Hej.
Måske dette kan interessere nogle?
Jørn Tuxen fra DRs teknologiske stab forudser at HDTV vil blive indført i Danmark i løbet af få år - og at vi skal have en udrulningsplan klar allerede til RCCs frekvenskonference i 2006.
- Det er to år siden at mine kolleger i Sverige blev opmærksomme på at TV-stationernes billedkvalitet ikke er god nok til de flade skærme, siger Jørn Tuxen, - og de tog derfor emnet op i EBU - European Broadcasters Union.
Tuxen er seniorkonsulent i DRs teknologiske stab og han har i de seneste 28 år arbejdet med test af udstyr og projektering af stationens produktionsanlæg.
- Vi har hidtil regnet med at 2-3,5 Mbit/sek er tilstrækkeligt til satellittransmission. Men på fladskærmene ser det direkte dårligt ud, og vi må derfor regne med at skulle opgradere bitraten til 6 Mbit.
Markedet driver udviklingen
Det er som bekendt indholdet der driver markedet, for satellit- og kabeloperatørerne har kun en forretning hvis de har et indhold som deres kunder vil se. Man taler om at "Content is King".
Med den nye teknologiske udvikling går Jørn Tuxen skridtet videre og siger at "Consumer is King", for med fladskærmenes indtog er det ikke nok at indholdet er i orden, det skal også have en teknisk kvalitet der matcher skærmenes ydeevne.
- Fladskærmene er progressive mens vores signaler er interlacede, og alene dér har vi et kvalitetsmæssigt problem når der er hurtige bevægelser i billedet, f.eks. ved sportstransmissioner. Desuden har PAL-signalet en opløsning på 720 x 576 pixels og det er for lidt i forhold til de bedste fladskærme som sælges i dag.
Jørn Tuxen påpeger at priserne på fladskærme falder med ca. 20% om året og at kvinderne, der jo står for hjemmets indretning, kan lide den nye type TV.
- Kvinderne vil ha fladskærms-TV på grund af designet, forklarer han, - og mændene sætter pris på det store billede og den høje billedkvalitet. Men når mændene opdager hvordan TV-udsendelserne tager sig ud i den store størrelse så vil de forlange en højere sendekvalitet.
Europas HDTV-format
For virkelig at udnytte de store skærme skal vi derfor have HDTV i Europa, men det er endnu ikke endeligt besluttet om formatet skal være 720 x 1.280 progressive, eller 1.080 x 1920 interlaced, forkortet til 720/50p og 1080/50i.
- 1080-formatet er bedst til faste billeder, erkender Jørn Tuxen, - men så snart der kommer bevægelse i billederne bliver der problemer med kompressionen af de interlacede halvbilleder. Populært sagt giver 1080i giver en svingende billedkvalitet mens 720p giver en konstant billedkvalitet.
Tuxen er opmærksom på at der er tanker fremme om et progressivt 1080-format, men han er afvisende overfor ideen:
- 720p rammer lige ind i hjertet på forbrugeren, for der er trods alt en grænse for hvor store fladskærme der er plads til i hjemmene, og praktiske erfaringer i EBU-kredsen viser at man får mere billedkvalitet med 720p end med 1080i.
Afvisningen af 1080p skyldes dog også at et så kraftfuldt format vil byde på store tekniske og økonomiske problemer, alene af den grund at den nuværende HD-SDI-standard kun giver plads til ukomprimeret 720p og 1080i. Et ukomprimeret 1080p vil simpelt hen kræve dobbelt så megen båndbredde og derfor en helt ny standard.
Jørn Tuxen er dog ikke i tvivl om at der vil blive udviklet produktionsudstyr til 1080p, og også til endnu kraftigere formater. Men han mener at disse formater må overlades til filmbranchen, der har "penge nok". Det sidste begrunder han med at overgangen til digital produktion vil medføre store besparelser i filmindustrien. Og desuden er det jo livsvigtigt for filmfolkene at levere et produkt der kvalitetsmæssigt er bedre en TV.
DRs konkrete planer
DRs holdning til HDTV er altså ubetinget positiv. Men der er endnu ikke nogen fast køreplan for indføringen af high definition i Danmark.
- I første omgang skal vi i gang med at producere udvalgte programmer i HD, forklarer Tuxen, - og det vil ske efter en såkaldt Ø-strategi hvor postproduction foregår på isolerede redigeringscomputere der ikke indgår i DRs generelle, netværksbaserede prodktionsflow som vi netop er ved at udbygge.
- Lige nu forholder vi os dog afventende, for et af målene med udflytningen til DR Byen er at vi skal arbejde båndløst, og stort set alt optageudstyr til HD er i dag båndbaseret.
Tuxen understreger dog at DR Byen er forberedt til high definition, for alle de nye videomiksere kan softwareopgraderes til HD, og SDI-nettet er allerede fra starten HD-SDI fordi en efterfølgende opgradering ville være alt for dyr.
- På kamerasiden kan vi se at priserne falder voldsomt, og vi har derfor valgt at vente med indkøb af HD-kameraer, siger han.
- Men til næste år afholder RCC en frekvenskonference hvor alt vil blive taget op til genovervejelse, og til den tid skal vi derfor have konkrete planer klar så Danmark kan stå stærkt i forhandlingerne om den nye frekvensfordeling. Omfordelingen af frekvenser omfatter mastbaseret TV i hele Europa plus dele af Afrika og Asien, og den skyldes digitaliseringen af sendenettet, samt et krav om mere plads til bl.a. mobiltelefoni.
DR satser "jordbaseret"
Sidst på året vil det digitale sendenet kunne tages i brug i Danmark, men det er endnu for tidligt at sende HDTV:
- Med den MPEG-2 kompression vi anvender i dag er der kun plads til en enkelt HDTV-kanal pr. mux, og da vi i første omgang kun har en enkelt mux så vil en HD-kanal lægge beslag på hele kapaciteten, forklarer Jørn Tuxen.
- Men vi går alligevel 100% ind for den mastbaserede transmission, for vi er trætte af at være afhængige af satellitoperatørerne og alle problemerne med modtagekort der ikke fungerer i settop-boksene. Så i fremtiden bliver satellitterne en sekundær transmissionsform for DR.
Begrebet "mastbaseret transmission" er i øvrigt relativt nyt, for traditionelt har man brugt ordet "jordbaseret", som stammer fra den engelske betegnelse "digital terrestrial transmission". Jordbaseret skal naturligvis forstås i forhold til satellitbaseret, men det har vist sig at mange forbrugere misforstår begrebet og tror at de jordbaserede signaler løber gennem jorden. Så hos DR foretrækker man nu at tale om "digital mastbaseret transmission".
Blå bog: Jørn tuxen
Jørn Tuxen har arbejdet 28 år hos DR hvor han bl.a. har været med til at indføre satellittransmission til sendemasterne, satellittransmission af DR2, digitalisering af nyhederne, og netop nu digitalisering af den øvrige programproduktion.
Jørn Tuxen er DRs repræsentant i EBU, European Broadcasting Union. Fra 1. januar fungerer han som formand i EBU TQU, Television Quality Evolution.
Tidligere i ansættelsen har Jørn Tuxen bl.a. været laboratorieleder med ansvar for test af udstyr.
Jørn Tuxen er uddannet civ.ing. med speciale i elektronik. Før han kom til DR arbejdede han syv år hos Storno med produktion af privatradioer.
Fakta om DR og HDTV
Ifølge EBU vil broadcasterne møde HD indenfor 2-3 år. "Mødet" skyldes at forbrugerne investerer i store fladskærme, og at man til den tid desuden vil kunne købe "DVD"-skiver i HD-kvalitet. Afspillerne vil næppe koste mere end 500-1.000 kroner.
Om 2-3 år vil MPEG-4/H-286, kompressionsstandarden være klar til praktisk anvendelse. Dermed vil kravet til båndbredde blive halveret så der er plads til to HDTV-kanaler pr. mux. Der er dog endnu nogle forhold som skal afklares med indholdsleverandørerne (Hollywood etc).
I 2006 afholdes en RCC frekvenskonference hvor frekvensfordelingen i hele Europa plus dele af Asien og Afrika tages op til nyvurdering. DR vil slås for at få plads til HD fra sendemasterne, og stationen skal derfor allerede til den tid kunne producere, gemme og genbruge optagelser i high definition.
DR Byen er forberedt til HDTV: Infrastrukturen er HD-SDI og de nye videomiksere kan softwareopgraderes til HD.
DR går ind for 720p som HDTV-format på basis af tests hos bl.a. BBC, RAI og SVT hvor svenskeren Lasse Haglund har gjort et stort arbejde.
- I løbet af 2-3 år vil broadcasterne i Europa blive mødt af massive forbrugerkrav om bedre billedkvalitet, forudser Jørn Tuxen fra DR. - Det skyldes dels det eksplosive salg af store fladskærms-TV, dels at man til den tid vil have "HD-DVD"-skiver og tilhørende afspillere der næppe koster mere end 500-1.000 kroner.
Mvh. Peter Pan. Se link -