HIFI4ALL.DK
På med vinylen 21
Mikkel Gige  [07.05.2025]
Når Rega lancerer en helt ny serie af MM pickup’er, som skal afløse deres mere ”modne” modeller, der har været standard på deres pladespillere gennem mere end 30 år, så bør man kigge – og lytte – med

Og der er ikke bare tale om et markedsførings-stunt, for denne serie af nye MM pickup’er har været længe undervejs. Omkring 10 år har det taget fra den første idé til de endelig modeller. Og alle erfaringerne fra udviklingen af MC modellerne har naturligvis spillet en stor rolle.

Intet har været overladt til tilfældigheder, intet er standard løsninger leveret af underleverandører, og alt samles inhouse. Selve huset kommer direkte fra MC rækken, og er en ”legering” af et plastmateriale og glas(!). Sammen giver det en dæmpning af huset, som tager det bedste fra begge materialer. Normalt kan plast alene godt give en lidt ”bloomy” klang med en fremhævet mellemtone, men glasset er med til at flytte/dæmpe resonansen. Alle materialer har en egen klang/resonans, men kunsten er at dæmpe eller flytte den væk fra de områder hvor, vores ører er mest følsomme.

Den nye MM serie fra Rega hedder Nd(3, 5 & 7), og navnet refererer direkte til materialet som magneten er lavet af: Neodymium. Et dyrere materiale, men fordelene er så mange gange større. Man kan enten gøre magneten mindre, uden at miste styrke, og dermed sænke den bevægelige masse, så sporingen bliver endnu bedre. Men man kan også beholde størrelsen på magneten, hvilket øger feltstyrken betragteligt (6-7 gange). Dermed kan man gøre de faste spoler i huset mindre, og således også mindre ”træge”, når energien skal omsættes fra bevægelse til spænding. Eller man kan finde balancen mellem de to…

En video som importøren filmede under et besøg hos Rega, bekræfter den store forskel mellem en traditionel magnet til en MM pickup, og en af neodymium. Til forsøget blev tre 8 mm møtrikker sat sammen, og forsøgt løftet med en traditionel magnet til en MM pickup. Det kunne den ikke… men da en neodymium magnet af samme størrelse skulle løfte selvsamme tre møtrikker, gjorde den det så godt, at det var med besvær at møtrikker og neodymium magnet kunne skilles fra hinanden igen! En af ulemperne med neodymium er også, at de skal pakkes og transporteres separat, da de meget nemt ”limer” sig sammen. Det gør selvsagt også produktionen af Nd pickup’erne mere omstændig, og kræver både erfaring og kompetencer.

Magneten er monteret indvendigt, direkte i enden af aluminiums-nålerøret modsat selve nålen/diamanten. Nålerøret er også kortere end traditionelt, da gummiophænget siddet foran magneten, mellem denne og selve diamanten. Traditionelt sidder ophænget allerbagerst i de fleste pickup’er. Fordelen ved at placere det midt på nålefanen er, at magneten bevæger sig mere i forhold til nålens bevægelser i rillen. Og mere bevægelse er lig med mere energi, som sammen med en kraftigere magnet og mindre spoler, betyder mere signal til lytteren med mindre tab undervejs. Spolerne er af kobber, og den eneste forskel på de tre modeller er faktisk kun selv nålen/diamanten. Limet elliptisk, nøgen elliptisk, og Fine Line. Alt andet er fuldstændig det samme!

Man kan altså ikke skifte nål på den nye serie, og udskiftning eller opgradering betyder at man skal skifte hele pickup’en.

En pickup er ren fysik, og lyden kan aldrig(!) blive bedre end det den hiver op fra rillen. Et dyrt, præcist værk og tonearm vil absolut give bedre betingelser, men kan aldrig forbedre det der kommer ud af pickup’en! Det har Rega forstået, og har på sin vis vendt bøtten på hovedet og er startet forfra, uden at tro at de kan genopfinde MM princippet. Men de har gjort deres for at udbedre de mangler det tidligere har haft!

Til denne anmeldelse har jeg modtaget en Nd5, som er den mellemste model med en nøgen elliptisk diamant. Den kendes ved det gråtonede ”vindue” som giver indblik i mekanikken. Samtidig vil den være at finde som standard på flere af Rega’s pladespillere i den næste lange fremtid. Separat koster den kr. 3000,- og er – som resten af Nd serien - en seriøs og direkte konkurrent til Ortofons 2M serie.


Opsætning

Monteringen var forbilledlig nem, og det store hus gør det nemt at flytte rundt på pickup’en når sporingen skal indstilles. Som med andre pickup’er fra Rega har Nd serien også 3 punkts montering, som kan benyttes sammen med Rega’s egne tonearme. Til montering på Gyrodec’en benyttede jeg SoundSmith’s EZ-mount fingerskruer af messing med et par møtrikker som ekstra vægt, da Nd5 er meget let og derfor svær at få til at udligne i den noget tunge Reed 3P tonearm.

Turen gennem testpladen gik lige efter bogen, men på tortursporene til test af antiskating kan en almindelig elliptisk nål ikke følge de skarpere typer, om end Nd5 gjorde det uden at ryge ud af sporet. Men det var alligevel nemt at indstille både det og azimuth, hvilket vidner om en præcis produktion af Nd pickup’erne.


Lytteindtryk

Fra en start lød Nd5 meget tilbagetrukket og uengageret, men jeg var advaret på forhånd om at den skulle have noget tilspilning. Og allerede fra anden lyttesession åbnede den da også gradvist op. Som når en sommerfugl kommer ud af sin puppe, og skal pumpe vingerne op og de farvestrålende nuancer kommer frem.

Og det der kommer ud af Nd5 er meget ærligt og ligetil, og der er ikke nogen ting gemt i ærmet eller forsøg på at imponere med fremhævede områder. Men det betyder ingenlunde at den er kedelig. Rega har truffet et godt valg her, for den håndterer alle plader lige godt med musikken i højsædet. Og det er jo i sidste ende dét, det handler om…

Bassen er overraskende præcis og nuanceret, med masser af detaljering og tryk på stortrommen. Basgange på en elbas gengives præcist uden betoning nogen steder. Og det klæder bas på alle plader uanset genre. Og det samme gentager sig videre op gennem frekvensområdet, hvor samme ærlighed betyder at alle kunstnere i lydbilledet kommer til deres ret, uanset hvilket instrument de spiller på, og om de synger i front eller kor. Der er masser af nærvær, og man får et godt indblik i musikken.

Men der mangler noget luft opefter og omkring de udøvende, og placeringerne er ikke så plastiske som jeg er vant til med den 10 gange dyrere MC/stepup kombi der normalt sidder på Gyro’en. Men det er også en uretfærdig sammenligning der omvendt bekræfter, at det der koster mest med vinylafspilning, er de tekniske sider af musikken. Med Nd5 er der dog stadig et stort, flot lydbillede, med det går ikke lige så dybt og bredt ud forbi højtalerne, som den dyrere kombi kan.

Til gengæld er musikken dejligt fri for s- og t-lyde, og der er ikke nogen forvrængning fra ringe indspilninger, hvilket absolut kan være en fordel nogen gange! Og trods nogle få mangler på de tekniske sider, så kan man ikke tage engagementet fra Nd5, for dynamik og impulsvillighed er i højsædet. Og uanset om det er klassisk, pop eller rock, så kan det være svært at sidde stille, når musikken kører.

Samtidig har Nd serien et relativt højt output, hvilket dels betyder støjfri gengivelse, men også at der ikke skal skrues så højt op, hvilket er en fordel hvis man har hang til watt-fattige rørforstærkere.

Rega har begået lidt af en genistreg her, og har fornuftigt nok holdt lidt igen, men stadig holdt fast i de gode dyder ved vinylafspilningen. For man kan nemt blive imponeret og lade sig gribe af fordelene ved neodymium magnetens evner. Og hvis jeg sad hos Ortofon, så ville jeg nok kigge mig seriøst over skulderen, for Nd serien ligger ude i overhalingsbanen og presser på.


Samlet indtryk

Jeg kan ikke lade være med at være lidt imponeret, for Rega har skabt en ny serie MM pickup’er, som skubber godt og grundigt til konkurrenterne derude. Nd serien er gennemtænkt, velkonstrueret og rigtig godt samlet. Og det vidner både opsætning og lytning om.

Egentlig var det meningen, at jeg skulle have haft topmodellen Nd7 til test, og det skal jeg da stadig når det bliver muligt. Men jeg er faktisk også glad for at det blev Nd5 denne gang, for den har skubbet gevaldigt ved min opfattelse af hvad og hvor meget vellyd man kan få i en ”lidt dyrere” MM pickup.

Alene det at teksten til denne anmeldelse er blevet relativt lang, fortæller noget om at Nd serien har noget at fortælle os gennem musikken. Og Nd5 er ubetinget et ”Best Buy”.


Specifikationer:

  • Princip:  MM pickup
  • Output: 5-6 mV

Pris: Kr. 2995,-


Importør:

Bigture/Medlyd

Web: www.medlyd.dk
Tlf.: 7025 3009


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, ZYX 4D Ultimate
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, EAR Phonobox MM
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: iFi nano iOne
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Tektron TK2A3-REF & TK KT88
  • Højtalere: Gige No.1
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix rca, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.