Hvis du læser dette, er du sandsynligvis ramt af hifibacillen i middelsvær grad – på evig jagt efter opgraderinger og tweaks. Velkommen i klubben. Jeg besluttede for nylig at gentænke, hvad jeg havde brug for – et godt, fleksibelt anlæg, der lyder godt fra start, men som også kan opgraderes løbende – og alligevel ikke koster en bondegård (dvs under 10.000 kr) i fuldt udbygget tilstand.
Smag og behag er som sagt forskellig – men måske kan du anvende nogle af overvejelserne.
1. Okay, først og fremmest – hvilken musik lytter du til?
For mit eget vedkommende må jeg konstatere at det primært er blues, jazz, lidt symfonier og en dosis pop/rock i ny og næ – men altså primært musik, hvor stemmer og akustiske instrumenter er i fokus.
2. Lytterum og lydtryk – hvor stort er rummet, og hvor højt niveau lytter du på?
Mit rum er på 40 m2 – men jeg bruger kun halvdelen af rummet som lytterum. Jeg hører sjældent musik så højt, at man er nødt til at råbe til hinanden. Så forstærkeren behøves altså ikke at være et effektmonster.
3. Hvilke musikalske parametre prioriterer du højest?
”Naturlig” klang, stort rum med hul igennem, dynamik og nerve – til gengæld vil jeg gerne give afkald på dybbas og neutralitet, hvis bare foden vipper i takt til musikken. Det skal være engagerende.
4. Hvad skal være hjertet i dit anlæg - Forstærkeren
Ja, hvad skal det hele bygges op omkring? Er du gladest for dine højttalere, forstærkeren eller signalkilden?
Nu jeg starter fra scratch, vil jeg centrere musikgengivelsen omkring forstærkeren – erfaringsmæssigt er der stor spændvidde i forstærkeres personlighed – og en slet valgt forstærker kan ødelægge musikglæden, mens en godt valgt forstærker tilsvarende kan skabe vild synergi.
Naturlig klang, stemmer og akustiske instrumenter, nerve og beskedne effektkrav? – Det lugter langt væk af rørforstærkere. Et af de billigste, gode effektrør er EL84-røret, som ofte anvendes i guitarforstærkere. EL84 har også ry for at have en snert af sødme. Og så ere opgraderinger overkommelige, hvis man vil lege lidt med lyden. Godt så. Skal det være billigt, må vi kaste blikket mod Kina. Jeg endte op med den her (Mengyue Mini, som typisk kan fås for omkring 2500 kr – billigere, hvis man er heldig på netauktioner og vælger langsomste leveringsform). En anden fordel med rørforstærkere er at det er muligt at tweake lyden ved rørskift (det kommer vi tilbage til). Jeg kan godt lide klangen af den forstærker – så det var et lucky punch.
5. Hvad skal dit anlæg bestå af, som basis – Signalkilde
Jeg ejer ikke en lp, så mit udgangspunkt er digital afspilning – pc eller cdafspiller. Jeg vil ikke kaste for mange penge efter en cdafspiller, da der blandt lægmand er ved at være enighed om, at harddisk-baseret afspilning giver bedre lyd – hvis det vel at være sker via digital udgang, på en støjsvag pc og via ekstern DAC.
Andre fordele ved at anvende pc’en som signalkilde er dels fleksibilitet i
- kildevalg (webradio, streaming eller harddisk),
- afspilleformater (pc’en kan jo nærmest afspille alle formater),
- valg af afspillesoftware (der ER lydmæssige og betjeningsmæssige forskelle, de enkelte afspilleprogrammer imellem)
- Muligheder for digital manipulation (convolvere, rumkorrektion etc.)
- De generelle muligheder for at opgradere/skifte software og add-ons.
Signalkilden er hermed bestemt – og pc’en har jeg jo i forvejen. Derudover skal jeg bruge en god, ekstern DAC, højttalere og kabler imellem hele molevitten.
Ekstern DAC
Jeg har før anbefalet EMU 0404 USB. Den er forsynet med en hamrende god DAC, som bl.a. også anvendes i Slimdevices Transporter (pris ca. 11.000) og Stello 220 DAC (omtrent samme prisleje). EMU’en koster ca. 1600 kr – og kan tage signaler fra pc/cd/dvdafspillere. Anbefales. En god DAC er under alle omstændigheder nødvendig, hvis pc’en skal fungere som signalkilde. Og den giver også et løft af selv gode cdafspillere.

Højttalere
Jeg har lyttet til mange højttalere, og kan generelt godt lide coax-højttalere (lydspredning fra ét punkt, fordi diskanten sidder i midten af bassen) a la Tannoy og KEF. Dynamik er også et hit, hvilken kunne tale for en Klipsch. Alternativt er hjemmebyg med SEAS coaxial-elementer også en mulighed – eller en fuldtoneenhed.
Fuldtone-enheder er ofte et godt match til rørforstærkere, idet de er kendt for deres høje følsomhed. Til gengæld har de også ofte stigende frekvenskurve, hvilket dog netop rørforstærkere (med afrundede frekvens-ender) oftest kompenserer for. Jeg vil satse på en færdigbygget fuldtone-højttaler i et fornuftigt prisleje – hvis det ikke er sagen, er finish’en dog så god at den forhåbentligt kan sælges videre uden det store tab (til forskel fra hjemmelavede højttalere). Efter lidt research på nettet endte jeg med at dvæle ved fe167e-enheden fra fostex – og en færdig løsning til fornuftige penge blev fundet i USA: Tekton Audio, ca 4.000 kr for et sæt. Det er populært sagt en fe167e smækket ind i et pænt basrefleks-kabinet, intet delefilter eller frekvenskorrektion. Nydelig forarbejdning. Lyder flot fra start, selv om enhederne anbefales 200 timers rockerbank – eller mere. Måske det skyldes at der er spændt en rørforstærker for.

Kabelvalg
Her anbefaler jeg at prøve et bredt sortiment hos forhandlere, eller allerbedst: selv at lodde nogle kabler sammen. I den forbindelse er valg af stik uhyre vigtig. Jeg sværger til Eichmann Bullet Plugs på signalkabler. Den grundlæggene ide i de stik, er groft sagt at overføre signalet gennem mindst muligt metal – stikkene giver ”hul igennem” i uhørt grad. Hvis den samme filosofi overføres til højttalerkabler, så taler vi om hule bananrør (som også har den fordel at de er hamrende billige). Lyt dig frem – der er meget at hente.

Tweaks
De små ting, som gør musikken lidt sjovere: rørskift, dæmpefødder, standere, standerfyld, vægtposer.
- Jeg har rodet lidt med rørskift, og er endt med EL84-rør fra TAD, indgangsrør fra Tung Sol (også købt hos TAD),
- halve Styropyr-kugler som dæmpefødder (købes hos Panduro Hobby) under forstærkeren – bedre end Sorbothane i mit setup. Anvender ingen dæmpefødder andre steder (forskellige materialer er forsøgt alle andre steder).
- fyldt højttalerstanderne med sand,
- købt en brugt Pioneer DV363 dual-laser dvd (dvs seperat laser for hhv dvd- og cd-afspilning) til bekvem afspilning af cd’er. Pris ca 600 kr.
- Vibrationsdæmpet Pioneer’en med 2 blyposer a 3 kg ovenpå.
- Endelig spiller jeg ”på skråt” af lytterummet, hvilket efter min overbevisning kraftigt reducerer stående bølger – det er gratis at flytte rundt på tingene, og kan give store lydmæssige gevinster.

Hvad har det her betydet?
Først og fremmest er jeg holdt op med at jagte forbedringer – nu jagter jeg musik, og nyder nærmest alt, hvad der afspilles – også genrer jeg normalt ikke har bevæget mig rundt i..
Hvad der er mest interessant i denne artikel er dog, at det rent faktisk er mulig at få meget vellyd for få penge i alternative løsninger – specielt hvis man er tålmodig ved leveringstid på nethandel, lidt fiks på fingrene ved højttalerbygning eller lodning af stik/kabler er der penge at spare. Find også løsninger, hvor det er muligt at opgradere dit eksisterende udstyr, frem for at skulle sælge og købe nyt. Prøv at gentænke dit udstyr, med udgangspunkt i de 5 spørgsmål. God fornøjelse.