Al DiMeola
John McLaughlin
Paco DeLucia

De har spillet sammen på fx "Friday night in San Fransisco" men er bedst hver for sig

Al di Meola er uovertruffen op "Elegant Gypsy"

Jeg mangler en spanior ved navn Segovia og en franskmand ved navn Django på listen - jeg savner ikke Joe Pass men Janne Schaffer på listen - Pass er dygtig meget men også meget kedlig

De mere rock'ede må jeg lade andre om at liste


__________________
for tiden afspiller jeg meget musik - det lyder godt

Kaare Norge

__________________
B&W604S3, 602S3, LCR600, ASW675, 2x eAR501, 2x eAR202, NAD T163v2, W7 Mediacenter, Squeezebox touch

Kongeguitaristen over dem alle må dog være:

Steve Lukather fra TOTO.   

Tjek:

http://votenumber1.com/results1rockguitarist.html

Der er mange:

Joe bonamassa!

Yngwie malmsteen

rusty cooley

marty freidman

Walter trout

Richie blackmore

steve morse

og mange mange flere!!

MVH
Don

Zakk Wylde skal da også nævnes.

__________________
Acourate FTW!

Angus Young.

vH pH

Godt med en tråd om tråd 

Vi tager dem i - nogenlunde - kronologisk orden, sådan som jeg har opdaget dem gennem tiden:

Jimmy Page
Ligeså snart jeg fik pladespiller, lå Led Zeppelin I i rotation og II´eren lå der hurtigere end jeg kunne nå at sige udgivelsesdato. Dén måde at spille guitar på (men i det hele taget at lave rock på) har jeg været fanget af siden. Jimmy i dette selskab er og bliver min all time favorite, men siden har han jo lavet skiver med både David Coverdale og Black Crowes - sidstnævnte ovenikøbet med en perlerække af LZ-numre.

Rory Gallagher
Han var jo sammen med Taste i begyndelsen, hvor den skæve blues fik frit løb. I solokarrieren fik han dog tilsat lidt rytmer fra irsk folkemusik, men selvsikkerheden i det fine fingerspil var umiskendeligt. Nyder især live-skiverne, hvor han har publikum i sin hule hånd.

Robin Trower
Det var Rock Me Baby, der fik mig på sporet af ham her - et tonstungt blues-rif, der sad lige i mellemgulvet. Han har som regel en cover med på sine skiver og han giver dem lige det ekstra pift, der gør det til "sin egen". Er suveræn til følsomme slowblues-stykker, han kan spille så guitaren græder ...

Stevie Ray Vaughan
Jeg er helt med på, hvad der er skrevet om SRV. En skandale at han omkom inden jeg nåede at få ham set live. Favoritten er Texas Flood - hele skiven!

Neil Young
Der er ikke ret mange i min bekendtskabskreds, der synes han er "noget". Men de par gange jeg tog dem med til koncert tabte de alligevel underkæben - når han f.eks. fyrer Powderfinger af og koger suppe på den i et 20 minutters langt forløb må man da overgive sig. Og så skader det heller ikke, at han tør åbne gabet om høj-politiske emner - vor tids provo nr. 1. På hylden er det faktisk en uofficiel bootleg fra Ahoy i Belgien 2002, der oftest ryger i spillen, selv med dén lydkvalitet rykker hans musik helt over i sofarækken. Glæder mig self til Roskilde i år!

Nils Lofgren
Faldt pladask for Night Fades Away, da den udkom og har både i form af lp og cd brugt den som reference siden. Hans fingerspil er genialt og gennemført præcist. Har godt nok fået et lidt ambivalent forhold til hans nyere udgivelser, da han ofte hænger musikken sammen med sin tro ...

JJ Cale
Det kunstneriske er i højsædet og her er sjælen med. Selv om Dire Straits åbenlyst erkendte inspirationen (ref. også deres cover af et par af hans sange), så taler vi i tilfældet Cale om kvalitet, som kun den originale vare kan have det. Og så ææælsker jeg den der sen-sommer-aftensol-på-terrassen-stemning, det altid lykkes ham at få ud gennem strengene.

Steve Wynn
Ham fra Dream Syndicate ... Steve Wynn går for at være post-punk-rocker, men det er ikke en etiket, jeg ville finde frem i dag. Det er højenergisk, potent rock iført skramlende guitar, men nuancerne og de fine melodier bærer alligevel det hele. Min første skive med ham var Kerosene Man, hvor både titelnummeret og afslutningen Anthem viser spændvidden fra de gode rocksange til balladerne. Har Loppen som sit foretrukne koncertsted i DK.

Joe Bonamassa
På Roskilde for vel snart 6 år siden blev jeg taget med storm af denne power-blues-guitarist, der dengang var totalt ukendt i DK. Det var i køen til tv-2 på Orange, at jeg hørte dette spil fra et nærliggende telt og jeg blev draget derhen ... han var såmænd i Amager Bio for et par måneder siden, og en håndfuld skiver senere synes jeg stadig han er vor tids bedste bud på en god spade. F.eks. har jeg altid ment, at Alvin Lee (Ten Years After) var indehaver af titlen Verdens Hurtigste Guitarist, men Joe B. står altså tidligt nok op til at gøre Alvin rangen stridig, for han kan flytte fingre, så jeg måber.

Bobleren
David Gogo bobler lystigt på listen ... han var opvarmning til Wishbone Ash i Amager Bio i vinter, og da han godt en måned senere var på plakaten på Mojo, måtte vi derhen. Gode sange, frækt guitarspil, 4 skiver i bagagen - hold øje med ham.

__________________
SONY
TA-DA9000ES   amp
TA-N90ES         effekt
DVP-NS9100ES cd/dvd/sacd

KEF
4 x Q7 + Q9c

skrev: Hermann skrev: Jeg savner Eric Clapton på listen r-l-b skrev: Jeg mangler en spanier ved navn Segovia og en franskmand ved navn Django på listen... Lars37 skrev: Kongeguitaristen over dem alle må dog være: Steve Lukather fra TOTO.

Nu var det IKKE ved trådstart fra min side ment, som den endelige liste...LISTEN som facit (eksisterer af indlysende årsager ikke), men derimod DIN liste, da det i lang udstrækning er et spørgsmål om smag og behag. Vi kan jo hurtigt komme op at skændes om det her også, som så meget andet i dette forum. Det var mere ment som inspirationskilde - man kan jo ikke kende samtlige guitarister i verden. Jeg har f.eks. allerede stiftet bekendtskab med en guitarist via denne tråd, som jeg ikke anede eksisterede. Og DÉT var meningen - udvidelse af ens horisont (tak til Batman for at have udvidet min horisont!).

PS: Hvis Nobel-komitéen uddelte en "riff-pris", ville den uden tvivl tilfalde Angus Young - ikke mindst for 'Highway to Hell'-riffet.

hrmand skrev: Joe Bonamassa På Roskilde for vel snart 6 år siden blev jeg taget med storm af denne power-blues-guitarist, der dengang var totalt ukendt i DK. Det var i køen til tv-2 på Orange, at jeg hørte dette spil fra et nærliggende telt og jeg blev draget derhen ... han var såmænd i Amager Bio for et par måneder siden, og en håndfuld skiver senere synes jeg stadig han er vor tids bedste bud på en god spade. F.eks. har jeg altid ment, at Alvin Lee (Ten Years After) var indehaver af titlen Verdens Hurtigste Guitarist, men Joe B. står altså tidligt nok op til at gøre Alvin rangen stridig, for han kan flytte fingre, så jeg måber.

Jeg var tilstede ved samme koncert. Han er en fin fin guitarist, men af en eller anden årsag mangler Joe B. "det"...det der udefinérbare, som gjorde SRV fuldstændig unik i forhold til SAMTLIGE andre nulevende som afdøde. 'Little Wing' fra 'The Sky Is Crying' siger det hele...

En anden ting (lidt off topic) vedr. Joe B.'s Amager Bio-Koncert, synes hrmand så ikke, at der blev spillet AAAAALLLLLTTTT for højt. Jeg synes, det er for ringe at man, når man nu har betalt i dyre domme for sin billet, skal have beskadiget sin hørelse, p.gr.a. en eller andet halvdøv arbejdsskadet klaphat også synes alle andre skal have tinnitus. Jeg var samme sted ugen efter for at høre Poul Halberg Powertrio, som ellers også fyrer tung trioblues-tråd af, og her var lydniveauet fint, og deres mulighed for at spille nuanceret og dynamisk var i intakt - noget som desværre var temmelig fraværende ved Joe B.'s lydmur af en koncert.

Frank Zappa...

__________________
Hilsen
Kristjan

bittermand skrev: hrmand skrev: Joe Bonamassa På Roskilde for vel snart 6 år siden blev jeg taget med storm af denne power-blues-guitarist, der dengang var totalt ukendt i DK. Det var i køen til tv-2 på Orange, at jeg hørte dette spil fra et nærliggende telt og jeg blev draget derhen ... han var såmænd i Amager Bio for et par måneder siden, og en håndfuld skiver senere synes jeg stadig han er vor tids bedste bud på en god spade. F.eks. har jeg altid ment, at Alvin Lee (Ten Years After) var indehaver af titlen Verdens Hurtigste Guitarist, men Joe B. står altså tidligt nok op til at gøre Alvin rangen stridig, for han kan flytte fingre, så jeg måber. Jeg var tilstede ved samme koncert. Han er en fin fin guitarist, men af en eller anden årsag mangler Joe B. "det"...det der udefinérbare, som gjorde SRV fuldstændig unik i forhold til SAMTLIGE andre nulevende som afdøde. 'Little Wing' fra 'The Sky Is Crying' siger det hele... En anden ting (lidt off topic) vedr. Joe B.'s Amager Bio-Koncert, synes hrmand så ikke, at der blev spillet AAAAALLLLLTTTT for højt. Jeg synes, det er for ringe at man, når man nu har betalt i dyre domme for sin billet, skal have beskadiget sin hørelse, p.gr.a. en eller andet halvdøv arbejdsskadet klaphat også synes alle andre skal have tinnitus. Jeg var samme sted ugen efter for at høre Poul Halberg Powertrio, som ellers også fyrer tung trioblues-tråd af, og her var lydniveauet fint, og deres mulighed for at spille nuanceret og dynamisk var i intakt - noget som desværre var temmelig fraværende ved Joe B.'s lydmur af en koncert.

... Joe mangler noget, det gør han skam. Med de relativt få år i branchen, er han nærmest en knægt, når han skal i selskab med så fine personligheder som SRV. Man kan derfor håbe at han med årene får "det" som de mest ihærdige af hans kolleger allerede har som resultat af mange års slid med at få feeling, teknik og lyd til at spille sammen - her synes jeg Joe B. aspirerer til at blive one of the guys ...

Mht. Amager Bio, så er det vel afhængigt af, hvem der betjener mixeren og af og til har bandet selv en mand med, der måske som her ikke er klar over de danske bestemmelser om max. lydtryk for de ansatte. Vi står normalt lige foran mixerpulten (nærmest fadøllet!) men jeg bemærkede kun at det var højt, ikke ret meget mere end "normalt". På et tidspunkt gik vi op på trappen, hvor det plejer at give en anden lydoplevelse, afhængig af ... ja, alting: band, monitors, lydmand, mixerpult osv. Som regel syns jeg de gør det godt, jeg har tidligere skrevet, at de har Københavns bedste lyd derude ...

__________________
SONY
TA-DA9000ES   amp
TA-N90ES         effekt
DVP-NS9100ES cd/dvd/sacd

KEF
4 x Q7 + Q9c

HOLA

Carlos Santana.............

:-)

JUAN

For ikke at glemme

Andrew Latimer

Roy Buchanan

Snowy White

Andy Timmons

Tim Renwick

Neal Schon

Kasper Eistrup

Jacob Rønne

 

 

 

Det kan kun være Andre Segovia, døm selv

edit: lige en mere

Alle er vist ved at være nævnt.

Og der poppede såmænd også et par Danske op.

 Må afgjort tilføje :

Knud Møller 

 - plus ham den nye i Gnags .

http://www.youtube.com/watch?v=qJbhBMqzW5c

http://www.youtube.com/watch?v=8zqIznn0ePs&NR=1

Her er en jazzguitarist.v Han er fa**** god. Ulf Wakelius

vh. T

__________________
B&W 801, VPI Scout m. transfiguration phoenix PU,EAR riaa, Pass 150 int. amp. Ayre cd, VDH Clearwater dobbelt, yter signalkabeler, Samsung 50"plasma tv. AKG 271.

DAVID GILMOUR

Kasper Eistrup (kashmir)

John Frusciante(red hot chili peppers)

Karsten Skovgård (kim Larsen)

Jacob Binzer (d-a-d)

Kirk Hammett (metallica)

D. Darryl (pantera)

King/hannemann (slayer)

Tim Christensen (dizzy/og sig selv)

Dave Matthews 

__________________
Med venlig hilsen

Fandme glad for at jeg så nogle der også ville nævne Slash og Angus Young!
ROCK ON!!

Men ellers er rækken nævnt... David Gilmour, Joe Bonamassa, BB-king, Satriani osv, osv osv... Clapton selvfølgelig...

Der er simpelt hen så mange at tage af og mange af mine favoriter er allerede nævnt.

Jeg vil personligt også fremhæve følgende: Criss Oliva (Savatage indtil hans alt for tidlige død). Måske min personlige favorit, fantastisk følelse kombineret med glimrende teknik med et fantastisk melodiøre.

Timo Tolkki (nu ex. Stratovarius samt soloalbums). Fænomonal teknik, der kan spille sindsygt hurtigt, men i mod sætning til de fleste andre inden for den melodiske power metal genre, har han væsentligt mere følelse i sit spil og er en fremragende, kreativ komponist.

Chris De Garmo (tidligere Queensryche, nu... fuldtids pilot...)

Ikke en mand, der vil kaste sig ud i de vilde 10 minuters soloer, men en mand, der spillede med masser af følelse, hvor hver eneste tone betød noget. Queensryche døde fuldstændigt, da han forlod gruppen (Han og resten af gruppen havde dog allerede tabt tråden på det sidste album med Degarmo, det katastrofale "Hear in the now frontier".

Nu er der jo nærmest kun nævnt sologuitarister. Jeg synes også, at Malcolm Young fortjener at blive nævnt. Den efter min mening klart sejeste rytmeguitarist nogensinde.

Endelig er det fedt, at folk nævner Knud Møller. Han er fremragende...