HIFI4ALL.DK
Raidho X1.6
Mikkel Gige  [15.03.2023]
En lille ”David” er kommet på besøg i lytterummet. Den er fra danske Raidho, der med deres mageløse finish og teknik bedst kan beskrives som det danske svar på Sonus Faber

Ikke at de på nogen måde kan sammenlignes, og så dog alligevel. For møbelkunsten på kabinetterne er af samme høje standard, som den italienske pendant. På X-seriens standermodeller er niveauet dog sænket lige en tak i forhold til de (meget) dyrere modeller opefter. Og på en gang er X1.6 både en simpel og avanceret konstruktion.

Kabinettet er traditionelt og firkantet, konstrueret af kraftig MDF plade, afstivet efter kunstens regler, og endelig lakeret i den lækreste sorte eller hvide pianolak. Der er tale om en basrefleks med port på bagsiden, hvilket betyder at de ikke kan placeres op ad en væg. Og selv om det er en standermodel, så bør de ikke sættes i en reol eller lign. De skal stå frit med rigelig luft omkring sig, på en gulvstander. Diskanten har sig eget kammer, isoleret fra resten af højtaleren.

Og det bringer os videre til enhederne… som er meget specielle og 100 % konstrueret in-house. Der er tale om en 6,5” bas/mellemtone og en bånddiskant, men her hører lighederne med almindelige enheder også op. Alt er håndlavet og intet er overladt til tilfældigheder, og på den måde har Raidho fuld kontrol over enhedernes egenskaber.

Bas/mellemtonens membran er lavet af aluminium, der gennem en særlig proces overfladebehandles med plasma, så der opstår en keramisk overflade på begge sider. Dette betyder at membranen opfører sig som en sandwich af flere materialer, der dæmper hinandens resonanser og samtidig gør membranen ekstremt stiv. Motorsystemet består af 10 cylindriske neodymium magneter placeret i en ring omkring spolen med åbne mellemrum, så der er god udluftning på både inder- og ydersiden af svingspolen. Chassiset er skruet sammen af flere dele, og er også en del af selve højtalerens front.

Diskanten er ligeledes meget speciel og membranen består af en meget tynd og let film, hvor der er ”trykt” et avanceret mønster i et ledende materiale. Dette udgør selve ”svingspolen” i systemet. Traditionelt vil der sidde en magnetstav i hver side på en bånddiskant, men for at få spolen til at bevæge sig som et ensartet stempel, har Raidho monteret en ekstra stav i midten bag membranen. Samtidig er der fuldt udluftet bagtil, for at sikre minimal modstand. Chassiset er igen samlet af separate dele, og er også her en del af højtaleren front.

Delefilteret er enkelt med få rigtig gode komponenter, der er loddet direkte sammen. Og på bagsiden finder man to lækre terminaler til singlewiring. Alt sammen samlet i et yderst lækkert produkt, hvor fit og finish er i en klasse for sig selv. Og uden at det skal tillægges negativ betydning, så er det tydeligt at enhederne suverænt er det mest bekostelige i disse fine højtalere, for de er simpelthen så kompromisløst lavet!

Lytteindtryk

Inden man sætter sig for godt til rette med Raidho X1.6, skal man lige bruge lidt kvalitetstid på, at få disse fine højtalere til at yde deres bedste. Og kun med de allerdyreste pickup’er har jeg oplevet, at der skulle så minimale finjusteringer til, som med disse Raidho’er. Bare 5 cm for tæt på bagvæggen, og bassen blev alt for massiv. Og der skal ikke noget toe-in til, når man sidder tæt på, og enhederne har så god spredning som her. Ligeledes skulle de så liiige 5 cm ekstra ud til siden, og så faldt det hele på plads.

Og jeg tør allerede nu godt indrømme, at så sætter de også et lydbillede og en rumfornemmelse op, som selv de fine Audiovector ikke kan leve op til. Det er helt vildt som man er med i musikken her. Det er næsten som at høre det hos min gode ven Boman og hans fremragende setup. Det er nærmest holografisk, og præcisionen og placeringer er ikke bare plastiske, men samtidig også mejslet i granit. Og så fortsætter det i vid udstrækning ud over højtalernes placering til siderne. Det er suverænt det største lydbillede jeg har oplevet i lytterummet…

Men det er også en meget energisk højtaler, som stiller store krav til både indspilninger og udstyr. Og så skal de også have noget havre, som i MEGET strøm, for at yde deres bedste. Og her trak Norma effekttrinnet absolut det længst strå, da den er ekstremt strømstærk. Det lød også godt med den lille smukke Tektron, men den havde bare ikke tyngde nok. Og det kan virke helt omvendt, at en lille højtaler stiller større krav end gulvhøjtalere der er fire gange så store… men sådan er det. X1.6 er en Formel 1 højtaler, hvor kun det bedste er godt nok. Så hvis man tænker i et simpelt lille setup, så det nok ikke med disse højtalere!

Klangmæssigt er X1.6 mere direkte end de fleste, men at kalde dem neutrale er lige vovet nok. De har – trods deres liden størrelse - simpelthen så meget pondus i bassen, at det er svært at undgå en snert af varme hernede fra. Og det kan nemt blive for meget af det gode, hvis enten indspilning eller placering giver for meget bas. Men det betyder ingenlunde, at præcisionen ikke er med, for det er den absolut. Og det er både stramt og præcist, detaljeret og nuanceret, hvilket også kendetegner resten af frekvensområdet. Dog kan de ikke helt følge med Audiovector’erne på den fineste nuancering i bassen, og her er det membranarealet der gør forskellen.

Men op gennem mellemtone og diskant må Audiovector’erne se sig slået, om ikke andet så på størrelsen, for X1.6 gør det mindst lige så godt med masser af naturlighed, detaljer, nuancer og fraseringer. Og så lægger de et nærvær og en realisme for dagen, som kun de bedste højtalere kan. Læg så hertil det større lydbillede og rumfornemmelsen, og det begynder at ligne en stærk konkurrent til de store reference-højtalere.

Og det er sjældent man møder et produkt, som ikke har noget mod sig. Men sådan er det med Raidho X1.6… og kompromisset møder du først, når du vælger det udstyr, der skal spændes for og det rum du placerer dem i. For vælger du ikke det bedste, så vil du få besked!

Samlet indtryk

Kan en højtaler være perfekt, og uden kompromisser? Og hvis denne fine Raidho X1.6 er det, hvad er der så ekstra i de dyrere modeller? Og jo, hvis man sætter det på spidsen, så kan man altid finde noget, men det bliver svært med X1.6!

Min fornemmelse siger mig, at fordi Raidho selv laver deres enheder fra bunden, så har de også mere kontrol over resten af konstruktionen, når de laver deres højtalere. Og derfor bliver kompromisset ligeledes så meget mindre…

Jeg er intet mindre end imponeret over hvor meget vellyd der kommer ud af disse – trods alt – små højtalere. Og de står på ingen måde i skyggen af gulvhøjtalere generelt, når det kommer til tyngde og størrelse i musikken.

Jeg er rystet!!!… Raidho X1.6 er ”Editors Choice”!


Specifikationer:

  • Princip: 2-vejs basrefleks
  • Enheder: 6,5” bas/mellemtone, bånddiskant
  • Følsomhed: 87 dB
  • Delefrekvens: 3500 Hz
  • Dimensioner: 20 x 36 x 26,5 cm (B x H x D)
  • Vægt: 11,5 kg

Pris: 54.000,- /sæt


Producent:

Dantax Radio

Web: www.raidho.dk
Mail: sales@raidho.dk
Tlf: 98247677


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: ZYX 4D Ultimate, Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, EAR Phonobox MM
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2, iFi nano iOne
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150, Tektron TK2A3/45-REF
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.