For mange år siden levede en kejser, som
holdt så uhyre meget af dejlig lyd fra sit HiFi-anlæg, at han gav alle sine
penge ud for ret at få den dejligste lyd. Han brød sig ikke om sine medmennesker, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven.
I den store stad, hvor han boede, gik det
meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag
kom der to eksperter; de gav sig ud for at være HIFi-eksperter og sagde,
at de forstod at lave de dejligste kabler, man kunne tænke sig.
Ikke alene lyden og klangen var noget usædvanligt smukt, men
de kabler, som blev lavet af dem, havde den forunderlige
egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke kunne lytte til et anlæg, eller også var utilladelig dum.
“Det var jo nogle dejlige kabler,” tænkte
kejseren; “ved at bruge dem på mit anlæg, kunne jeg komme efter, hvilke mænd
i min omgangskreds der ikke dur til at lytte til mit anlæg , jeg kan kende de
kloge fra de dumme! ja det kabel må straks laves til mig!” og han
gav de to eksperter mange penge på hånden, for at de skulle
begynde på deres arbejde.
De satte også borde og stole med lampe og lup op, lod som om
de arbejdede, men de havde ikke det mindste på bordet. Rask væk
forlangte de den fineste kobber, det reneste sølv og det prægtigste guld; det
puttede de i deres egen pose og arbejdede på de tomme borde, og
det til langt ud på natten.
“Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er
med kablerne!” tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig
om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet
ikke kunne lytte til sit anlæg, ikke kunne se det, nu troede han nok, at
han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog
sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle
mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft kablerne
havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum
hans nabo var.
“Jeg vil sende min gamle ærlige far
hen til eksperterne!” tænkte kejseren, “han kan bedst se, hvorledes kablerne tager sig ud, for han har forstand, og ingen kan lytte bedre på sit anlæg end han!” —
Nu gik den gamle skikkelige far ind i
salen, hvor de to eksperter sad og arbejdede ved de tomme borde.
“Gudbevares!” tænkte den gamle far og spilede øjnene op!
“jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.
Begge eksperter bad ham være så god at
træde nærmere og spurgte, om det ikke var nogle smukke kabler og
dejlige farver. Så pegede de på de tomme borde, og den stakkels
gamle far blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se
noget, for der var ingen ting. “Herregud!” tænkte han, “skulle
jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker
vide! skulle jeg ikke du til at lytte til mit anlælg? Nej det går ikke an, at
jeg fortæller, jeg ikke kan se kablerne!”
“Nå, De siger ikke noget om det!” sagde den
ene, som sad ved bordet!
“Oh de er nydelige! ganske
allerkæreste!” sagde den gamle far og så igennem sine
briller, “disse kabler og disse farver! — ja, jeg skal sige
kejseren, at det behager mig særdeles!”
“Nå det fornøjer os!” sagde begge eksperter, og nu nævnede de kablerne ved navn og det sælsomme
mønster. Den gamle far hørte godt efter, for at han kunne
sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde
han.
Nu forlangte eksperterne flere penge, mere
silke, sølv og guld, det skulle de bruge til kablerne. De stak alt i
deres egne lommer, på borderne kom ikke et kabel, men de blev ved,
som før, at lave kabler på de tomme borde.
Kejseren sendte snart igen et andet
skikkelig familiemedlem hen for at se, hvorledes det gik med kablerne, og om kablerne snart var færdige. Det gik ham ligesom den
anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de tomme borde, kunne han ingen ting se.
“Ja, er det ikke et smukt stykke kabel!”
sagde begge eksperter og viste og forklarede det dejlige
mønster, som der slet ikke var.
“Dum er jeg ikke!” tænkte manden, “det er
altså mit gode anlæg, jeg ikke kan lytte til? Det var løjerligt nok!
men det må man ikke lade sig mærke med!” og så roste han kablerne,
han ikke så, og forsikrede dem sin glæde over de skønne kabler
og det dejlige mønster. “Ja det er ganske allerkæreste!” sagde
han til kejseren.
Alle mennesker i byen talte om de
prægtige kabler.
Nu ville da kejseren selv se det, medens
de endnu var på borderne. Med en hel skare af udsøgte mænd, mellem
hvilke de to gamle skikkelige familiemedlemmer var, som før havde været
der, gik han hen til begge de listige eksperter, der nu arbejdede af
alle kræfter, men uden kabel eller tråd.
“Ja er det ikke magnifik!” sagde begge de
skikkelige familiemedlemmer. “Vil Deres Majestæt se, hvilket mønster,
hvilke kabler!” og så pegede de på de tomme borde, thi de troede,
de andre vistnok kunne se kablerne.
“Hvad for noget!” tænkte kejseren, “jeg
ser ingen ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? dur jeg ikke
til at lytte? det var det skrækkeligste, som kunne arrivere
mig!” “Oh de er meget smukke!” sagde kejseren, “det har mit
allerhøjeste bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede de
tomme borde; han ville ikke sige, at han ingen ting kunne se. Hele
følget, han havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det,
end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, “oh de er
meget smukke!” og de rådede ham at putte disse nye, prægtige kabler
på første gang, ved den store HiFiudstilling, som forestod. “Det er
magnifik! nysseligt, excellent!” gik det fra mund til mund, og
man var alle sammen så inderligt fornøjede dermed. Kejseren gav
hver af eksperterne et ridderkors til at hænge i knaphullet og
titel af kabeljunkere.
Hele natten før den formiddag udstillingen skulle være, sad eksperterne oppe og havde over
seksten lys tændt. Folk kunne se, de havde travlt med at få
kejserens nye kabler færdige. De lod, som de tog kablerne af borderne,
de klippede i luften med store sakse, de knyttede med hænderne uden
tråd og sagde til sidst: “Se nu er kablerne færdige!”
Kejseren, med sine fornemste kavalerer,
kom selv derhen og begge eksperter løftede den ene arm i vejret
ligesom om de holdt noget og sagde: “Se her er det første kabel! her
er det andet! her er det næste!” og således videre fort. “Det er så let,
som spindelvæv! man skulle tro man havde ingen ting i hånden,
men det er just dyden ved det!”
“Ja!” sagde alle kavalererne, men de
kunne ingen ting se, for der var ikke noget.
“Vil nu Deres Kejserlige Majestæt
allernådigst behage at tage deres gamle kabler af!” sagde eksperterne,
“så skal vi sættede nye på, herhenne!”
Kejseren lagde alle sine kabler, og eksperterne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de
nye, der skulle være lavet, og kejseren vendte og drejede det.
“Gud hvor de lyder godt! hvor de passer
dejligt!” sagde de alle sammen. “Hvilket mønster! hvilke farver!
det er kostbare kabler!” —
Kammerherrerne, som skulle bære kablerne,
famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog kablerne op,
de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de
ingenting kunne se.
Så gik kejseren ind til udstillingen og alle mennesker i hallen sagde: “Gud hvor kejserens nye kabler er mageløse! hvilket
dejlige kabler! hvor de lyder perfekt!” Ingen
ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke forstand på at lytte, eller også være meget dum. Ingen af kejserens
kabler havde gjort sådan lykke.
“Men han har jo ikke nogen kabler på anlægget,” sagde et
lille barn. “Herregud, hør den uskyldiges røst,” sagde faderen;
og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.
“Men han har jo ikke nogen kabler på,” råbte til
sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde
ret, men han tænkte som så: “Nu må jeg holde udstillingen ud”. Og
kammerherrerne gik og bar på kablerne, som der slet ikke var.
NAVIGATION
Hjælp
Chat
Aktive emner
Brugere
Søg
Opret ny bruger
Log ind
Emne: Højttalerkabler... fup eller fakta?
Emne lukket)
Bare det var mig....! 
Hans J, tak for godnat historie, det bare lidt for tidligt, men den er god nok
, kunne dog gøres bedre, havde bare ikke tid til det 
.
. Hvis du har lyst, kan jeg give dig et bevis i form af en hyggelig lytteseance hos mig. 2 sæt middelmådige kabler, med middelmådige stik i lægden kort, anvendt på et middelmådigt anlæg. Tro, mig, der er forskel på de 2 sæt. Jeg gi'r gerne kaffe til
