og design kunne efter min mening være bedre, men har dybest set ikke meget at gøre med lyden. Vejl pris: 5995,- / stk Tech Spec: Belastbarhed: 180 Watt
| ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |