Kurt von Kubik skrev: hifiigen skrev: KVK: Ku' jeg få dig til at forklare lidt mere om trafo og lytter, alternativt give et link hvor det er forklaret. Jeg har tidligere set en diskusion mellem bl.a. dig og Sillesen om trafoer. Jeg har endnu ingen holdning til det, men: En hypotese: trafoen lader lytterne op, og det er egentlig dem der er powersupply'en. Derfor er et godt "batteri-værk" her meget vigtigt. En Anden hypotese: powersupplyen består af trafoen, efterfulgt af enretteren. Lytterne sørger KUN for at glatte spændingen ud så der ikke opstår brum. (det er vel den du går ud fra i dit indlæg her?) Hvis den første bekræftes, er trafoen ligegyldig, bare den kan holde gennemsnitsspændinge oppe. Hvis den anden bekræftes, ja så er stivheden af trafoen afgørende, og så kan opbygningen af den principilet være vigtig. Spændt på din forklaring Mvh Båt der Igenigen! Hvis du forsøger at checkeud, hvad en PSU ligesom har af opgave, så er det jo, at gøre lysnettet brugbart for en pulserende jævnstrømskrævende opgave. Kravler du ind i ampen og kigger hvad der sker, så trækker ampen strøm fra PSUén, som faktisk kun leverer spænding i 50% af tiden. Og det med en frekvens så lav som 50Hz. Faktisk er der 100 gange i sekundet ingen strøm i din PSU. Derfor skal du bruge elektrolytter. At finde elektrolytter der har en lige så jævn og lav ESR som din trafo efterfulgt af ensretterbroen, tror jeg er temmelig svært. I min verden betyder det, at lytterne kun er i brug, når behovet er der. Jo mere jern, jo mere oplageret energi - you get? Mange tror, at når du tænder en amp og lyset lige blinker, så er det lytterne der lige blev fyldt med saft. Det gjorde de også, men jernkernen i trafoen blev altså også lige mættet. I min amp kan dette ikke lade sig gøre uden softstart. Jeg har dog set adskillige amps med jernfattige ringkerner, lade meget større lytter op helt uden softstart. Der er bare så meget hug i en stor kerne, at du ikke tror det muligt. Lysnettet ser kun DC modstanden i primærviklingen indtil kernen er mættet. Derfor blinker lyset eller derfor springer sikringen. I min verden gælder det om at have masser af energi lige ved hånden, som kan leveres med ekstrem lav udgangsimpedans - kabum. Det gør forstærkeren farlig for omgivelserne, men det må man leve med. SMPS er lige det modsatte, den skal i helt ekstrem grad hente sin energi på lysnettet, før den kan imødekomme strømkrav. Ændringer i strømstyrke og specielt hurtige ændringer i strømstyrke, render ind i voldsom inerti, hvilket man selv kender fra situationen, hvor man hiver stikket ud til strygejernet. Prøv evt. at gøre dette i mørke, og kig så efter lysbuen. Så ser du hvor nemt strømændringer sker, det stritter imod så det gør noget - induktion kaldes det. Det kan man drage nytte af eller kæmpe imod.

Ja jeg er jo bare en amatør, der stiller amatørspørgsmål/hypoteser:

1. Når du tænder for svinet, er det på primærsiden af trafoen der sker noget. Når du spiller er det på sekundærdsiden der sker noget. De to ting kan næsten ske uafhængigt hvis dit lytbatteri er stort nok. Du kan slukke i dag, og sågar spille videre indtil i morgen.

2. Hvis amp'en har brug for mange ampere, og powersupplyen ikke har den nødvendige kapacitet, ja så falder spændingen. Det er ikke spændende at lytte til (dynamikken mangler saft og overskud.) Men hvis du hælder en kæmpemængde farad (med lav esr?) på, ja så kan lytterne klare kravet uden hjælp fra trafoen. En for lille trafo kan vente med at lade lytterne helt op igen når braget i musikken er ophørt og kun fuglene fløjter eller kun trianglen dingler lidt.

Kan du svare helt præcist på disse spørgsmål?

mvh og tak

hifiigen skrev: Ja jeg er jo bare en amatør, der stiller amatørspørgsmål/hypoteser: 1. Når du tænder for svinet, er det på primærsiden af trafoen der sker noget. Når du spiller er det på sekundærdsiden der sker noget. De to ting kan næsten ske uafhængigt hvis dit lytbatteri er stort nok. Du kan slukke i dag, og sågar spille videre indtil i morgen. 2. Hvis amp'en har brug for mange ampere, og powersupplyen ikke har den nødvendige kapacitet, ja så falder spændingen. Det er ikke spændende at lytte til (dynamikken mangler saft og overskud.) Men hvis du hælder en kæmpemængde farad (med lav esr?) på, ja så kan lytterne klare kravet uden hjælp fra trafoen. En for lille trafo kan vente med at lade lytterne helt op igen når braget i musikken er ophørt og kun fuglene fløjter eller kun trianglen dingler lidt. Kan du svare helt præcist på disse spørgsmål? mvh og tak

Jamen her roder vi os jo ud i nogle vanskeligt beskrivelige impedansforhold.
Du skal se det fra loadéns synspunkt: Hvor er det hurtigst at hente energi.
Al energien skal igennem lytterne. Så er spørgsmålet om lytten yder sit bedste, hvis den kun bruges minimalt, eller er den bedre såfremt man trækker hårdere på den.
Hele energien skal igennem lytten, og lyttens opgave er egentlig blot at holde spændingen brumfri under enhver tænkelig belastning.
Hvis en amp går i knæ under transienter, så er det ikke lytterne alene der er underdimensioneret, men også transformeren. Er det kun lytten der er underdimensioneret så får du brum, når du belaster hårdt. Dvs. transienter eller konstant høje niveauer med vore dages popplader), kan betyde brum i udgangssignalet. Begynder ampen decideret at lade sig presse, så er transformer og ensrettere også kørt tør for saft. Så alle de dersens kæmpe lytbatterier, der har samme virkning på drengene som monsterpatter, er i bedste fald overflødige, i værste fald bevirker de filtervirkning. Min gamle Hiraga lød betydeligt bedre med kun 2 forbundne el-lytter.

Hiraga havde den ikke også en seriemodstand imellem lytterne CRC-filter)? Min erfaring at en sådan tager livet ud af en amp.....måske var det en del af forbedringen?

__________________
"Gentlemen! You can't fight in here, this is the war room!"

Groove skrev: Hiraga havde den ikke også en seriemodstand imellem lytterne CRC-filter)? Min erfaring at en sådan tager livet ud af en amp.....måske var det en del af forbedringen?

Du er da heller ikke til at snyde.
Men den eliminerede jeg først selvfølgelig, glemte bare at fortælle om det.
Men når vi nu er inde og tale om den, så var der altså ikke meget klasse A over den

[/QUOTE]

Jamen her roder vi os jo ud i nogle vanskeligt beskrivelige impedansforhold.
Du skal se det fra loadéns synspunkt: Hvor er det hurtigst at hente energi.
Al energien skal igennem lytterne. Så er spørgsmålet om lytten yder sit bedste, hvis den kun bruges minimalt, eller er den bedre såfremt man trækker hårdere på den.
Hele energien skal igennem lytten, og lyttens opgave er egentlig blot at holde spændingen brumfri under enhver tænkelig belastning.
Hvis en amp går i knæ under transienter, så er det ikke lytterne alene der er underdimensioneret, men også transformeren. Er det kun lytten der er underdimensioneret så får du brum, når du belaster hårdt. Dvs. transienter eller konstant høje niveauer med vore dages popplader), kan betyde brum i udgangssignalet. Begynder ampen decideret at lade sig presse, så er transformer og ensrettere også kørt tør for saft. Så alle de dersens kæmpe lytbatterier, der har samme virkning på drengene som monsterpatter, er i bedste fald overflødige, i værste fald bevirker de filtervirkning. Min gamle Hiraga lød betydeligt bedre med kun 2 forbundne el-lytter.[/QUOTE]

Nu er der måske fare for at denne tråd kommer til at handle om andet end DOXA, og det er ikke hensigtsmæssigt. Så jeg vil ike gå videre end her:

Lytten sidder jo parallelt med trafo+endrettere, så "igennem" lytten skal energien vel ikke? Energien, og det er det powersupply'en bare skal levere, går uden om lytten når energien skal leveres lige netop der hvor spænding er på sit maksimum (100 gange pr. sek.) Skal energien leveres på andre tidspunkter, er det lytten der må gøre det, for trafoen+ensretter er nede pga. netspændingens vekselvirkning. Så jeg tror en god lyt er det væsentligste. Hvad der er det er jeg ikke god nok til at afgøre. Jeg har selv prøvet, og faradstørrelsen er langt fra den eneste parameter.

Iøvrigt tror jeg at du har ret i det om impedansforholdene. Noget som konstruktøren af din forstærker også er særdeles kompetent til at arbejde med. Jeg kan slet ikke overskue dem. Begrundelse for impedansforholdenes vigtighed: hvordan kan en forstærker med rigtig stor, stiv og voldsom PS (ja her tænker jeg på powersupply og ikke på mit lem) i basområdet lyde ligeså slatten som en halvmuggen karkklud ophængt i en gammel elastik? Det er der mange eksempler på.

Men KvK, jeg har ikke set dig forklare hvorfor E-kærne trafoer er bedre end ringkærne PÅ EN MÅDE SOM JEG FORSTÅR. 

mvh

hifiigen skrev: Nu er der måske fare for at denne tråd kommer til at handle om andet end DOXA, og det er ikke hensigtsmæssigt. Så jeg vil ike gå videre end her: Lytten sidder jo parallelt med trafo+endrettere, så "igennem" lytten skal energien vel ikke? Energien, og det er det powersupply'en bare skal levere, går uden om lytten når energien skal leveres lige netop der hvor spænding er på sit maksimum (100 gange pr. sek.) Skal energien leveres på andre tidspunkter, er det lytten der må gøre det, for trafoen+ensretter er nede pga. netspændingens vekselvirkning. Så jeg tror en god lyt er det væsentligste. Hvad der er det er jeg ikke god nok til at afgøre. Jeg har selv prøvet, og faradstørrelsen er langt fra den eneste parameter. Iøvrigt tror jeg at du har ret i det om impedansforholdene. Noget som konstruktøren af din forstærker også er særdeles kompetent til at arbejde med. Jeg kan slet ikke overskue dem. Begrundelse for impedansforholdenes vigtighed: hvordan kan en forstærker med rigtig stor, stiv og voldsom PS (ja her tænker jeg på powersupply og ikke på mit lem) i basområdet lyde ligeså slatten som en halvmuggen karkklud ophængt i en gammel elastik? Det er der mange eksempler på. Men KvK, jeg har ikke set dig forklare hvorfor E-kærne trafoer er bedre end ringkærne PÅ EN MÅDE SOM JEG FORSTÅR.  mvh

Jeg tror ikke Hurtig er så ked af, at PSUér er på dagsordenen, idet også Doxa er noget særligt her.
Lytterne er ikke som du skriver paralelle til powervejen. De sidder sørme da i den. Hvis du f.eks. kigger på den enkleste PSU, hvor der sidder en transformer med 2 viklinger efterfulgt af en ensretter og 2 lytter.
Midtpunktsudtaget på sekundærsiden bliver forstærkerens stel, de andre 2 ender ryger på ensretteren. Fra ensretteren går plus (den kalder vi pulserende plus -pp) op til den positive pol på en lyt. Den negative pol (PN), går til den negative pol på den anden lyt. Der hvor du så henter din udglattede power er på de 2 andre poler på lytterne, som i virkeligheden kun har elektrisk kontakt til ensretteren via et stort areal af aluminium og så kemi.
Den temmelig store forskel på lytterne skyldes ofte sammenviklingen af aluminiumspladerne, kompaktheden  og den anvendte kemi. Sætter man monstermange lytter sammen, så vil strømmen alt andet lige, finde nogle favoritarealer rundt omkring. Først hvis der bliver brug for meget effekt,vil der blive taget større arealer i  brug, ligesom kemien først der bliver aktiv i mere "global" forstand inden i lytten.
Så du har altså ikke nogen direkte powervej fra ensretter til amp. Det ville sikkert heller ikke du, idet pulser som sådan indeholder alle frekvenser. Med andre ord ville en stivere forsyning ikke længere snerre, men nærmest skyde.
Øger man strømtrækket, så er der en klar grænse for hvornår, at der skal flere Farad til, ellers giver det brum eller deciderede afbrydelser af signalet.
For ikke strøkrævende trin, indfører man så regulering, hvor en spænding så nedreguleres til det man skal bruge. Regulatoren reagerer så på et strømtræk, som jo sænker spændingen, ved at øge den tilsvarende. Det kan laves i flere trin, så man f.eks. først har en grovregulering, som måske er fælles for begge kanaler, som efterfølges af endnu en grovregulering, der er kanalspecifik, for til sidst at blive finreguleret af en transistor eller en shunt (klasse A på strømforsyningsniveau). Shunten smider det til stel der ikke lige skal bruges, og den bliver derfor VARM, men efterfølges ikke af en elektrolyt. Fidusen er mao, at den er tordnende hurtig.
Doxa er normalt helt ureguleret FYI.
Hvis du kigger på transformersiden alene, så er opgaven jo principielt den, at lytterne skal tankes op hele tiden. MEN og jeg siger det lige igen - MEN , man kan gøre dette på forskellig vis. Som jeg har været inde på, så er jeg - i lighed med, men også til forskel fra damer - vild med jern. Grunden til det er, at jo større energi der ligger i kernen, jo mere jævnt kan  strømtrækket ud på lysnettet være - you get?
Jeg mener ikkeat en hård kobling til lysnettet er særligt ønskværdigt. I min verden skal den energi der skal bruges her og nu, gerne være ved hånden inde i ampen. Det at man skal på nettet for at hente den først er noget skod, fordi ændringer i strømmen altid mødes med voldsom inerti, som følge af induktion. Dette forhold kan du netop udnytte ved at have meget jern i transformeren, men altså på sekundærsiden.
Som et kuriosum som i virkeligheden er et meget vigtig forhold, så bliver en EI/UI kerne varm under drift, hvor en ringkerne er køligere. Igen er det egentlig klasse A princippet der gør sig gældende, hvis energien ikke skal bruges lige nu, så smider vi den ud som varme - bragende ineffektivt, men vellydende.
Jeg håber du får fat i idéen i mit budskab. Hele konceptet omkring klasse A, bærer 2 meget vigtige forhold med sig:

• Udganstransistorerne anvendes kun i deres mest liniære område
• Man begrænser ændringer i strømmene i hele forstærkere, fra netstik til HT klemme. Kigger du på det punkt lige ved HT klemmerne, så er det alene et spørgsmål om hvorvidt, at energien skal ud omkring højttaleren eller blot ledes til stel inde i forstærkeren. Energien ændres som sådan ikke, men kun det sted den skal hen og afsættes. Med dette forhold in mente, så er ineffektivitet godt, effektivitet bliver alt for krævende for de komponenter, der i sidste ende skal arbejde med de pulserende strømme. Der kommer flere led af reaktionstider lagt ovenpå hinanden ud af det. Faktisk er den træghed i øvrigt lige netop det, som man kan finde eksempler på, at nørder kalder for hurtighed. "Kloink" begynder det at sige, hver gang strømmen skal ændres drastisk - NO udnytter bl.a. dette i deres kabler, hvilket får transienter til at fremstå lidt mere transiente end de egentlig er. Og det er jo smart i nutidens ellers komprimerede musikunivers.
  En lynhurtig reaktion, uden at skulle ændre strømtrækket medfører ikke dette fænomen, og man kan i stedet betragte den subtile mildhed og uanstrengthed, som IRL kendetegner virkelige transienter. Sagt simpelt, så flytter du fokus fra forkanterne til selve det grundlæggende niveau på lyden. Lyt f.eks. til et rigtigt symfoniorkester, her er der aldrig fokus på forkanter, men niveauet er alligevel forbløffende vekslende fra meget svagt til skræmmende højt.

hifiigen skrev: Men KvK, jeg har ikke set dig forklare hvorfor E-kærne trafoer er bedre end ringkærne PÅ EN MÅDE SOM JEG FORSTÅR.

Som tidligere DOXA 70 ejer synes jeg da lige jeg vil dreje tråden lidt væk fra dens emne!

Jeg synes det må være bedst at sige E-kerne transformatore potentielt kan gøres bedre end ringkerne trafoer på visse parameter, og omvendt.

En ringkerne er nemmere at udnytte da man kan vinkle hele vejen rundt om den, og både skabe og udnytte magnetfeltet lige til grænsen. Udstrålingen bliver mindre, vægten, effektspild og prisen holdes nede i forhold til effekten. Iøvrigt burde runde ringkerner være bedre end de gængse firkantede.

En EI-kerne er nemmere at opbygge således at der er lav kapacitiv kobling imellem primær og sekundær viklingerne (nettet og lavspænding). Det er nemlig nemmere at adskille vikleringerne fysisk og ved skærmning.

Uden at ville hænges op på det mener jeg at viklingerne som standard ligger ved siden af hinanden i en EI, imens de ligger oven på hinanden i en ringkerne. Men det kan man sikkert bare lave som man har lyst.

Men lav kapacitet (adskillelse) er godt, da man herved dæmper hf-støj fra lysnettet.

I en EI-kerne udnytter man ikke kernen fuldt ud. Det giver større spild effekt (varme), vægt og fylde.

Generelt kan man ved at anvende lidt større kerne og presse kernen mindre (ved lavere induktion) sænke den mekanisk vibration og sikre en mindre drastisk overgang imellem umættet og mættet operation. Men det øger igen vægt, pris osv.

Tit siger man at EI-kerner er langsommere end ringkerner. Altså at EI-kerners evne til at levere strøm ved høje frekvenser er dårligere end ringkernernes. Det forstår jeg egentlig ikke - altså udover det med at kapaciteten er lavere? Udgangsimpedansen på en trafo er vel bare en "kopi" af lysnettet ganget med et med et vinklings forhold (vendt på en passende måde i regnestykket). Nogle der kan hjælpe?

UI kerner har så vidt jeg husker den potentielle fordel, at den kapacitive kobling imellem de to sekundær vinklinger kan gøres ekstremt lav. Derudover mener jeg den har cirka de samme fordele som en ringkerne. Lav størrelse/vægt i forhold til effekten.

Konklusion: Dem der bruger off-the-shelf ringkerne trafoer prøver ikke hårdt nok. Dem der bruger special lavede ringkerner eller UI kerner har tænkt over tingene (eller lader som om). Dem der bruger EI kerner (eventuelt med lav induktion og masser af elektrisk og magnetisk skærmning) i store effektforstærkere er ikke gode til at spare på pladsen eller tjene penge (men bør omgås med respekt alligevel).

vh Asbjørn

Hej Asbjørn!
Det er jo helt konkret essensen af hele problematikken.
Ringkerner vikles, så viklingerne ligger oven i hinanden.
På UI kerner ligger viklingerne langt fra hinanden, og har megen jern imellem sig.
Mht høje frekvenser, så er det rigtigt at ringkerner har en fordel, fordi udgangsimpedansen også påvirkes af jernkernen. Man øger induktionen med jernet, og dermed stiger impedansen opefter.

Nå hurtig må vi høre om de der Rifagodter har fået juleklokkerne til at slå revner? Er der kommet mere saft og kraft? Ja hvordan har det
generelt forandret lyden.

Men egentlig vill jeg lige høre, hvordan det er med Doxa. Er de konstrueret med FETs eller hvordan? Jeg ved ikke om den gamle 70'er var,
men jeg mener at kunne huske fra en anmeldelse at 70 sig. mk 2 ihvertfald bruger FETs hvilket blev fremhævet som medvirkende til, at den
var "hurtig" i lyden.

Om det er dette der gjorde sig gældende eller om det mere handler om trafoen ved jeg ikke. Men da jeg engang lyttede til henholdsvis Doxa
70 (eller var det en Namit), NAD 218 og 3020 s. 20. Ja så foretrak jeg 3020'eren (kun effekt-delen blev brugt). Jo de andre kunne spille
højere uden at miste grebet om tingene, og de var måske også mere udstrakte i bund og top samt mere detaljerede (tror nok vi kom til at
bruge normal ind på 3020'eren) og på sin vis mere magtfulde. Men det var lidt som tomme tønder, der buldrer mest. Der var mere krop på
3020'eren, som jeg oplevede det. Der var faktisk mere bund i den, når det kom til stykket og den engagerde mig også mere i musikken.
Den var mere levende på sin vis. Selvfølgelig med det forbehold, at der ikke blev skruet for voldsomt op. Så kunne den slet ikke lege med
længere. Men alligevel ret interessant synes jeg.

Er der andre der har lignende erfaringer og kan nogen svare på hvilken type trafoer og fets/nofets, der er drysset i en Proton D 1200?

DOXA'en er UDEN FET's!

RIFA'erne er efterhånden ved at vågne op, og der er kommet mere power i dem. Til at starte med var jeg lidt i tvivl... Det var som om opstramningen i bunden var på bekostning af, at en stor del af lydbilledet blev rodet sammen. Men det er efterhånden slut nu.

Alt i alt er jeg ekstremt tilfreds med min DOXA. Havde jo helt glemt hvordan sådan en sag spiller. Det er ren musikglæde. Glem alt om ML, Gryphon osv... Jeg er ikke i tvivl... Skal man høre musik, er DOXA et af de bedre valg. Jeg er dog ikke i tvivl om, at en ML er et klart bedre måleredskab end en DOXA.

Hvorfor lyder DOXA så godt??? Jeg tror det skyldes at den efterhånden er forfinet så meget det er muligt. Her benyttes ikke nye kredsløb hvert år. Faktisk bygger den seneste DOXA 140 stadig på de samme kredsløb, som man benyttede i de første udgaver af DOXA70 i midten af 80'erne. Kredsløbene er bare forædlet ud i det ekstreme. Og så har DOXA som bekendt den fordel, at man ikke har en lang række investorer der kræver profit til tiden.
Faktisk har DOXA på netop dette felt en KÆMPE fordel. Som konstruktøren Knut Lauvland siger i et agmmelt interview, så udvikler han ikke DOXA forstærkerne med henblik på at sælge dem. Han gør det kun for sin egen skyld. At der så er masser af kunder, er jo bare bonus. Men i bund og grund ville han have lavet dem alligevel. Derfor kan han sagtens sidde måneder og lytte og tweake... Han har ingen deadline. Når han har fundet noget nyt, bliverd et implementeret i de nye produkter.

__________________
Keine Hexerei, Nur Behändigkeit
Nuværende setup: SONY CDP-X303ES (Drev), DIYDAC, DOXA 012 (Pre), DOXA 70B SE mod.(Power), DALI Grand DIVA

oluf skrev: Nå hurtig må vi høre om de der Rifagodter har fået juleklokkerne til at slå revner? Er der kommet mere saft og kraft? Ja hvordan har det generelt forandret lyden. Men egentlig vill jeg lige høre, hvordan det er med Doxa. Er de konstrueret med FETs eller hvordan? Jeg ved ikke om den gamle 70'er var, men jeg mener at kunne huske fra en anmeldelse at 70 sig. mk 2 ihvertfald bruger FETs hvilket blev fremhævet som medvirkende til, at den var "hurtig" i lyden. Om det er dette der gjorde sig gældende eller om det mere handler om trafoen ved jeg ikke. Men da jeg engang lyttede til henholdsvis Doxa 70 (eller var det en Namit), NAD 218 og 3020 s. 20. Ja så foretrak jeg 3020'eren (kun effekt-delen blev brugt). Jo de andre kunne spille højere uden at miste grebet om tingene, og de var måske også mere udstrakte i bund og top samt mere detaljerede (tror nok vi kom til at bruge normal ind på 3020'eren) og på sin vis mere magtfulde. Men det var lidt som tomme tønder, der buldrer mest. Der var mere krop på 3020'eren, som jeg oplevede det. Der var faktisk mere bund i den, når det kom til stykket og den engagerde mig også mere i musikken. Den var mere levende på sin vis. Selvfølgelig med det forbehold, at der ikke blev skruet for voldsomt op. Så kunne den slet ikke lege med længere. Men alligevel ret interessant synes jeg. Er der andre der har lignende erfaringer og kan nogen svare på hvilken type trafoer og fets/nofets, der er drysset i en Proton D 1200?

 

Hej,

hvis du er intereseret så har jeg da service manualen til PROTON D1200.

 

__________________
NAD 7600 2*150 watt, + Højtaler Cerwin Vega AL-1000.

DOXA endelig  Det vil jeg osse sige!! Min 70 Signature MKII, er noget af det bedste lyd-creme, jeg endnu har lagt øre til  Står man og skal købe ny effekt, og måske ville kaste 15k afsted på det. Og ikke er bange for at prøve noget nyt.. Så vil jeg klart anbefale at man prøver sådan en swend

__________________
HYGGE HEJSA!

Gad vide hvorfor Lauland, ikke bruger klasse A drift til DOXA?? (når nu det er bedst) (eller??)

__________________
HYGGE HEJSA!

rockforlife skrev: Gad vide hvorfor Lauland, ikke bruger klasse A drift til DOXA?? (når nu det er bedst) (eller??) Doxa 40 er på 40w ( jeg må lige rette det er kun 20 i ) klase A og op til 70w i normal dreft, har selv haft sådan en sven, god lyd lit ala rørlyd

rockforlife skrev: Gad vide hvorfor Lauland, ikke bruger klasse A drift til DOXA?? (når nu det er bedst) (eller??)

Det koster kassen at lave klasse A trin.
Bare 70 Watt skal bruge umættelige mængder af køling.
Dernæst er der heden fra dem, som du må affinde dig med.
Blæsere larmer tilmed.
Strømforbruget er nærmest perverst.
Men så har vi visogså været omkring alle ulemperne - nå nej!
Størrelsen og vægten.
Man kan meget vanskeligt håndtere sådan en bandit på egen hånd.
Min har endda hjul under bagude.

Men så er det slut.
Lydmæssigt er det noget andet end A/B.
Men der er mange andre parametre end blot klasse A aspektet.
Der er således ingen garanti for at en klasse A forstærker lyder godt.
Derimod kan man godt sige, at tager du en klasse A/B forstærker og øger tomgangsstrømmen, så lyder den også bedre.

hvis i ønsker hurtigere og bedre lyd ved at modde psuèn,så brug pengene på ægte kondensatorer til at bypasse de eksisterende lytter - istedet for kæmpelytter der bare provokerer mere gnist i ensretteren!

mvh/slowon