HIFI4ALL.DK
Slimdevices SqueezeBox V3 Wireless
Morten Witzel  [16.11.2006]
Squeezeboxen er en medieafspiller til din computer. Den kobles til din computer via netværk, enten via netværkskabel eller i en trådløs opsætning.

Mit første indtryk da jeg pakkede denne lille dims op, var: ”Åh nej, den får jeg aldrig sat til”. Men efter bare 10 minutter, virkede det hele pludseligt, uden rigtig at vide hvordan jeg havde fået det til at virke. Jeg frygtede kort at jeg skulle åbne brugervejledningen, men det var slet ikke nødvendigt. Menuerne på Squeezeboxen er brugervenlige og ligetil, hvilket jeg bestemt ikke havde forventet.

Efter udpakningen af Squeezeboxen, skal man ind på SlimDevices hjemmeside og downloade et serverprogram kaldet SlimServer. Programmet sørger for, at finde musikken på din computer og står for forbindelsen mellem computer og Squeezebox.

Squeezeboxen fylder stort set intet, den har et stort display, to digitale og en analog udgang og så er udseende bestemt ikke helt ved siden af. Selv fjernbetjeningen ser ordentlig ud, og virker på ingen måde skrøbelig.

Terminalerne er gode, guldbelagte RCA der sidder godt fast på Squeezeboxen. Ydermere findes en digital og coaxial udgang, så man kan sende signalet igennem en ekstern dac.

Det oplagte spørgsmål må vel være: Hvad kan Squeezeboxen som en almindelig computer ikke kan?

Svaret er ikke sådan ligetil, for der er mange ting en almindelig computer kan, som Squeezeboxen ikke kan. Men brugervenligheden på Squeezeboxen er så enkel at selv min gamle far kan finde ud af den. Den kan ikke afspille film, og du kan ikke bruge den til at at logge på netbank. Squeezeboxen er en ren musikafspiller, og det gør den ganske fornuftigt. Den er ikke et forsøg på at afløse din computer, men skal ganske enkelt stå for afspilningen af musikken på din computer, så du kan bruge computerens ressourcer på alt muligt andet.

Til den pris som Squeezeboxen koster, kan man få et ganske hæderligt lydkort istedet. Og endda have penge i overskud. Men det jeg hæfter mig særligt ved, er den trådløse overførsel af lyden, uden nævneværdig tab af kvalitet, og den mængde kabler man nu vil være foruden.

Squeezeboxen lagrer musikken i en buffer, det gør at musikken kører videre hvis du skulle få lyst til at genstarte din computer. Der ligger ca 80 sekunder musik i bufferen, hvilket i mit tilfælde er rigeligt til at kunne genstarte computeren. Der er til tider lidt ventetid på netværket. Om det er det trådløse netværks skyld, eller årsagen ligger et andet sted i systemet, ved jeg ikke. Det kan dog være ret irriterende at skulle vente på musikken.

Der er flere sprogfejl på Squeezeboxen, dette gælder især for SlimServeren. Min version er 6.5.0 og mange af fejlene vil blive rettet løbene. Mange af beskrivelserne under indstillingerne i SlimServeren, er en blanding af dansk og engelsk. Et godt eksempel er i feltet omkring iTunes: ”Anvend iTunes – Do not use iTunes”. Ordet ’Fetching’ dukker jævnligt op. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad det dækker over, men der kommer vel snart en ny software opdatering som fjerner alle disse små bugs.

Da Squeezeboxen har indbygget volumenkontrol, kan man i teorien bruge den som forforstærker. Så du kan tilslutte den direkte til en effektforstærker eller til et par aktive højttalere. Jeg er ikke sikker på at et trådløst netværk er støjfrit, men jeg har ikke oplevet støj der er gået i højttalerne.

Displayet byder på en række pauseskærme, f.eks. kan man her op til jul vælge en pauseskærm med sne, der skriver ”Merry Christmas”. Der er et digitalt VU meter, samt et analog VU meter, i stil med dem vi kender fra f.eks. McIntosh forstærkerne. Til de nyhedshungrende er der en RSS funktion, så man kan få de seneste nyheder fra f.eks. TV2 og HIFI4ALL.DK.

En lille sjov detalje på fjernbetjeningen er, at der ingen stopknap er. Måske mener man fra SlimDevices side, at når først musikken spiller skal den fortsætte. Fjernbetjeningen hører iøvrigt til i den pæne ende af skalaen. Testversionen er med sort fjernbetjening, den ligger godt i hånden og knappernes placering er rigtig god.

Lyden

En vigtig faktor for den gode lyd er din harddisk. Læsehastigheden er altafgørende, en god 7200 RPM og helst ikke langsommere, gør det glimrende. 

Allerede inden der var lyd fra Squeezeboxen, havde jeg en forventning om, at det her er bedre end regulær afspilning fra computeren. Det er ikke længere et enkelt tyndt minijack stik der står for forbindelsen til anlægget, det er nu to solide RCA stik. Alene dette gør en stor forbedring, samtidig med, at kablet der forbinder Squeezebox og forforstærkeren nu er af samme kaliber som det til cd-afspilleren.

Så snart der er lyd i Squeezeboxen finder man ud af hvorfor folk er så vilde med den. Ikke nok med at den er lille, smart og kan en masse ting. Den spiller jo også musik i en kvalitetet du kan være bekendt at spille på dit hifi anlæg. Skal du retfærdiggøre afspilning af komprimeret musik, skal det gøres i et godt lossless format, hvilket der er det bedste må dine ører afgøre, ellers kan du læse meget mere på diverse hjemmesider omkring dette.

I modsætning til de andre trådløse systemer jeg har hørt, er lyden ikke påvirket i samme grad. Man skal dog huske på, at konverteringen til et trådløst signal og tilbage igen, påvirker lyden i samme omfang som en konvertering fra analog til digital. Flere led i kæden er med til at forværre lyden.

Marie Key Band, er et af mine nye favorit bands. Forsanger Marie Key har en hæs og let nasal stemme. Albummet er blandt de bedre optagelser, og jeg har ikke bemærket noget fald i kvaliteten efter konverteringen til lossless formatet. Hendes stemme er stadig fantastisk, både når det går langsomt som på nummeret ’Hun kysser ham nu’ og på de lidt hurtigere numre, som ’Hamburg Blues’. Keb’ Mo’s ’Shave yo’ legs’ er et af de numre jeg altid vender tilbage til, når jeg får nyt grej indenfor døren. Det er efter min mening et af de bedste numre han har lavet, og er et nummer jeg til tider må høre blive delvist maltrakteret, af f.eks. en for sløv bas eller for nasal højttaler. Sådanne numre har vi alle, de få absolutte favoritter som ingen skal have lov til at ødelægge. Og jeg havde lidt frygtet at dette også ville ske her, således at jeg måtte være nødt til at fjerne nummeret fra harddisken igen, fordi Squeezeboxen ikke magtede en bare nogenlunde hæderlig præstation. Men nej, nummeret ligger stadig på disken, og jeg nyder det stadig ligeså meget som med cd’en i den rigtige cd-afspiller.

Rammstein, der befinder sig i den helt anden ende end Keb’ Mo’ og Marie Key Band, er endnu en af de kunstnere, som kan afsløre en svag kilde. De har hjulpet flere gange med at skille den gode cd-afspiller ud fra de knap så gode. De knap så gode cd-afspillere, der har mudret bassen eller skudt perspektivet i stykker.

Det eneste jeg har at påpege vedrørende mit møde med Squeezeboxen, er et til tider manglende detalje niveau. Det kan hurtigt gå over i en længere kamp om det er Squeezeboxen, komprimeringen eller måske harddisken der har skylden.

Det er min klare opfattelse, at Squeezeboxen er en værdig modstander til cd-afspillere i samme prisklasse. Så har man modet på det, ville det ikke være nogen dum investering med en Squeezebox og et par store harddiske. Man skal dog alliere sig med en del tålmodighed, når der skal lægges musik ind på harddisken, og sørge for en god lossless komprimering.

Konklusionen må være…

At man får en afspiller der er ekstremt brugervenlig og lyder mere end hæderligt. Det er nemt og ligetil, jeg slipper for den lille tur mellem anlægget og sweetspot, og så er den faktisk overbevisende god. Men misforstå mig nu ikke, jeg påstår ikke, at det er den ultimative afspiller, der findes bedre, mange endda. Men går du i overvejelser om at købe en ny cd-afspiller i prisklassen omkring 3-4.000 kr, så bør du tage Squeezeboxen med i overvejelserne. Jeg er faktisk blevet så vild med Squeezeboxen, at jeg har valgt ikke at returnere den, istedet har jeg sendt en pose penge til Streamtech. 

Omfattende specifikationer kan læses her.

Vejledende pris: 2.565,00 Dkr.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

StreamTech
c/o LogiWork
Sorøvej 47
4295 Stenlille
Tlf.: 5784 0020
Web: www.streamtech.dk

Udstyr brugt i testen:

  • Odyssey Audio Tempest
  • Nordic MingDa MC-3R
  • Mark Levinson 331
  • Denon DCD-S10I
  • Xindak kabler


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.