Jeg har ikke så meget tid lige nu. <har været til Supertræf hele dagen

<men synes lige jeg vil huske jer på NHØP, dansk og så en af de allerstørste bassister.  

Fremragende udgivelser med f.eks. Kenny Drew.

Og endnu en god dansk musiker Alex Riel.

Jeg kommer snart på flere.

P.S Brugte en god del penge i dag på nye Mictor kabler /powercondition.

Lyder ret godt, selv om de kun har spillet få timer.

kjaer

Ja Jensen de er fede, men jeg har dem på vinoodle.

Læser lige på allmusic.com at Wynton Marsalis var 23 år da han indspillede Black Codes...mindblowing .

kjaer: ja vi mangler den danske jazz - er der nogen der vil inspirere?


__________________
Med venlig hilsen

"There are more love songs than anything else.
If songs could make you do something we'd all love one another."
- Frank Zappa

zaka skrev: Ja Jensen de er fede, men jeg har dem på vinoodle. Læser lige på allmusic.com at Wynton Marsalis var 23 år da han indspillede Black Codes...mindblowing . kjaer: ja vi mangler den danske jazz - er der nogen der vil inspirere?

Ja har også nogle af dem på MFSL cd og MFSL LP

Er man til "nordisk" lyd, og ikke brækker sig over, at det til tider bliver lidt "pænt", er Ketil Bjørnstads og David Darlings ECM-kollaborationer, bestemt også værd at fremhæve:

The Sea, The Sea II, The River, Epigraphs, Water Stories.

 

 

G'aften d'herrer!


Ufff, det bliver ubetinget årets dyreste tråd, det her

Zaka's link til Jazzkælderen gjorde mig halvfattig, tak for det. Det er en heeerrrrrrlig butik

Og så kommer det ellers bare væltende, kan jeg se.

Vores polske butler har just truet med at sige op, hvis han ikke snart fik noget løn. Så spurgte jeg ham, om han kan stave til "rødgrød med fløde" og "fremmedpoliti".

Det kunne han ikke, så nu står han og vasker sportsvognen, og bagefter skal der hugges brænde og stryges skjorter!

SES - du fik fat på Ritenour on vinyl, kan jeg se. Det er ikke nemt. Ellers vil jeg også gerne fremhæve Bill Frisell & John Scofield. De har en magisk afsmitning på hinanden, og der spilles af og til helt ud i de yderste hjørner af, hvad man teoretisk troede muligt. Har hørt dem live, og det var eminent.

Her er aftenen gået med Mr. Webster. Først i duo med Art Tatum. Det lyder som et trafikuheld, og skulle nok aldrig have været udgivet. Det er godt nok to forskellige verdener, der her støder sammen. Den holdt kun et par numre, så måtte ukrudtsbrænderen frem

Bedre gik det med Webster - King of the Tenors og med Ben Webster Meets Oscar Peterson - alle på Verve


Med jazzhilsen
G&S

Jeg er ikke så meget inde i jazz, låner lidt på musikbiblioteket og køber lidt engang imellem. Men jeg må lige nævne KENNY BURREL med MIDNIGHT BLUES fra 1963. Det andet jeg har hørt med ham var jeg ikke vild med. Men den plade er super afslappet jazz blues (er der noget der hedder det ?) med bla. Stanley Turentine på sax. Nogen som kender den cd/lp ?

mvh.

__________________
Rod Stewart: Every Picture Tells A Story, 1971
NAD C390DD - SA Ranger - Cambridge 751BD - Bluesound

SES. skrev:  Hej Macwerk -købt på din anbefaling fra en gammel tråd - hvor du også nævner Mulligan Gerry / Vol. 1 og vol2 Pleyel Concert på Voque - håber det er den rigtige jeg har bestilt.

Øhhhh, Æhhhh jeg har dem ganske rigtigt stående, men kan ikke rigtigt huske dem (eller at havde nævnt dem)
Hvad skrev jeg Starten på Vol 1 tyder dog på at der ikke er sket den store ulykke

Men det er altså ikke den føromtalte ELP 807 men EPL 7033 & 7034.

Rart at kunne blive vist tilrette i sin egen pladesamling

De er fede de to singler
(og ryger nok ikke i glemmebogen igen - sådan lige med det samme ihverfald)

Seriøst dokument jeg fik linket til i forige indlæg - 413 sider
("GERRY MULLIGAN RECORDINGS, CONCERTS AND WHEREABOUTS")

Må opgive at finde omtalte anbefaling. Det enste jeg kunne finde var en anbefaling af 807'eren:

Macwerk skrev: Jeg bruger normalt enhver given lejlighed til at slå på tromme for Sam Jones "The Soul Socity" - en lille perle som kan høres af alle. Pladen har allerede sin egen tråd/indlæg her i musik-kategorien (ca. 20 hits). Jeg har med enkelte undtagelser lyst til at anbefale hele min jazz samling, men istedet vil jeg videregive mine seneste Mulligan erfaringer. Noget tyder nemlig på at de bedste inspilninger af numre som 'Barnies Tune' og 'The Lady Is A Tramp' er optaget på en fransk festival og det skulle undre mig meget om ikke resten af sættet herfra var vær at checke op på (der findes sikkert i mange forskellige udgivelser): The Garry Mulligan Quartet at "3me SALON DU JAZZ, SALLE PLEYEL, JUIN 1954".

Så er der bare tilbage at håbe at du ikke får abstinenser af den piano-løse quartet

Mvh en travl Jacob (som ved lejlighed nok skal lave en liste magen til Zaka's).

Jeg kan varmt anbefale "Tanto Tempo" med Bebel Gilberto (Joao Gilbertos datter). 
Den ligger stilmæsssigt måske ikke lige i forlængelse af de kunstnere du selv nævner, men det er en skive der er værd at give et lyt eller 2.

-og nu vi er igang med de kvindelige vokalister vil jeg ikke undlade at nævne Cæcilie Norby og Norah Jones.

mvh Klaus

Tråden har startet en liden jazzfestival her i hulen. Og sat en masse tanker i gang – det gør jazz tit. Hvorfor hører jeg mest 1920-1970 jazz?,  vil jo helst ikke være tabt bag en vogn. Prøver så noget nyt – og det 1.spørgsmål er – jamen er det jazz det her? Og er der vitaminer i det eller er det kun fri glukose?

 

Nå har lovet G/S lidt om hvad jeg spiller af jazz og ikke hvad elektriske pulser i hjernen fusionerer af mærkelige udsagn.

Big Band fra sidst i 30’erne med Glenn Miller som helt - var min debut – så i 50’erne filmen om Miller og købte på et tidspunkt æsken fra Readers Digest med de stor big bands. Hørte også nogle sjove ting med Armstrong og Mills Brothers – dem har jeg senere fundet ud af er lavet i 1935 – ”In the Shade of the Old Appletree” når jeg hører den i dag kan jeg godt forstå at jeg for 50 år siden synes det var utroligt fedt.

 

De sidste 15 år er jazzen begyndt at fylde mere og mere i min musiklytning , selvom klassik stadig er alfa og omega. Klassikken spiller lidt ind – Ellington er min største jazz love, jeg sætter ham lige så højt som Bartok og Strawinsky.

Ellington er dejlig fri for etikette. Sæt ham sammen med hvem som helst og han spiller deres musik lige så naturligt som de selv.

Svært at pille favoritter ud: Blues In Orbit, Piano in Foreground, Piano in Background, Side by Side, Back to Back, Dukes big 4, Ella og Duke, og så magtede han at spille Peer Gynt (den bør man høre) og Nøddeknækkeren – utroligt hvad han kunne få sine musikere til, og tit var det også omvendt. De der medvirkede i dette enorme musiklaboratorium – er alle værd at bruge tid på – også når de gik deres egne veje, eller var i andre orkestre. Johnny Hodges, Paul Gonzalves, Barney Bigard, Ben Webster og en masse andre. Definitives 4 cdsæt fra 40’erne med Ellington’s big band er required listening.

Armstrong har en stor plads, da jeg faktisk tror på at han var den største jazzudvikler af alle – jazzen er jo ikke gammel kunst, først i 20’erne defineres jazzen. Og det sætter straks sine spor – unge klassiske komponister falder pladask for de nye muligheder – og siden har det været et parløb. Jazz musikerne var på højde med deres kolleger i klassikken. Count Basie’s big band står ikke tilbage for nogle af de store symfoniorkestre. Og Ellington kunne træne sine musikere i klange, farve, rytme på samme måde som Furtwängler trænede sine Berlinere.

Kommer der nogen sinde en musiktid som vi havde fra 1920 til 1960 igen? Det er svært tro på. Musikerne i  dag er teknisk bedre, men det er musikken ikke. Musikken er ikke teknik, musikken er noget man ikke undvære, og vil lave man musik må man bruge alt på sagen. Det gjorde man dengang – derfor chokeres man hele tiden når man fanger noget fra den tid man ikke kendte.

 

Nå snakkehoved kom så med pladerne:

Armstrong næsten alt minus en tilgivelig pop periode hvor manden vel fortjente lidt penge.

Ella Fitzgerald er ikke så stueren i dag – hun synger jo så godt og så rent, og solen skinner altid. Men sådan var hun jo – ikke så store dybder, hun gjorde det bare. Hør hende sammen med Ellington, han skal bare udtrykke en ide –og så synger hun den som han ønsker. Musikere er som fodboldspillere – de skal spille – og ikke udtale sig (det er ikke sjovt at høre på). Ella skal man have i f.eks. ”Let No Man Write My Eptah”, her er f.eks. Black Coffee afleveret så godt at selv Frank Sinatra ikke ville synge den. Pladen hvor hun med Duke, og den hvor de ”liver” sammen på Cote d’Azur er must hear, own! Verve som underbetalte på det frygteligste har lavet en lille med 3cd’er ”First Lady of Song” – den viser hende i de forskellige typer jazz hun var med i. Og jeg mener det er eneste mulighed for Black Coffee og Angel Eyes på cd.

 

Jeg køber mange plader med Ray Brown – det giver et fantastisk view, for han spillede jo ikke alene. I små kammergrupper i mange stilarter. På Conconde en masse lækkerier med Ron Eschete, Al Grey, Gene Harris, Grady Tate. ”Dont Forget the Blues” CJ-293. Med Jimmy Rowles piano på Concorde CJ-66 ”As Good As It Gets” – det hedder pladen, og der spilles ikke bedre jazz og det optages ikke bedre – klaver og bas. På Concorde CJ-263 er Ernestine Anderson hovedperson, men det er Brown, Gene Harris, Red Holloway, Gerryck King der lægger en uovertruffen blues, og gør det en plade af bedste tapsel.

Ray Brown medvirken i LA4 f.eks. ”ZACA” (det optages ikke bedre) – Poll Winners Three må man ikke snyde sig for. Sammen med Almeida har han på Jeton lavet en utrolig smuk duo plade. Selv en klassiker som mig nyder hvert sekund af Ludwig v B’s Måneskinssonate på guitar og bas.

Og så var jo en TRIO: Peterson., Brown, Thigpen.  

Illinois Jacquet spiller lige nu en tribute til Lester Young ”Lesters Lips” sammen med Burrel, Flanagan m.fl.

Nyere Jazz: G/S entusiasme omkring f.eks. Ritenour får mig til at prøve til igen – det er dejligt at få prikket de rigtige plader ud. De gange jeg har prøvet fristilen er det endt med 10? og en rysten på hovedet.

Masser af dygtighed, masser at virtuoseri, masser af alt – men jeg har svært ved at finde vitaminerne – hvorfor er det lavet? Hvad vil de? Captain Fingers lover nu godt, så nu prøver jeg at hænge på lidt længere denne gang.

 

Danilo Perez ”Central Avenue” på Impulse er en moderne pianist jeg rigtig godt kan lide. Han mixer indtrykkene fra de foregående 50 jazz år på en forfriskende og dristig måde. Cassandra Wilson er nok nulevende kunstner jeg hører mest.

Ellers er det ”lidt forstemmende” at 9 ud af 10 jazz der kommer på spillen er ”den rigtige jazz” fra 1920 til 1970 øh ok 1980.

 

Det sidste ½ år er Bill Evans helten – her vokser samlingen støt. Både som hovedperson og som deltager i andres projekter. Ellers Stan Getz han har vist ikke ramt en forkert tone nogensinde. Dave Brubeck der bare klør på og modsat Evans ikke forfiner bare tryk på tangenterne. Oscar Peterson, Ben Webster, Buddy Tate.

Og til sidst glem ikke George Lewis – ja det er New Orleans – og det er dejligt.

Count Basie – findes der et bedre big band? Er der nogen der har spillet bedre jazz klaver? Vil i så fald gerne vide det. Sorry det blev mere snak end plader - men dem er der andre der allerede har mange af.

Har lige brugt 200$ på at supplere samlingen. Gå aldrig ind på audiophile.com og vælg "nyheder" for de sidste 30 dage.   

 

Getz, Stan -  Voyage
ID: (5113) Used - LP   Blackhawk BKH 51101  (Jazz ) USA
1986 Original From This Defunct Label. Pressed On Quiex Virgin Vinyl. Stunning From Start To Finish, Especially "Yesterdays" - Killer Acoustic Bass Intro From George Mraz And Of Course Stan Owns This Song! Top Recommendation

 

Horn, Shirley -  A Lazy Afternoon
ID: (9922) Audiophile - LP   Steeplechase SCS 1111  (Jazz) Germany
Sealed, Long Out Of Print 180gm HQ German Import. An All-Time Great Trio Album With Stunning Sound And An Absolute Must-Have!

 

Lovano, Joe -  Tones, Shapes & Colors
ID: (5272) New - LP   Soul Note SN 1132  (Jazz ) Italy
Italian Original, Tiny SC. Joe Lovano Is Hot Right Now, But He Was Also Playing Brilliantly In 1986 When This Live LP Was Recorded. Very Hard To Find! New, Unplayed Condition

 

Pepper, Art -  Meets The Rhythm Section
ID: (6692) Used - LP   Contemporary S 7532  (Jazz) USA
Early 70's Yellow And Black Label Analogue Reissue. The Only Version That Sounds Better Is The Original. One Of The Top Albums Of All-Time! (Originalen var der også 500$)

 

Rollins, Sonny -  Way Out West
ID: (6968) Used - LP   Contemporary S 7530  (Jazz) USA
Yellow Label With Black Lettering, Early 70's Stereo Reissue Mastered Off The Original 2-Track Tape Recorded With A Tube AKG-C12 Microphone On A Tube Ampex 350 Machine. Features Ray Brown On Bass And Shelly Manne On Drums. Over His Long And Distinguished Career, Sonny Rollins Has Made Many Dozens Of Albums. Among Those Recorded During The Fifties, Prestige's Movin' Out And Colossus, Blue Note's A Night At The Village Vanguard, Riverside's The Sound Of Sonny, And Way Out West On Contemporary Qualify As All-Time Rollins Classics. Would I Prefer This Analogue 3rd Label Or A 180gm Reissue? No Contest!

 

Rowles, Jimmy -  Peacocks
ID: (8589) Used - LP   Columbia JC 34873  (Jazz) USA
White Label Promo Featuring Stan Getz, Elvin Jones & Buster Williams. Must-Have Jazz

 

Schory, Dick -  Re-Percussion
ID: (26431) Used - LP   Everest 1232  (Jazz) USA
Beautiful Stereo Original In Shrink Wrap. An Audiophile Treat!

 

Farlow, Tal -  Tal Farlow Album
ID: (5067) Used - LP   Verve UMV 2584  (Jazz ) Japan
Mint Japanese Mono pressing With Obi. David Stone Martin Cover Art.

 

Flores, Chuck -  Drum Flower
ID: (28314) New - LP   Concord CJ 49  (Jazz) USA
Sealed 1977 Original. Chuck Flores, Drums; Bobby Shew, Trimpet And Flugelhorn; Bob Hardaway, Tenor, Soprano And Flute; Dick Johnston, Keyboards And Bob Magnusson, Bass. One Of The Top Five Recordings For Sound Quality On This Label-A Real Sleeper!

 

De Franco, Buddy -  Cooking The Blues
ID: (25550) Used - LP   Verve MV 2513  (Jazz) Japan
Hard To Find Japanese Mono Pressing, No Obi. features Tal Farlow, Sonny Clarke, Gene Wright And Bobby White.

 

Hvornår kommer lønnen for april?

 

Nøj! SES .

Hvis du ikke kan lide Joe Lovano, så aftager jeg gerne til den pris du har blødt .

De 5 efter Rollins - Way Out West (glæd dig ) kender jeg ikke. Husk at skrive når du har lyttet .




__________________
Med venlig hilsen

"There are more love songs than anything else.
If songs could make you do something we'd all love one another."
- Frank Zappa

Dav-dav og godaften!


Ja, jeg har fået lov at være længe oppe i aften. S'derfor en fodnote om jazz'ens fortræffeligheder (og andet).

Det er sjovt med jazz. Jazz er skægt, ligefremt og så alligevel med helt sin egen kultur.

En væsentlig del af jazz-kulturen er den tilhørende historie og de mange små anekdoter. Oftest krydret med en fandenivoldsk og/eller kulsort humor samt en utæmmelig optimisme.

Som SES beskriver, var det "overløbere" fra den klassiske verden, der så at sige toneangav jazz'en.

Med vægten lagt på den frie improvisation og det ligefremme udtryk, var der i 20'erne tale om ikke mindre end en musikalsk revolution. Et fristed og åndehul fra det bundne partitur i den klassiske verden lagde således kimen til det meste af den musik, vi kender i dag.

Ud over Dirch Passers lettere omskrevne historie om jazz'ens fødsel, så opstod den oprindeligt som begravelsesmusik i New Orleans. Under selve kistebæringen blev der spillet en form for sørgemarch, men efter den jordiske genforening blev der festet og drukket gravøl. De inciterende rytmer udviklede sig til underholdningsmusik for i starten den sorte del af befolkningen. Og revolutionen tog dermed fart.

Nuvel, SES har igen haft spendérbuksen på, og resultatet er som sædvanlig bragende. Der både bukkes og lettes på bowleren herfra for de smukke nyerhvervelser med tilhørende beskrivelser

Spørgsmålet omkring den foretrukne periode (der i øvrigt er den samme her på slottet), kan nok nærmest besvares med ord som enthusiasme, glød, nerve og tilstedeværelse. Specielt mangel på det sidste, er nok enhver musikers mareridt, uanset erfaring. Og burde også være enhver lytters ditto

Tyngden i musikken er jo det evindelige spørgsmål. En klog mand sagde en gang til mig: "Har de en historie at fortælle, eller ej?"

Mange års gnasken på dette udsagn har overbevist mig om, at "historien" er essentiel.

Mastodonter som f.eks. Ray Brown nåede inden sin alt for tidlige død at indspille en lang række skiver i eget navn. Og som ved de fleste andre mastodonter, er porteføljen værd at kikke nærmere på, da man her ofte kan finde yderligere guldkorn, der er en nærmere gennemgnaskning værd

Ella fitzgerald var nok mest datidens svar på en kloning mellem Britney Spears og så hende dér med måsen, som jeg aldrig kan huske, hvad hedder

Hun er vejet grundigt - og fundet for let. Formen(er) er der, men dybden, substansen og lidelsen (Holliday?) mangler, meddeles det herfra.

Dette skal dog ikke forhindre hende i at være en glimrende indgangsvinkel til jazz'ens verden. Blot er der Marianergravsdybder at udforske efter hende, hvilket kun bør tages som en udfordring

Mht. den mere moderne afdeling, så er skiver som f.eks. Captain Fingers en ægte raritet.

Klanen omkring GRP og Dave Gruisin muliggjorde nogle få, langtidsholdbare indspilninger. Dave Gruisin's Mountain Dance er af samme kaliber. Jeg tror dog, det vil være svært, ikke at finde et allerede voldspillet eksemplar af denne. Men man ved jo aldrig. Lee Ritenour's Feel the Night understreges igen. Den fås på alm. LP og også på CD re-issue. Den første er at foretrække.

I øvrigt fandt jeg en halvgammel Spyro Gyra - Morning Dance. Titlen gør præcis, hvad den lover. Idéel til opvasken (hvis ikke man har folk til det) eller til opfyldelse af ægteskabelige pligter

SES, endnu en gang tak for dine guldkorn. Jeg skal spagt forsøge at leve op til dem, når næste sending er i hus.

Med et indkøbstempo, der må være enhver tsunami overlegen, er jeg snart ikke i tvivl om, at d'herrer SES og zaka tilsammen må have "the Master Collection"


Med jazzhilsen
G&S


PS: Gratis afbrændig af "Ella-skiver" tilbydes - helt gratis

Lidt diskution må vi nu have: G/S finder Ella for let (let var hun ikke – uforståeligt at hun ville satse på balletten som ung)

 

Finder hende ikke ”let”. Men hun har så let ved at synge uanset sværhedsgrad, hun kunne alt og gjorde alt, og ja der kom plader med betegnelsen væg til væg jazz – forstået kun vellyde, velklange, smør i øregangen.

Alligevel er hendes bedste fuldblodsjazz i mine ører – fordi det var nemt for hende er ikke noget jeg kan trække fra – men den form for sang kan jeg krybe ind i.

 

Kan bedst lide hende med småjazzgrupper – der kommer samspillet og vel ikke mindst opspillet frem på allerbedste måde. En undtagelse med big b er nogle med Basie – ”Dream a little Dream og ”Satin Doll” dem slider vi konstant på. Misty er min og wifi’s kendingsmelodi – og helst med Ella. Embraceable You er min jazztune – og det er helst med Billie.

 

Jeg sammenligner hende heller ikke med Billie – der som 6 årig forårsagede bedstemoderens død, blev voldtaget som 10 årig, derefter prostituion, alkohol, stoffer : Det er hendes lidelseshistorie hun fortæller – og så sort er alting heller ikke. Men dybt bevægende er hun.

 

Og når man læser om musikernes liv og færden, forstår man at 35 år var en meget høj alder. Wifi anbefaler på de kraftigste at gå ind og se filmen om Ray.

 

Sluttede aftenen i går med Sweet Rain af Getz fra 1967. Meget smuk plade – på coveret lidt om Getz’s udvikling fra big band i fyrrerne og via de berømte brazil år – og nogle års ophold i Europas mest innovative jazzland ”Scandinavia” som specielt meget vigtige. Kom tilbage til US med ny fortættet inspiration og nu matured – det høres på Sweet Rain. Den musiker som den meget knappe og geniale pianist Michelangeli måtte studere, han kunne ikke lide jazz, men Getz minimalistiske spil var noget han selv prøvede at udføre i Debussy og Chopin.

Man kan sommetider ærgre sig over at det land "Scandinavia" aldrig blev til noget, man skal da afprøve tingene - men det er en anden og nu død historie.

 

Jah-jow, "let" er måske både i overkanten og underkanten, når Ella skal beskrives

Måske min smag (eller mangel på samme) har noget at gøre med, at jeg har hørt Sassy synge mange af de samme sange, før jeg senere stiftede bekendskab med Ella. Derfor forekom Ella mig "let", huskes der. Jeg synes simpelthen ikke, der er nær den samme dybde i hende, og har derfor heller ikke siden beskæftiget mig synderligt med hende.

Ved nærmere eftertanke bør hun måske have "en rekursiv afbrænding" - altså en chance mere, og helst med mindre ensembler. Dét kan i mange tilfælde hæve intimiteten

Misty er også en klassiker her. Dog helst i Sassy's udgave fra skæringen Vaughan & Violins, siger den Suhre. Den er optaget i Ægte Stereo. Altså Sarah i den ene side, og et storfilende fiolensemble i den anden. Det kan være en fordel, at rykke lidt på balancen.
Har i øvrigt hørt Peter Thorup synge nummeret live, og det var stort. Den mand får efter min mening alt for lidt anerkendelse. Den føromtalte dybde og historiefortælling var til stede i store mængder.

Billie H repræsenterer for mange jazzmusikere den ultimative lidelseshistorie. Mange af dem var regulære narkomaner, inklusive Ray Charles, der først blev helt clean som 60-årig. Hørte ham på Mountain View, Californien i 1989. Og det hele var rigtigt den aften. Vejret (udendørs koncert), stemningen, der var Big Band, der var 4 STORE madammer på kor, og Brother Ray var i sit Es. Så dén film skal helt sikkert både ses og købes på DVD

Der findes også en fremragende biografi af Charlie Parker på cellouid. Han nåede, hvad du helt rigtigt kalder "gennemsnitsalderen" for den gang. Ved obduktionen troede lægerne imidlertid nærmere, at han var omkring de 80.
En lidt mærkelig sammenblanding af skabertrang, evolution og selvdestruktion, som mere var normen, end en sjældenhed. Paris blev snart til en oase for jazzmusikere med flair for kemiens påvirkninger. Omgangstonen blev hurtigt, "...næhh, han er vist i Paris for øjeblikket..." Det klinger også lidt pænere, end "afgiftning"

Embraceable You er i mine ører et af de flotteste jazznumre, der er skrevet. Også Chet Baker's udgave kan der skrives hjem om.

En anekdote fra det virkelige liv, da en kendt, dansk jazzpianist bestiller en whisky ved baren: "Skal du have is i din whisky?" bliver han spurgt. Hvortil han svarer: "Nej, for fanden, jeg er alkoholiker, ikke skøjteløber".


Og så det store spørgsmål - hvad lytter trådens andre interessenter på af jazz?

Kom frisk, det gør næsten ikke ondt


Med jazzhilsen
G&S

Ghammel & Suhr skrev: Jah-jow, "let" er måske både i overkanten og underkanten, når Ella skal beskrives Måske min smag (eller mangel på samme) har noget at gøre med, at jeg har hørt Sassy synge mange af de samme sange, før jeg senere stiftede bekendskab med Ella. Derfor forekom Ella mig "let", huskes der. Jeg synes simpelthen ikke, der er nær den samme dybde i hende, og har derfor heller ikke siden beskæftiget mig synderligt med hende. Ved nærmere eftertanke bør hun måske have "en rekursiv afbrænding" - altså en chance mere, og helst med mindre ensembler. Dét kan i mange tilfælde hæve intimiteten Misty er også en klassiker her. Dog helst i Sassy's udgave fra skæringen Vaughan & Violins, siger den Suhre. Den er optaget i Ægte Stereo. Altså Sarah i den ene side, og et storfilende fiolensemble i den anden. Det kan være en fordel, at rykke lidt på balancen. Har i øvrigt hørt Peter Thorup synge nummeret live, og det var stort. Den mand får efter min mening alt for lidt anerkendelse. Den føromtalte dybde og historiefortælling var til stede i store mængder. Billie H repræsenterer for mange jazzmusikere den ultimative lidelseshistorie. Mange af dem var regulære narkomaner, inklusive Ray Charles, der først blev helt clean som 60-årig. Hørte ham på Mountain View, Californien i 1989. Og det hele var rigtigt den aften. Vejret (udendørs koncert), stemningen, der var Big Band, der var 4 STORE madammer på kor, og Brother Ray var i sit Es. Så dén film skal helt sikkert både ses og købes på DVD Der findes også en fremragende biografi af Charlie Parker på cellouid. Han nåede, hvad du helt rigtigt kalder "gennemsnitsalderen" for den gang. Ved obduktionen troede lægerne imidlertid nærmere, at han var omkring de 80. En lidt mærkelig sammenblanding af skabertrang, evolution og selvdestruktion, som mere var normen, end en sjældenhed. Paris blev snart til en oase for jazzmusikere med flair for kemiens påvirkninger. Omgangstonen blev hurtigt, "...næhh, han er vist i Paris for øjeblikket..." Det klinger også lidt pænere, end "afgiftning" Embraceable You er i mine ører et af de flotteste jazznumre, der er skrevet. Også Chet Baker's udgave kan der skrives hjem om. En anekdote fra det virkelige liv, da en kendt, dansk jazzpianist bestiller en whisky ved baren: "Skal du have is i din whisky?" bliver han spurgt. Hvortil han svarer: "Nej, for fanden, jeg er alkoholiker, ikke skøjteløber". Og så det store spørgsmål - hvad lytter trådens andre interessenter på af jazz? Kom frisk, det gør næsten ikke ondt Med jazzhilsen G&S

Man må vel hellere blande sig selv om "damesang" ikke lige er det der trækker vand i bjørnegrotten.

Til de der føler sig tiltrukket af modne sangerinder må Carmen McRae være et oplagt valg. Der er genudgivet en del liveoptagelser af særdeles respektabel kvalitet og de kan skaffes via David i den på 1. sal beliggende jazzkælder.

Carmen McRae - For Lady Day vol. 1 og vol.2  Novus/RCA udgivet i 1995. Veloplagt men høfligt publikum og hendes faste trio + gæst

Og så en skive jeg tør anbefale uden forbehold. Ain't Misbehavin' - The Fats Waller Musical Show (original broadway cast recording) Indspilningen er fra 1978 så den må kunne findes på LP med cd'en er af fortrinlig kvalitet. Er man til Fats er skiven uomgængelig og besætningen kunne næppe være valgt bedre.

RCA (red seal) BD82965(2)

 

 

 

Tak Bjørn - Vi øver pt. på en fin Carmen plade og den Waller skive er rigtig dejlig.

 

Hvis der nogen der har flere pladekøbejazzpenge i marts så prøv at kig her, der er ret meget. Prøv bare at kig på Lone Hill Jazz – f.eks. alt med Clifford Brown og Sarah Vaughn togeder (noget jeg endnu mangler i min opdragelse – og det skulle vist være en katastrofal mangel).

 

Siden kender jeg lidt – da jeg en periode købte lidt hos Definitive Records i Andorra, nu sender de ordren videre til

 

http://www.jazzmessengers.com/

 

Der er også vinyler.

 

Der er ikke noget i vejen med min løn, jeg får den bare for sjældent.

 

 

SES. skrev: Tak Bjørn - Vi øver pt. på en fin Carmen plade og den Waller skive er rigtig dejlig.   Hvis der nogen der har flere pladekøbejazzpenge i marts så prøv at kig her, der er ret meget. Prøv bare at kig på Lone Hill Jazz – f.eks. alt med Clifford Brown og Sarah Vaughn togeder (noget jeg endnu mangler i min opdragelse – og det skulle vist være en katastrofal mangel). Siden kender jeg lidt – da jeg en periode købte lidt hos Definitive Records i Andorra, nu sender de ordren videre til http://www.jazzmessengers.com/ Der er også vinyler.   Der er ikke noget i vejen med min løn, jeg får den bare for sjældent.

Og specielt for de der (også) ønsker at holde den DANSKE pladebranche i live så har SteepleChase det komplette katalog i produktion/på lager. Katalogerne for CD/LP kan trækkes ned fra nettet i PDF form. www.steeplechase.dk  men pas på lommepengene

Hejsa,

d'herrer SES og Ghammel & Suhr, jeg ikke helt enig i at jazz i den nyere tid ikke kan være med i forhold til perioden i nævner. Det kan godt være at der er blevet længere mellem snapsene.

Gonzalo Rubalcaba, Bojan Z, Joe Lovano, Steve Lacy, Steve Coleman,  Michel Portal, Richard Galiano er nogle af mine personlige favoritter fra nyere tid.

allmusic.com har et fint lille essay om jazzens tilstand i 80erne og 90erne med mange pointere til spændende kunstnere og en liste med 25 essentielle albums:

http://www.allmusic.com/cg/amg.dll?p=amg&token=ADFEAEE47 81DD84EA57620D1823464D9BB60E647D250F8C01A2B5644CBE46519DD5A2 6FD0FBADBD2B3FA75B135ABF52FA6500EDADA8E2B&sql=19:T716

Ja selv dixieland/swing lever endnu - check Dan Barrett, en fornem trombone spiller, som jeg var så heldig (jeg var sulten, gik ind på en Pizza restaurant, hov der var også en scene ) at se i London i 90'erne, sammen med Jon-Erik Kellso på trompet og en dame som jeg helt utilgiveligt har glemt navnet på, for hun sang skisme godt.

Problemet er snarere at tingene ikke bliver ordenligt distribueret.

Personlig lidelse og fascinationen deraf, er en underlig ting. Jeg undres til stadighed over hvorfor jeg synes Lady In Satin er så god - det er jo en fuldblods tragedie. Det samme med Neil Youngs Tonights The Night og Dylans Blood On The Tracks. Glad to be unhappy?

Ligenu snurrer Nina Simone -  At Town Hall (Live), hvis der er nogen der kan matche Holliday i intensitet så er det hende. Hun synger da også Fine and Mellow. Simone var også en fremragende pianist. Nummeret Under The Lowest er i følge cover noterne improviseret på stedet. Jeg troede først det var en Ellington ting, hun kan noget af det samme med effektive pauser og at være "to-the-point". Den kan man roligt købe.

Før hende snurrede Lester Young - The Aladdin Sessions (Blue Note reissue - fås på cd). Optagelser fra 45 til 48. Det har været noget af en åbenbaring for mig at høre de avancerede soloer. Den får min uforbeholdne anbefaling.

På arbejdet i dag har Miles Davis' Bitches Brew kørt hele dagen. Den bliver jeg aldrig aldrig færdig med.

Lige inden fyraften fik jeg også for første gang lyttet til Get Up With It med Miles Davis fra 74. Den sidste studie inden han holdt pause. Den er fremragende. Electro-funk-rock-jazz - den har det hele og trodser enhver genre beskrivelse. Davis kører trompeten gennem en wah-wah pedal (uden tvivl inspireret af Hendrix's brug af samme).

Så fik jeg også lidt anbefalinger med.

Lidt mere der kan være med til at give husholdningsbudgettet dødsstødet: TS Høeg har skrevet en glimrende lille bog om intet mindre end Verdens 25 bedste jazz plader. Underholdende læsning med masser af anekdoter. Bl.a. en med Ellignton som yndede at anspore musikerne i orkestret så de præsterede det bedste - en af metoderne var at fortælle f.eks. 2. trompetisten hvor rigtig god han synes 3. trompetisten var i øjeblikket. Check også Ellingtons Money Jungle - med en (power)trio bestående af Ellington, Max Roach og Charles Mingus.

Høegs forord starter med et John Cage citat:

... the engineer informed me that the high tone was my nervous system in operation, the low one my blood in circulation. Until I die there will be sounds. And they will continue following my death. One need not fear about the future of music



__________________
Med venlig hilsen

"There are more love songs than anything else.
If songs could make you do something we'd all love one another."
- Frank Zappa