HIFI4ALL.DK | ||
KEF Reference 203/2 Mikkel Gige [02.04.2008] | ||
| ||
I denne test ser undertegnede nærmere på den mindste gulvmodel fra KEF’s topserie. Rent faktisk er det udviklingen af KEF’s statement højtaler Muon, som ligger til grund for Reference serien. Kun Uni-Q coaxial-enheden er der forskel på. I topmodellen 207/2 er det præcis samme bas- og nedre-mellemtone enheder der benyttes. Basserne i resten af Reference-serien bygger dog på fuldstændig samme princip.
Kabinettet er buet fra fronten og hele vejen rundt. Selv om det buede kabinet i sig selv er stift, så har KEF valgt at afstive det yderligere. For det første er der de tre førnævnte separate kamre, men de er hver især yderligere afstivet med en form for grov Matrix. Kabinetterne er fuldstændig ”døde” når man banker på dem med knoerne. De leverede sæt var i silkeblød sort pianolak, som kun bør håndteres med hvide bomuldshandsker, enhver fedtfinger afsløres nådesløst. Reference serien kan også leveres i kirsebær og valnød med højglans- eller satinlak, samt Ahorn med satinlak. Terminalerne er forgyldte med plastkapper og kommer fra selveste WBT. De snupper både spader, bananer, og rå kobber. I øvrigt er Reference serien forberedt for tri-wiring, og der medfølger jumpers, hvis du ikke har kablet til det. Jeg skal være ærlig at sige, at disse jumpers er af en noget tvivlsom kvalitet. Finish osv. er fin nok, men de lyder ikke godt. Jeg vil anbefale kabler lavet til tri-wiring, eller som det mindste et sæt jumpers der matcher det benyttede højtalerkabelkabel. Jeg har til lejligheden fået e Lige over de fornemme terminaler sidder der noget, der kunne ligne et ekstra sæt terminaler. Det er det dog ikke, der er tværtimod tale om regulering til bas og diskant sektionen. Via et sæt fingerskruer er det muligt at ændre frekvensgangen fra 0 til -2 dB i bassen, samt fra +0.75 til -1.5 dB i diskanten. På denne måde kan du tilpasse frekvensgangen til lytterummet, hvis der f.eks. er problemer med bulder i bassen, eller for meget energi i toppen. Det virker rent faktisk, men jeg fortrækker standard indstillingen, som giver en uændret frekvensgang. Delefilteret er af ganske ordinær kvalitet i bas/mellemtone sektion, med luft-/jernkernespoler og bipolare kondensatorer. I diskantfilteret, er komponenterne dog af en noget bedre kvalitet.
Der medfølger en fin kasse med ekstraudstyr til hvert sæt højtalere i Reference serien. Kassen er lavet i mørkbejdset og lakeret træ, og minder mest af alt om et smykkeskrin. Heri findes der et sæt spikes, et sæt almindelige fødder, en libelle så højtalerne kan stå vater, 2 sæt jumpers, en lille skruenøgle, samt fingerskruer til reguleringen på bagsiden af højtaleren. Fit og finish på disse højtalere er af allerbedste skuffe, og er til 13-tal og UG med kryds og slange. Der kan ikke sættes en finger på noget som helst her. Kun delefilteret skuffer en smule.
Prismæssigt befinder Reference 203/2 sig lige på kanten af mellemklassen og high end klassen. Lyden derimod hører absolut til i den dyrere klasse. Klangen er lige på og rå, tangerende til direkte analytisk. Specielt mellemtone-området gør tydeligt opmærksom på dette.
Mellemtonen fortsætter videre opefter i samme tørre stil. Der er masser af ”skræl” på messingblæsere, og tydelige metal lyde fra strenge på f.eks. violiner. Men jeg savner noget ”krop” på strygeinstrumenter, som violin og cello. Du hører fint lyden af strengen når den voksede bue glider henover, men lyden af trækassen udebliver. Det er ærgerligt, for det hører altså med. Stemmer er slanke, og lider lidt af samme problem, for igen hører du stemmebåndene raspe, men ”mave”-lyden savnes, og derfor forekommer det lyst og ”in your face”. Det er absolut ikke et problem, men skal tages med i beregning, når der skal matches udstyr, for det er det tilkoblede udstyr, som kommer til at stå for denne del af opgaven. Med de medfølgende jumpers til terminalerne, fik jeg aldrig diskanten til at spille med. Det var grovkornet, og luften udeblev fuldstændigt. Det hjalp en hel del at flytte kablet fra mellemtonesektionen op, men så var det mellemtonen der led slemt. Det blev lukket og lød nærmest som om, at højtalerne spillede inde deres transport kasser. Væk med standard jumpers, og ind med nogle nye der matchede reference kablet. Nu faldt tingene på plads. Der var med et masser af luft, højt til loftet, og perspektivet stod åbent og klart med rigelige mængder bredde, højde og dybde. Der herskede en god rumfornemmelse, og der var rimelig tydelighed til at bestemme de udøvendes position i lydbilledet. Dog er vi ikke helt på omgangshøjde med referencen, men det er småting. Reference 203/2 har faktisk en forbløffende evne blandt sine mange talenter. Da jeg i sin tid var i Berlin for at lytte til KEF’s statement højtaler Muon, bemærkede jeg disses evne til at præsentere enhver indspilning med præcis den størrelse lydbillede, som var på indspilningen. Denne evne oplever man også et snært af på 203’erne. En evne som jeg aldrig har oplevet via reference-højtalere. Om det er Uni-Q enheden der træder i karakter her, ved jeg ikke, men noget kunne tyde på det, for det er ikke noget jeg har oplevet med andre mærker.
Detaljering og dynamik er også af allerbedste skuffe, og helt på niveau med referencen. Der er egentlig ikke rigtig nogen grund til at uddybe det, for her får du alt det, du kan forvente. Jeg savnede på intet tidspunkt nogen af delene. Selv ved lav styrke var det tydeligt, både dynamik og detaljer stod tydeligt frem, når der var skruet ned på lav styrke.
KEF Reference 203/2 er et af den slags produkter, som der ikke umiddelbart kan siges noget dårligt om. Vi er meget tæt på reference-højtalerne. Faktisk er det lidt af den samme oplevelse, jeg tidligere havde med Vincent monoblokkene, der har gæsteoptrådt i denne test. 203’erne er hudløst ærlige, og det er en smagssag om man kan li’ det eller ej. Faktum er, at de leverer sandheden, hele sandheden, og kun sandheden. På godt og ondt! Er der mangler eller ulemper i dit setup, eller på indspilningen, ja så bliver det leveret på et sølvfad af 203’erne sammen med resten af musikken. Prismæssigt er reference 203/2 i klasse med referencen, men jeg vil ikke vurdere den ene er bedre end den anden. KEF er meget korrekt og lige på, men mangler det musikalske tvist som referencen besidder. Til gengæld mangler referencen måske lidt stramhed nedefter når der sammenlignes med 203’erne. Det er i sidste ende et spørgsmål om smag. Under alle omstændigheder får KEF Reference 203/2, de varmeste anbefalinger med fra undertegnede.
Pris: 59.995,- kr. pr. sæt.
KEF, GP Acoustics Gmbh
Reference-udstyr:
Lytterum: Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Anlægget spiller på tværs af rummet med 2 meter mellem højtalerne, ½ meter til bagvæggen, 1 meter til sidevæggene, og 2 meter fra højtaler til lytteposition. Væggene mellem højtalere og bag lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler. | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |