Hej

Det er godt nok blandet. Det er imponerende at både Tossi og dfms rammer 10 albums jeg aldrig har hørt, når jeg har mere end 1000 i reolen og har interesseret mig for musik i 30 år.

På min egen liste skulle jeg måske også have noget Beatles, den blå 67 - 70, samt evt. Jazz og Blues, men SRV er med.

__________________
Venlig hilsen
Hermann

rattanhuset skrev: Iron Maidens 10 første albums

Den er godt nok svær at slå!

Jeg tror nu nok, at jeg ville udskifte Marabou Mælk 43g med en af udgivelserne med Eva Cassidy. Det er umuligt at forblive i dårligt humør i hendes selskab. Blot trist, at hun forsvandt alt, alt for tidligt.

Mvh.

Svært at vælge, men lige nu må det være:

Leonard Cohen: Various Positions
Fyldt med klassiske Cohen-sange (og naturligvis original-udgaven af "Hallelujah" - vogt Dem for efterligninger)

Bruce Springsteen: Nebraska
Hvis humøret på øen skulle blive for opløftet.

James: Laid
Skammeligt overset band. Hvorfor fik skod-navne som Simple Minds al den offentlige interesse, når nu James lavede den holdbare britiske musik
i 90'erne ?

Oscar Petersen Quartet: We Get Requests
Lidt jazz skal der med.

The Pogues: Rum, Sodomy & the Lash
Til at få det gode humør tilbage, efter at have hørt Nebraska.

Grant McLennan: Horsebreaker Star
Heldigvis nåede McLennan at skrive en hel række perler, inden sin al for tidlige død.

Ben Harper: Welcome to the Cruel World
Svært at vælge en enkelt Harper-plade. Men denne vender jeg oftest tilbage til.

Cowboy Junkies: Black Eyed Man
Afdæmpet og flot. Og så "drager" Margo Timmins bare !

BoDeans: Joe Dirt Car
Også alt for overset. Her et dobbelt live-album med alle de gode sange.

Van Morrison: It's Too Late To Stop Now...
Dét album der åbnede mine ører for den lille, sure og vrisne mand. Men hvor kan han dog synge !

Ja, sørme noget af en udfordring. Specielt da jazzen for mig lige for tiden er in. Endnu står pop/rock udgivelser lige umiddelbart dog øverst.

David Bowie - Scary Monsters

Bowies sidste orginale og helstøbte udgivelse

The Flaming Lips - Yoshimi battles the pink robots

Rent syre og spraglede blomster

The Cure - Disintegration

Cover citat "This music has been mixet to be played loud - SO TURN IT UP"

Depeche Mode - Violator

Kunne have været en af deres øvrige seneste 6-7 udgivelser!

David Sylvian - Secrets of the Beehive

Jazz møder art rock/pop på en smuk måde

Tom Waits - Small Change

"The piano has been drinking, not me....not me"

Nick Cave - Tender Prey

Som at få et los i bollerne på den gode måde

U2 - Achtung Baby

En perlerække at store numre og kommercielle hits

Talk Talk - Spirit of Eden

Smuk og stor kunst

Amy Winehouse - Back to Black

Har potentialet til at blive en af den moderne musiks helt store, hvis hun rettidigt får stukket piben og kanylen ud og bruger sit talent i stedet.

Zorglub skrev: rattanhuset skrev: Iron Maidens 10 første albums

Hehe, noget som jeg også kunne finde på!

Leonard Cohen´s første skive: IMO det bedste han har lavet.

Gino Vannelli: Fordi den mand kan synge

David Bowie: 1. Outside. Dog i meget hård konkurrence med Scary Monster

Propellerheads: Fordi det 10 år efter udgivelsen stadig rykker 100%

Patricia Barber: Fordi der er så meget andet i livet end Diana Krall

Oscar Peterson:

Miles Davis:

Thomas Dolby: Fordi han er.....Thomas Dolby

Frank Zappa: "The one and only"

Arnold Schönberg: Til trods for sin 12 tone musik er dette et yderst smukt melodisk værk.

Men kun at vælge 10 skiver. Hmmm, sq godt nok svært.

__________________
Mvh Michael
"Det er underordnet hvad du har, bare du er tilfreds og det lyder godt"

bittermand skrev: Det er bare lidt ærgerligt, at der er mange, som kun laver en liste og ikke også lige giver en kort beskivelse af, hvad det er, og hvorfor det står ens hjerte så nær.

Point taken - jeg har opdateret mit indlæg på forrige side...

__________________
Pioneer VSX-859 - Carver 753x - Energy RVS - Technics SL-1210mkII/Denon DL110 - Panasonic BD35 - Toshiba HD-XE1 - Pioneer CLD-D704 - LG 50PS8000 - Panasonic AE500

rattanhuset skrev: Iron Maidens 10 første albums

 

Noget af det, jeg var mest utilfreds med, da jeg lavede min liste var, at jeg ikke kunne få plads tll Somewhere in time med Iron Maiden. Ikke nok med at musikken er guddommelig genial, men på en øde ø ville det jo også være fantastisk at kigge på det fantastiske cover, hvor man sikkert kunne blive ved med at finde nye geniale detaljer.

 

heltny skrev:

Det er s'gu stor humor det der, men kunne du ikke have valgt kvalitets-lader i stedet for det Maribou-slam?

 

   

.....osv. Selvfølgelig på vinyl!!!

åh det var dejligt at du tog bladet fra munden - jeg sad sku også og fik palmin kvalme af at se på al det skod cholade

- chokolade starter ved 60% og opefter - når man kommer over de 85% skal man helst ikke have et for stort stykke ad gangen - min egen favorit er omkring de 65-70 % og gerne med nibs - undskyld nu tilbage til de 10 plader

et lille ps. Iron Maiden - kender jeg slet ikke
men kan se at nogen er begejstrede for hende - er det en jern jomfru eller er det en stryge-kone der spiller eller synger i det beat orkester



__________________
for tiden afspiller jeg meget musik - det lyder godt

Hørt!

r-l-b skrev: et lille ps. Iron Maiden - kender jeg slet ikke men kan se at nogen er begejstrede for hende - er det en jern jomfru eller er det en stryge-kone der spiller eller synger i det beat orkester

r-l-b skrev: - chokolade starter ved 60% og opefter...

Uenig! Tanariva er 33% lys lade (selvfølgelig på vinyl!!!) og smager fortryllende...

...passer godt til denne bitre bitre skive:

Elliott Smith - XO

Undskyld, og NU tilbage til pladerne!

Nemt er det ikke.

Min liste vil ændre sig fra dag til dag hvis jeg skal vælge favoritter, der lige falder mig ind nu og her.
Jeg prøver istedet at kigge på, hvilke albums jeg trofast har hørt år efter år og stadig finder frem jævnligt. Det må være dem, der er mine personlige evergreens og dem jeg ved, jeg kan holde ud at høre, selvom opholdet skulle blive langt. I sagens natur vil det blive nogle halvgamle travere, der sikkert er kendt af de fleste halvgamle rockere og jazzere.

I helt tilfældig rækkefølge:

The Beatles "Abbey Road"
Samarbejdet mellem Lennon og McCartney ligger i ruiner. Alle ved det er slut og alligevel frembringes endnu et mesterværk. Melankolien danner et slet skjult fundament hele vejen igennem, men samtidig virker den befriet, lettet, leget. To af Harrisons allerstærkeste numre medvirker til at gøre A.R til Beatles bedste. Sikke en svanesang.

 

Led Zeppelin "Physical Graffiti"
Jeg vil kun vælge én udgivelse af samme kunstner, så det krævede lidt overvejelse mht. Led Zep. Jeg har skamhørt hele deres originale bagkatalog og betragter dem som indbegrebet af en (ikke sammenført) supergruppe. Alle medlemmer var ekseptionelt dygtige musikere med en fossende kreativ åre. Ikke én middelmådig plade, ikke ét middelmådigt nummer.
Når det bliver PG, er det fordi, den indeholder alt hvad LZ stod for musikalt. Heavy, blues, folk, world, r'n'r, psykedelia osv. Og på trods af den dermed kunne stikke i alle retninger, hænger den sammen som få. Jimmy Pages største triumf som producer.

 

Genesis "The Lamb Lies Down on Broadway"
Deres sidste med Peter Gabriel i forgrunden.
En forrygende konceptplade, der handler om, om, om... Ja hvad handler den egentlig om? Jeg har aldrig helt fattet hvad ham Rael dybest set har gang i. Det er måske derfor, den bliver ved at fascinere. 
Med Gabriel in mente som tekstforfatter, er det nok noget med at lede efter, og finde, en højere sandhed og skrue lidt ned for den materielle/fysiske besættelse. PG lader ihvertfald Rael gennemgå mange prøvelser, før han tilsidst lader ham kastrere. Så kan han lære det, kan han!
Genesis på toppen og "The lamb.." er den progressive rocks ukronede konger.

 

Pink Floyd "Animals"
Fedt omslag. Jeg har det som baggrund på skrivebordet og på mobillos.
Det sidste ægte PF album inden Roger Waters tog den fulde magt. -Og der er spændinger i luften. Teksterne runger af vanvittigt raseri og musikken underbygger stemningen. Der bliver spillet igennem! Ikke noget Watersk føleri her.
David Gilmour har kaldt den for PF's punk plade. Han leverer sit ypperste guitararbejde.

 

Rolling Stones "Exile on Main St."
Som med Zeppelin, så med Stones. De er blevet volddyrket!
Jeg skal dog ikke overveje meget, før jeg vælger en Stones skive ud. I årene 68-72 lavede de en perlerække af fantastiske udgivelser, der endeligt kulminerede med "Exile.."
Starten går med et klassisk Richards-riff i Rocks Off og derefter bumler og skramler det afsted som et gammelt godstog tværs over staterne. R'n'R, soul, gospell, country, blues. Det hele the Stones-way, hvor dekadencen er sat til toner. Hudløs og blødende.
Den er en hyldest til den amerikanske musikkultur, de stod i nærmest bundløs gæld til. Med "Exile.." blev gælden betalt med renters rente.

 

Little Feat "Waiting for Columbus"
Der skal en live skive med, og så vælger man selvfølgelig den bedste af alle.
Den er et Lowell George manifest på et tidpunkt, hvor han ellers er ved at miste grebet og på vej ud og, sørgeligt nok, ned. Men her er der ingen slinger i valsen. Det svinger og gynger, det er ultra tight og samtidig løssluppent. Det lyder som om, de havde det p***eskægt allesammen. -Og det havde de paradoksalt nok vist overhovedet ikke...
Little Feat var et LIVE-band om noget. Det er de stadig og de skal opleves som sådan. Nu har de det skægt, når de spiller.

 

 

Neil Young "After the Gold Rush"
Egentligt er "Ragged Glory" nok den jeg har lyttet mest til alt i alt. Det er den sejeste omgang 1-2-3-4-Crazy Horse rockere. Men Neil Young er bare så meget mere end det, og på "After.." når han bedre ud i alle hjørner.
Der er ikke så meget at sige til det, Neil er kæmpestor og og "After.." er en af hans allerstørste.

 

Santana "Caravanserai"
Et suverænt album, der bevæger sig i grænselandet mellem rock og jazz. Indledningen er lyde fra en tropenat. Cikader og en fjern torden. Det skaber en stemning, der holder pladen igennem. Sortblå, dyster, mystisk.
Den er fortrinsvis instrumental og det giver mulighed for at musikerne kan strække ud. Og det er ikke Erling med orgelet der er tale om, men top-notch Carlos Santana, Michael Shrieve, Neal Schon, Douglas Rauch, Tom Coster, Gregg Rolie osv., der spiller som var det sidste gang. Det var det på sin vis også, da det oprindelige Santana band faldt fra hinanden i forbindelse med optagelserne. Journey blev dannet på dét grundlag.
Da jeg engang læste et gammelt interview med trommeslageren Mike Shrieve om tilblivelsen af "Caravanserai", nævnte han Miles Davis' "Bitches Brew" og "Sketches of Spain" som væsentlige inspirationskilder. Det blev min indgang til den egentlige jazz.

 

Miles Davis "Sketches of Spain"
Guddommelig musik simpelthen. Samarbejdet mellem Gil Evans og Miles Davis i højeste potens. Deres partnerskab er legendarisk og "SoS" er juvelen i deres imperium.
Længe leve Platons idéer. Davis' soli i især Saeta og Solea er selve skønheden, som alt andet skal måles efter. Ingen har gjort det smukkere og ingen kommer til det.

 

John Coltrane "(The Complete) Africa/Brass (Sessions)"
En gammel ven havde lånt den på biblioteket, og glemte den hos mig, da han kom på besøg på vejen hjem. Jeg fik hørt den igennem nogle gange og var solgt. Det har været i 95, da den komplette udgave kom på gaden.
John Coltrane er med "Africa"Brass" i overgangsfasen mellem det lettere fordøjelige og freeformen han exellerede i sidenhen. Det er efter min mening den bedste fra hans hånd/mund, men den rangerer vist ellers ikke helt i toppen blandt rigtige Coltrane disciple. Jeg er ligeglad og hører den igen og igen.
Kanon fortolkning af Greensleves og nummeret Africa er selve essensen af jazzen.

En let opgave:

Alt efter hvornår jeg strander må valget i dag være:

Deep Purple: Machine Head, bare for at tage en....Det ville være stort at lade tonerne fra dette album løbe henover havoverfladen selvom det nok ville give lidt diskant-fnidder.

Rainbow: On Stage, Catch the rainbow vil få selv hajerne til at græde.

Pink Floyd: Delicate sound of thunder, fordi det er med de bedste numre og enkelte i ultimative udgaver, Comfortably numb...

Led Zeppelin: 1, de kom aldrig op på siden af denne, 4 unge mænd der har oplevet meget skidt..

Roger Waters: Amused to death, ambitiøst til det ulidelige men forbandet flot og så er Jeff Beck på guitar...... 

City Boy: The day the earth caught fire, et fremragende album med kant hvis man er til melodisk rock.

Joe Bonamassa: A new day yesterday, jeg vil sidde og høre "If heartaches were nickels" når alt håb om redning er ude.

Alice in Chains: Dirt, til at skræmme ubudne gæster væk

Audioslave: Revelations, musikalsk kunne jeg have valgt en 2-300 andre albums, men Chris Cornell synger bare godt og jeg er ikke specielt vild med Soundgarden.

Black Sabbath: Mob rules, hvis jeg ikke vil reddes sætter jeg den her på. Jeg ville ikke tage en med der sidder og hører sådan noget musik.......  

Hermann. skrev: Hej Det er godt nok blandet. Det er imponerende at både Tossi og dfms rammer 10 albums jeg aldrig har hørt, når jeg har mere end 1000 i reolen og har interesseret mig for musik i 30 år. På min egen liste skulle jeg måske også have noget Beatles, den blå 67 - 70, samt evt. Jazz og Blues, men SRV er med.

ja man kan da ikke klage over at det ikke er blandet;) men det er jo også godt så er der jo mulighed for at man kan finde noget nyt musik...

Nu har jeg jo en del tråd(rock og hårdrock) på min liste, men Lynyrd Skynard, Janis Ian og Zapp Zapp er jeg ret så sikker på at de fleste vil kunne lide

Super emne. Masser af inspiration. Der er en hel del der skal prøvelyttes. Jeg syntes dog der mangler lidt Scharffen Berger!

Kim Larsen:Værgo-hvis nu man får hjemve

__________________
-etwas Kultur muß sein