HIFI4ALL.DK
IFA 2003 - Moon – et spændende canadisk mærke !
Redaktøren, tekst og fotos fra IFA, BERLIN  [31.08.2003]
Hver gang jeg trasker mig sønder og sammen på IFA, er jeg altid på jagt efter et særlig spændende produkt, som vi normalt ikke ser herhjemme. Igår fandt vi Moon...

Moon er i virkeligheden et brand fra firmaet Simaudio, som nok kan få en klokke til at ringe hos velbevandrede audiofiler. Simaudio startede nemlig allerede i 1980 med at fremstille produkter under eget navn. I starten var det Simaudio 3000 serien, hvor den integrerede forstærker PW-3000 tag det canadiske marked med storm. En serie af virkelig seriøse forstærkere under navnet Celeste blev produceret op igennem 90’erne, men er nu taget af programmet til fordel for Moon programmet, som blev introduceret i 1997. I modsætning til Celeste, er den digitale teknologi nu medtaget i en komplet serie af både 2-kanals- og surroundprodukter i særdeles høj kvalitet.
Simaudio har formået at konsolidere sig ganske godt, så i dag produceres næsten alting in-house bortset fra de dele, som underleverandører alligevel kan gøre bedre. Dvs. kondensatorer, stik, visse integrerede kredse osv. Resten – fra software til processorne helt ned til chassis’er og de papkasser, de færdige produkter sendes i - er  hjemmelavede. Simaudio har ifølge Lionel Goodfield, der er Worldwide Marketing Manager, en helt klart defineret politik, hvad angår de valgte teknologier og udnyttelsen af dem. På spørgsmålet om, hvorfor Simaudio har valgt at deltage på IFA, når ikke er en tysk distributør, gav svaret sig selv: For at få én… ikke bare i Tyskland, men i resten af de lande, hvor Simaudio ikke er repræsenteret.

Stellar

Stellar er en DVD-maskine, som er udviklet fra bunden af hos Simaudio, og det er meningen, at Stellar skal sætte nye grænser for DVD-afspillernes formåen, design og holdbarhed. Lionel Goodfield lover, at denne DVD-spiller én gang for alle vil gøre det af med spekulationerne om, hvorvidt den nu også er god til 2-kanal. Indvendig er den opbygget med et chassis som til et slagskib, signalvejene har Simaudio brugt lang tid på at minimere, lederne på printpladerne er udført i iltfrit kobber og overalt er der lokale varmeafledninger for at opnå en optimal arbejdstemperatur mhp. lang levetid for komponenterne. Stellar er naturligvis udstyret med en bi-direktional RS232 port, som kan varetage flere funktioner. På videosiden anvender Stellar en 10 bit videoprocessor med en AD8073 video opamp fra … A.D !. På lydsiden findes en Crystal 24 bit / 192 KHz D/A-konverter (CS43122). Maskinen kan klare alle videoformater samt CD, men desværre ikke DVD-A og SACD. Den får i både sølv og sort og vejer 18 kg. Prisen er sat til 5795 Euro svarende til ca. 42.000 kroner

 

Equinox og I 3

På billedet ser du kombinationen er CD-spilleren Equinox og den integrerede forstærker I 3. Equinox er baseret på den tidligere Moon CD, der hed Eclipse, men har i dag et internt upsampling kredsløb, der giver en opløsning på 24 bit / 352,8 KHz. Den interne opbygning fortaget med hele 7 lokale strømforsyninger, transporten er Philipsbaseret med egen software. D/A-konverterne er Burr-Browns 1730E’ere med 24 bit/192 KHz opløsning og et 8 x oversampling filter. Strømforsyningen er udstyret med en kondensatorkapacitet på 13.500 uF svarende til en lille hidsig forstærker. I det krafitige chassis vejer Equinox 10 kg og koster knap 3000 Euro. Simaudio anbefaler selv den integrerede amp  I 3 som samarbejdspartner til Equinox. I 3 er specificeret til at kunne afgive 2 x 100 watt i 8 ohm og er stabil i 2 ohm med en effekt på 2 x 200 watt. Dens lyd skulle være fremragende, vægten 10 kg og prisen er ca. 2400 Euro. Både Equinox og I 3 ledsages af 10 års garanti på elektronikken…. !

Attraction

En særlig spændende del af Moons repetoire er A/V udstyret, hvoraf Attraction processoren tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Den arbejder i alle formater op til 7.1 og tilbyder samtidig analog pass-through, så den kan benyttes som fuldgyldig high-end  forforstærker. Den håndterer alle kendte surroundformater og er udstyret med et væld af den moderne digitalteknologis bedste kredse og konvertere incl HDCD. Desværre fangede jeg ikke prisen i farten på denne 17 kg tunge processor.

 

Det bliver spændende at følge dette ambitiøse firmas videre fremfærd. Jeg håber, at kunne se mere til deres produkter i Danmark i fremtiden.


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.