| HIFI4ALL.DK | ||
| Krell Wilson part 3 Mikkel Gige [19.01.2009] | ||
| ||
Den egentlige årsag til denne sidste artikel var egentlig, at importøren havde fået de fine Audio Research Reference 610T Monotrin på besøg. Det var en oplevelse som ikke må gå os forbi. Der er tale om et sæt forstærkere, som leverer 600 watt i 4,8 og 16 ohm pr. kanal. Vel og mærke ved brug af rør, helt præcist 16 stk. 6550 rør i parallel pr. kanal! Disse monotrin blev benyttet hele dagen, mens der blev skiftet mellem de tre ”mindste” Wilson modeller.
Resten af setup’et bestod, som ved tidligere demonstrationer, af Krell Evolution 202 forforstærker og 505 SACD afspiller. Den helt store overraskelse denne gang, var et vinyl-aftaster setup fra PBN Audio til en samlet pris på ikke mindre end en ¼ million! Selve værket er lavet af en massiv blok træ, med teknik, motor, og styre-logik fra VPN. Armen er en SME 312 og PU’en Audio Note IO Gold. Det hele var sat op på rack og standere fra Finite Elemente (Pagode Master Reference) med CERABASE 3 fødder. Kablerne var Bertram Proxima.
Vi lagde ud med Duette. Der er tale om en middelstor standerhøjtaler med en 8” bas/mellemtone enhed samt en 1” diskant, og begge enheder kommer fra Scan Speak’s Revelator serie. Diskanten er en normal tekstil-dome, og denne enhed er valgt fordi den spreder lyden mere end varianten med den kendte faseplug. Basenheden er egentlig lavet som en ren sub-bas, men det understreger bare Wilson’s vane for at tænke uden for de faste rammer. Delefilteret sidder i et separat kabinet. Kabinet, stander, og delefilter-boks er lavet i de kendte X og M materialer, som du kan læse mere om i den første artikel om Krell & Wilson besøgene. En finurlig detalje er de magnetiske spikes, som kan sidde både under Duette, men også på siden, hvis de skal ligge i en reol! Duette er en ”society” højtaler, som er konstrueret til at kunne begå sig under forhold, som ikke altid er helt optimale. Det kan være placering i en reol, op ad eller på en væg, eller i et hjørne. Derfor følger der forskellige typer kabler med, til at benytte mellem filter og højtaler så klangen kan tilpasses derefter. Det er ligeledes muligt at regulere diskantniveauet med modstande a la Maxx og Alexandria.
Duette er en meget ligefrem højtaler, som på ingen måde lægger fingre i mellem. Og da der samtidig heller ikke er fuld pondus i bassen, så hælder lyden samlet set mod det lyse. Definitionen var rigtig god, om end jeg savnede nogle vitale detaljer og rumfornemmelse. Det var spændende at høre hvad Wilson’s mindste højtaler kunne levere, men vi valgte hurtigt at gå videre til næste model i rækken.
Sophia har mulighed for tilpasning af bassen med modstande via en åbning i bunden af højtaleren, men da delefilteret sidder indvendigt og der ikke er eksterne kabler, fremstår de meget mere stilrene, uden brudte linjer eller tekniske finurligheder som stikker frem på bagsiden. Som alle andre Wilson modeller er der kun mulighed for single-wiring via lækre terminaler a la Cardas. Alle gulvmodeller fra Wilson benytter de samme store gedigne justerbare spikes.
Sophia lyder lidt i samme retning som Duette, men her er bassen til gengæld kommet med. Det betyder at stortrommer og lignende fremstår tydeligere. Dog har den laveste bas en lille pukkel, fra ca. 100 Hz og nedefter, som giver lidt parfumeret fylde. Rumfornemmelsen og perspektiv er klart bedre end Duette, og de tidligere manglende detaljer er kommet på plads. Alligevel faldt Sophia ikke helt i min smag. Dels var der den ekstra fylde i bassen, som virkede lidt ude af takt med resten af musikken. Og så havde diskanten faktisk også et løft, som samlet set gjorde at der skulle lyttes mere efter i mellemtone-området. Dog var klangen i mellemtonen ren umiskendelig Revelator-lyd. Det kan ikke rigtig forklares, men det virker bare rigtigt hver gang jeg hører det.
Enhederne består af to 8” basser i eget kabinet, en 6½” papir/kulfiber fra Scan Speak, samt den førnævnte 1” inverterede titanium-dome fra Focal. Basserne sidder som sagt i deres eget kabinet, som også i denne 8. version er fintunet for at få de allersidste detaljer med. Samtidig agerer baskabinettet stander for det pyramide-formede Puppy kabinet. Puppy står på spikes oven på Watt, og man kan vinkle kabinettet, så den akustiske fase kan blive helt perfekt.
Watt/Puppy fremstår ikke helt så elegant som Sophia II. Dels er der det to-delte kabinet, og så er der kablet som fører signalet videre til Puppy, der stikker op af toppen på Watt kabinettet. Derfor er det samlede udseende af Watt/Puppy lidt mere ”teknisk”.
Men når det kommer til musikken, toner og overtoners samarbejde, og homogeniteten, så hænger alting bare bedre sammen på Watt/Puppy8. På Maxx2 var bassen i nogle tilfælde lidt for klinisk, og på Alexandria2 blev musikken blødgjort i mild grad, og jeg savnede den rå og ligefremme måde at fremstille musikken på.
Alt dette undgår, og kan Watt/Puppy8, uden at musikken går fløjten. Lydbilledet er stort, og perspektivet bredt, højt og ikke mindst dybt. Dog mangler Watt/Puppy8 formåen til at fremstille hver indspilning med deres egen størrelse som Maxx2 kan. Igen noget teknisk, som ikke direkte vedrører den musikalske oplevelse. Detaljerne var til stede i overflod, i en sådan grad, at det nogle gange kunne irritere på en dejlig måde, hvor jeg frydedes over denne tilsyneladende fuldstændig uendelige opløsning. Bassen var lige i skabet! Ikke kælderdyb som Alexandria, og heller ikke supertør som Maxx2, men herligt veldefineret med tydelige lyde og detaljer fra både trommer, basguitar og strygerbas. Det hele var bare så umiddelbart, og jeg tænkte ikke et eneste øjeblik på den tekniske side af bassen. En ting som jeg ikke kunne undsige mig i forbindelse med Maxx og Alexandria.
Det har været en fantastisk oplevelse, at opleve samtlige modeller fra Wilson Audio gennem det sidste halve år. Lidt som at få mulighed for at teste samtlige modeller fra Ferrari eller Lamborghini. Ser man på det samlede program fra Wilson, inklusiv de store spring rent prismæssigt, så hersker der ingen tvivl hos undertegnede om, at Watt/Puppy8 er den højtaler i modelrækken, som giver mest pr. betalt krone. De store modeller virker svimlende dyre, samtidig med at de samlet set ikke giver mere vellyd fra sig. De mindre modeller er ikke neutrale i deres udtryk, og jeg må nok indrømme at jeg stadig fortrækker lyden fra mine Xavian XN360 reference højtalere til sammenligning med Sophia og Duette.
| ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |
Det her handlede om musik, og selv om teknikken også var fremragende, så var det bare ikke det der blev tænkt over eller fokuseret på. Watt/Puppy8 har ikke denne imponator-effekt som dens to storebrødre lever højt på. Barske ord, men har man ikke hørt Watt/Puppy8 før de to storebrødre, så virker lyden fra disse umiddelbart meget korrekt. Men nu efter, så kan jeg godt se at Alexandria X2 er lidt parfumeret, og at Maxx2 er for korrekt i sin videregivelse af musikken. Dog skal det retfærdigvis nævnes, at Maxx og Alexandria er lavet til større rum.