HIFI4ALL.DK | Anmeldelser | Lyntests: Dali Helicon 800 og Evidence 470 SE

Her er du: Anmeldelser - Lyntests: Dali Helicon 800 og Evidence 470 SE

18. april 2024 | 08:47

Redaktionelt

Interaktivt

Services

Søgning

Lyntests: Dali Helicon 800 og Evidence 470 SE

Anmeldelse af: Redaktøren - tekst og fotos [02.10.2004]

Print testen

Her får du 2 hurtige lyntests af hhv. Dali Helicon 800 og Evidence 470 SE, som er to af Dalis hotteste højttaler i mellemklassen og den øvre mellemklasse. De gør hver især mange ting godt, men ikke alt...

Lyntest: Dali Helicon 800

Helicon 800 er en stor højttaler, som nemt kan lægge beslag på din stue. Med sine 41 kg er den heller ikke sådan lige at bakse rundt med. Alene størrelsen betyder, at du skal overveje meget nøje, hvordan den skal placeres i din stue. Den skal nemlig have god luft til alle sider.

Kabinettet er i en let buet sandwich konstruktion, hvor flere lag MDF under tryk er limet sammen. Buerne i MDF’en sammen med tværafstivninger i kabinettet er en effektiv metode at modvirke kabinetresonanser på. Testmodellerne kom i højglanslakeret kirsebær, men den kan også leveres i rosentræsfinish. I modsætning til den første udgave af Helicon 800 er frontpladen nu i samme finish som resten af kabinettet. Indvendigt er der separate kamre selv til de forskellige dele af delefilteret for at undgå indflydelsen fra vibrationer mv. Selve delefilteret er hardwired og monteret, så komponenterne får den lavest mulige indflydelse på hinanden, når først højttaleren arbejder.

Bagsiden er væsentlig smallere end fronten pga. den buende facon. De to basrefleksporte er nydeligt integrerede, men sætter en naturlig grænse for, hvor tæt højttaleren kan placeres på bagvæggen uden at basgengivelsen falder fra hinanden. Terminalerne understøtter biwiring / amping og er af god kvalitet.

Helicon 800 er en 3-vejs konstruktion med et diskantmodul, som også findes i resten af Helicon serien. Det består af en 1” silkedome og en 5,5 cm bånddiskant, som også kendes fra MS-serien, der dog er en langt mere forfinet konstruktion. Til mellemtonen findes en 6½” enhed, som også findes i lillebroderen Helicon 400. Denne enhed er sammen med de to 8” basenheder, som sidder i hvert sit kammer, udviklet specielt til Heliconserien, men efter de samme parametre, som Dali har inkorporeret i snart samtlige serier, nemlig low-loss enheder, hvor der er gjort mest muligt for at eliminiere dæmpning af bevægelse eller andre tab, der ikke får mest muligt ud af det tilførte signal. Således skulle råvarerne være i orden.

Du kan læse mere om filosofien bag Helicon her (engelsk)

For alle højttalere i Helicon og MS-serien anbefaler Dali, at man undgår at vinkle dem ind mod lyttepositionen. For MS5, der er topmodellen i MS-serien, er det dog en sandhed, som jeg er delvis uenig i, men med Helicon 800 er der langt mere hold i anbefalingen, selv om 800’eren i bund og grund er en ”Light” udgave af MS5, hvilket den også lanceres som på den danske eneforhandlers hjemmeside. Vi fik det bedste resultat med den traditionelle ligesidede trekant og uden vinkling. I dette tilfælde var der 55 cm til bagvæggen og 1,2 meter til sidevæggene.
Vinkling af højttalerne betyder indsnævring af lydbilledet og subjektiv ujævn frekvensgang. Diskantmodulets placering er så høj, at modulets fokus ligger væsentlig over lyttepositionens vertikale niveau og så at sige spiller hen over hovedet på dig. Med et passende antal puder under bagen falder det hele lidt mere på plads, især hvis du monteres spikes under højttalerne. Det er lidt uheldigt, da den bedste lyd afgjort opleves med ørerne i højde med diskantmodulet.

Fra første tone står det klart, at inspirationen er MS5. Der er så mange lighedspunkter i den basale klang, at ingen er i tvivl. Derfor vil jeg i denne lyntest trække paralleller til MS5, selv om den koster dobbelt så meget som Helicon 800.

De to 8” basser rækker dybt med en pænt niveau, men er dog en hel del mere tilbageholdende en den store og dobbelt så dyre fætter MS5. Opløsningen i bunden fejler dog ikke noget. Der er masser af luft og detaljer og godt optagene stortrommer og bas og hele området under 5-600 Hz hænger ganske nydeligt sammen uden dynamiske afstikkere eller andre indlysende unoder.

Længere oppe fortsætter kontinuiteten. Mellemtonen er flot detaljeret og formår at give stemmer og instrumenternes primære overtoner en naturlig klang med masser af luft. Diskantmodulet er givetvis en god konstruktion, men det virker som om kontinuiteten i oplevelsen af det samlede frekvensområdes dynamiske udfoldelse brydes ganske let. Om der er for stor forskel i klangkarakteristikken mellem de to diskantenheder eller det er en anden detalje, der gør det, skal jeg ikke kunne sige, men højttaleren skifter karakteristik i dette område. Tilbage står at vurdere, hvilke konsekvenser, det så får for oplevelsen af musikken. Lad mig slå fast, at vi befinder os i detaljerne – der er på ingen måde tale om at lydbilledet falder fra hinanden. Det ændrer dog ikke det faktum, at kvindestemmer, westernguitarer og andre instrumenter, hvor identifikationen vha. overtoner er kritisk i diskantområdet, er mærket af en let tendens til hvislen, som dog ikke skal forveksles med markante S- og T lyde. På visse indspilninger kan det nærmest opleves som en smule ekstra luft, mens andre kan give indtryk af et peak på den dynamiske frekvenskurve, men uden at lyden bliver direkte aggressiv. Retfærdigvis skal det siges, at fænomenet kun blev opdaget i direkte A/B sammenligning med MS5, som er perfekt integreret i dette område. Rockfanatikere og folk med ældre indspilninger vil givetvis finde denne egenskab ganske positiv, da der kan pustes lidt ekstra ”rock” i toppen.

Jennifer Warnes har jo indspillet en række dejlige albums med fortræffelig lyd, som på det rette gear kan bringe både hende og orkesteret helt ud på stuegulvet i fuld størrelse. Det sker også med Helicon 800. Der er godt styr på de 3-dimensionale aspekter og både instrumenter og stemmer placeres flot i forhold til hinanden og med acceptabel luft i mellem, så du kan tage en vandring mellem musikerne. Gengivelsen af optagerummet er glimrende på gode studieoptagelser, men når det kommer til komplekse, klassiske musikstykker optaget i kendte sale, mangler der små detaljer – igen i direkte sammenligning med MS5. Den 30 år gamle optagelse fra Deutche Grammophon af Tryllefløjten, som findes i uddrag på CD, er fantastisk til at studere lydbølgernes udbredelse i koncertsalen, men i dette tilfælde forvirres jeg en smule. Den sædvanlige oplevelse af, at supersopranens stemmer fylder rummet og kravler langs loft og vægge er klart til stede, men ikke på samme sublime måde som MS5 med dens sædvanlige demonstrative præsentation af stemmens evne til at fylde rummet. Carl Orffs Carmina Burana på samme selskab er normalt en chokerende oplevelse, hvor den fantastiske dynamik i det noget nær perfekte mix kan virke skræmmende. Helicon 800 formår fuldt ud at sætte dig i denne tilstand af forsvarsposition, men det er lidt som om, den ultimative og sidste del af bøøh-effekten udebliver. Helicon holder stien ren og pæn og gør faktisk mere for behageligheden end for udstillingen af urkraften i musikken. Det vil der helt sikkert være et kæmpe publikum, som finder særdeles attraktivt. Sammen med den flotte opløsning og luftige gengivelse bliver du dog bestemt ikke ladt i stikken af Helicon 800.

Helicon 800 fik tildelt forskellige partnere igennem forløbet fra vores standardopsætning med Bryston forforstærkeren og GamuT D200 til mindre integrerede forstærkere og sågar varianter af surroundforstærkere, som den samarbejder ganske fint med. Sagt på en anden måde, er det en elektrisk særdeles omgængelig fætter.

Konklusion
Det generelle indtryk er en behagelig og velspillende højttaler med et særdeles bredt lydbillede, men som også har sin egen tilgang eller fortolkning af klangen. Det er ingen tvivl om, at pop- og rock nydere vil få enorm glæde af Helicon 800, men til mere komplekse musikformer, der kræver det ultimative i præsentation, præcision i den øverste top og frigjorthed, er den en anelse tilbageholdende. Det samme gælder i den dybeste ende.

Af den grund finder jeg prisen en smule for høj. Havde den ligget på ca. 15 - 17.000 pr styk, ville den give konkurrenterne kamp til stregen og endda baske en del af dem på sit brede lydbillede og basale kvaliteter, men når den samlede Dankortbelastning når 40.000,- for et sæt forventer jeg en smule mere ud-af-kassen oplevelse.

Tech Spec

3-vejs konstruktion
1" diskant-dome + 5,5 cm bånd-diskant
6,5" mellemtone2 x 8" basFrekvensgang: 31 - 28.000 Hz (+/-3 dB)
Følsomhed: 89,5 dB
Delefrekvenser: 580/3.000/12.300 Hz
Impedans: 4 ohm (minimum 3,6 ohm)
Størrelse: 113 x 26 x 49 cm (H x B x D)
Vægt: 41 kg

Pris: 19.995,- pr stk

Hent Helicon manualen her

Lyntest: Dali Evidence 470 SE
(Fotos: Dali)

Evidence 470 har været én af Dalis sællerter herhjemme og nu er den så kommet i en SE-udgave, som betyder, at den er blevet opgraderet med silkedomen fra Helicon serien uden båndet, delefilteret er naturligvis opgraderet, o9g der er anvendt bedre komponenter end tidligere ligesom den interne kabling og terminalerne er forbedrede. Det skulle give en ny og friskere lyd, der kan bære 470’eren igennem den næste periode.

Der er ikke meget, der visuelt adskiller SE-modellen fra den tidligere ud over terminalerne og et skilt på diskantenheden. De ydre mål er også de samme og den velkendte glasplade på toppen er der endnu. 470 SE er en 2½ vejs konstruktion med to 6½” bas / mellemtoneenheder i separate kamre, som varetager hver sin opgave. Basportene sidder på bagsiden, men er ikke monteret specielt godt. På testmodellen var de faktisk en smule løse.

Taget lige fra kassen kan lyden bestemt ikke kaldes særlig flatterende. Faktisk er højttalerne - uden tilspilning – på kanten af rædsomme, så det kræver lidt tålmodighed at blive dus med dem. Når tilspilningstiden samtidig er rimelig lang, er der faktisk en risiko for, at du kommer helt i tvivl om, hvorvidt du har lavet et fejlkøb… ! Men spil videre – det ændrer sig.

De to 6½” enheder har faktisk et solidt tag om bunden. Man kan næsten sige, at Evidence 470 SE er en særdeles basstærk højttaler med kraftigt niveau i den nedre mellemtone. Højttalerne har naturligvis deres fysiske begrænsninger i dybbassen, men samarbejdet mellem enheder og porte maskerer begrænsninger ganske godt. Når der samtidig er pænt styr på membranerne, må kompromiserne siges at være valgt med omtanke. Jo mere højttaleren spilles til, jo bedre bliver integrationen til mellemtonen, som i starten lider under den fremtrædende bas. Tilspillet opstår der langt bedre harmoni med fin sammenhæng mellem områderne – både niveaumæssigt og dynamisk.

Den nye diskant gør mange ting rigtig godt. Der er pæn opløsning uden du dog får åndenød og overtonerne får lov at gå friskt igennem. Integrationen til de to 6½” enheder er i starten også problematisk, men efter ca 100 timer begynder også dette forhold at falde på plads, så du ender op med et helstøbt lydbillede. Du skal dog sørge for at give højttalerne den fornødne luft omkring sig – 50 – 75 cm til alle sider er ikke for meget.

Selv om højttaleren er opgraderet på mange områder, er basislyden dog stadig, som jeg har den lagret i kroppen: Evidence-agtig. I min terminologi betyder det, at lyden ikke rigtig slipper helt fri fra kabinet og enheder, men orkester og stemmer præsenteres stadig halv siddende inde i kabinettet. Det giver dog en umanerlig ”tight” fornemmelse, som nydere af stramt produceret techno, dance, trance osv med garanti vil finde enormt intenst. Omvendt er tunge klassiske opsætninger, jazzkvartetter og lignende akustiske kilder en anelse kedelige – i hvert fald i mine ører!

Denne tendens fremhæves yderligere, hvis du ikke vælger det elektroniske udstyr med omhu. Du skal sørge for at få udstyr med fremadrettet klang og ikke mindst din forstærker skal være af rimelig høj klasse med masser af overskud.

Definitionen af optagerum og koncertsale er faktisk ganske god, men hænger igen sammen med din forstærkers evner. Med kvalificeret udstyr kan 470 SE skabe et flot billede med god stedbestemmelse af instrumenter og stemmer. Det bliver endnu bedre, hvis de rent faktisk får lov at få en gang havre. Med volumenkontrollen godt deropad slipper lydbilledet nemlig lidt bedre fri og fornemmelsen af at være til stede forøges.

Konklusion
Dali Evidence 470 SE har med de seneste opgraderinger fået lidt ekstra luft til at overleve endnu et par år. Den tætte basgengivelse og gode kontrol i mellemtonen gør den god til moderne rytmiske stilarter, mens kompleks orkestermusik ikke kommer helt ud af kassen. Samtidig kræver den et vist niveau af den samarbejdende udstyr. Er du blandt højttalerens målgruppe, vil den sikkert give dig fuld valuta, mens andre må kigge på de mange alternativer i prisklassen.