Jeg håber at dette er oprettet i den rette kategori ellers må I have mig undskyldt. Det er udelukkende indrykket for at bidrage med lidt morskab, så vi kan genfinde den lette og til tider lystige stemning med smil på læben og et venligt ord til hinanden. Det handler om musik, dog ikke lige på den måde vi plejer at se det, kommentarer modtages gerne, er der f.eks. nogle af jer der kan huske udsendelsen eller i øvrigt har kommentarer til, vel nok den tids mest kontroversielle pladevender.
Dette er en udskrift fra et bånd der er optaget fra DR, sikkert P3 i sådan ca. 1978, studieværten der prøver at være sjov og lykkes med det, efter min mening, er salige Poul Borum, manden der åbenbart var gået glip af så meget ungdom at han i en temmelig sen alder valgte at ride med på punkbølgen, hvilket klart kunne ses af hans påklædning.
Til de af jer der kender hans karakteristiske mørke og tørre stemme prøv at genkalde jer den, det højner morskaben. Lad os begynde, det starter sådan her :
Poul Borum:
Vi skal ha’ lidt humor eller húmor som det hedder på Tysk.
National Lampoon. Rockparodier, det er svært at lave, i vært fald frivilligt, men det kunne National Lampoon, det Amerikanske humoristiske, satiriske tidsskrift, det er en gruppe der også lavede plader, radioudsendelser, TV-programmer o.s.v.
På pladen Radio Dinner fra 1972 havde de en usædvanlig ondartet parodi på John Lennon når han var allermest sur, sangen hedder Magical Missery Tour.
(Her spilles nu denne sang der er en usædvanlig vellykket parodi, jeg tror at det unævnelige Fu*k ord bliver sagt mindst 50 gange)
Poul Borum:
Drømmen er forbi sagde parodien på Ono og geni er smerte demonstrere National Lampoon’s John Lennon. Han fik sandelig nogle sandheder at vide og han havde jo selv bedt om det på pladen året før, Imagine fra 1971, hvor han synger ”gi’ mig lidt sandhed”, ”Give me me some truth”
(Sangen ”Give me some truth” med John Lennon bliver spillet)
Poul Borum:
Ja, det var sandhedssøgeren John Lennon som jo blandt andet udmærker sig ved ikke at have spillet i Black & Blue. Black & Blue blev som bekendt grundlagt i South Hampton i efteråret 1969 af Oscar Wilde Jr. en undvegen straffefange som havde stjålet en mundharpe.
Gruppen udviklede sig snart til at blive syd-øst Englands førende psyko-farmiske blues band. Mod sig havde Oscar Wilde Jr. The Reverent Fergus Ferguson på krotales, Michael the Old Hand på tuberkulabells og Algonan Charles Swinburne på elektrisk vaskebræt, som dog hurtigt blev afløst af sin mor Ma Swinburne, Ferguson forlod gruppen ret tidligt da han skulle ud med aviser.
Kort efter gruppens 17. plade det 4½ dobbelte live album ”Soundcheck” fra 1970 kom O’Henry James Joyce Carrie Grant McDonald Duck til på akustisk synthesizer, han flygtede senere til Danmark og spillede en årrække en lidet flatterende rolle i grupper som Funk Bandet ”HT-City”, contry og hersted wester gruppen ”Ekstra Nummer” og new new wave orkestret ”Farum Midt Punk”.
I mellemtiden var gruppen blevet opløst – i syre, men allerede 14 dage tidligere gendannet uden nogen af de oprindelige medlemmer, bort set fra roadien Little Big Alfred Tennison, som blev kaldt Little Big fordi han som regel var middelhøj. Mod sig på taske-instrumenter havde han Benny I’m-not-one-of-the-brother-Gibs som ikke var en af brødrene Gibs, han var enebarn og stavedes for øvrigt med P. Endvidere Edvard T. Elgar på skrå, I.B.M. Rimmington Hoover på tekst reklame – Tak drenge, Ferdinando Estrelita på 10 strenget Tyrkisk kalva, Ferdinante Sosyre på linggamfon og Dwight Bad-Wether High på falderebet.
Denne afløses dog snart af Ju Hu på elektrisk flygelhorn som var født i det Nord-vestlige South Hampton og derfor tilførte gruppen en meget Funcky sound. Han gik senere solo og floppede totalt med sin første plade ”One in a million” og efterfølgeren ”Two in a million”. Gruppen tog nu navneforandring til Blue & Black og fik et pigekor med som bestod af 4 kor piger nemlig Jennifer Jodanare på bas, Olivia Elton John på sporan og Annemarie Sørensen på tenor, der førstnævnte var af dansk æts, Olivia Elton John der imod kom til at lide af en alvorlig personlighedsspaltning og skabte sig indtil flere karrierer, Annemarie Sørensen hørte man ikke meget til hverken før, under eller efter, hun blev efter sigende gift med en grønthandler. Han blev afløst af Ernest Hemmingway på trommer, gruppen bestod nu foruden af Hemmingway af Bejamin Britten på trommer, William Blake på trommer og Maggie Chatcher på trommer, deres 41. plade ”Stiks and no stones” blev især berømmet for sit eminente trommespil. Gruppen blev nu indsnævret med den 2½ meter høje døvstumme kinesiske albino Tony Perkins på vokal. Perkins var en yderst karismatisk personlighed som 4 gange belv indlagt med karisma. Efter gruppens endelige opløsning har både David Johansen og Milton Underwater udsent soloplader under andet navn, hvorimod . . . . .. . . .
NAVIGATION
Hjælp
Chat
Aktive emner
Brugere
Søg
Opret ny bruger
Log ind
Emne: Musik kan også være sjovt
Emne lukket)
, lavede islutningen af 70'ne en slags 'newwave' program som jeg slet ikke kunne få nok af, det eneste jeg kan huske af hvad han sagde var; 'at putte sit hovede i en sæk' og det er da noget underligt at kunne huske
........
Kanon godt Macwerk. Jeg elsker montager. Denne har jeg ikke
Tror han er på sommerferie og nyde den kun alt for rigelige sol her til lands 
