Som indledning til dette indlæg er min konstatering at LYNX forstærkermodulet produceret af Jan Dupont, langt fra opfylder kravene til et uproblematisk DIY projekt. Det følgende understreger med al ønskelig tydelighed, at man ikke kommer sovende til et vellykket resultat. Selv i vågen tilstand vil det ikke lykkes uden ændringer.
Jeg har en stor medfølelse med Dawid, som ejer modulerne, jeg har haft i pleje et par dage. Jeg har fået æren af at kigge nærmere på opgaven, da jeg i debatforløbet var af den sikre overbevisning, at det måtte være muligt at få forstærkermodulerne til at fungere. Men sådan skulle det ikke være. Og førstedagen endte da også med beskeden, at jeg ikke kunne redde Jan Dupont' s ustabile layout. Selv har jeg gennem tiden lavet mindre heldige konstruktioner, men aldrig noget så ustabilt som LYNX'en. Oscilloskopbilledet minder om noget fra en radiosender.
Normalt er det muligt at køre en forstærker langsomt op i spænding, samtidig med, at man overvåger spændinger og strømme centrale steder i kredsløbet. Men med LYNX'en opstår der – overvåget af et oscilloskop – pludselig, som lyn fra en klar himmel, højfrekvent selvsving og et glimt fra sikringen og man kan starte forfra med at skifte en eller flere transistorer.
Da jeg fik de to monterede print overdraget var en 16A træg sikring til udgangstrinnet brændt over. Nærmere undersøgelse førte til konstateringen af, at endnu en sikring til drivertrinnet var brændt over og de to drivertransistorer MJE15032/33 var kortsluttede. De omtalte transistorer er gamle kendinge fra mine tidlige eksperimenter med mit seneste projekt, hvor høj switchfrekvens tog livet af dem. Jeg anvendte endda to parallelt koblede, som tilsammen kunne klare 16 ampere driverstrøm. Lige lidt hjalp det. Selvsving i megahertz området er bestemt ikke deres livret kan jeg hermed fastslå.
Årsagen til vanskelighederne med forstærkeren er nu definitivt fastslået. Årsagen er den enkle, at forstærkeren svinger lystigt på varierende frekvenser alt efter forsyningsspændingen og justeringen af tomgangsstrømmen. Og er der noget, som kan dræbe en forstærker uden man opdager det i tide, er det højfrekvent ustabilitet, som i dette tilfælde kommer som trold af æske blot ”man kigger på den” så at sige. Det kan Hr. Dupont ikke være bekendt!
Forsøg med supplerende afkobling af forsyningsspændingen og zenerreguleringen til Opamp'en er uden effekt. En alternativ Opamp LF356 forandrer karakteristikken og frekvensen på selvsvinget, men resultatet er uanset anstrengelserne en fortsat MEGET ustabil forstærker, som ved fuld spænding brænder komponenter af i tomgang. Hvis man kan kalde heftigt selvsving tomgang?
Jeg kan nu ved selvsyn konstatere, at der ikke er kludret med konstruktionen og den fysiske ibrugtagning af forstærkeren. Den usikkerhed er der altid, men absolut ikke i dette tilfælde! Alle grundlæggende færdigheder- tilstrækkelig til at forbinde de færdige print med strøm – har tydeligvis været tilstede. Man kan ikke bruge den mistanke til at undskylde konstruktionen. Det er en OM'er Hr. Dupont!
Jeg havde mentalt pakket projektet ned i kassen med uløste problemstillinger. Men efter en god nat søvn, satte jeg mig til at drikke min morgenkaffe og kigge lidt i henholdsvis ”glemmebogen” og teoribogen samtidig med, at jeg hentede databladet på OPA627, som sidder i indgangstrinnet på LYNX 3.0 modulet.
Jeg kom langt omkring i min søgen efter en løsning og vendte tilbage til forstærkerens indgangstrin. Open Loop forstærkningsfaktoren er langt over 100dB = mere end 100.000 gange. Dette kombineret med dens Open Loop båndbredde gjorde, at jeg fattede mistanke allerede her. Lokal modkobling kunne være svaret på problematikken. Ejeren havde i forvejen, men uden tilstrækkeligt held ”højfrekvent modkoblet” OPA627 med en 1nF fra kredsens output til negativ input. Dette med hjælp fra DIY forum omhandlende tilsvarende vanskeligheder med LYNX'en.
Tilføjelse af lineær lokal modkobling af OPA627 havde jeg forsøgt, allerede inden jeg opgav i første forsøg. Men det havde ingen nævneværdig effekt på forstærkerens voldsomme tendens til selvsving.
Med held kunne forstærkeren køres op i spænding ved nedjusteret tomgangsstrøm, men som trold af æske vendte selvsvinget tilbage når tomgangsstrømmen justeredes op til niveau. Ergo måtte der være anledning til at kigge nærmere på området fra ”VAS-” og biaskredsløbet”, predriver og driver. De anvendte ”VAS” og predrivere MJE340/350 har gode switch- og højfrekvensegenskaber. VAS trinnet har i dens originale udformning lokal modkobling/nedsat forstærkningsregulering gennem en tilføjet emittermodstand. Normalen er at spændingsforstærkningen alene forgår her. I dette tilfælde deler Opamp'en og VAS sektionen opgaven mellem sig. Jeg fattede derfor mistanke til at transistorernes – især drivertransistorens parasitiske værdier (Miller effekt) og deraf følgende fasedrej mod høje frekvenser. Transistorernes indbyrdes kobling og selvsving provokeret af justeringen af tomgangsstrømmen satte tanker i gang. Når de elektriske værdier ved stigende frekvens drejer fasen 360 grader går kredsløbet i selvsving. På den baggrund valgte jeg at montere to kondensatorer på 1nF fra Panasonic mellem basis og emitter på predrivertrinnet Derefter faldt alting til ro. Væk var selvsving og forstærkeren opfører sig nu som en forstærker skal. Stabil og kontrolleret. Nedenfor ses måling af forstærkerens ydelse.
Effekt til klippegrænsen: 174W – 6.6 ohm – 1.2% THD&Noise – 1kHz.
155W – 6.6 ohm - 0.05% THD&Noise – 1khz.
DC offset < 10mV (klippestabilt)
Input impedance efter ændring 10kohm.
Resultatet blev to print, som opfører sig som enæggede tvillinger uden den mindste antydning af ustabilitet, som det burde have været lige fra starten.
NAVIGATION
Hjælp
Chat
Aktive emner
Brugere
Søg
Opret ny bruger
Log ind
Emne: Lynx 3.0 poweramp problem?
Emne lukket)
:
