| Sendt: 01 Oktober 2006 kl. 16:16 | IP-adresse registreret
|
|
|
Hejsa!
Der har da vist været gang i denne slags tråde før omkring LP12. For nyligt læste jeg, at LP12 skulle være den hifikomponent, der er produceret i længst tid. I den forbindelse komme rjeg til at tænke på Denon 103 PU og SPU fra Ortofon, som nok har kørt en del længere end alt andet.
Mht. LP12 bør man kigge spille efter med et kritisk øje og lidt sund fornuft. Konstruktionen er lavet med en tung pladetallerken og et noget lettere subchassis. Subchassiset står ovenpå 3 fjedre, som er placeret rundt om centerlejet. For det først er tyngdepunktet placeret en del højere oppe end selve ophængningspunktet, hvilket vil få pladespilleren til at være længe om at falde til ro. Den er med andre ord tungest højt oppe, hvilket svarer til at stille en hammer med hovedet opad. Kommer den først i gang, er der ingen selvdæmpning der kan hjælpe. Ud over det er der brugt lette materialer til subchassit og armboard, som ikke har nogen særligt høj egendæmpning. Fjedrenes placering rundt om centerlejet, gør osse at subchassiset har en tendens til at vride sig pga. lejefriktion, den har Linn valgt at kompensere for vha. tonearmskablet, som skal fastholde subchassisets position. Derfor påstås det, at kun proffer kan få den op at køre, og at kun Linns egne arme duer på den.
Alle disse ting til sammen, er egentlig blot fejl i konstruktionen. Den ustabilitet værket er født med, pga af tyngdepunktets placering og fjedrenes manglende evne til at dæmpe bevægelserne. Det svarer meget nøje til en bil uden støddæmpere, men også på næsten flade dæk.
Kigger man på den ultimative måde, at angribe problemstillingen på, så er SME et rigtig godt eksempel. Her er der taget hensyn til alle de kræfter en pladespiller udsættes for. Dæmpning er tilført så vidt muligt ad naturlig vej, fremfor vha. kunstgreb. Der er med andre ord ikke brugt noget tonearmskabel til at sænke wow og flutter, ligesom tyngdekraften er den der trækker værket på plads også i det vandrette plan.
Det første værk jeg kender til, som gjorde meget af det samme som SME, var faktisk B&O beogram 4000. Den var den første pladespiller jeg rendte i, som uden problemer kan spille mens den står oven på en subwoofer. PU valget var dog besværligtgjort, og kun nørder kunne gøre noget ved den slags, men så var den osse lidt skæg. Den kunne ikke udbalancere ret meget, så det var meget begrænset, hvor vildt det blev. Men konstruktionen var bare gennemtænkt.
LP12 blev til i starten af 70érne som et billigt alternativ til AR, Ariston og Thorens, som var dem der kørte klatten dengang. Den fik kanon tests, fordi pris/ydelse var fremragende, idet den kun kostede 1/3 af en Thorens. 1.500 dask kostede de tidlige eksemplarer i DK, hvilket d.d. svarer til ca. kr. 6.000. Når automatisering og den slags tages med ind i regnestykket, kan den vel laves for nogle få basører og sælges til nogle få tusinde, hvis ellers der var aftagere til dem. Så den pris den er løbet op i nu om dage, er på ingen måde relateret til produktet eller udvikling i øvrigt.
I tilgift skal man også lige holde sig for øje, at hvis nogen skulle påstå, at konstruktionen er blevet skabt på baggrund af lyttetests i stedet for videnskab osv. Så bør man medregne, at den tids PUér hed Supex 900 at most. Lyt lige til sådan en ulden fætter d.d., så kender du ingredienserne i rationalet.
En brugt Linn har jeg fornyligt set til 5K tror jeg og til den pris er den da egentlig nok OK, bortset fra at jeg nok gik efter noget der var lidt mere klaverfast. Se om du evt. kan finde én af de gamle direkte drevne Denon modeller DP75 vel. lign, men de er vist blevet collectors items forlængst.
Skal den være flydende, så er der også STD, SOTA, Thorens 126 MKIII eller 226.
|