HIFI4ALL.DK
Akustiske overvejelser vedr. gulve
Bruno Barcelli  [04.06.2003]
Een af de største membraner i din reproduktion af musik er dit gulv. Her får du en række overvejelser, som du måske kan arbejde videre med.

Når rummet spiller med

 

I princippet adskiller et gulv sig ikke synderligt fra et højttalerkabinet akustisk set. Ideen er, at gulvets bidrag skal reduceres mest muligt - dvs at ideelt set må du overhovedet ikke kunne mærke vibrationer i gulvet uanset hvilke frekvenser og lydtryk, der er tale om. Som med alt andet er den ideelle tilstand i praksis umulig at opnå.

 

Hvad er så muligt og hvordan ?

 

Lidt almindelig sund fornuft kan hurtigt frasortere større gulvplader, da de er meget vanskelige at dæmpe. Præcis som ved kabinetfremstilling og alle andre produkter, der ikke må have egensvingninger opnås de bedste resultater ved laminering af materialer med individuelle svingningsmønstre - helst med så små overflader som muligt, da mindre resonansamplituder i sagens natur betyder lavere volumen.. Alene det faktum, at amplituden skal begrænses mest muligt betyder, at store gulvplader kræver en ekstraordinær indsats i forhold til dæmpning.

Helt anderledes forholder det sig med parketgulv, som jo består af en mængde små parketter. De bedste parketter er faktisk allerede laminerede af en række forskellige materialer og udgør som sådan en fornuftig basis for et veldæmpet gulv. Problemet med parketgulvet er, at det skal sættes sammen. Det er i denne fase at bukkene skilles fra fårene, idet samlingen af parketgulvet er altafgørende for det endelige akustiske resultat uanset isoleringen til underlaget. Parketgulve findes i princippet i to udgaver: De gulve der limes sammen og de der ikke limes sammen. Det er logik for ænder, at de limede typer er klart de bedste, da klik-gulve i sagens natur har masser at luft i mellem samlingerne og kanterne kan gnide mod hinanden. Har du et klik-gulv kan du derfor med fordel enten lime det sammen eller lægge en 1-2 mm silicone-streg i den underste del af samlingen, hvis gulvet skal skilles ad senere. Limningen skal foretages, så alle kontaktflader er dækket af et tyndt lag.

 

Underlaget

 

Underlaget er særdeles forskelligt og afhænger af den enkelte boligs konstruktion. De sværeste tilfælde er ældre lejligheder, hvor plankegulvene ofte hviler på en slags spær, der ligger mellem etagerne. Det er en enorm opgave at tage fat på, og resultaterne står sjældent mål med anstrengelserne. Og så vil det jo også være trist at lægge et nyt gulv oven på et flot plankegulv.

Mange parcelhuse og nyere boligblokke har et betondæk som underlag.

Den mest ideelle løsning på gulvproblematikken vil være at gøre som de bedste pladestudier – nemlig at lade hele lytterummet ”svæve” i en akustisk isolering fra bygningens faste struktur. Det er dog ikke så nemt i et almindeligt hjem, og selv disse svævende lytterum kan være meget svære at konstruere. Ideen med at konstruere et godt lytterum er jo, at få lydenergien omsat til varme på udvalgte steder i stedet for ukontrollerede resonanser. Selv i de bedste konstruktioner kan det være særdeles vanskelig at lede energien i lyden videre til udvalgte punkter, hvor den skal omsættes.

I hjemmet med betondækket består øvelsen altså i, at få afsat lydenergien i både gulv, isolering og betondæk i et ideelt forhold. Med det laminerede parketgulv er meget allerede vundet idet lamineringen er i stand til at omsætte store mængder energi til varme, da de enkelte lag begrænser hinandens egenresonanser i modsætning til et pladegulv.

Selv et perfekt limet, lamineret parketgulv er dog ikke uden bivirkninger idet det samlede areal af parketgulvet i princippet udgør en kæmpe ”membran” der - alt andet lige - har sit eget bevægemønster med egne overtoner. I praksis betyder det, at hele ”membranen” har en egenresonans mens enkeltdele af gulvet kan have sine egne resonanser over større eller mindre områder afhængig af gulvets tilpasning til rummet, møblering osv. Det samlede gulvs egenresonans er stort set aldrig et problem, da resonansen ofte ligger meget lavt, dels kan den være dæmpet til uhørlighed af tunge møbler mv. Det er de – om jeg så må sige – lokale resonanser, der kan volde småproblemer. Her kommer afkoblingen eller isoleringen mellem gulv og underlaget ind og nu gælder det om, at holde logikken i skak, da omlægning af et limet gulv vil være en hovedløs gerning. Du er derfor nødt til at tænke i energiomsætning, når du isolerer under dit gulv. Regel nr. 1 er, at lydenergien ikke må omsættes til bevægelser i gulvet. Den energi, der ikke omsættes til varme i lamineringerne i parketten, skal altså videre ned i isoleringen. Den energi, der hverken omsættes i parketten ELLER isoleringen skal i sidste ende ned i betondækket. Det havde jo været vidunderligt, hvis betondækket bare havde snuppet den sidste mængde energi. Alle ved jo, at beton stort set ikke kan sættes i svingninger. Desværre er beton i høj grad i stand til at returnere energien tilbage hvor den kom fra. Med et velisoleret gulv og lamineret parket vil der igen afsættes energi i isolering og parket om end i meget mindre mængder end den modsatte vej. Isoleringen har derfor et stort ansvar for det endelige resultat. Igen er laminering svaret. En isolering bestående af flere forskellige, velegnede materialer vil omsætte forskellige energiforløb til varme – præcis som lamineringen i parketgulvet. Ved at vælge en lamineret isolering kan der spares adskillige cm isolering sammenlignet med en isolering bestående af kun eet materiale. Jeg benytter en kun 8 mm tyk laminering af 2 mm gummi mens de sidste 6 mm består af 3 forskellige filttyper plus det obligatoriske dampspærrelag i bunden. I et område på ca  1 m2 omkring højttalerplaceringen, er der sat ca 60 små spikes af hårdt presset gummi med metalspidser mellem parket og beton. Det kompromitterer naturligvis energiomsætningen, men er ret praktiske, da de forhindrer gulvet i at bue under højttalerne vægt.

 

 

Der er naturligvis en række firmaer, der tilbyder både produkter og løsninger. Eet af dem kan ses her, hvor du også kan se bud på komplette opbygninger af gulve.

 

Konklusion ?

 

Der er ingen komplet facitliste på akustisk indretning af rum ud over teorien om at begrænse bevægelser i rummets materialer mest muligt. Denne artikel er da også kun et spinkelt forsøg på at bringe en række overvejselser ind i billedet, som  du måske kan bruge til noget - måske ikke.

Jeg har oplevet en markant forbedring forhold til det gamle, billige klikgulv uden synderlig isolering. Havde jeg forsøgt at få en tilsvarende mængde af fordele ved at købe bedre udstyr, var jeg blevet ruineret, men der står stadig et endnu vigtigere problem tilbage: Loftet. Jeg har et træloft bestående af egelameller på 20 x 130 cm, som er 26 år gammelt og klikket sammen. Det er gået op for mig, at det spiller endnu mere med end det gamle gulv, da man jo ikke kan stille tunge møbler på hovedet på loftet og derved dæmpe det.

 

Pyhhh…. slutter det nogensinde ???


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.