Her er du: Anmeldelser - Pioneer VSA-E08 surround forstærker 25. november 2017 | 10:17   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Pioneer VSA-E08 surround forstærker
Anmeldelse af: Bruno Barcelli  [01.01.2003] Print testen
Normalt er det ikke Pioneer, man først tænker på, når snakken går om high-end produkter. Men.....

Normalt er det ikke Pioneer, man først tænker på, når snakken går om high-end produkter. Dertil har de amerikanske, tyske, danske og andre hundedyre produkter markeret sig for stærkt på drømme-hitlisten. Når snakken stille og roligt drejer over på  surround og især DVD-maskiner, dukker Pioneer alligevel op. Den navnkundige DV-717 fik godt og grundigt placeret Pioneer på verdensmarkedet.
Derfor var det med slet skjulte gode forventninger, at VSA-E08 langsom blev pakket ud, som var det en lækker date, du har fået inden for soveværelsesdøren. I dette tilfælde tog det lang tid alene af den grund, at 08’eren vejer nok til en pragtfuld diskusprolaps. Intet mindre end 18 kg hvilket giver en vejledende udsalgspris på 1000,- / kg. Denne THX-godkendte VSA-E08 er absolut det bedste Pioneer kan tilbyde inden for integrerede surroundforstærkere og denne model er i samme herlige champagnefarve som DV-717. VSA-E08 får også som receiveren VSX-909RDS.

Udendørs
Fronten er fantastisk flot – ikke nogle plastikgenveje her. Displayet minder betænkeligt om Sony STR-50ES receiver, men det er jo heller det værste sted at hente inspiration. De to store drejeknapper er indgangsvælger og volumenkontrol, mens nogle af de funktioner, som Pioneer tror er de mest benyttede, sidder ude til venstre. Det drejer sig om direkte adgang til den digitale signalprocessors (DSP) faste indstillinger, stereo / direct knap og tre surroundindstillinger. Resten af funktionerne sidder bag et lille panel, som kan nedfældes. Her finder du også et ekstra sæt videoinputs, som ud over de almindelige RCA-stik minsandten tilbyder en S-VHS indgang – fint.

Tager du dig sammen, spænder musklerne og vender dåsen om, afslører bagsiden et utal af ind- og udgange: DVD/LD, TV/SAT, VCR1 og 2, TAPE/MD, TAPE 2, phono (MM) og CD findes alene som analoge indgange, mens du får 5 digitale indgange, hvoraf de 2 er coaxiale. Alle indgange til billedkilder er naturligvis forsynede med både video- og S-VHS indgange, mens DVD/LD og TV/SAT også tilbyder component video indgang og en monitor udgang for de virkelig hårdhudede. Både composite- og S-VHS tilslutning muliggør On Screen Display. Derudover findes der også en AC-RF indgang ( Pioneer var jo The Laserdisk Champion ), og minsandten om ikke også der er to optisk digitale udgange. Da mange af dagens DVD-maskiner har indbyggede dekodere, tilbyder 08’eren også direkte linieindgange til samtlige kanaler. Med henblik på opkobling af eksterne forstærkertrin, er samtlige surroundkanaler desuden forsynet med linieudgange. Her bliver det faktisk interessant. Der er nemlig 7.1 ind- og udgange idet VSA-E08 er forsynet med dekoder til DTS-ES og THX-EX. Desværre har 08’eren kun 5 effektforstærkere indbygget, som hver repræsenteres med et sæt højttalerterminaler af hæderlig kvalitet. De sidder en anelse for tæt til mine enorme bananstik og havde mine højttalerkabler være tykkere end de 3 cm i diameter, havde terminaler sikkert forladt bagpladen. Endelig er der tre 220 V udtag.

Indendørs
Indvendigt er den smukt bygget op med glimrende kobberafskærmninger og de digitale kredsløb er pænt holdt fra de analoge. Relæer, printplader med tykke kobberbaner og komponenter er holdt i god kvalitet, hvor det betyder noget for lyden. Pioneers MOSFETS er monteret på aluminiums køleprofiler, hvor de forsynes af Pioneers DC Bus Bar, som sænker impedansen i strømforsyningen. Hermed – lover Pioneer – bliver det muligt at trække mere strøm til transienterne. Det må man i hvert fald håbe, for elektrolytkapaciteten er bestemt ikke imponerende. Alt i alt lover interiøret mange års nydelse uden problemer.


Remoten
De seneste år er det blevet ret moderne med fjernbetjeninger på trykfølsomt display. Remoten til 08’eren følger denne trend, selv om den dog i modsætning til Sony, Kenwood og andre ikke understøtter 2-vejs kommunikation. Men pyt… et eller andet skal det dersens On Screen Display jo bruges til. Remoten er programmerbar. Ud over at der ligger en del faste programmeringer også til andre mærker, er den temmelig lærenem og kan aflæse andre remotes.
Skærmbillederne kan til dels redigeres, så du selv kan optimere de funktioner, dit øvrige udstyr har. Der er faste knapper til dit TV og en system stand-by knap. Generelt er det én af de bedre multifjernbetjeninger. Den er rimelig logisk, men bruger (som de andre af samme type) en anelse for meget strøm. Pioneer – lav dog en opladningsbase, den kan stå i!

På med musikken
Et kendt problem for potentielle kunder til en surroundforstærker er forstærkernes normalt manglende evne til at spille musik i helt almindelig stereo. Selv hundedyre surroundforstærkere bruger rigtig mange af kronerne på surrounddelen, men jeg blev faktisk positivt overrasket over 08’erens evne til at gengive al slags musik. Efter en ca. 50 timers tilspilning forsvandt en lille kornet tendens og Mozarts Tryllefløje tryllebandt. 08’eren kommer godt ud i krogende, men mangler lige den sidste kontrol over bunden ved kraftige udladninger. Det kan du delvist kompensere for, hvis du har en kvalificeret subwoofer og vælger at benytte det indbyggede elektroniske delefilter til frekvenser under 80 Hz. Det kræver bare en god fintuning, af sub’en så kontinuiteten i lydbilledet bevares. Tilbage til musikken, hvor mellemtonen er overraskende behagelig til langt de fleste musikgenrer. Krævende klaveroptagelser afslører kun en svag kompression sammenlignet med referencen. Samlet er denne tendens dog kun med til at give lyden en karakter i retning af det lune, selv om det overordnede indtryk stadig bærer præg af en fremadrettet klang. Ikke mindst diskanten er medvirkende til dette. Den er ikke i referenceklassen hvad angår opløsning, men der er en herlig timing, der understreger musikaliteten. De 130 watt i 6 (?) ohm er rigeligt til almindelig lytning på rimelig effektive højttalere, men er dine fronthøjttalere tunge og måske i mid- til high-end klassen, bør du assistere lyden med en god effektforstærker.

På med filmen
Nå, da… 7.1, hvaaa… ? Jeg måtte op til stereoanlægget og hente en ekstra effektforstærker og en ekstra sæt baghøjttalere sammen med en bunke kabler og langt om længe stod den endelige opsætning i 7.1 klar. Ned i bunken og finde Gladiator, som jo har et DTS-ES spor. Nypoppede popkorn, en kvart kølig letmælk og et tryk på Play….. ? Hmm, sådan gør man bare ikke med en 08’er. Først skal du nemlig indstille en lang række parametre som højttalerstørrelser, individuelle niveauer, indbyrdes afstande, det elektroniske delefilter, som kun har to delefrekvenser ved 80 og 120 Hz ( tror I det er bilstereo, Pioneer? Lad os få en 50 Hz !! ). Så i gang med basindstillingen. 08’eren har nemlig en BASS-PEAK facilitet, som tillader dig at indstille det maksimale output til sub’en. Det er bestemt ikke let og jeg ville snyde en anelse, hvis jeg påstod, at jeg mestrer denne facilitet endnu. Til gengæld har jeg måske været heldig, for lyden endte med at hænge rigtig godt sammen. Hvis ikke forstærkeren står i DIRECT-mode, har du rådighed over en digital equalizer, som er en del af DSP’en. Her ligger desuden en række muligheder for at vælge akustiske emuleringer af forskellige rum – skægt i 10 minutter, men ikke noget, der er værd at spilde mere tid på. Til gengæld er de indbyggede biografindstillinger værd at arbejde med. Især kan du opnå et forrygende surroundlydbillede ved at lokke 08’eren til at emulere 7.1 på 5.1 indspilninger.

Kort fortalt er både 5.1 og 7.1 gengivelsen fantastisk god. Med Yamaha DSP A1, Sony STR-DA50ES og den tilsvarende Denon i frist erindring, er iscenesættelsen af sounddesignernes arbejde misundelsesværdig god over VSA-E08. Selv med 5 x 130 watt på noget nær fuld damp, er der stadig luft til en ekstra eksplosion eller smasket af en morgenstjerne, der rammer en stakkels gladiator i ansigtet. Måske er der alligevel et eller andet om den der DC Bus Bar ??

Under testperioden dukkede der et sæt højttalere op, som er en konstruktion på 130 kg med en uhyggelig bestykning. De har hver deres eget elektroniske delefilter og effektforstærker på 1200 watt RMS. Så er det jo herligt at have en surroundforstærker med linieudgange og Gladiator fik endnu en snurretur i DVD-maskinen. Hjemmebiffens faste højttalerudstyr fra System Audio fik plads som bagerste højttalere – lidt overkill, men pyt… Pioneer VSA-08 fulgte det store anlæg helt til dørs og får mine allervarmeste anbefalinger.
 
Pioneer Danmark
Web: www.pioneer.dk 

Nye anmeldelser
Norma Revo SC-2 LN
13.11.2017
PS Audio Stellar Gain Cell Dac & S300
23.10.2017
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Audio Analogue importør
17.11.2017
Hegel 190
07.11.2017
GoldenEar Triton Reference
25.10.2017
Nyt fra Thorhauge
24.10.2017
Ny butik i København
19.09.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes