HIFI4ALL.DK | ||
Delperion Calliste Mikkel Gige [06.10.2006] | ||
| ||
Denne højtaler er simpelthen så gennemtænkt, så du tror det er løgn. Enhederne er matchet inden for 0,5 dB, delefilteret har håndviklede luftspoler og fine plast-kondensatorer, og terminalerne bagpå er store og kraftige, og kan gabe over alt du tilbyder dem. Enhederne består af en 6½” bas/mellemtone specielt udviklet til denne højtaler og en 1” Vifa Dual Concentric diskant med en Wave plug i midten. Enheder sidder ikke bare fast med almindelige spunskruer (træ-skruer), næ nej. Her er brugt maskinbolte med fingevind med en islags-møtrik på bagsiden, så her kan de spændes fast til det knager i kabinettet. Støbte chassiser, store magneter og spoler til UG med kryds og bolle. Lige meget hvad du kigger efter i denne fine højtaler, så virker det som at nogen har brugt rigtig meget tid på at finde de bedste, og ikke nødvendigvis billigste løsninger. Alligevel er prisen for dette sæt kun 7999,- plus standere til 1000,-, hvilket i øvrigt virker latterlig billigt når man tænker på hvad du får dine penge, både lyd- og konstruktionsmæssigt. Hvad angår lyden som disse kasser leverer, så savner jeg intet. Bassen er i forhold til højtalerens størrelse forbløffende dyb, og rimelig stramt gengivet. Stortrommer præsenteres med smæk på, også så det kan mærkes, og basgangen holdes i nogenlunde stramme tøjler. Mellemtonen er letflydende, med smukke naturlige stemmer og et hav af detaljer. Diskanten fortsætter opefter på samme letflydende og musikalske måde, uden nogen hørbar overgang. Der er masser af luft om de udøvende, og perspektivet er stort og rimeligt aftegnet.
Under testen prøvede jeg et højtaler-kabel fra Kinesiske Compact, leveret af GM Sound sammen med Calliste. Det har en smule fylde i bassen, og ellers ingen unoder. Det er et godt match til Calliste, og koster kun 900,- for 2x3 meter fuldt termineret.
Konklusion: Delperion Calliste er en smuk, ikke helt lille, standerhøjtaler, som tiltaler en med sit smukke ydre, men nu er det som sagt ikke altid det ydre der tæller. Lytter jeg til det der kommer ud, så føler jeg mig stadig tiltrukket af Calliste. Efter nogle dage forekommer den alligevel lidt anonym, jeg savner lidt gang i den. Den spiller godt, men forekommer også lidt for tilbagelænet. Det er et spørgsmål om smag, og det er jo som sagt subjektivt, så giv den et lyt, det fortjener den. Måske er det højtaleren i dit liv. Tekniske Data:
Distributør: GM Sound | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |