I tråden om anbefalede forstærker til højttaleren Mirage M3-si, forklarer Kaj problematikken med belastninger for forstærkeren omkring højttalerens resonans. Jeg synes ikke om, at forfølge den interessante problematik i Mirage-tråden, så derfor opretter jeg i stedet emnet i en ny tråd.

citat:
Vanskeligheder med at drive højttalere med ujævnt impedansforløb er ikke så meget lave impedansværdier, som det er impedansforløbets opad og især nedadgående forløb. For udsættes en højttaler for en kraftig impuls netop der hvor impedanskurven er for nedadgående, oplever forstærkeren en belastning med karakter af tilnærmet kortvarig kortslutning. En belastning meget værre end at drive en højttaler med et jævnt lavt impedansforløb og bløde fasevinkler.

Forstærkerkredsløbstypernes indbyggede strømbegrænsere er udformet forskelligt og det er disse sammen med strømforsyningernes størrelse i strømmæssig henseende, der bestemmer en forstærkers evne til at løse opgaven.

Vi har det med at dykke ned i nostalgiens arkiv over forstærkere vi husker som noget særligt i den beskrevne henseende. Men det er ikke nødvendigt. Der er kommet nye teknologier til, som trods deres fysiske ydmyghed er gamle klasse AB forstærkere overlegne. Ja, jeg er ikke bedre end jeg selv har kredset om sidstnævnte og med held bygget kæmpe udgaver af samme. Men fysisk store klasse AB forstærkere er ikke alene om at levere effekt. Og strøm. Klasse D magter i særdeleshed at levere strøm, som er forudsætningen for at kunne levere høj udgangseffekt. Effekt er lig med udgangsspænding gange strømstyrke. Det er umuligt at konstruere en forstærker med høj effekt uden den samtidig kan levere såvel spænding som strøm. Også her gælder Ohms Lov.

Med mindre man foretrækker at prøve sig frem uden at sætte sig ind i teknikken bag og den rigtige forklaring på udfordringerne i den aktuelle opgave. Udfordringen ligger i at forsyne et forstærkerkredsløb med et tilstrækkeligt kraftigt udgangstrin og en strømforsyning, som kan levere strøm nok til at klare ethvert “Worst Case Scenario” - højttalere med stejle fasevinkler- .

Jeg forstod det ikke godt nok, så spurgte Kaj dette, citat:
Kaj, ja, det ser ud som en rigtig forklaring, og jeg har ikke indsigt til at komme med en bedre, men, der er alligevel noget som jeg ikke er helt med på, og måske du kan uddybe og/eller skrive hvor jeg tager fejl.

Jeg kan ikke forstå at effektkravet er så stort, som du indikerer. Og her taler vi om impedanspuklen(erne) omkring højttalerens systemresonans. Fordi dels er impedansniveauerne ret høje, hvilket indikerer lavt strømtræk, og dels hjælper højttaleren jo meget til selv med at skabe et lydtryk, heraf resonansen.

Er udfordringen ikke mere, at i en lukket højttalersystem, hvor der kun er en impedanspukkel, at belastningen set med stigende frekvens går fra stærkt stigende induktion op til puklens top, til stærk stigende kapacitet på vej nedad. Og det er den omstændighed, som forstærkeren skal håndtere, samtidig med en elektromotorisk kraft retur fra bashøjttaleren.

En meget lav udgangsimpedans er nok et stort ønske til at styre en bashøjttaler, og det betyder ved ikke automatisk høj effekt, hvilket vel heller ikke i rigtig mange tilfælde er nødvendigt. Når man siger, at der skal nok meget effekt til at styre en given højttaler, er det så ikke at skyde lidt ved siden?

Kaj svarede dette, som stort set er en gentagelse af hans første indlæg i tråden, citat:

I det konkrete tilfælde er der tale om en højttaler med flere impedanstoppe og dale. Et resultat af konstruktørens valg og sammensætning af enheder og delefilterkomponenter. Dette til forskel fra en enkel enhed i et lukket kabinet. Her er der kun én resonanstop forstærkeren belastes af. Musikkens impulser der hvor impedanstoppen er på vej op har forstærkeren nemt ved at levere strøm til, men impulser hvor impedansen er på vej ned, ser forstærkeren som en tilnærmet kortvarig kortslutning. En sådan kræver forstærkeren leverer tæt ved uendelig strømstyrke. Det skal en forstærker kunne klare uden at forvrænge.

Spørgsmålet er så hvor stor effekt man behøver. Jeg har ikke taget stilling til effektbehovet i min forklaring. Det afhænger jo af individet med volumenkontrollen. Man må ikke må glemme at en hørbar fordobling af lydstyrken kræver en tidobling af effekten. Og så løber det pludselig stærkt med kravet til strøm.

Lav udgangsimpedans har ikke nogen direkte sammenhæng med høj effekt, men det har betydning for forstærkerens evne til at dæmpe enhedernes bevægelse og højttalerens samlede “back EMF”. For lige præcis der hvor impedanskurven er på vej ned “stritter” højttaleren imod med energi retur til forstærkeren. Dæmpningfaktoren man oftest omtaler det som.

Som de fleste sikkert har bemærket det, har en forstærker med stor forsyningspænding og tilsvarende stor strømformåen og lav udgangsimpedans (stor dæmpningsfaktor) evnen til at kontrollere en højttaler til at levere langt højere lydtryk end højttalerens data tilsiger. Uden at nogle af delene tager skade. Men er der tale om en forstærker, som ikke magter at holde sin
forsyningsspænding under belastning og et forstærkertrin med strømbegrænsning, som aktiveres under afspilning, er der bud efter højttalers enheder og filtrenes komponenter. Ud over at det i den situation sjældent lyder godt.

Med andre ord - det er vigtigt at benytte en forstærker, som er meget større og mere strømstærk end den man tror man kan nøjes med. Allervigtigst - at den kan levere mere strøm end man tror man kan nøjes med. Og her kniber det oftest med data.

Her er et typisk impedansforløb for et lukket kabinet med een højttaler, dvs. uden andre enheder og delefilter:



Det ses, at fra resonanstoppen og opad, daler impedansen fra 50 Ohm fra ca. 35 Hz ned til ca. 5 Ohm ved 150 Hz. Et sådant forløb er kapacitiv-agtigt, og jf. Kaj er det problematisk, fordi forstærkeren ser næsten en kortslutning i det områve ved en puls i det område, citat:
men impulser hvor impedansen er på vej ned, ser forstærkeren som en tilnærmet kortvarig kortslutning.

Spørgsmål: hvorfor optræder dette impedansforløb fra 50 Ohm ned til 5 Ohm som en kortslutning af forstærkeren?

Er det noget med fase mellem strøm og spænding?

Noget andet ved højttalerbelastninger er, når impedansen i et område er meget lav, f.eks. 2 Ohm. Det skal forstærkeren gerne kunne håndtere, også når der spilles højt, hvor strømtrækket tilsvarende bliver højt. I langt de fleste lyttesituationer spilles der ikke særligt højt, så for langt de fleste forstærkere skulle der ikke være problemer, men det opleves der alligevel at der er. Jeg tror, at vigtigst er forstærkerens strømforsyning, som skal vaære lav, men ikke nødvendigtvis evnen til at kunne levere høj strøm. Forkert?

__________________
Er blevet ret passiv læser.

"Er det noget med fase mellem strøm og spænding"? Ja du har selv givet svaret.

Du skriver: "Jeg tror, at vigtigst er forstærkerens strømforsyning, som skal være lav", - mangler der ikke et eller andet - lav, hvad?

Behovet for strøm er en logisk konsekvens af den lydstyrke man spiller med. Her gentager jeg at ørerne/hjernen opfatter det således at "en fordobling af lydstyrken kræver en tidobling af effekten". Med tilsvarende krav til strømstyrken. Man kan derfor udmærket klare sig med en beskeden forstærker i langt de fleste tilfælde, men der skal ikke drejes meget på volumenkontrollen før kravet til strøm vokser betydeligt.

Her kommer vi så til forstærkerkredsløbets strømbegrænsende kredsløb. De er alle forskelligt udført. I rigtig mange sidder begrænsningen som transistorer, der styret af spændingen over udgangstransistorernes emittermodstande lukker ned for strømtilførslen til disse. Blot en kortvarig overskridelse af strømstyrken og dermed spændingen over emittermodstanden vil resultere i at der opstår "hak i signalet" for nu at billedliggøre problemstillingen.

Og hvorfor laver man det såden, kan man med rette spørge? Jo for at holde transistorerne i udgangstrinnet indenfor deres "SAFE OPERATION AREA" (SOA). Brugen af de strømbegrænsende transistorer, som ofte er mere hurtigtreagerende end udgangstransistorerne vælges af samme grund - formålet er at redde udgangstransistorerne fra at overbelastes - kortslutte som regel. Derfor - når der er økonomi til det - paralleltkobler man flere transistorer for ad den vej udvide SOA og dermed forstærkerens evne til at levere strøm til - i bedste fald - ethvert "worst case scenario". Men det koster og der er jo en til at betale.

Alternativt muligheden for at benytte tyndere højttalerkabler med højere modstand og/eller større induktionsværdi.

Kaj. Jo, der mangler et ord om "forstærkerens strømforsyning, som skal være lav", der mangler ordet HØJDE, da den skal helst være 27mm høj, nej vås, den skal være så LAVIMPEDANTET som muligt. At gå langt ned ad den vej er bare kostbart og fysisk stor og tung, med mindre der bruges moderne strømforsyninger, som er noget lettere og mindre, men vist ikke billigere hvis de skal være gode og støjsvage.

Lydstyrken betyder selvfølge noget for strømtrækket. Men, i mit setup har jeg med oscilloscop målt spændingen til 6V Pesk to Peak. Sætter vi impedansen til 4 Ohm, medfører det et peak effektforbrug på 9Watt. Ikke? Og forestiller vi os et frekvensområde, hvor impedansen kun er 2 Ohm, så er det 18Watt. Det kan vel alle forstærkere klare - på papiret. Det forudsætter så bare, at deres effektformåen er i stand til at fordoble effekten ved en halvering af impedansen, og det kan ikke alle forstærkere, selvom de leverer noget mindre end deres maksimum. En forstærker der leverer 5 Watt i 4 Ohm, bør kunne levere 10 watt i 2 Ohm.

Jeg er med på hvad du skriver om forholdet når vi drejer volumen meget op, for da stiger effektbehovet voldsomt. Men, jeg er uhyre sjældent oppe på over 100dB peak - jeg vil også passe på mine ører. Min pointe er, at det er ikke af lydstyrkehensyn forstærkeren skal kunne noget, men meget mere af kontrol over højttalerenhederne og uafhængighed af svingende impedansforløb.

__________________
Er blevet ret passiv læser.

@hifiigen

Jeg ved hvad du spiller på og lydniveauet du foretrækker. Du har ingen grund til bekymring i relation til emnet vi drøfter.

Når du så piller ved strømforsyningsspørgsmålet løber vi ind i et dilemma. For vil vi redde udgangstrinnet på anden måde end jeg har forklaret kunne vi indføre strømbegrænsning i strømforsyningen eller i det mindste øge dens udgangsimpedans/seriemodstand. Men da strømforsyningens egenskaber indgår i signalet vi sender ud i højttaleren er det en afvejning af flere forhold. Den traditionelle strømforsyning med trafo, ensretter og elektrolytter, skal i så fald udføres med en trafo med tyndere tråd og kondensatorer med lavere værdi. Jeg vil tro de erfarne af os vil protestere højlydt.

I stedet kunne man med de nyeste komponenter erstatte den omtalte strømforsyning med en SMPS (Switch Mode Power Supply) som er - eller kan udføres med indbygget strømbegrænsning. Den sidste løsning vil være at foretrække, da den kan laves lavimpedant samtidig med at have "current overload protection".

Vi gamle, som er vokset op med store transformatorer, kæmpe elektrolytter og tilsvarende køleplader skal se at blive voksne i takt med ankomsten af nye komponenter.

Kaj. Jeg er ikke bekymret, og gør rede for, at det i de flestes tilfælde ikke er strømkapaciteten, der er for lille. Jeg taler derfor heller ikke om strømbegrænsning aht. holdbarheden i forstærkertrinet. Jeg tror ikke, at der her i mit setup er risiko for at forstærkeren går ud over Operation Safe Area. Vi skal også bemærke, at fabrikanten er nødt til at dimensionere sit produkt sådan, at det kan maksimalt belastes, da der er nogle som ikke lade være med det.

Nej, jeg undrer mig over, at du nævner, at forstærkeren næsten ser en kortslutning i området fra impedanstoppen og frem til impedanspuklens afslutning, i mit billede fra 35Hz til 150Hz. Forstærkeren ser ind i noget der er kapacitiv-agtig (fordi impedansen falder med stigende frekvens), men hvorfor belaster det så hårdt når der målemæssigt ikke vises som en kortslutning. Du giver mig ret i, at det er noget med fase mellem strøm og spænding, men hvad betyder det?

__________________
Er blevet ret passiv læser.

Denne tråd er inspireret af impedansforløbet vist her.



En impedanstop er synonym med en parallelkreds og et impedansdyk er synonym med en serielkreds. jvnf forklaringen nedenfor. En resonans stigende og faldende forløb er henholdsvis induktiv (som en spole) og kapacitiv (som en kondensator). Og for at forstå den forskel i relation til teksten og billedet er det således, at en induktion (en spole) udviser markant mindre belastning af forstærkeren (mindre strøm), når den tilføres en øget spænding, (en kraftig impuls) hvorimod en kapacitans (en kondensator) optræder som en kortslutning når den tilføres øget spænding. En højttaler med stærkt svingende impedansforløb optræder som et sammensurium af parallel- og serielkredse - billedlig set som "spoler" og "kondensatorer" - forstærkeren skal kunne håndtere, mens man spiller. Højttalerenheder, delefiltre og højttalerens kabinetskonstruktion som dele af det samlede impedansforløb. Jo stejlere toppe og dale jo større udfordring for forstærkeren.
----
Supplerende AI forklaring. - som er troværdig.

Ved resonans i et elektrisk kredsløb, især et LC-kredsløb, opstår der en betydelig stigning i strømmen (i et seriekredsløb) eller spændingen (i et parallelkredsløb) ved den specifikke resonansfrekvens. Strømmen og spændingen er i fase med hinanden ved resonans. Spolen og kondensatoren modvirker hinanden, indtil deres reaktanser udligner hinanden ved resonansfrekvensen, hvilket resulterer i maksimal energiophobning og et usædvanligt højt udsving i den elektriske størrelse.

Hvad er resonans?
Resonans opstår, når et system påvirkes med en frekvens, der matcher systemets egenfrekvens. Dette fører til, at svingningerne i systemet kun dæmpes svagt, og en stor mængde energi kan ophobes, hvilket resulterer i meget store udsving.

Spænding og strøm ved resonans.
Serieresonans:
Ved serieresonans i et elektrisk kredsløb, der indeholder både en spole (L) og en kondensator (C), udligner den induktive reaktans (fra spolen) den kapacitive reaktans (fra kondensatoren) ved resonansfrekvensen. Dette fænomen resulterer i en maksimal strøm i kredsløbet, mens impedansen er mindst.

Parallelresonans:
I et parallelresonanskredsløb sker det modsatte, hvor den maksimale spænding opstår over selve kredsløbet. Her er kredsløbsterminalspændingen og den samlede strøm i fase, og der sker en stor energiforstærkning. Faseforhold ved resonans

I et rent induktivt kredsløb kommer spændingen 90 grader før strømmen.

I et rent kapacitivt kredsløb kommer strømmen 90 grader før spændingen.

Ved resonans i et LC-kredsløb, som et seriekredsløb, er faseforskydningen mellem den totale strøm og den totale spænding nul. Strømmen og spændingen er altså i fase.

hifiigen skrev: Jeg tror ikke, at der her i mit setup er risiko for at forstærkeren går ud over Operation Safe Area. Vi skal også bemærke, at fabrikanten er nødt til at dimensionere sit produkt sådan, at det kan maksimalt belastes, da der er nogle som ikke lade være med det.

Udtrykket "maksimal belastes" afhænger af den belastning højttalere udgør i drift under et worst case scenario. Og da vi sjældent kender et sådan er vi dårligt stillet i valget af forstærker til en given højttaler. Vil vi køre til grænsen af systemets formåen er minimumskravet til forstærkerens strømstyrke lig med forstærkerens forsyningsspænding - dens plusspænding divideret med højttalerens laveste impedans. Plus den margin man ønsker. Og her er vi ude i noget som "tæt på ingen" beskæftiger sig med i valget af en forstærker. Uanset hvor vigtigt det er.

Og hvor mange producenter bygger deres forstærkere efter et worst case scenario. Så hellere indsætte begrænsende kredsløb i forstærkertrinene, så man ikke overskrider Safe Operation Area og håbe på at brugeren ikke opdager forstærkerens formåen er begrænset. Og det er netop her den opmærksomme bruger af flere forskellige forstærkertyper opdager lydforskelle mellem datamæssigt ens forstærkere. Forskelle mellem fabrikater, som hver for sig har sine individuelle krav til det vi drøfter.

Kaj, hører jeg dig sige : klasse D ?
Vh

@villavalium

Ja, du hører mig sige: "Klasse D". Vel vidende at jeg selv har bygget klasse AB. Fordi det er den teknik jeg har forstand på og erfaring med at konstruere helt fra bunden. Udfordringen med AB er især det beskrevne med hensyn til SOA (safe operation area) fordi transistorerne skal kunne bære strømstyrken uanset den spænding der under drift står mellem kollektor og emitter. I en klasse A eller AB forstærker varierer kollektor- emitterspændingen i takt med lydstyrken. Fra nogle få volt (Vsat) til den fulde forsyningsspænding. Samtidig med at de udsættes for varierende strømstyrke som konsekvens af højttalerens skiftende frekvensafhængige impedans. Konklusionen er at såvel strøm som spænding varierer hele tiden i takt med musikkens styrke, frekvens og belastningsimpedansen.

En klasse D derimod består udgangstrinnet af (som forenklet forklaring) to MOSFET transistorer, som ved hjælp at et styrekredsløb skiftes til at være ON (transistoren optræder kortsluttet med fuld ledeevne kun begrænset af dens strømkapacitet) eller OFF (hvor der slet ikke løber nogen strøm). Signalet ud til højttalerne dannes af tiden der løber strøm gennem MOSFET transistorerne. Resultatet heraf er at der kun løber strøm gennem dem, i den tid de optræder kortsluttet. Det betyder at et par ydmygt udseende MOSFET transistorer kan levere lige så meget strøm og dermed udgangseffekt som adskillige parallelt koblede almindelige transistorer på kæmpe køleplader i en klasse AB.

Tilbage står så den personlige vurdering af deres gengivelse .

Tak Kaj for svar og forklaring.

Vi må finde noget/nogen at lytte til.

Har du gjort dig nogen erfaringer ?

Jeg tror, og det er tro for jeg ved ikke tilstrækkeligt, at der om klasse D er sket og fortsat sker, meget på det lyttemæssige område, så ja, der må lyttes.

__________________
Er blevet ret passiv læser.

villavalium skrev: Har du gjort dig nogen erfaringer ?

Klasse AB har jeg mange erfaringer med gennem de 36 år i branchen jeg har haft utallige forstærker i hænderne. Klasse A og AB princippet har i den periode været stort set enerådende. Med fremkomsten af fast switching MOSFET transistorer er det siden jeg forlod branchen blevet muligt at erstatte A og AB princippet med D typerne. I dag findes der utallige forstærkere bygget på på D princippet.

Udfordringen i selv at bygge klasse D er især den at konstruere det mekaniske layout, så man ikke i valg af konponenter og printlayout øger switchtiden på MOSFET'erne. Det er således at de to sidder i serie med hinanden over forstærkerens plus/minus forsyningsspænding. Her skal man sikre sig at den ene MOSFET når at slukke for strømmen inden den anden leder strømmen. Kaldet "deadtime", som skal være så kort som overhovedet mulig af hensyn til blandt andet lavest mulig forvrængning.

Jeg har investeret i nogle færdigbyggede moduler for ad den vej lave forsøg med D teknologien. Her stiftede jeg bekendtskab med betydningen af hurtigtreagerende komponenter. MOSFET'erne skifter mellem ON/OFF i omegnen af 400.000 gange i sekundet og i det konkrete tilfælde viste de sig, at nogle dioder den kinesiske leverandør havde brugt ikke var hurtige nok. Der opstod en minimal strømlækage i en diode (rød pil) i samtlige moduler jeg havde købt. Erstattet af nye og hurtigere reagerende har de sammen med en række mindre modifikationer fungeret perfekt siden. Deres aktive komponenter - hjertet i forstærkertrinnet - ligner ingenting i sammenligning med det der sidder i en klasse AB.

Med erfaringerne jeg har gjort mig ville et nyt projekt i dag blive klasse D.

Jeg skylder vel at også at fortælle de tre viste aktive komponenter er alene om at levere 150W/8 Ohm. MOSFET transistorerne
vist ved linealen hvor hver streg er lig med en millimeter har dimension som drivertransistorerne i en tilsvarende klasse AB
forstærker. Da spændingen over en ledende MOSFET typisk er <50mV afsættes der meget lidt varme i den. Deraf ordet “ICE
Power” i titlen på et berømmet fabrikat af klasse D typen.

En klasse D forstærkers grundlæggende virkemåde er baseret på “variabel pulsbredde modulation” som MOSFET transistorer har
muliggjort uden energitab. Og når du træder på speederen i din elbil bliver energien til elmotoren reguleret med den samme
grundlæggende teknologi som din nye klasse D forstærker, når nu vi taler om at styre svære belastninger. Du vil blive overrasket
ved at se hvor små dimensioner komponenter der regulerer energien til bilens mange hestekræfter. Én hestekraft er lig med
736W. Tankevækkende, faktisk.

Som supplement til mine forklaringer er der også dette input.

Kaj. skrev: Som supplement til mine forklaringer er der også dette input.

Meget nteressant artikel du der linker til, Kaj. Min konklusion på tråden er, at en god forstærker er IKKE den der bare kan levere mange watt i nem belastning, men en der kan levere tilstrækkelig effekt (og det er nok ikke over 20Watt i mit lytterum, med mine højttalere og med mit lytteniveau), og at den kan gøre det med svære strøm-spænding faseforskydninger.

I næsten alle tilfælde, hvor en trådstarter efterspørger råd om en forstærker til en given højttaler, meldes ind, at det skal være en kraftig en, for højttaleren kræver megen strøm. Hmm, det ved vi nu er næsten et irrelevant svar, for der er flere og mere betydende karakteristika involveret - og karakteristika som kun i meget få tilfælde er klarlagt for os.

Kaj: hvilke designmål mener du der skal stiles efter for en forstærker, som kan klare disse svære belastninger? Og der taler jeg ikke om et lytterum på 50m2/150m3, en højttaler med følsomhed på 87dB, og Rammstein gengivet ved 105 dB.

Hvis man har en forstærker, som egentlig er ret kraftig, kan levere i lav impedans f.eks. 3,5 Ohm, men den kan ikke ret godt håndtere store impedansudsving, kan man ikke parallelkoble højttaleren med en effektmodstand på 10-15Ohm, for at få nogen impedansudjævning? Bliver modstanden for varm, erstattes den bare med en større.

__________________
Er blevet ret passiv læser.

Der er skrevet en masse om, hvordan forstærkerne kan håndtere de svære strøm-spænding faseforskydninger, som kombinationen af højttalere og delefiltre giver.

Men intet om, hvordan de svære strøm-spænding faseforskydninger gør, at grundtonerne og overtonerne IKKE GENGIVES SAMTIDIGT.

Det er det, som gør det så nemt, at høre forskel på lyden af et musikinstrument, og en højttalergengivelse af det

Mine højttalersignaler bliver lavet/korrigeret digitalt, således at alle frekvenser bliver gengivet korrekt, og bliver analoge gennem mine digitale forstærkere.

Det betyder at forstærkerne har det meget nemmere, ingen vanskelig impedans OG stilhed mellem tonerne, altså ingen "lydmudder", som plager almindelige højttalere - uanset pris.

Når man har vænnet sig til en meget mere naturlig gengivelse, gider man ikke lytte til almindelige anlæg.

__________________
Boman

hifiigen skrev: Kaj. skrev: Som supplement til mine forklaringer er der også dette input. Meget interessant artikel du der linker til, Kaj. Min konklusion på tråden er, at en god forstærker er IKKE den der bare kan levere mange watt i nem belastning, men en der kan levere tilstrækkelig effekt (og det er nok ikke over 20Watt i mit lytterum, med mine højttalere og med mit lytteniveau), og at den kan gøre det med svære strøm-spænding faseforskydninger. I næsten alle tilfælde, hvor en trådstarter efterspørger råd om en forstærker til en given højttaler, meldes ind, at det skal være en kraftig en, for højttaleren kræver megen strøm. Hmm, det ved vi nu er næsten et irrelevant svar, for der er flere og mere betydende karakteristika involveret - og karakteristika som kun i meget få tilfælde er klarlagt for os. Kaj: hvilke designmål mener du der skal stiles efter for en forstærker, som kan klare disse svære belastninger? Og der taler jeg ikke om et lytterum på 50m2/150m3, en højttaler med følsomhed på 87dB, og Rammstein gengivet ved 105 dB. Hvis man har en forstærker, som egentlig er ret kraftig, kan levere i lav impedans f.eks. 3,5 Ohm, men den kan ikke ret godt håndtere store impedansudsving, kan man ikke parallelkoble højttaleren med en effektmodstand på 10-15Ohm, for at få nogen impedansudjævning? Bliver modstanden for varm, erstattes den bare med en større.

Hæfter du dig ved tallene i tabellen har du svaret på dit spørgsmål til designkravene til en forstærker. Men så kommer vi til - hvor mange der forstår tallene og hvilke fabrikanter der oplyser forstærkeres data i henhold til tabellen? Resultatet jeg læser af års deltagelse på fora på nettet er at spørgsmålsstilleren ønsker at springe alle mellemregninger over med et konkret forslag til en specifik forstærker, som indfrier forventningerne. For slet ikke at indvolvere valget af forstærker med en specifik højttaler, hvis data tilsvarende kan være ukendt.



Så vil du have mit svar er det - "forstærkeren skal kunne levere tilstrækkelig strøm UANSET højttalernes impedansforløb og fasevinkler. Og tager du mit valg er det senest strandet på at forstærkeren kan levere 35 Ampere KONTINUERLIG samtidig med at der står fuld forsyningsspænding over udgangstransistorerne. Stiller jeg min "Current Overload Protection) som flertallet af producenterne lander vi langt over 200 Ampere. Se det er SOA (Safe Operation Area) der vil noget. Ready for "Worst Case Scenario". At min oprindelige plan var at bygge forstærkeren som monotrin og dermed fordoble disse tal er en helt anden sag. Det er ikke for sjov skyld mine konstruktioner er døbt -

 



Langt de fleste klarer sig med langt mindre. Og jeg vil i et nyt projekt med de nyeste erfaringer anvende klasse D teknologi, hvor MOSFET transistorerne i konstruktionen med få komponenter når samme strømkrav.

@Boman

Dit anlæg anvender klasse D forstod jeg på din forklaring. Det er fint og godt. God lyd! Men det vi drøfter er ikke hvad der digitalt går forud for forstærkernes udgangtrin. Det er netop deres strømformåen i sammenhæng med højttalernes impedans forløb, som er på tale og det kan man ikke korrigere sig ud af i signalbehandlingen forud for udgangsforstærkertrinnet.

Kaj. ? Hvis forstærkeren skal levere 35 A kontinuerligt, og der er en faktor 4 mellem det der går i HT og det der "bliver" i forstærkeren jf. skemaet, er det knapt 9 A til højttaleren. Hvis vi sætter HT til 4 Ohm, bliver spændingen 36V, og dermed 36x9 = 324 W KONTINUERLIGT. Det er der ikke ret mange bashøjttalere, hvis nogen, der kan holde til. Er min beregning korrekt, mener jeg du har overdimensioneret alt for meget.

Jeg erindrer tiden hvor eLabs i dette forum udvekslede hvor meget effekt bigFOOT klasse D kunne levere, og det var 2x190Watt efter den målestandard, som anvendes til klasse D. Den er noget mildere end den gamle, fordi intet hjemmeudstyr anvendes med fuld power kontinuerligt. Crest-faktoren blev anset for mere realistisk (forskellen mellem RMS niveau og PEAK). Dengang var der nogle som syntes, at eLabs-folkene forsøgte at gøre forstærkeren kraftigere end den reelt var, efter den nye effektopgivelse, men når man ikke anvender en forstærker på andet end musik, er den vel fuld acceptabel.

Er dine 35A så ikke overkill, og bliver du ikke nødt til at holde dig til "klasse D-effektkapacitet"-metoden når du vil lege med klasse D?

__________________
Er blevet ret passiv læser.

Kaj. skrev: @Boman Dit anlæg anvender klasse D forstod jeg på din forklaring. Det er fint og godt. God lyd! Men det vi drøfter er ikke hvad der digitalt går forud for forstærkernes udgangtrin. Det er netop deres strømformåen i sammenhæng med højttalernes impedans forløb, som er på tale og det kan man ikke korrigere sig ud af i signalbehandlingen forud for udgangsforstærkertrinnet.

Det jeg prøver at sige er, at kombinationen af delefiltrene og højttalerenhederne, kan giver forstærkerne problemer, samtidigt med at lyden
bliver "tværet ud".

Mine højttalerenheder er koblet til forstærkeren, uden delefiltre eller lignende, fordi forstærkeren kun får det korrigerede signal

__________________
Boman

hifiigen skrev: Er dine 35A så ikke overkill, og bliver du ikke nødt til at holde dig til "klasse D-effektkapacitet"-metoden når du vil lege med klasse D?

Klasse D har vokset sig stor med hensyn til såvel strøm som effekt, så der ser jeg ingen begrænsning. Længere -

Forstærkeren skal ikke levere 35 Ampere kontinuerlig - men må godt kunne. Og mere til. Tabellen du ser har relation til effektfordelingen
mellem energien (varmen) der afsættes i henholdsvis forstærker og højttaler. Varme som er en vigtigt del af transistorers Safe Operation
Area. For jo varmere de bliver jo mindre kan de holde til. I en klasse AB bliver de til forskel fra klasse D varme. Med andre ord bruger de
meget mere energi.

Og jeg kan kun give dig ret i at jeg på det groveste har overdimensioneret - måske med undtagelse af transformatoren, jeg har købt brugt
uden specifikationer på effekten. Det eneste jeg er sikker på er at forstærkeren kan levere 1090W/3,3 Ohm pr. kanal. Og at den med mit
valg af strømbegrænser kan klare en højttaler ned 2,7 Ohm. Så det nøjes jeg med -