Jeg har kun hørt Chord Carnival Silver. Det er et rimelig billig kabel til omkring 100 kr. meteren, så mit bedømmelsesgrundlag er begrænset!

kibri skrev: David skrev: Hej Schelde, Nej, jeg har ikke længere naim - vil ikke smide så mange penge i grej mere. Naim er vejen til tomme lommer og en sur bankrådgiver - der går sku' opgradering i l**tet! P.t. har jeg exposure, men som er rimeligt modificeret med bl.a. 3 stk. 500 VA trafoer. Ikke at det er bedre end naim, men det er billigere og nemmere at modificere uden at man smider "sound'en". Naim skal man bare holde pølserne fra - det er trimmet! - Den udtalelse må stå for egen regning. Ville næppe pille i noget J. Farlowe mente var færdigt... Det er rigtig at jeg i de foregående indlæg kan opfattes som værende et ordenligt vrøvlehoved, hvis man er fi-fi mand, derfor er både I og jeg undskyldt. Jeg skrev måske lidt for indforstået og I mangler stadig at opleve et musikanlæg. - Jeg bruger både Exposure til fornøjelse og udvikling. Er jeg fi-fi mand ? Når det er sagt, David - så ved jeg udemærket godt hvad du mener.

Sorry, Schelde - sidste afsnit var til Lars og Rasmus... Jeg er ikke i tvivl om at du på den "rigtige" side af hegnet...

lars37 skrev: Du bliver vist nød til at definere David, hvad du præcis mener med et "fifi-kabel"....!!

Et fi-fi kabel er et kabel som trækker energien i musikken ud i frekvensekstremerne, så lyden trækker tilbage og bliver flot, pæn og behagelig.

Problemet er bare at det også bliver kedeligt, langsomt og fi-fi, fordi det fokuserer energien (NB: dette har intet med linearitet at gøre) i diskanten så den lyder som om den spiller på Mars og bassen føles som en dieselfiskekutter der står i tomgang.

Alt spark i musikken er væk og musikken bliver intetsigende og fjern (ihf. for mig) og man hopper ombord på fi-fi-bølgen da alle ens plader ikke længere swinger.

Dvs. at man begynder kun at høre superinspilninger og "langsomme" plader, der ikke kræver timing og hastighed, da anlægget overhovedet ikke hænger sammen. Alt spiller i nord,syd,øst og vest og kan derfor ikke lægge en rytme som engagerer lytteren uanset hvor hårdt denne forsøger at leve sig ind i musikken.

Det man så gør i stedet er at man begynder at lytte anlæg (Dvs. grej, kabler) og indspilninger og begynder at gå op i producentskabte udtryk som ro, detaljering, perspektiv, udstrakthed, osv. da dette er det eneste anlægget kan, og man vil/kan ikke indrømme overfor sig selv at det lyder dårligt, da man jo lige har brugt adskellige tusinde kroner på det, og det har jo fået en masse gode "test" og sælgeren sagde at det var det bedste/dyrest der kunne fåes?

 

Du bliver vist nød til at definere David, hvad du præcis mener med et "fifi-kabel"....!!

Et fi-fi kabel er et kabel som trækker energien i musikken ud i frekvensekstremerne, så lyden trækker tilbage og bliver flot, pæn og behagelig.

Tsk! Sikke noget pladder du skriver om frekvensekstremer og "fifi" (lad os håbe musikken ikke går i kvadratflod på anodediaspektets negative sydpol )  

Problemet er bare at det også bliver kedeligt, langsomt og fi-fi, fordi det fokuserer energien (NB: dette har intet med linearitet at gøre) i diskanten så den lyder som om den spiller på Mars og bassen føles som en dieselfiskekutter der står i tomgang.

Man kan snakke om at nogle kabler har uens elektronmobilitet som funktion af frekvens, pga. skin effekt, hvis der bruges sølvlegeret kobber. Dette kan nogle gange have en uheldig effekt på lydperspektivet. Uover det handler perspektiv kun om fase, fase og fase. Hvis et kabel bidrager med for stor selvinduktion eller kapacitet, indføres der et filter, og dermed ødelægges den liniære fase-karakteristik. Og hvad så?...jo ser du - hvis man prøver at differencere på en uliniær fasekarakteristik, får man at grupeløbstiden ikke længere er konstant, hvilket betyder at nogle frekvenser slipper hurtigere igennem end andre. I meget grove tilfælde kan gruppeløbstiden faktisk varierer med flere millisekunder, hvilket vores ører nemt kan registrerer.

Anlæg med konstant gruppeløbstid, vil først og fremmest opleves som at lyden er bagved højttaleren. Derudover opleves div. indspillinger meget forskellige, da man kan fornemme studiets akkustik, samt musikernes placering i studiet. Kort sagt...masser af dybdeinformation. Dette kan godt tage tid at vende sig til, første gang man oplever dette. Typisk vil begyndere i lytning (eller folk som bare ikke spiller musik selv) sige at musikken er udynamisk, fjern og kedelig. Men så snart man indser logikken i dette, vil man ikke kunne undvære det. F.eks vil man nok først opleve at stortrommen ikke deler mavepumbere ud mere, men dette er der ikke noget underligt i, da et lineært anlæg reproducere et studierum med delay og afstand, som om man var til stede. I virkeligheden er trommerne jo altid det bagerste instrument, og det skal man også kunne høre i indspilningerne. 

Mvh. Flemming

 

Alt spark i musikken er væk og musikken bliver intetsigende og fjern (ihf. for mig) og man hopper ombord på fi-fi-bølgen da alle ens plader ikke længere swinger.

Dvs. at man begynder kun at høre superinspilninger og "langsomme" plader, der ikke kræver timing og hastighed, da anlægget overhovedet ikke hænger sammen. Alt spiller i nord,syd,øst og vest og kan derfor ikke lægge en rytme som engagerer lytteren uanset hvor hårdt denne forsøger at leve sig ind i musikken.

Det man så gør i stedet er at man begynder at lytte anlæg (Dvs. grej, kabler) og indspilninger og begynder at gå op i producentskabte udtryk som ro, detaljering, perspektiv, udstrakthed, osv. da dette er det eneste anlægget kan, og man vil/kan ikke indrømme overfor sig selv at det lyder dårligt, da man jo lige har brugt adskellige tusinde kroner på det, og det har jo fået en masse gode "test" og sælgeren sagde at det var det bedste/dyrest der kunne fåes?

 

[/QUOTE]

__________________
Chuck Norris can judge your stereo by its cover

flechr8 skrev: Du bliver vist nød til at definere David, hvad du præcis mener med et "fifi-kabel"....!! Et fi-fi kabel er et kabel som trækker energien i musikken ud i frekvensekstremerne, så lyden trækker tilbage og bliver flot, pæn og behagelig. Tsk! Sikke noget pladder du skriver om frekvensekstremer og "fifi" (lad os håbe musikken ikke går i kvadratflod på anodediaspektets negative sydpol )   Problemet er bare at det også bliver kedeligt, langsomt og fi-fi, fordi det fokuserer energien (NB: dette har intet med linearitet at gøre) i diskanten så den lyder som om den spiller på Mars og bassen føles som en dieselfiskekutter der står i tomgang. Man kan snakke om at nogle kabler har uens elektronmobilitet som funktion af frekvens, pga. skin effekt, hvis der bruges sølvlegeret kobber. Dette kan nogle gange have en uheldig effekt på lydperspektivet. Uover det handler perspektiv kun om fase, fase og fase. Hvis et kabel bidrager med for stor selvinduktion eller kapacitet, indføres der et filter, og dermed ødelægges den liniære fase-karakteristik. Og hvad så?...jo ser du - hvis man prøver at differencere på en uliniær fasekarakteristik, får man at grupeløbstiden ikke længere er konstant, hvilket betyder at nogle frekvenser slipper hurtigere igennem end andre. I meget grove tilfælde kan gruppeløbstiden faktisk varierer med flere millisekunder, hvilket vores ører nemt kan registrerer. Anlæg med konstant gruppeløbstid, vil først og fremmest opleves som at lyden er bagved højttaleren. Derudover opleves div. indspillinger meget forskellige, da man kan fornemme studiets akkustik, samt musikernes placering i studiet. Kort sagt...masser af dybdeinformation. Dette kan godt tage tid at vende sig til, første gang man oplever dette. Typisk vil begyndere i lytning (eller folk som bare ikke spiller musik selv) sige at musikken er udynamisk, fjern og kedelig. Men så snart man indser logikken i dette, vil man ikke kunne undvære det. F.eks vil man nok først opleve at stortrommen ikke deler mavepumbere ud mere, men dette er der ikke noget underligt i, da et lineært anlæg reproducere et studierum med delay og afstand, som om man var til stede. I virkeligheden er trommerne jo altid det bagerste instrument, og det skal man også kunne høre i indspilningerne.  Mvh. Flemming   Alt spark i musikken er væk og musikken bliver intetsigende og fjern (ihf. for mig) og man hopper ombord på fi-fi-bølgen da alle ens plader ikke længere swinger. Dvs. at man begynder kun at høre superinspilninger og "langsomme" plader, der ikke kræver timing og hastighed, da anlægget overhovedet ikke hænger sammen. Alt spiller i nord,syd,øst og vest og kan derfor ikke lægge en rytme som engagerer lytteren uanset hvor hårdt denne forsøger at leve sig ind i musikken. Det man så gør i stedet er at man begynder at lytte anlæg (Dvs. grej, kabler) og indspilninger og begynder at gå op i producentskabte udtryk som ro, detaljering, perspektiv, udstrakthed, osv. da dette er det eneste anlægget kan, og man vil/kan ikke indrømme overfor sig selv at det lyder dårligt, da man jo lige har brugt adskellige tusinde kroner på det, og det har jo fået en masse gode "test" og sælgeren sagde at det var det bedste/dyrest der kunne fåes?

[/QUOTE]

 

Jeg har set og hørt "logikken" i det og kan sagtens forstå hvad du siger, men vil absolut ikke give dig ret. Jeg vil netop ikke have det du vil have...

Jo, jeg vil gerne kunne høre at trommeslageren sidder bagerst, men ikke på bekostning af "mavepumperen"/energien i musikken forsvinder.

Det værste jeg ved er at musikken trækker tilbage og falder søvn, og det sker kun når alt energien ryger ned i bassen, så spiller systemet "lamt" som jeg siger - det rykker sig ikke en meter - lige til en "morfar" på sofaen!

Skal man bruge ens system på et par studiomonitorer til at lytte master-inspilninger, eller bare indspilninger, så har du fuldstændig ret.

Men vil man have en engagerende gengivelse, så er det totalt ubrugeligt, da man istedet blot hører systemets og indspilningens begrænsninger, samt er man ved at falde i søvn, da der nul energi fra 50hz og opefter...

Hej David

Du skal ikke tage det SÅ bogstavligt, det med mavepumperne . Det jeg mener er bare at man får lov til at nyde musikken i sin helhed, istedet for at man bare tænker "fed bas". Gengivelsen bliver ikke uengagerende, men kan måske være lidt svære at sætte pris på hvis man ikke er vant til naturtro lyd. Tag ikke fejl af liniære anlæg...de mister ikke dynamikken, tværtimod så er liniære anlæg de eneste som ikke "ringer", hvilket vil sige at impulsgengivelsen kun begrænses af de aktive komponenters "slew rate", og ikke andet.

Desuden skriver du selv til sidst at man er ved at falde i søvn, hvis der er "nul energi" fra 50Hz og opefter. NETOP!!!!! Der skal sku' ske noget i musikken i andre områder end kun bassen. Hvorfor modsiger du mig når du er enig.

Udover det tror jeg godt jeg ved hvad du mener, og selvfølgelig er "god lyd" en smagsag. Jeg kan også godt give ret i at mange CD'er er dårligt indspillet, hvilket har det med at blive afsløret på f.eks. mit anlæg. Pisse irriterende, men det kan man ikke gøre noget ved. Men med tiden bliver indspilningerne bedre og bedre, så for hvert sekund der går, er der mere og mere grund til at vægte liniaritet, frem for "SLAM_BAM BAS" (med mindre at man er en af dem som bare tænder på Cerwin Vega).    

Konklusion:

1) Hvis du er glad for dit anlæg, er alt som det skal være.

2) Jeg er ret sikker på at du ikke har oplevet den lyd jeg beskriver...det hænger i hvert fald ikke sammen det du skriver.

3) I dette tilfælde hænger teori og praksis rent faktisk sammen. Prøv selv at læs op på området, så vil du også vide at det du har hørt ikke var linæret.

Mvh. Flemming

 

__________________
Chuck Norris can judge your stereo by its cover