Mesterhak skrev: 2. Black Sabbath - Never Say Die Alle pladerne skal selvfølgelig med, på vinyl ;)

Åhr, hvor ér det konge for én gangs skyld at se en, som også synes, at 'Never Say Die' hører til de FEDE Sabbath-udg. De fleste rangerer den, som noget af deres argeste l**t...

Det sidste vinyl-vrøvl er noget fordrukkent @£#%€&+?(§€ sludder...!!! Bare musikken er med.

bittermand skrev: Det sidste vinyl-vrøvl er noget fordrukkent @£#%€&+?(§€ sludder...!!! Bare musikken er med.

Jamen jeg er skam også en fordrukken vinylfreak

bittermand skrev: 10 plader til opholdet på den øde ø...

I absolut tilfældig rækkefølge:

John Mogensen: "To mennesker på en strand" samt "Mennesker bliver spist i Polynesien"

Beatles: Help, I need somebody

Ukendt: Vi har lejrbål her

Sugar Beats: Wild Thing

Pink Floyd: Animals

Rihanna: SOS

Smooth Sounds Singers: Fly me home for Christmas

Jimmy & the Parrots: Island Jam

Martin Hayes: Under the Moon

Gilbert O'Sullivan: Alone Again

__________________
M.v.h.
Christian

Bruce Springsteen: Born to Run

U2: The Joshua Tree

Paul Simon: There Goes Rhymin' Simon

Stevie Wonder: Songs in the Key of Life

Alison Krauss & Union Station: A New Favorite

Bob Dylan: Freewheelin' Bob Dylan

Sam Cooke: Portrait of a Legend

David Bowie: Let's Dance

Johnny Cash: Unearthed

Rufus Wainwright: Want One

r-l-b skrev: edit: nu med begrundelse: miles davis kind of blue nr. 1 jazz klassiker "in my book" og nok i et par millioner andre jazz elskeres bog over stilskabende jazzplader mulligan + desmond two of a mind desmonds klejne sax er sprød, mulligans dyb, sammen giver de  westcoastjazz'en et twist der gør den mere varmblodig uden at den mister cool - numrene rækkefølge alt er bare rigtig ved denne plade, som giver desmond mere kunstnerisk rum end når han spillede med brubeck, og mulligan - tja når man elsker bariton sax, ser er der ikke nogen bedre john coltrane red garland trio En af coltranes tidligste plader i eget navn, som måske ikke er så velproduceret og gennemtænkt som de to ovennævnte men som er indbegrebet af den jazz jeg holder aldermest af bachs brandebourg koncerter Klassik musik er så komplekst fra det letteste "light" musik til de avancerede og avantgarde,  brandbourgkoncerterne er er let nok til at man kan lytte til dem selv om man er tungsindig, og dybe nok til at de ikke falder i hvor fx vivaldis 4 årstider går genem isen som fortærsket pop (egentlig ikke vivaldis skyld, blot musik der har været udsat for masiv overeksponering) janis joplin cozmic blues Der har , inkl. de store sorte sangerinder, ikke været en sangerinde som i den grad kan synge en forpint sjæl ind i en sang som janis - ingen over ingen ved siden af - hendes Little Girl Blue vækker et akut behov for vinduesviskere på indersiden af brilleglasset - og som ved hendes andre plader spiller hun også her med et band der hverkan kan ramme rytme eller tone - hvilket op i mod hendes fantastiske vokal tilføjer en urkraft som gør musikken endnu mere troværdig holly cole, my dear dark heart Mange har dømt holly cole ude og fundet hende for let, men hun er efte min bedste overbevisning subtil og forførende charmerende, og lidt let musik skal der også med ud på øen patricia barber cafe blue Hvor hendes mytholigies godt nok er tæt på en kunstnerisk perfekt afslutning på en tre års mega legatfinanssieret arbejdspause er cafe blue lidt mere varieret og knap så fortænkt - en plade jeg ikke kan undvære lisa ekdals første plade for ikke at glemme de skandinaviske rødder - masser af sødme og kærlighed havde den lille svenske sangfugl på hendes debut album, og tanken om sådan en lille blond sag der synger: Öppna upp ditt fönster, slå upp din dörr, må være god at have med på en øde ø. keith jarret köln concerts Dette solo mesterværk af en af musikkens mest irreterende brokkehoveder er så sprængfuld af referencer til musikhistorien, hver gang man lytter findes der i Jarrets improvisationer nye spor, nye dybder - måske den plade jeg ville overveje at tage med hvis jeg kun måtte medbringe en - omend de faktum at det er en soloplade nok ville forstærker følelsen af at være alene på øen. + et blandet bånd med numre af elton john, rolling stones, beatles, bowie, roxie music, bob dylan m.fl. det ville nok være nemmere at svare på hvis det var 10 klassiske, 10 pop, 10 rock, 10 jazz etc.

Det fede er at den liste holder godt et år efter


__________________
for tiden afspiller jeg meget musik - det lyder godt

Uhauha den bir svær, der har dog været lidt god inspiration her på siden selvom jeg ikke lige havde forventet at se Dimmu på andre end min liste :D

I alfabetisk rækkefølge:

Amon Amarth - Twillight of the Thunder God - Fordi det simpelthen er en absolut fantastisk metalplade med 110% power der altid gør mig i super godt humør når der lige blive skruet lidt extra på volumenknappen

Covenant  - Northern Lights - En af mine favorit elektro cd'er der helt sikkert er en solnedgang eller 800 vær på en lækker palmestrand!

Dimmu Borgir - In Sorte Diaboli - En af de mest velindspillede og velproducerede blackmetal plader jeg har hørt. Og så er den sikkert også god til at skræmme de vilde dyr væk med!

Dvorak - 100th Anniversary (5cd) - Hvis jeg ikke må tage hele boksen med må jeg nøjes med Brave New World som jeg personligt syntes er noget af det allerbedste stykke musik skrevet nogenside!

Heimataerde - Gotteskrieger - Dejligt dystert tysk støj-elektro-goth

Leonard Cohen - The Essential - Cohen selv der har udvalgt hans bedste sange, behøver vel ikke sige mere

Leæther Strip - Self-inflicted - Havde godt nok svært ved at vælge blandt Claus's godt 20 skiver, men tror self-inflicted vil være det album jeg havde sværest ved at undvære. Meget anbefalelsværdigt til folk der kan lide vredt musik!!

Ministry - Psalm 69 - Til minde om et af de bands der har præget en af mine yndlingsgenrer mest!  Industrial forever  

Pet Shop Boys - Alternative - Opsamling af deres single-B sider (op til start halvfemserne), dejlig fantastisk blanding af mørk disco og kærlighedssange.

Wolves in the Throneroom - Two Hunters - Nok det bedste black-metal album jeg har hørt til dato. Og bevis på at nordmænd med krigsmaling og pigge ikke har eneret på at lave fantastisk tung musik.

 

Ting der blev slettet da jeg opdagede jeg var LANGT over 10: Eva cassidy, Hammerfall, Stan Getz,  ASP, Illdisposed, Keizers Orchester.

ps. orker ikke at finde covers.

__________________
Mvh. Bjørn.

Hej

Ud fra devisen om at produktion er ligegyldigt da man jo nok højest sandsynligvis kun har en 20 år gammel gettoblaster til sin rådighed har jeg
udvalgt pladerne ud fra mine følelser omkring musikken - og ikke produktion:

- Dave Brubeck: Time out. Min ynglingsplade. Elsker den måde de leger med time signatures og samtidig formår at gøre jazzen let tilgængelig.
- Dire Straits: Min ungdoms guitar hero nr 1. Har set ham gennem utallige shows med gode minder + det er en skøn skive...
- Dave Matthews Band: Listener Supported: En fed live skive med nogle af verdens mest kvalificerede musikere i et rock band.
- Vital Tech Tones: Vtt2: Super fed fusion skive med min ynglings trommeslager: Steve Smith, Vic Wooten og Scott Henderson.
- Peter Green & Splinter Group: Best of - en dejlig skive skønne sange med en af verdens bedste guitarister og et super fedt blues band.
- Nephew: Danmark Denmark - en enkelt dansk og ny skive skal da også med :-) ... om den så stadig ville kunne holde trit om et år vides ikke :-
)
- Blue Nile: Peace at last. En skive der har spillet rigtig mange timer i mit hjem... meget soulful + pragtfuld produktion.
- Pink Floyd: Division bell - er nok den skive der har kørt allerflest timer hjemme hos mig efterhånden.
- Jeff Buckley: Grace. Hans evne til at gå under huden på lytteren er ganske enestående. Fornem vokal...
- Donny Hathaway: Donny Hathaway - den stemme skal man da ha med :-)

Mvh
Anna

annabassand skrev: - Peter Green & Splinter Group: Best of - en dejlig skive skønne sange med en af verdens bedste guitarister og et super fedt blues band.

Når du nu er til Peter Green, så prøv at tjekke Fleetwood Macs første skiver fra sidst i 60'erne (det ÆGTE Fleetwood Mac, som var et bluesband), hvis ikke du allerede er bekendt med dem. Her var hans spil virkelig fantastisk med en næsten mageløs tone og feeling, i min verden kun overgået af Stevie Ray Vaughan - han var dog en temmelig skrøbelig natur og fik siden desværre fis i potten af alle de fordømte stoffer, han indtog.

Hej Bittermand

Tak for hintet.... men du kan tro jeg har været der :-) Har alle de tidligere plader + alt med Splinter. Jeg hørte lige fra en sjuk at han har vist sig i
både Holland og London igen for nylig. Lad os håbe at han er på hesten igen så vi igen kan høre ham. Han var i hvert fald ganske god med Splinter
for nogle år siden.

Anna

Se den ø hvor i alle indtil videre er strandet har jeg nu ikke noget også at komme til.

Jeg vil dog håbe at det ikke er en Denver mineradio der skal spiller.

Nå, en top ti vil jeg tænke over et par dage, og se om jeg overhovedet kan blive enig med mig selv.

Fed trå ellers..

Hurtigt bud fra hoften, i uprioriteret rækkefølge:

Grandaddy: Sophtware Slump
Helt igennem fabelagtigt koncept-indie-rock, med visse elektroniske virkemidler. De ramte i den grad plet med denne skive, der rummer bidende guitar, dybfølt vokal (visse steder) og fantastiske kompositioner.

Bob Dylan: Blood On The Tracks
Jeg satte mig for kun at vælge ét album med mesteren, og dette sammenfatter ca alt hvad jeg elsker ved Dylan. Perfektion

Flaming Lips: Soft Bulletin
Jeg så, at én havde nævnt Yoshimi-albummet, hvilket også er rigtig godt. Det her er bare lige en klasse bedre. Dave Friedmanns produktion er fabelagtig, og det er syrepop af absolut bedste skuffe. Race For The Price alene gør albummet til en klassiker.

Radiohead: KidA
Det var i mine øjne en mindre revolution da det kom ud. At gennemgå en udvikling fra the bends, over OK Computer (og før dem den knap så gode Pablo Honey) for blot at vælte hele læsset og starte forfra på den måde er imponerende. Det er lyden af.. ja, af hvad? Intet lyder som KidA, og det viser Thom Yorkes fabelagtige stemme og sans for elektroniske virkemidler. Årtusindets bedste album? Satme tæt på

Love: Forever Changes
Genren psych-rock er jeg ikke verdensmester i, men dette album er fantastisk. Arthur Lee's stemme er der nogen der har det vanskeligt med, men ikke her! Den musik og den stemme er nærmest 'haunting' og sammenblandingen af akustisk og elektrisk guitar tilsat strygere og blæsere, samt tekster der ikke kun beskrev det positive omkring "Summer of love" eraen er lige i skabet.

Galaxie 500: On Fire
Et af de bedste post-punk albumt, IMO. Vist nok ret overset i 80/90'erne. Shoegazing, dreampop.. mange genre passer til dem. Oven i alt dette er der et skær af melankoli over hele albummet, der nærmest kan få tårene frem hos undertegnede. Det er et album uden svagheder, simpelthen

Tindersticks: Curtains
Stuart Staples stemme er fantastisk. Ingen kan croone som den mand. Tilsæt kammerpop, der pludselig kan ekslodere i et hav af strygere og blæsere, for dernæst at gå helt spartansk ned i tempo igen, og du har Curtains. Jeg kunne også have valgt deres første album, men dette vil nok altid være min favorit, i tæt løb..

Arcade Fire: Funeral
Dette album markerede genfødslen af indierocken, og markerede også samtidig starten på den invasion af canadisk musik der pludselig satte dagsordenen på scenen. Virkemidlerne er enkle, men det bliver brugt fantastisk. Især temposkiftene fanger én. Hvis ikke KidA er årtusindets album, så må det være Funaral..

Townes Van Zandt: Texas Troubadure
Folk/singer-songwriter - Country'ens fader. Gudsbenådet sangskriver, simpelthen. Han har nærmerst kun lavet fantastiske albums, så derfor valgte jeg opsamlingen... Nærmest større en Dylan inden for sit felt - havde han dog blot levet lidt længere, og udgivet nogle flere albums...

Bonnie Prince Billy: I See a Darkness
Nok min favoritkunstner blandt alle. I See A Darkness er ikke et typisk Bonnie-album, men det besidder et mørke og sortsyn, kombineret med den ekstremt følsomme og særegne vokal. Åh, den stemme. Verdens grimmeste mand, der her har lavet verdens smukkeste album. Sådan. 

 

Boblere: Belle&Sebastian - If Youre feeling sinister, Nick Drake - Pink Moon, REM - Automatic For The People, Mercury Rev - Deserters Song, Nick Cave - The Boatmans Call, Stone Roses - St, Interpol - Turn On The Bright Lights, Metallica - Kill'em All......osv osv

En Top 10 er faktisk umulig. Top 50 ville være en del sjovere, omend også mere tidskrævende. Med top 10 tvinger du til at vælge hjerteblod fra i en grad der næsten ikke giver mening...

EDIT: Åh, jeg har glemt Smog/Bill Callahan... og M. Ward! og Damien Jurado!! Der kan i bare se, top 10 er umuligt

Hmm. en top ti er jo lige til at blive uvenner med mig selv over, så her kommer bare ti plader jeg nok kunne finde på at pakke hvis jeg lige skulle besøge en øde ø!

PJ Harvey - Stories from the city stories from the sea

Nick Drake - Pink Moon

Nick Drake - Bryter layter

DJ Shadow - Introducing

Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven

Jimmy Hendrix - Are You Experienced

Block Head - Music by cavelight

Black Sabbat - Sabbath bloddy sabbath

Ludovico Einaudi - I Giorni

Mogwai - Happy Music for Happy people

 

Og hvis jeg ogsp skulle have en discman med, så kan der også lige ligge en ekstre skive der i, og det må jo blive fest musik at høj kaliber!

Madsens Største CD 1

... sh*t 10 styk er ikke nok. Fik ikke engang plads til Curtis Mayfield, sort sol,13 rigtige og børne biblen!

Mogwai Cd'en hedder da vist "Happy songs for happy people".