Her er du: Anmeldelser - Fyne F-501 26. september 2021 | 08:41   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Fyne F-501
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [14.05.2021] Print testen
Fyne Audio er en relativt ny spiller i hifi-verdenen, men det betyder ingenlunde, at vi har med nybegyndere at gøre. Tværtimod er der tale om folk med rigtig mange års erfaring fra lignende højtalere…

Og lad os da få det af vejen med det samme, for folkene bag Fyne Audio vil helst ikke have deres højtalere sammenlignet med deres tidligere arbejdsgivers: For nogle år tilbage blev Tannoy solgt, vistnok til et kinesisk selskab, og her ønskede blandt andet udviklingsholdet ikke at følge med, og de startede derfor Fyne Audio for sig selv. Navnet er ikke en omskrivning af ordet ”fine” (fint på engelsk), men er en henvisning til stedet hvor højtalerne kommer fra: Loch Fyne i Skotland, eller Glasgow som ligger lige i nærheden.

Umiddelbart vil man tænke, hvad er nyt? Stadig coaxiale enheder, enten alene eller suppleret af en ekstra bas… men det hele er nyt, og udviklet på ny. Det var faktisk en af grundene til, at folkene bag Fyne Audio valgte at gå egne veje… de ville gerne udvikle noget nyt. Nye materialer, nye ophæng og andre spændende tiltag. En særlig detalje er måden basporten er udformet på. Den sidder i bunden, men inde i kabinettet, hvor den spiller ind i et separat kammer, der igen har en åbning ud af kabinettets bund. Hele kabinettet er løftet, så lyden fra basporten rammer ned i en type spredelinse, som fordeler lyden 360 grader ud i rummet.

Enhederne er med kraftige støbte chassiser, membraner af coated papir/pap, og et udvendigt ophæng som er udformet specielt, så det skulle være mindre tabsgivende. Den øverste enhed er som sagt coaxial, hvilket betyder, at diskanten sidder dér, hvor det midterste polstykke egentlig skulle være. Der er stadig et polstykke, hvilket skyldes at svingspolen i stedet har en større diameter. På den måde kan det midterste polstykke være åbent, og det er herigennem, at diskanten spiller. Samtidig er der en art spredelinse, og så benyttes den større membran fra bas/mellemtone-enheden også til spredning af de høje toner.

Fordelen ved en coaxial enhed er, at det akustiske centrum for både diskant og mellemtone er perfekt, hvilket er særlig kritisk i disse tonelejer. Til gengæld sidder diskanten så længere tilbage, hvilket kan påvirke faseforholdet. Men sådan er det med alle højtalere… hver gang man opnår en fordel, indgår man også et kompromis.

Fit og finish er faktisk overraskende god, prisen taget i betragtning. Kabinettet er kraftigt bygget med interne afstivninger bag begge enheder, så disse sidder i et jerngreb. En spøjs detalje er, at frontstoffet kan flyttes om på bagsiden af kabinettet, når man ikke benytter dem. Der sidder simpelthen ekstra magneter til at holde dem! Og så er de medfølgende spikes noget af det lækreste, jeg har set… og nødvendige. I det hele taget en meget helstøbt højtaler, at beskue.

Lytteindtryk

Det første der faldt mig ind, da de første strofer forlod F-501 var, at de mindede mig utroligt meget om mine gamle B&W Matrix 804, som var mit første, ”rigtige” sæt hifi-højtalere. Både størrelse og lyd er meget lig. Og jo, det er faktisk en god ting…

For det allerbedste ved Fyne F-501 er, at de lyder helt vildt organiske og homogene. Klangen er til den lunere side, hvilket især skyldes at de har særdeles meget tyngde i bassen, trods deres størrelse. Man kan nærmest se de store Audiovector stå ved siden af og tænke ”det var godt nok pokkers…”. Men en ting er helt sikker, F-501 skal benytte de medfølgende spikes, hvis der skal bevares en vis kontrol over lydbillede og basgengivelse.

F-501 sætter absolut en stor lyd op, med masser af drive og storladenhed, og tryk på trommesættet. På den måde kompenserer de fantastisk for, at selve lydbilledet måske ikke er så stort, men alligevel formår at få en rimelig bredde på. Lige så er placeringer af de udøvende rimelig præcis. Dog er dybden i lydbilledet ikke noget man skal lede længe efter. Men det er helt normalt, også for andet udstyr i samme prisklasse, at de tekniske sider af musikken ikke altid honoreres 100 %.

Så Fyne har satset på det rigtige, og er gået efter musikken og ikke teknikken. Men det betyder så til gengæld også, at den musikalske oplevelse er i højsædet. I skrivende stund kører der Rammstein på vinylhøvlen, og det er både mørkt og dunkelt, og intenst og levende… helt den rigtige stemning! Og uanset genre så er det naturligheden, der hersker. Der er rigeligt med detaljer til, at man får en god indsigt i finurligheder i musikken, men det er hørt bedre i prisklassen. Lydbilledet savner som sagt noget størrelse, men når musikken fordrer det, flyttes detaljer fint ud i siderne.

Umiddelbart er F-501 nok mest en højtaler til rytmisk musik af forskellige genrer. Med klassisk musik og små ensembler falder den lidt igennem. Man kan sige at Fyne har skabt en højtaler, som rammer bredt, og det er faktisk ikke en dårlig ting. For umiddelbart forestiller jeg mig, at de fleste vil kunne lide lyden af F-501.

Og jeg har især nydt, at gå gennem mit repertoire af god gammel solid rockmusik… Pink Floyd, ZZ Top osv., men også nyere rock i den hårdere genre har fundet vej til pladetallerkenen og CD skuffen. Så tænker man i musikalsk nydelse, så har Fyne F-501 opfyldt opgaven til UG med kryds og slange.

 

Samlet indtryk

Fyne F-501 er ikke en gængs hifi-højtaler, for den fokuserer alene på musikken. Og det i en grad som selv meget dyrere højtalere må lede længe efter. Til gengæld har man så også valgt, at fravælge nogen af de tekniske dyder i musikken. Jeg synes, Fyne Audio har truffet det rette valg og gået den ene vej i stedet for, at prøve at gå begge veje. Og på sin vis kan man derfor også godt fornemme hvor folkene bag Fyne Audio kommer fra, for det lyder altså stadig lidt af Tannoy det her…

At det så samtidig er en lækker og alligevel simpel højtaler at beskue, gør bestemt ikke noget. Den coaxiale enhed giver sammen med den ekstra bas et meget visuelt rent udtryk, uden brudte linjer. Og så er detaljen med frontstoffet, der kan flyttes om på bagsiden, lige prikken over i’et. Så leder man efter musikalitet og rent visuelt design, så kan jeg kun give Fyne F-501 de bedste anbefalinger med på vejen!


Specifikationer:

  • Princip: 2½-vejs basrefleks højtaler
  • Dimensioner: 27 x 99 x 32 cm (B x H x D)
  • Vægt: 19 kg

Pris: Kr. 13.000,- /pr. sæt


Importør:

Bigture/Medlyd

Web: www.medlyd.dk
Tlf.: 7025 3009


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: ZYX 4D Ultimate, Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, EAR Phonobox MM
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2, iFi nano iOne
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Vincent DAC-7
12.09.2021
På med CD’en 7
13.07.2021
Canor Audio AI-1.20
04.03.2021
På med vinylen 19
05.02.2021
Vincent SV-737
27.10.2020
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Nyt hos Blue Cat Audio
09.09.2021
Dyrholm Audio Vision
03.09.2021
Chario tilbage i Danmark
22.08.2021
Ifi Audio Zen Stream
19.08.2021
Nyt fra Grado
06.08.2021
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2021 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes