Her er du: Anmeldelser - 3-i-1 22. november 2017 | 06:34   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


3-i-1
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [21.09.2006] Print testen
Lige siden jeg testede Audio Analogues Enigma har jeg tænkt på, at andre da må have fået samme gode ide med at putte hele anlægget ned i én kasse, og stadigvæk være i stand til at levere lyd i hi-fi kvalitet.

Og jo, der er flere som har fået samme ide. I denne test ser jeg nærmere på to produkter i denne kategori, fra Arcam og Primare.

Hvad er så fordelene ved at putte hele anlægget ned i én kasse? Du sparer først og fremmest penge. Færre kabinetter, færre strømforsyninger og den totale udelukkelse af kabler til at influere på lyden. Og så fylder det mindre!

Men der er også ulemper. Den galvaniske adskillelse, eller mangel på samme, kan have indflydelse på slutresultatet, altså lyden. Den eneste måde at teste dette på, er ved at koble en ekstern forstærker eller CD-afspiller til, hvilket også er gjort i denne test. Skulle CD-delen gå i stykker, så skal hele kassen af sted, og du står uden musik.

Disse produkter kan betragtes som ”entry-level” produkter hos de pågældende producenter, og er ikke lavet direkte til det audiofile marked. Tværtimod henvender de sig til et andet publikum, som måske ville købe deres fremtidige anlæg i et varehus, i mangel på et bedre alternativ. Her kommer de to produkter i testen på banen, for de er absolut ikke billige, men udtryk for en seriøs tilgang til kompakte systemer. For det kan godt lade sig gøre at lave et kompakt men vellydende system. Tag f.eks. Musical Fidelity’s KW250S til ca. 50.000,-. Her er der tale om en alt-i-en løsning i High End klassen. Så det er ikke nødvendigvis af det onde, at putte det hele i én kasse.

Det kan også være svaret på den audiofiles ønske om at have et pænt, kompakt, men vellydende anlæg i stuen eller soveværelset ud over det store system som måske har sit eget rum, som derfor ikke kan benyttes når man har gæster, eller hvis fruen ønsker lidt baggrundsstøj til noget kvalitetshygge.

Arcam Solo, 12.900,-:

Ved første øjekast ser denne Arcam måske lidt kedelig ud, fronten er lavet af plastik, knapperne ligeså og kabinettet er af ganske almindelig bukket plade, men den er tung! Så bliver der sat strøm til, displayet lyser op i en lækker blå farve og du er i gang. I med en plade og musikken spiller. Der er flere interessante features inkluderet, bl.a. en menu hvor du kan tilpasse bas-niveauet uden at der er tale om en decideret loudness funktion. Det kan blive aktuelt med mindre højtalere. Du kan også ændre lysstyrken i displayet direkte fra fjernbetjeningen, og endda vælge at slukke det helt, og så lyser det lige op i et par sekunder når du f.eks. justerer lydstyrken. Fjernbetjeningen er i øvrigt af samme type som Lyngdorf benytter, om end i en lidt billigere finish, men den fungerer godt.

På bagsiden finder du alt hvad hjertet kan begære inklusiv en køleprofil! Nå ja, hvorfor ikke, så er der mere plads til det andet indenfor, og om ikke andet kan den agere afstandsstykke til væggen. Du finder også et sæt højtalerterminaler, hvor højre og venstre sæt sidder over hinanden. Ikke så praktisk i brug, men nu bruger jeg bananstik, og så går det lidt nemmere. Glem alt om at bruge spader, der er alt for lidt plads. Der er både ind- og udgange, inklusiv til zone 2 a la multirums-løsning. Indeni er der godt fyldt op, og i flere lag. Forstærkeren er af traditionel type. Der er to ringkernetrafoer, en til lyd og en til logikken. Forstærker-sektionen fylder ikke meget, og lageret af ladelytter beløber sig til små 6600 uF pr kanal. De har i øvrigt en O-ring monteret på midten alle sammen?! DAB/FM tuner og et CD-drev af en ret ordinær kvalitet, men det skæmmer nu ikke på lyden, for…

Hold da op hvor den kan spille! Perspektivet levner noget tilbage at ønske, men derudover kan jeg ikke sige noget dårligt. Masser af bas med tyngde og præcision. Mellemtone og diskant fortsætter opefter i samme stil med luft, præcision og rigeligt med detaljer. Drive og musikalitet er nøgleordene her. Sædvanen tro måtte jeg bare høre Pink Floyd’s ”Money” (versionen fra ’81). Dette nummer er bare supergodt indspillet, og man kan høre at de gæve gutter i bandet giver den alt hvad den kan trække. Arcam Solo gør det så godt, at jeg straks kunne mærke ståpelsen rejse sig på armene og fortsætte om i nakken og op på hovedet. Og gåsehud, masser af gåsehud!

Lige fra starten rockede hele kroppen med, og den fik på alle tangenter med lufttrommer og luftguitar. Hold da op hvor den rykker, den lille kasse!

Ved tilslutning af en ekstern CD-afspiller opleves en tydelig forskel. Perspektivet forbedres væsentligt, dog uden at træerne vokser ind i himmelen, og bassen strammes en anelse mere op. På Solo’en er det CD-delen som er det svageste led, forstærkeren følger fint med når en bedre signalkilde tilsluttes.

Arcam har med denne spille bevist at det kan lade sig gøre, at gøre det kompakt og stadig få en lyd ud til højtalerne som kan kaldes hifi. Og de stopper ikke her, senere på året kommer der en surround/dvd spille i samme størrelse. Der kan man da tale om høj WAF-faktor.

Primare CDI10, 16.999,-:

Jeg synes ikke rigtig at man kan kalde CDI10 kompakt, for den fylder en del på hylden. 48 cm bred og 38 cm dyb! Ikke just kompakt i mine øjne, og dog. For her har du CD-drevet fra Primare’s topmodel, en DAB/FM tuner og et helt nyudviklet kl. D forstærkertrin med switchmode strømforsyning i en og samme kasse, og skal det være af en vis kvalitet, så kan det altså ikke fylde mindre. Kassen er fyldt til randen!

Designet er efter min mening lige i øjet. Denne kasse skal stå fremme og bør ikke gemmes af vejen på en hylde i et reolsystem. Fronten er 1½ cm tyk, og er lavet af lækker skuret aluminium. Selv skuffen til CD-drevet har fået et matchende stykke aluminium. Displayet sidder også på fronten, og dækker al information som er nødvendig, dog er lysstyrken ikke den bedste. Det kan justeres i fire trin, hvoraf det ene helt slukker for displayet. Selv med fuld blus på, kan det nogle gange være svært at se hvad der foregår. Her finder du ligeledes featuren med det slukkede display, som tænder for en kort bemærkning ved ændring af lydstyrke eller lignende.

Betjeningen sker på toppen af apparatet i den nedfræsning som forsætter gennem kassen til bagpladen. Apropos bagplade så slutter apparatet ikke her, toppladen forsætter 3½ cm forbi bagpladen. Meningen med dette er, at kablerne skjules når kassen er skubbet helt ind til væggen. Fornem feature! Der er tilslutning for tre eksterne signalkilder, pre-out til en effektklump, rec-out, digital udgang, antennestik, RS232 port til opdateringer, og ét sæt højtalerterminaler i fornem kvalitet. På fronten findes også et 3,5 jack til Ipod el.lign., og hovedtlf. Altså både signal ind og ud! Her er hvad der skal bruges, hverken mere eller mindre. Tænd/sluk knappen sidder i øvrigt nedenunder kabinettet i højre side, lige bag fronten. Alt sammen plantet på nogle store lækre aluminiumsfødder. Uhm!

Hvordan spiller den så? Den spiller godt, men ikke helt korrekt. Bassen er lidt tilbagetrukket, men er defineret helt fint. Du hører alle toner og anslag uden at det blandes sammen, men den fysiske fornemmelse mangler fuldstændig. Noget siger mig, at denne boks er skabt til at spille sammen med mindre, men rigtig gode højtalere. Hvorfor så det? Jo, for det kan godt være at bassen er lidt tilbagetrukket, hvilket man alligevel ikke nødvendigvis bemærker på mindre højtalere, men til gengæld er der så meget fokus på mellemtonen, at jeg næsten faldt bagover da jeg lyttede første gang. Ikke at det er skidt, men det kræver lige lidt tilvænning, og efterhånden opdager man også hvor veldefineret og detaljeret mellemtonen er på denne spille. Diskanten gør det også rigtig godt, men kan ikke hamle op med den detaljering, som du finder i mellemtoneområdet. Perspektivet er hørt bedre, og jeg savner en gang i mellem noget rumfornemmelse.

Ved tilslutning af en ekstern CD-afspiller, fik bassen lidt mere niveau, men forstærker-delen i CDI10 har stadig sin del af ansvaret for det manglende niveau i bassen. Ved perspektiv og rumfornemmelse manglede der ligeledes noget, her må forstærker-delen også tage ansvaret. Skal man tale om et svagt led, så er det forstærker-delen i denne spille.

Samlet set er denne spille et rigtig godt alternativ til de mange minianlæg derude, som mildest talt ikke kan spille musik. Den er skabt til at spille sammen med mindre, men rigtig gode højtalere, som ikke stiller krav til niveauet i bassen. De fleste købere af et anlæg som dette, vil højst sandsynligt også vælge mindre højtalere for at holde det hele så diskret som muligt.

Alt i alt får du rigtig meget vellyd for dine penge i disse 3-i-1 systemer, men der er også tale om kompromisser. Det høres tydeligt når en ekstern signalkilde tilsluttes. Det samme oplevede jeg på Audio Analogue Enigma i sin tid. Men tager du disse kasser for det de er, nemlig pladsbesparende hifi-løsninger, så får du faktisk et ganske fornuftigt anlæg.

Til gengæld er betjeningen helt i top, kun meget få gange var det nødvendigt at kigge i manualen. Vil du have en audiofil løsning, skal du ikke have en 3-i-1, men ud og kigge på separate løsninger i stedet. Disse kasser er ment som anlæg nr. 2 for den audiofile, eller det primære anlæg til dem som ønsker vellyd, men aldrig sidder og lytter lige mellem højtalerne. Jeg kunne såmænd sagtens selv finde på, at investere i et kompakt system af denne kaliber til min egen stue, så gode er de.

Distributører:

Arcam: www.audiovector.dk

Primare: www.system-audio.com

Nye anmeldelser
Norma Revo SC-2 LN
13.11.2017
PS Audio Stellar Gain Cell Dac & S300
23.10.2017
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Audio Analogue importør
17.11.2017
Hegel 190
07.11.2017
GoldenEar Triton Reference
25.10.2017
Nyt fra Thorhauge
24.10.2017
Ny butik i København
19.09.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes