svendborg@email skrev: Er det ikke sådan at rør laver en harmonisk forvrængning, hvor transistor laver disharmonisk do?

Ja, rør lave lige harmonisk forvrængning, altså ørevenlig forvrægning (tonerne i musikken består af grundtone og højere - lige - harmoniske).

Rør kan give illusionen af bedre opløsning/mere musikalsk gengivelse.

__________________
Boman

kik på kai's spectrum billeder,
1kHz grundtone, bliver klippet, alt efter hvor heftigt niveau,
kommer der lidt mere 3-5-7 harmoniske end 2-4-6 harmoniske,
da dette er still billedet, og ikke en video af spectrum vs udstyring, er det dog lidt svært at vise og forklare.

ene rør forstærker vil ved fuld udstyring og ved overstyring, have en større mængde 2-4-6 harmoniske,
samt i øvrigt markant lavere niveau af harmoniske, netop pga typen af softklipping.
denne type forvrænging "stemmer" dvs det lyder ikke grimt, med fedt så at sige.
Det er "rør lyden" som mange godt kan lide.
Spiller man noget lavere end fuld styrke, er det tæt på umuligt at påvise om det er en transistor eller en rør dims :-)

Man kan jo se på rørgrej til den professionelle verden. Guitarforstærkere og naturligvis Hammond orgler med deres Leslie. Det er jo en forvrængning man decideret vælger.
Der er ikke meget ved lyden fra et Hammond orgel og Leslie, hvis ikke det brækker sig :-) (meget subjektivt vurderet)

Boydk skrev: Det "spændende" ligger jo netop i Vodka/andet-indtagelsen en fredag/lørdag aften med gæster, ju hu hvor det går, halv/helbrandert. Det er på det tidspunkt, det kan være mere end svært at høre forskel på, om forvrængning stammer fra et dårligt musiksignal eller fra "en positiv volumenposition så alle kan høre". Man burde checke statistikken omkring, hvor mange tråde omkring afbrændte mellemtoner/diskanter, der er oprettet på en søndag.

Grænsen går allerede mens den første genstand indtages.

Slaget skulle for 10 år siden stå mellem en Philips CD-100 fra 1983 og en Sony SCD-777ES Super Audio Compact Disc-afspiller fra lige tæt omkring år 2000.

Signalerne mødtes i en tilhørende Sony TA-FA777ES forstærkerunit og blev nænsomt ført ud gennem et sæt Dali Euphonia MS4.

Philips'en havde dengang kun fået skiftet lytter i strømforsyningen, så den ville gerne have lov til at varme op mindst en halv time før testen kunde finde sted.

Tiden var oprunden og vi kunne komme igang. Testen blev udført ved at have to ens CD'ere med samme katalognummer og vi havde nogle stykker. A/B-switch blev således foretaget på forstærkeren.

Umiddelbart var forbløffelsen stor. De lød ens
Det var dermed en gigantisk uventet cadeau til en 25 år gammel Philips CD-100, som på daværende tidspunkt var indkøbt brugt til 500,-
Benægtelsen over de virkelige forhold fik os til at spidse ører. Det kunne jo ikke være sandt, det her.

Javel så.
Stod man meget stille, lukkede øjnene og befandt sig som en antenne kunne man med møje og besvær ane ..... at der måske var et mikroskopisk løft til den lyse ende på Philips'en.
Testen blev mere intens, brynene samledes og man bed sig i læben og jo, man kunne konstatere, at Philips'en nok var en mælketand lysere.

Chokket var alligevel enormt og sådan noget plejes jo allerbedst ved at få en af die grüne til at skylle ned på.
Da vi havde fået luften og taget de første smagsprøver øl, var det tid at fortsætte.
Cd'erne blev placeret og vi hittede [Play] på begge afspillere....3.....2.....1.....NU.

Musikken var igang, Vi tog en tår mere, nu med ilt tilbage i lungerne og........fornægtelsen blev afløst af "Nej, det var da ligegodt utroligt"-smil ... for nu kunne vi end ikke engang identificere og skelne forskellen. Testen måtte afbrydes af mangel på beviser. Det lød bedre end at vi ikke var stand til at bruge den skarpe ende af vore sanser, grundet indtagelse af selv ubetydelige mængder alkohol.

Så kan man jo tænke sig til, hvordan man er i stand til at voldtage et stereoanlæg og sine diskantenheder en lørdag aften