Godaften i herreværelset!

zaka skrev: d'herrer SES og Ghammel & Suhr, jeg ikke helt enig i at jazz i den nyere tid ikke kan være med i forhold til perioden i nævner. Det kan godt være at der er blevet længere mellem snapsene.

Du er ikke ghammel nok

Jovelskamså, der ER blevet længere mellem snapsene. Vi skal lede længere, end for 30 år siden, for at finde guldkornene. Det er netop derfor, at det input I kommer med i denne tråd er helt ustyrligt fedt!

Citér: Problemet er snarere at tingene ikke bliver ordenligt distribueret.

Jepper! I dag skal vi lede, og det ofte længe. Hvad er der gået galt?

Citér: Personlig lidelse og fascinationen deraf, er en underlig ting. Jeg undres til stadighed over hvorfor jeg synes Lady In Satin er så god - det er jo en fuldblods tragedie. Det samme med Neil Youngs Tonights The Night og Dylans Blood On The Tracks. Glad to be unhappy?

It's the blues, man, the blues Egentlig tror jeg, man skal være musiker, for helt at forstå dette særdeles urationelle begreb.

Citér: Ligenu snurrer Nina Simone - At Town Hall (Live), hvis der er nogen der kan matche Holliday i intensitet så er det hende.

Simone var en "mean old lady". Denne gamle hejre har med garanti også taget sin del af livet - og det høres.

Hendes forbillede, Albertha Hunter, som i øvrigt fik et come back som 76-årig, kan også anbefales, hvis man vil gå indad.

Citér: På arbejdet i dag har Miles Davis' Bitches Brew kørt hele dagen. Den bliver jeg aldrig aldrig færdig med.

Hemmeligheden er nok lidt ikke at tage det for mere, end hvad det er. Mange af datidens gode musækkere mente i realiteten ikke noget endegyldigt med deres udtryk. Just for the fun of it

Miles Davis var i virkeligheden en ret sky og genert person, der blev båret frem af omgivelserne. For at kunne leve op til presset, begyndte han at stikke nåle i armen. Måske ikke så klogt. Men det fulde udbytte får man vidst kun, hvis man selv har en sådan tingest i armen, når man hører ham. Måske der er en uudgrundelig årsag til, at en ædel drue er så god en katalysator for musiklytning?

Citér: Lidt mere der kan være med til at give husholdningsbudgettet dødsstødet

Jatak, zaka, du har allerede bidraget mere end rigeligt hertil Allerede nu må vi tvinge vores polske butler til at skubbe sportsvognen i gang, da vi ikke længere har råd til de 2 liter benzin, det koster at starte dyret. Jeg må se at tage noget betaling for at brænde de dersens SA højttalere af

Som sædvanligt, solidt input fra hr. zaka. Der takkes


Med økonomiskurinhilsen
G&S

 Zaka . Den omtalte Høeg bog er på udsalg 30kr (Arnold Busck) - og sammen med mange kilo papir havde jeg den med hjem i går - og ville lige til at blære mig lidt, men på jazzsiden er Zaka som altid miles foran.

Zaka er lige så god som bogen - som dog stadig anbefales og som nok giver en god strategi på at få fat i de sidste 20 år.

til G/S der omtales blandt andet "Ildspåsætteren Jones", ham må du se at få med i dit flammende band. Du må hellere søge vest på for at få nogen nye østfra, der er vist et par let lettere der søger nye udnyttere. 

Aftenen gik med Soultrane og Coletrane in Birdland og finale med We Want Miles hvor coveret siger at Bill Evans spiller sax????? Opvarmningen var et par strygekvartetter af Shostakovich. 

 

Det er også rigtigt... der findes både en bill evans der spiller piano og en der spiller sax...

Bill evans - saxofon

Bill evans - piano

Hilsen Hajen71

Ghammel & Suhr skrev: Vi skal lede længere, end for 30 år siden, for at finde guldkornene.

Definer guldkorn

Macwerk skrev: Ghammel & Suhr skrev: Vi skal lede længere, end for 30 år siden, for at finde guldkornene. Definer guldkorn

Levnedsmiddel med højt sukkerindhold

Stort set al min jazz er fra før 70 men alligevel - who's to say?

Min pt. mest spillede plade er en der af div. 'eksperter' sikkert ville blive betegnet som en svipser der aldrig burde være udgivet. "We Get Requests" får mig til gengæld til at skvatte ud af stolen af kedsomhed

Ghammel & Suhr skrev: ... Du er ikke ghammel nok ...

Hehe, grå og færre hår på hovedet, men masser af nye ditto i ører og næse og andre mærkelige steder indikerer da en hvis modenhed .

Ghammel & Suhr skrev: Hendes forbillede, Albertha Hunter, som i øvrigt fik et come back som 76-årig, kan også anbefales, hvis man vil gå indad.

Se det vidste jeg ikke - takker mange gange. Hun må undersøges.

Ghammel & Suhr skrev: Hemmeligheden er nok lidt ikke at tage det for mere, end hvad det er. Mange af datidens gode musækkere mente i realiteten ikke noget endegyldigt med deres udtryk. Just for the fun of it Miles Davis var i virkeligheden en ret sky og genert person, der blev båret frem af omgivelserne. For at kunne leve op til presset, begyndte han at stikke nåle i armen. Måske ikke så klogt. Men det fulde udbytte får man vidst kun, hvis man selv har en sådan tingest i armen, når man hører ham. Måske der er en uudgrundelig årsag til, at en ædel drue er så god en katalysator for musiklytning?

Lige netop Miles Davis lavede ikke noget just for the fun of it. Jeg er enig i at mange (nogle) af datidens musikkere ikke tog deres recording sessions særligt højtideligt, men jeg tror ikke du kan finde et eneste album med Miles hvor han ikke har været hyper-engageret.
Og nej jeg behøver ikke nogen katalysator for at lytte  til manden - tilgengæld har f.eks. Bitches Brew været på et utal af gange hvor jeg har tænkt "nøj hvor er han mærkelig, det kan jeg ikke lide". Stædighed er en god ting sommetider .

Tak tak SES for tippet om den billige bog. Jeg har lånt den på biblioteket.
Og nej jeg vil helst ikke sammenlignes med TS Høeg  han er en del af jazz miljøet og bogen indeholder mange 1. håndsberetninger fra hans side. Det giver ham en hvis credibility som jeg overhovedet ikke har .







__________________
Med venlig hilsen

"There are more love songs than anything else.
If songs could make you do something we'd all love one another."
- Frank Zappa

Hey Jazzlovers.

Jeg synes det er svært at komme med indspark til denne debat hvor nærmest hele min jazzsamlings højdepunkter allerede er nævnt af andre større jazzkendere end jeg selv. Jeg kan jo bare ikke lade vær alligevel

Diskutionen om forskellen på Ella og Lady Day er interessant synes jeg. Jeg kan godt ane den dybde i Day som nævnes her i tråden, men Ella er ikke en fru.hvemsomhelst for mig alligevel. Det kan godt være det er mere overfladisk, men det gør det bare nemmere tilgængeligt for begyndere synes jeg. Mere hverdagsagtigt. Det er ikke hver dag jeg har brug for den smukke dybe melankoli som Day behersker som få andre.

Jeg er ved at lære Miles Davis at kende, eller måske rettere at udforske hans univers, jeg kan bedst lide det der er mest traditionelt - Bitches Brew er ikke min kop "brew".  Apropos bøger fik jeg fingre i Quincy Troupé's "Miles and Me" til 20kr på bogudsalg. Den anbefales varmt for dem som gerne vil læse om Davis mere privat og persontligt. Det er en skildring af de to venners forhold gennem 30 år.

Stan Getz er et af hovednavnene her i jordhulen, her vil jeg fremhæve "Cafe Montmatre" live fra jazzklubben i københavn. Det er en fremragende indspilning med osende jazzklub stemning all over og Kenny Baron ved piano'et.

Patricia Barber er også en hofkandidat - Her er Verse og specielt Modern Cool det fedeste. Den udgave af "Light my fire" der er på Modern Cool er en sublim fortolkning i min bog.

Der er godt nok mest Getz, Coltrane og Davis der fylder på hylderne, og er nok også det der ryger mest på tallerkenen og i skuffen.


__________________
Hvis kunst kræver engagement; Er moderne musik dermed kunst?

Hej troelskn,

Holliday er heller ikke hverdagskost hos mig, men når jeg er in-the-mood så rammer hun...

Miles Davis er et af tårnene i jazzens historie. Han er helt oppe på højde med Ellington efter min mening. Han var en hård mand som ikke rigtigt fandt sig i noget. Kompromisløs og temmelig bevidst om sit eget talent og lagde heller ikke skjul på hvad han mente om andres ditto - både positivt og negativt. Når man læser hans autobiografi finder man ud af at han har haft et særdeles levende liv. Det jeg godt kan lide ved ham er hans kompromisløshed - jeg er overbevist om at han lavede musik for sig selv, som han mente det skulle lyde, og ikke for at please andre.

Bitches Brew er bestemt ikke en nem skive, men når man først får hul så er det intet mindre end fremragende. Brug lang tid på den. Start med det første nummer Pharaos Dance. Lyt det igennem et antal gange fordelt over nogle dage. Start med bare at lytte uden at tage stilling og glem alt om genre og glem at instrumenterne ikke lyder som på "almindelige" jazz skiver .  Sørg for at lytte nummeret helt igennem hver gang. Derefter kan du begynde at fokusere på et instrument ad gangen. Det kunne feks. være Jack DeJohnettes insiterende trommespil, McLaughlins fornemme guitarspil og vigtigst af alt Davis' sporadiske men meget præcise trompet, som nærmest flyder oven på alle de komplekse lag af instrumenter. Shorters sax er også værd at bide mærke i, ligesom Zawinul og Coreas elektriske pianoer. Hvis du gør det og er tålmodig så er jeg sikker på at din fod felt automatisk begynder at vippe op og ned og så er du klar til at tage turen igennem hele albummet . Lad være med at skynde dig. Brug uger, måneder og hvis du får ondt i hovedet så lad den ligge indtil du får lyst igen - men lad være med at glemme den .

Netop nummeret Pharaos Dance (og vistnok flere andre numre) blev udsat for den helt store efterprocessering i studiet. Der blev klippet og klistret og tilført loops og effekter i stor stil.

Håber du får hul på den på et tidspunkt. Hvis du gør så sørg for at følge op med Get Up With It fra 74.




__________________
Med venlig hilsen

"There are more love songs than anything else.
If songs could make you do something we'd all love one another."
- Frank Zappa

zaka skrev: Hej troelskn, Holliday er heller ikke hverdagskost hos mig, men når jeg er in-the-mood så rammer hun... Miles Davis er et af tårnene i jazzens historie. Han er helt oppe på højde med Ellington efter min mening. Han var en hård mand som ikke rigtigt fandt sig i noget. Kompromisløs og temmelig bevidst om sit eget talent og lagde heller ikke skjul på hvad han mente om andres ditto - både positivt og negativt. Når man læser hans autobiografi finder man ud af at han har haft et særdeles levende liv. Det jeg godt kan lide ved ham er hans kompromisløshed - jeg er overbevist om at han lavede musik for sig selv, som han mente det skulle lyde, og ikke for at please andre. Bitches Brew er bestemt ikke en nem skive, men når man først får hul så er det intet mindre end fremragende. Brug lang tid på den. Start med det første nummer Pharaos Dance. Lyt det igennem et antal gange fordelt over nogle dage. Start med bare at lytte uden at tage stilling og glem alt om genre og glem at instrumenterne ikke lyder som på "almindelige" jazz skiver .  Sørg for at lytte nummeret helt igennem hver gang. Derefter kan du begynde at fokusere på et instrument ad gangen. Det kunne feks. være Jack DeJohnettes insiterende trommespil, McLaughlins fornemme guitarspil og vigtigst af alt Davis' sporadiske men meget præcise trompet, som nærmest flyder oven på alle de komplekse lag af instrumenter. Shorters sax er også værd at bide mærke i, ligesom Zawinul og Coreas elektriske pianoer. Hvis du gør det og er tålmodig så er jeg sikker på at din fod felt automatisk begynder at vippe op og ned og så er du klar til at tage turen igennem hele albummet . Lad være med at skynde dig. Brug uger, måneder og hvis du får ondt i hovedet så lad den ligge indtil du får lyst igen - men lad være med at glemme den . Netop nummeret Pharaos Dance (og vistnok flere andre numre) blev udsat for den helt store efterprocessering i studiet. Der blev klippet og klistret og tilført loops og effekter i stor stil. Håber du får hul på den på et tidspunkt. Hvis du gør så sørg for at følge op med Get Up With It fra 74.

Din lyst til 7o'ernes dårskab er imponerende, jeg har efterladt den slags sammen med ungdommens hæsblæsende minder. Meget af musikke dengang var en afsøgning af grænser med en hurtig udløbsdato

Hvis du virkelig vil udfordres så har jeg en cd, genudgivelse af trompetisten Alan Shorters "Orgasm" fra 1968. De øvrige er Gato Barbieri (ts) Charlie Haden og Rerggie Johnson (b) Muhammad Ali og Rashied Ali (d)

En dag som idag, dagen før den væmmelige udstilling, plejer jeg at indtage en voldsom dosis be bob, næsten som et middel mod tropesygdomme. Iblandet cocktail'en var en skive med orkesterlederen Bill Holman. Han er en del af Stan Kenton's univers og for de med hang til blive blæst igennem er der rige muligheder bl.a. via pladeselskabet Creative World

Dern aktuelle skive Brilliant Corners / The Bill Holman Band / The Music of Thelonious Monk.  JVCXR-0028-2. Det er den sædvanlige 5 sax, 4 basuner og 4 trompeter + rytme + Bill Holman. Det er en "directly to two-track" lyden er fremragende og musikken er endnu bedre. Prisen er højere end normalt men så er den også indlagt i en lille indbundet bog (den er sgu syet i ryggen)

 Hvordan har i det med Nellie Lutcher?

Mange er nævnt, men har vi ikke glemt Sidney Bechet?

Macwerk skrev: Ghammel & Suhr skrev: Vi skal lede længere, end for 30 år siden, for at finde guldkornene. Definer guldkorn

Guldalderjazz...?

G'aften d'herrer og jazzzz!


Zaka, trods grå hår de mærkeligste steder, kan du vidst stadig se noget udfordring i den mere "underlige" del af jazz'en

Takker for hint'et omkring Bitches Brew. Den var forlængst gået i glemmebogen her. Jo, jeg kan faktisk godt lide Miles Davis, omend han hos mig ikke får det til at rykke helt ned i gigten i storetæerne

En anden fin herre udi trutteriets ædle kunst er Dizzy Gillespie. Han var da lidt af en provo, var han ikke?

I dag har vi fantastisk trompet fra bl.a. Joey DeFrancesco (når han ikke orgler) og Arturo Sandoval. Specielt sidstnævnte har en frygtindgydende teknik. Han er den eneste trompetist jeg endnu har hørt være i stand til at spille helt rent nede i basunlejet. Jow, de har mange fine ting, deromme på Cuba

Og så nævnes der i øvrigt notabiliteter såsom Stan Kenton, Monk og Sidney Bechet.

Mit personlige kendskab til disse fine herrer er lidt begrænset, men jeg kan da nævne, at Stan Kenton har lavet nogle glimragende big band arrangementer, der er værd at gå efter. Monk adskillige skelsættende numre, der nu er klassikere. Bechet noget eminent klarinet. Altså store folk med lang udløbsdato, hvor en del af deres musik her har været fremført i forskellige sammenhænge. De er bestemt værd at kigge nærmere på


Med mandagshilsner
G&S

hej G&S

Hvad kan du anbefale med ham der arturo sandoval ???

er der nogen som man skal holde sig langt fra.....

hilsen hajen71

 

Harj Haj!

I Remember Clifford er en af Sandoval's stjerneskiver.

Desværre har jeg for lidt siden fået en email fra jazzgraven om, at den er udgået. Så nu skal der jagtes på brugtmarkedet.

Har hørt en del med ham, og kan ikke helt huske dem alle. Det er nok alderen, der trykker

Oprindeligt er Sandoval cubaner, og han har lavet en hel del skiver, hvoraf nogle er rene afro-cubanske udgivelser, andre ren jazz, og andre igen afro-cubansk jazz. Så det er noget med at finde en bunke med ham, og så lytte sig lidt igennem, da der er lidt for enhver. Har hørt et par stykker med ham, der ikke var ubetinget spændende, men det er nogle år siden, så måske i dag...?

Uden forbehold kan imidlertid anbefales The GRP All-Star Big Band Live!, hvor han medvirker. Den har jeg haft på gameldaws video, men kom desværre til at låne den ud til en trompetist, hvorefter den forsvandt Den kan vist stadig fås på CD. Dog mangles dér et par af de absolutte stjernenumre, bl.a. I Remember Clifford i en udgave, der ubetinget får selv den mest forhærdede musækker til at skælve af fryd

Skulle Hajen undervejs sætte gebisset i denne udgivelse, må han gerne give lyd fra sig


Med tirsdagshilsen
G&S

hej G&S

er det den her du mener ????

http://www.amazon.com/exec/obidos/tg/detail/-/B0000001TB/ref =m_art_li_2/103-1115737-5701436?v=glance&s=music

hilsen h71

Jeg har skimmet denne tråd igennem, og tilgiv mig hvis det er gået for hurtigt - men det forekommer mig at INGEN har nævnt Quincy Jones..?

Han er vel i dag mest kendt som producer for andre, men han lavede nogen aldeles fremragende plader i eget navn ("and his Orchestra") fra sidst i 50´erne og frem til midt i 60´erne. Også senere, men der blev lidt længere mellem snapsene.

Specielt "Birth of a Band", "Live at Newport 1961" og musikken til "The Pawnbroker" (filmsoundtrack) er helt fantastiske efter min mening. En del af hans albums er lidt svære at finde, men der findes et utal af compilations, nogen af dem er ikke så ringe hvis man vil lære Q at kende.

Harj Haj!

Yeps, det er den:



Kan absolut anbefales, selvom et par af de helt fede numre fra videoen mangler.

Vil man have disse med, så er det studieversionen, der skal ses efter:



Og det er jo stadig en form for live, da hele band'et er optaget på én gang.


Med tirsdagshilsen
G&S

hej G&S

har du nogen som helst anelse om hvor de to skiver kan skaffes ???

H71

Harj Haj!


Prøv her:

Jazzkælderen

Musicbymail


Med tirsdagshilsen
G&S