Groove skrev: Ja, ægte dynamik har jeg vinket farvel til, i hvert fald midlertidig. Min musiksmag er i den grad maniouleret. Men netop de omtalte LL skiver er også blandt mine favoritter, så gode oplevelser fås uden den store dynamik....men... Ellers enig med dig Kurt, specielt når du siger frekvensmodulation. Det nogle kalder sort baggrund og "dynamik" (flertallet?), er ikke andet en den såkaldte FM-mute baggrund og fuld skrald.....uengnet til begrebet dynamik. Har læst lidt i diverse artikler, tråde og diverse og må indrømme at stort set alle forveksler dynamik med transienter/larm   Så sand så sandt.

Hejsa igen igen  i denne volddynamiske tråd!

Jeg havde i aftes en ganske sjov oplevelse.
Jeg havde siddet og spillet lidt fra denneher skive:

Dejlig musik, som faktisk for en gangs skyld er dejligt optaget af teknikerne hos DG.
God fornemmelse af et stort flygel, smuk musik og ikke at forglemme en udmærket dynamik.

Herefter røg denne her i spillen:

Så får man ørerne op for kompression.
Uden at røre ved vol. oplevedes Mozart som kraftfuld, tydelig, klar og larmende.
Sikke noget - den er lavet af BR sikkert til rundfunking i sydtyske biler.

Hehe... Skal man vælge umiddelbart er det jo givet på forhånd , men kører man i automobil er det jo rart med et landskabsbillede som cover, hvis nu navigationscomputeren eller andet svigter, drej th. nederst i billedet - Fætter BR eller ej - og du er ved nærmeste kro.

Skægt med denne dynamikdiskussion.

Jeg kan kun give jer ret i, at musik der normalvis høres akustisk (noget jazz/klassisk/folkemusik etc.) bør høres så ukomprimeret som muligt, såfremt man besidder de korrekte lytteforhold, og iøvrigt aflytter musikken ved det korrekte antal dB.

Problemet med jeres efterspørgsel af dynamik på rock/pop-plader er, at musikken i forvejen er en kunstigt skabt virkelighed. Der findes ikke et eneste rockband, hvor sangeren står og skriger uforstærket i øvelokalet, mens trommeslageren hamrer løs i sine akustiske tønder, og guitaristen/bassisten forsøger at følge med uden forstærkning.

Hvordan skulle man optimalt kunne fange et rockband med fuld dynamik? Med to omnimikrofoner? Næppe. Der er ikke meget hi-fi over et øvelokale og et par sanghøjttalere. Kendsgerningen er, at rock/pop-bands går i studiet, hyrer for det meste en producer og en dygtig tekniker, og skaber i samråd med disse et lydunivers de mener er repræsentativt for deres musik og deres kunst. CD'en her definerer altså deres kunst.

I alle tilfælde vil elektrisk forstærket musik være udynamisk, idet dynamikken er ødelagt på forhånd af de unaturlige arbejdsbetingelser rock/pop-musikere har. En typisk vokaloptagelse i et studie vil som regel være overdynamisk, da sangerens afstand til mikrofonen, bevægelser etc. ikke er konsistente, hvorfor man bruger kompression for at tøjle disse unaturlige forhold.
Dette gælder også for liveshows. Man vil aldrig kunne holde en mikrofon ved den samme afstand til munden, hvorfor en kompressor her er alles ven; musikerens, lytterens og lydmandens.

Man kan iøvrigt også vælge at betragte kompression som et instrument. Mange musikere spiller på kompression, og har gjort det til en del af deres spillestil. F.eks. stort set alle guitarister!
En kompressor kan også fremhæve transienter, hvis den bliver brugt rigtigt. På de fleste kompressorer kan man indstille attack-tiden, dvs. det antal ms der går før kompressionen sætter ind. Dette bevirker, at man f.eks. kan lade trommers transienter passere, mens tonen i trommerne dæmpes. Godt til crowdede lydbilleder, når kunstnerne bliver ved at fylde guitar- og keyboardspor på.

Hvad jeg forsøger at sige er, at kompression er alles ven. Musikerne elsker kompression, lydteknikerne elsker det, og alle forbrugere elsker kompression, da denne teknik har været grunden til stort set alle store rock- og popoplevelser op gennem tiderne.

De eneste der ikke kan lide kompression, er hifi-folket. Og forståeligt nok - kompression er i sin grundform ikke high fidelity. Men udvalget af musik der SKAL høres ukomprimeret er ret lille. Som først nævnt i mit, efterhånden temmeligt lange, indlæg, er i begrænset til musik der i sin grundform fremstår naturligt og uden elektriske apparater indblandet.

Jeg har iøvrigt netop færdiggjort en jazzplade (JazzKamikaze: Mission I) der udkommer på Stunt Records omkring 5. december. Her kan der høres kompression til den helt store guldmedalje. Alle er glade, musikere, pladeselskab, jeg selv, samt Lehnert Kjeldsen der har mastereret (thumbs up til Lehnert iøvrigt!). Og mon ikke lytterne vil sætte pris på den kunstfremhævende og kreative brug af kompression?

Hej Kole!
Nice indlæg.
Nu skal det ikke forstås derhen, at undertegnede ikke forstår hvorfor man komprimerer, den er feset ind for en tid siden. At man giver den hele armen nu om dage, kan jeg så blot konstatere.

Hele diskussionen går egentlig mere på hvad dynamik egentlig er. Utroligt mange synes at rock/pop er det mest dynamiske, hvorimod jeg mener at der faktisk ofte slet ikke er dynamik tilbage på de færdige udgivelser.
Det bekræfter du jo ganske tydeligt i dit indlæg.
Kun akustiske instrumenter, hvor forholdet imellem disse ikke skal reguleres, egner sig til 2Xomni og så nix pille - enig. Cheskymanipulerer en anelse, men prøv engang at lytte til nogle af hans skiver, og lyt hvor smukt det kan gøres. Opus 3 har også lidt af det.

Men når nu alt dette er sagt, så er idéen med denneher dynamiktråd ment i den retning, at man bør vælge de skiver ud, som man vil bedømme hifigear med meget grundigt, idet man bør holde sig for øje, hvad man egentlig vil bruge set-uppet til.

Man kunne f.eks. vælge:

At købe det system der netop giver den mest gelinde lyd, med den slags musik, som man lige pt. føler mest for. Her møder du f.eks. Linn folket, der taler om at et set-up skal spille musik.
For at få musik ud af de helt og aldeles komprimerede produktioner, skal der i mit univers gøres en del ved lyden. Kompressionen giver som oftest et meget højt gennemsnitsniveau på skiverne, og attacket på f.eks. trommer er nogle ganske få dB højere.
Det stiller ikke særligt store krav til dynamisk formåen, ligesom set-uppets evne til at behandle svage niveauer på samme måde som de kraftigere heller ikke behøver prioriteres.
Faktisk stiller det egentlig forbrugeren i en situation, hvor en logisk og videnskabelig tilgang til fænomenet High Fidelity ikke længere er brugbar.
Jeg har også kunnet konstatere dette, når jeg har købt ny musik. Et godt eksempel herpå er den seneste Knopfler skive, som er komprimeret til en larmende helhed, hvor detaljer i musikken fremstår alt for kraftigt og højlydt. Men det duer jo fint i alle andre sammenhænge.

Hvis man gerne vil have vellyd ud af den slags skiver, så bør man ikke nødvendigvis benytte gear der er konstrueret med reproduktion af det indkomne signal for øje. Hertil bliver det for tydeligt, hvor meget der egentlig er manipuleret med lyd, stemmer, effekter, komp. limiter osv.

Det bliver mere lækkert og spiseligt, hvis man i stedet benytter sig af mindre udstrakt udstyr, hvor specielt basgengivelsen ikke når for langt ned, ligesom udglatning vil være dejligt.

Anderledes vil det forholde sig, hvis man i stedet holder af akustisk musik, som f.eks. klassisk musik m.m. Det er så der jeg befinder mig. Mine krav bliver derved nærmest modsatte. Al indblanding fra udstyrets side bliver pludselig uønsket, ligesom dynamikken bliver en essentiel del af oplevelsen. Akustisk musik er normalt ikke så energirig, men derimod er dynamikken ganske ekstrem, fra fulde gardiner til udstyrets støjgrænse. Tilmed er det meget vigtigt, at lyden ikke ændrer sig under dynamiske forløb og ved forskellige styrker.

Det er en anden verden end den først beskrevne, og iden er den bedste producer den man slet ikke hører.