Her er du: Anmeldelser - Heco Belladonna 29. marts 2024 | 09:50   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Heco Belladonna
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [11.02.2022] Print testen
Standerhøjtalere er ofte nogle fine små størrelser, som i sjældne og meget dyre tilfælde også spiller fantastisk flot… men de mangler altid fundamentet, bassen. Men det behøver de ikke, og da slet ikke efter mødet med denne ”Donna”!

Det har ofte undret mig hvorfor man sjældent ser store standerhøjtalere, da det netop kan være et bedre alternativ til en mindre 2-vejs gulvhøjtaler. Og som samtidig rent æstetisk syner af mindre, selv om de står på en stand og optager samme gulvplads.

Men så mødte jeg Heco’s helt nye stander/reol højtaler… hvilket de egentlig slet ikke er! Jo bevares, de står på en stander, men så hører al sammenligning også op. For Belladonna er STORE(!), og det i en grad som får de ellers ret store Audiovector SR6 i lytterummet til at syne nærmest ordinære…

Men der er mening med galskaben, for Heco Belladonna udnytter de kompromisser, man ellers ser i de fleste højtalere generelt. 2-vejsprincippet har allerede bevist, at det er den bedste løsning. Men det fungerer ikke optimalt i et gulvkabinet, hvilket normalt er nødvendigt, hvis man skal have et vist niveau af bas med. Omvendt er det også begrænset hvor meget lydtryk mindre enheder kan levere i bassen. Derfor suppleres der ofte med en ekstra enhed, hvilket igen har sine kompromisser.

Løsningen er en større 8” bas/mellemtone og en 30mm diskant, som har højere følsomhed nedefter, så overgangen til den større enhed bliver nemmere. De er så placeret i et kabinet, som er optimeret til den større bas. Og det betyder selvsagt at kabinettet bliver noget større, end hvis det var en mere ordinær 6,5” enhed, hvilket er normen på de fleste standerhøjtalere. Så Heco Belladonna er STORE(!), og selv om de står på en stander, så er det reelt set en gulvhøjtaler - i et optimeret kabinet.

Rent æstetisk er Belladonna en krydsning af ”Wilson Audio møder Sonus Faber Extrema”, med et voldsomt massivt kabinet lakeret i en lækker sølv matlak, og udsøgte træpaneler med kirsebærfinér på siderne. Fronten er affaset så den snævrer ind omkring diskantenheden. Standerne følger med til Belladonna, og kan/skal skrues fast til højtalerne. De er lavet med en kraftig base og top af træ med matsort lak. Profilerne som udgør benene, er af massivt aluminium, og hver stander vejer 15 kilo, som skal lægges til vægten af Belladonna på 18 kilo per styk. Normalt spørger man ikke til en kvindes vægt, men i dette tilfælde understreger det blot, at vi har med en sværvægter af en sopran at gøre!

Enhederne til Belladonna er simple - på den gode måde, forstået ved at de er traditionelle, men udviklet specifikt til opgaven. Og hvorfor overudvikle tingene, hvis den rigtige løsning er enkel? Bas/mellemtone-enheden har en membran af langfibret papir og uldtråde, så man opnår en let men stiv konstruktion. Og kalotten i midten er udformet som en faseplug, så der også er styr på denne del i mellemtonen. Chassis, spole og dobbeltmagnet er veldimensionerede helt efter bogen.

Diskanten er som sagt noget større end normalt, men er udformet med et større ”bulb”-kantophæng som spiller med ned mod mellemtonen. Kalotten i midten minder så mere om en traditionel enhed, som gør at den nemt også når de høje toner. Igen simpelt og enkelt! Uden om sidder en lækker baffel af aluminium, med et bølget mønster som optimerer spredningen i de høje frekvenser. Og igen er der en kraftig, dobbelt magnet.

Ligeledes er delefilteret helt enkelt og ligetil, og lavet som tredjeordens filter med impedanstilpasning. Komponenterne er af god kvalitet med plastkondensatorer og jernkernespoler. Det sidste vil nogen måske rynke på næsen af, men det har faktisk en god grund. På den måde kan spolerne holdes fysisk mindre, til fordel for lyden! På de kraftige terminaler bagpå kan man vælge mellem lineær og +2 dB løft i diskanten.

Alt i alt emmer Belladonna af lækker, god gedigen tysk kvalitet… ja, jeg vil nærmest sammenligne det med en Mercedes eller BMW i de dyrere klasser.

Lytteindtryk

At Belladonna er en stor højtaler fremgår også tydeligt af det, der kommer ud af dem. Der er intet her, der lyder af ”stander-højtaler”! Og da bassen helt klart vil være det springende punkt alle vil vide noget om, så tager vi den først.

Nej, selvfølgelig kan Belladonna ikke følge med de store Audiovector i lytterummet, hvad angår den allerdybeste bas. Men det betyder bestemt ikke, at en helt almindelig størrelse gulvhøjtalere kan tage det roligt. For Belladonna leverer bas som gik kabinettet helt ned til gulvet! Der er tryk på stortrommen og masser af tyngde på for eksempel en elbas. Og så er det tørt og stramt, og med masser af detaljer.

Heco kunne sagtens have taget den nemme løsning, og puttet en faldstamme af en basport bagpå (det har de da næsten også), så der kunne produceres ekstra niveau i bassen… men det har de ikke! De har i stedet valgt den rigtige løsning med en basport, som er tunet til at give den rigtige impulsrespons. Og det betyder præcision i stedet for mudder… med masser af smæk på trommesættet, og en dynamik og impulsvillighed som holder en på kanten af sædet.

En generel ting hvor man mærker en lille begrænsning på Belladonna er, at de ikke har helt den samme nuancering i bassen. Men det skal nærmere findes i, at Belladonna trods alt befinder sig i en mere gængs prisklasse. Det betyder ingenlunde at de mangler raffinement, men blot at de ikke er helt så frigjorte som dyrere højtalere.

Og det er en rød tråd også op gennem resten af frekvensområdet. Der er alle de detaljer jeg kender fra mine plader og masser af vellyd, men der mangler lige det allersidste. Generelt er klangen af Belladonna mere direkte, dog uden at miste musikaliteten eller roen. Lydbilledet er stort, og både højt og bredt… og dybt! Her er der ingen forskel at spore til de 3 gange dyrere Audiovector. Også placeringerne af de udøvende sidder lige i skabet, og man får masser af 3D fornemmelse og nærvær fra musikken. Der er i det hele taget masser af luft i lydbilledet, og det forstærker følelsen af, at være til stede i musikken.

Generelt har jeg ikke tænkt nærmere over, at det var andre højtalere jeg lyttede til, når jeg satte mig ned og hørte musik via Belladonna. For det er kun på de allermest heftige basnumre, at man i realiteten bemærker forskellen. Og det er trods alt meget lidt musik, der er så tungt i bassen. Og så er det også lidt tiltalende, at højtalerne ikke sætter hele lytterummet i svingninger, eller påvirker de seismiske målere på geologisk institut, når man skal høre musik… men bare spiller bas med niveau og tyngde på mere almindelige termer.

Skifter man til +2 dB på terminalerne bagpå, så vil man få oplevelsen af mere ”luft” og flere detaljer i diskanten, men det sker på bekostning af lydbilledet, som bliver fladt og monotont… og lydbilledet er netop en af Belladonna’s store forcer!

Der er noget tiltalende ved store standerhøjtalere, også selv om de reelt optager den samme gulvplads. For rent æstetisk ”fylder” de mindre. Og mødet med Belladonna vækker minder om, da jeg i mine unge teenage-år fik held til at høre Sonus Faber Extrema… også en ikke hel lille standerhøjtaler, som måske har været en inspiration for Heco? Det lyder i hvert fald sådan…

Samlet indtryk

Belladona er en ualmindelig stor højtaler, når man har in mente at det faktisk er en standerhøjtaler… og så alligevel ikke er det. Og så de er simpelthen så lækkert og gennemført bygget, og kontrollerede som var det en dyr Mercedes eller BMW. Men som de to, så mangler Belladonna lige det sidste ”eksotiske” raffinement… a la en eksotisk italiener.

For selv om gengivelsen af pladerne er af allerbedste klasse, så mangler de lige den sidste fandenivoldskhed, som gør oplevelsen helt ultimativ. Men de er superkontrollede over hele frekvensområdet, og leverer bas i spandevis, fuldstændig som de fleste gængse gulvhøjtalere.

Og tag endelig ikke fejl, dette er lyd i ”Top klasse”, så den udmærkelse får Heco Belladonna med. For på alle andre parametre står de på ingen måde i skyggen af de store Audiovector SR6… og rent fysisk er det næsten lige før det er omvendt!

Belladonna er en omfangsrig dame… men en skøn sopran!


Specifikationer:

  • Princip: 2-vejs basrefleks standerhøjtaler
  • Frekvensområde: 28-52.000 Hz
  • Følsomhed: 91 dB
  • Dimensioner: 28 x 45 x 46 cm (B x H x D)
  • Stander: 31 x 64 x 48 cm (B x H x D)
  • Vægt: 33 kg med stander

Pris: Kr. 36.999,- inklusiv standere


Forhandler:

Dan's TV & Hifi Center

Web: www.danstv.dk
Mail: kontakt@danstv.dk
Tlf: 32 57 20 40


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: ZYX 4D Ultimate, Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, EAR Phonobox MM
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2, iFi nano iOne
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes