Sendt: 31 Juli 2021 kl. 23:19 | IP-adresse registreret
|
|
|
Mikkel, jeg vil gerne have lov at svare dig på dit spørgsmål til mig, men du har lukket tråden før jeg fik chancen, og her er mit svar:
I forbindelse med overførsel af elektriske signaler ved frekvenser i det hørbare område (ca. 20Hz - 18kHz) anvender man modeller, der består af lineære differentialligninger. Det gør man med stor succes, fordi de med tilnærmelse giver god overensstemmelse mellem det, man kan regne sig frem til og måle i virkeligheden.
Skal vi indenfor det paradigme modellere afsendende apparat vil man oftest bruge en spændingsgenerator i serie med en impedans, der repræsenterer apparatets udgangsimpedans. Denne udgangsimpedans er oftest ikke kun resistiv, men indeholder også såvel integrerende som differentierende led, så man får en, i simple tilfælde, impedans med 1 såkaldt nulpunkt og to poler. Det giver såvel en nedre som en øvre grænsefrekvens, som begge, hvis vi taler om ordentligt grej, ligger godt udenfor det hørbare område. I det hørbare område vil udgangsimpedansen ofte være tilnærmelsesvis resistiv, og ikke særlig stor, fx 100Ohm.
Men der skal jo også et kabel til. Et kabel kan man modellere med en overføringsfunktion med, i simple tilfælde, 2 nulpunkter og to poler, som oftest med samme antal poler som nulpunkter, og i det hørbare område vil kablet oftest være en lille resistans. Det kunne jeg dog selv godt tænke mig at måle på en gang, men jeg har ikke udstyret. Polers og nulpunkters placering afhænger af kablets konstruktion, og det er der ikke noget underligt i.
Modtagende apparat har også en indgangsimpedans efter samme princip som udgangsimpedansen, men oftest i ohm meget stor, fx 100kOhm. Fordelen ved en stor indgangsimpedans er, at man gør sig mere uafhængig af kablets impedans samt afsendende apparats udgangsimpedans.
Så skal man tale om impedans mis-match, så er det stor udgangsimpedans overfor lille indgangsimpedans.
Nu ville det være fint, om jeg kunne komme med nogle praktiske eksempler på aktuelle værdier af udgangsimpedans og indgangsimpedans, der ikke blot var rent resistive, men det har jeg ikke. De ohmske værdier kan man dog ofte læse sig til i manualer. Men det er kun den resistive komponent, ikke den kapacitive eller induktive.
Imidlertid opfører virkeligheden sig ikke altid som lineære differentialligninger. Det kan man måle sig frem til. Så mit bud på hvorfor nogle kabler lyder anderlede end andre tilskriver jeg ulineariteter, som "falder udenfor" de lineære modeller, og som afhænger at typisk den anvendte isolering. Og det er der intet underligt i.
Jeg håber, at det er forståeligt for nogle. Det ER kompliceret stof, der ikke bare kan reduceres til et spørgsmål om et upræcist på kun resistans funderet impedansbegreb.
Med venlig hilsen
|