HIFI4ALL.DK | ||
Pragtfuld højttaler fra Quad til menneskepris Redaktøren, tekst og fotos [16.08.2003] | ||
| ||
Quad…. Alene navnet får alle hifi-entusiaster - i det mindste på min egen alder – til at mindes den navnkundige ESL 57 elektrostat, som naturligvis stadig er at findes i en inkarnation, de fleste har svært ved at holde tal på. Nu hedder den ESL-988 / 989 og produceres i Kina... Quad blev startet i 1936 af den navnkundige Peter Walker og de første 12 år producerede Walker PA-udstyr i form af højttalere og - for den tid – relativt små forstærkere under navnet ”Acoustical Manufacturing Company”. Allerede i 1949 blev grunden til den moderne elektrostat skabt, da firmaet lavede sin første ”Corner Ribbon Loudspeaker”, som satte helt nye standarder for diskantgengivelse. Samtidig blev varemærket QUAD introduceret, som betyder Quality Unit Amplified Domestic. Et par år senere, efter et intenst samarbejde med Gilberts Briggs fra Wharfedale, præsenterede Walker og Briggs et hifi-anlæg, i Royal Albert Hall, som for alvor åbnede folks ører for, at reproduceret musik kunne være af en kvalitet, som kunne give en oplevelse tæt på det originale. Reaktionen fra de 3000 tilhørere i salen var i hvert fald entydig. De næste år arbejdede Peter Walker på at raffinere det elektrostatisk design, og i 1966 var den første elektrostat i handlen, som kunne håndtere hele frekvensområdet, Quad ESL-57. Testens Quad 22L er altså ikke en konstruktion fra et firma-hvem-som-helst, men adskiller sig fra den historiske gennemgang ved at være en helt ”almindelig” dynamisk højttaler. Steve Hewlett, som har designet hele L-serien fra bunden af har arbejdet en del på fabrikken i Shenzhen, hvor han stort set har har frie hænder til at omsætte sine ideer. Bortset fra enhedernes magneter produceres alle dele til L-serien in-house på fabrikken. 22L er først og fremmest en særdeles nydelig højttaler, der med sit delikate ydre og beskedne størrelse har en WAF meget tæt på 1,0. Kabinettet er fremstillet af 18 mm MDF og afsluttet med finer – i dette tilfælde Bird’s Eye Maple, som har fået intet mindre end 6 lakeringer, der giver overfladet en fantastisk lækker glans. 22L er en 2½-vejs konstruktion med en 25 mm dome i toppen, der er forsynet med neodymium magnet og køle / dæmpes af magnetisk olie. De to basenheder er begge 6,5” enheder med aluminiums svingspoler, hvoraf den nederste enhed er mekanisk dæmpet i det dybeste område og anbragt i et separat ventileret kabinet.. Membranerne er af kevlar og enhederne er forsynet med en fase-plug for øget stivhed i akseretningen og bedre spredning. Delefilteret er relativt simpelt og den interne kabelføring er foretaget med ganske hæderlige kabler. Den endelige finish er bare i top! Efter behørig tilspilning må jeg med det samme afsløre, at disse højttalere er ualmindelig medrivende uanset hvilken musikstil, du vælger at fodre dem med. I starten virkede mellemtonen ( omkring 500 Hz vil jeg tro ) noget dominerende på kanten til en kronisk irriterende betoning, men efterhånden som enhederne blev spillet til, svandt dette fænomen gradvist ind og endte med at tage sin plads i oplevelsen som en tilføjelse af den gammelkendte engelske varme i lyden. Ud over dette lille charmerende trick forekommer den samlede lyd ualmindelig velafbalanceret og rimelig neutral. Det er tydeligt, at Steve har givet basgengivelsen enorm overvejelse. Der er god dybde og fremragende kontrol, så den væsentligste del af basområdet står særdeles velopløst og luftigt. Samme tendens gør sig gældende i resten af frekvensområdet, hvor diskanten er en sand perle med en fornem opløsning og sammenhæng til de to andre enheder. Resultatet af dette er et vidunderligt, homogent lydbillede, som krydres med højttalerens enorme lyst og evne til at spille så engagerende, at du bare tvinges til at skifte CD’ere konstant. Faktisk er det komplet ligegyldigt om du har sat musik på for at danse, nærlytte, som baggrundsmusik eller andet, så kvitterer 22L’erne med at hente din opmærksomhed fra andre gøremål tilbage til musikken. For familier med lyst til at præsentere et nydeligt hjem fuldt af kvalitet på alle områder, vil 22L’erne kunne indtage en naturlig plads ved siden af designermøblerne, gobelinerne osv. – ikke bare i kraft af deres fremragende finish, men i lige så høj grad på det audiofile engagement. Det er bestemt ikke mange højttalere beskåret i denne prisklasse ! Selv om prisen på disse super engagerende spilledåser kun er 11.450 kroner for et sæt, skal du bestemt ikke undervurdere deres appetit på det bagvedliggende udstyr. Jo mere du forkæler signalvejen med velspillede udstyr, jo mere kan du hæve af lydkvalitet ved kasse 1 i dit lytterum. I de seneste tests har jeg gjort opmærksom på nødvendigheden af, at forsyne gode højttalere med meget gode forstærkere. Faktisk er der ingen øvre grænse ud over princippet om umådeholden grådighed, men jeg vil ikke tøve et sekund med at anbefale effekttrin helt op i 30 – 40.000 kroners klassen til L22’erne – også selv om de på papiret skulle kunne klare sig med en integreret forstærker til 5000,-. Konklusionen er derfor lige så klokkeklar, som den er enkelt: Du KAN får superflotte højttalere med forrygende god lyd til absolut beskeden pris. Problemet er nærmere at få råd til det udstyr, der trækker det bedste ud af disse herlige Quad 22L, der er med til at sætte standard for god lyd og engagement i prisklassen. De er et BEST BUY ! Pris: 11.450 kroner pr sæt Quad distribueres af 3H Marketing ApS | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |