Med alle de kunstnere jeg lytter mest til (bl.a. U2, Simple Minds, Manic Street Preachers, Pink Floyd, Jean Michel Jarre, Katie Melua m. fl.) er der numre og plader jeg synes dårligere om end andre.

Men jeg har tit oplevet at numre jeg ellers ikke brød mig sønderligt om er gået rent ind efter at have hørt dem live - enten til koncert eller på CD/DVD.

Så som flere andre før mig har foreslået, så prøv at hør (og endnu bedre se) DSOFTM på fx. Pulse DVD'en.

Igår aftes og her til formiddag har jeg haft kastet alle tidligere holdninger overbords.

Igår var det med et glas middelmådig rødvin i hånden, her til formiddag 3 kopper kaffe.

Og med det resultat at: Side et er stadig lidt svær at sluge, syntes dog at første halvdel er stereo mæssigt spændene. Anden halvdel af side et, især sidste nummer, gav gåsehud.

Side to derimod har ramt mig. Måtte simpelthen høre den 2 gange.

Men når det så er sagt, har jeg også valgt at kategorisere den på samme vis som mine klassiske plader.
De bliver hørt engang imellem og det fra ende til anden. Det er ikke en jeg vil smide på bare fordi jeg vil høre musik. Det er den, i mine ører, alt for utilgængelig til.

Så takker for inputs, jeg har fået udvidet horisonten en smule så det er bare som det skal være.

Lencofyn skrev: Men når det så er sagt, har jeg også valgt at kategorisere den på samme vis som mine klassiske plader. De bliver hørt engang imellem og det fra ende til anden. Det er ikke en jeg vil smide på bare fordi jeg vil høre musik. Det er den, i mine ører, alt for utilgængelig til.

Sådan har jeg det også med mange plader, primært dem der er konceptuelt anlagt og som dermed ikke bare er en samling af numre. De nydes sjældent, men når det sker, så er det uforbeholdent - bliver de smidt på bare for at høre musik går det nemlig galt.

Det var da utrolig så mange der ikke var helt vild med DSOTM :-) Og fred være med det, som der er blevet sagt så er er
smag og behag jo forskellig...

Men min egen oplevelse er lidt anderledes, og dog måske ikke, for jeg kan da også godt huske der omkring 2000 da jeg
første gang hørte DSOTM for første gang, der synes jeg heller ikke rigtig om cd'en, der var jo som nævnt nogen gode
klassiske numre man kendte som Money og Us and Them, men generelt brød jeg mig dog ikke særlig meget om cd'en!

Så gik der et par år hvor jeg lyttede en del til den 2 cd samling "best of pink floyd" (kan ikke huske den præcise titel), men
da jeg så hørte lidt om SACD og bestemte mig for skaffe mig sådan en afspiller til mit surround anlæg, købte jeg da
selvfølgelig og DSOTM. Herefter er jeg så blevet en rigtig PF troende :-)

Jeg ved ikke hvor min ændrede mening kommer fra men nu synes jeg helt klart det er en af de fedeste cd'er jeg kender.
Måske har det noget at gøre med de kortere intrumentale nummere der bryder cd'en op, for det var noget af det jeg ikke
brød mig om oprindeligt da jeg hørte albummet. På en eller anden måde synes jeg nu at det virker skide godt! og jeg tror
måske at det er disse instrumentale numre der kan få delt vandene. (hvad det angå er jeg også ret vild med Alan Parsons I,
Robot, som er bygget op ret ens)

Men personligt for mig så er DSOTM det eneste album hvor jeg direkte mener at hele albumet er bedre end de enkelte
numre!

__________________
Min sparsomme dvd samling kan ses her:
http://www.intervocative.com/dvdcollection.aspx/Tjampman

Uha... Dark side of the moon er musikhistorie !

Den har ligget på den amerikanske top200 i 724 uger. Fra den udkom i marts 1973 og til d.23-4-1988 !

I den periode havde albummet solgt mere end 10mill. i USA.

Men som andre har skrevet, så er der noget musik der "glider ind på lystavlen" og andet der ikke fænger. Så selv om jeg er superfan og lytter til Dark side mindst en gang om ugen, kan jeg sagtens forstå at, det så ikke lige er dig. Sådan har jeg det med Genesis... enkelte numre er fantastiske men der er meget af det der "bare ikke fænger". 

Husk også på at Pink Floyd har lavet musik siden 1967 og været rimeligt produktive, de har lagt navn (sammen med Velvet Underground) til en helt ny genre. De har lavet meget forskelligt musik gennem årene, fordi de både som band og musikere, har ville udvikle sig og prøve nye ting.

Hvis du vil give den et forsøg mere, vil jeg forreslå dig at sætte dig en aften/nat uden nogen former for lys. Tag eventuelt ørebøffer på, så du ikke forstyrrer dine omgivelser, giv volumeknappen et ordenligt drej, læn dig så tilbage og lad musikken fylde dig helt og aldeles.

Nyd Det

 

 

__________________
If you can't laugh at yourself...Dont't worry, sombody else will.

Har lige, efter nogen ugers henlæggelse, genhørt DSOTM.

Simpelthen lækkert.

DSOTM er som nævnt en klassiker, eller en evergreen om man vil. En skive som man kan tage frem med mellemrum, og man synes stadigvæk at den holder.

Det samme gælder skiver som Eagles Hotel California, Fleetwood Mac med Romours bare for at nævne et par stykker. Det sker at en gruppe bare rammer "sømmet på hovedet" og for Pink Floyd er det efter min mening DSOTM. Der er en fin balance mellem deres effekter som smelter sammen med deres numre. Derimod synes jeg at effekterne er mere overdrevne på The Wall, som ellers også er et habilt album. Kan af samme årsag bedere lide DSOTM. Et andet PF-album som jeg også synes fortjener credit er "Wish you were here". Derimod nogle af deres første albums er lidt for "syret" til mig.

Hej Lencofyr

godt du er ved at vænne dig til Dark Side,  albummet bliver bare bedre og bedre for dig i årene fremover.

Prime nævner skønne albums og jeg vil gerne slå et slag for PF Final Cut, som jeg aldrig bliver træt af.  Bruger altid nummeret Southampton Dock som reference, når jeg bytter/flytter rundt på mit hifi.

Fleetwood Mac albummet Tusk har bare nogle fantastiske numre og en fed lyd

__________________
morten

Og nu vi er ved Pink Floyd (og relaterede kunstnere):

Roger Waters "In The Flesh" er en fantastisk live-plade som personligt har givet mig anledning til at lytte til Pink Floyd (og Roger Waters) numre og plader jeg ellers ikke lige havde "i sigte".

Personligt synes jeg at følgende numre - som ikke lige en main-stream hits - stikker positivt ud:

• Get Your Filthy Hands... / Southampton Dock (endnu bedre Live end studie)
• Dogs
• Welcome To The Machine
• Set The Controls For The Heart Of The Sun
• It's A Miracle
• Each Small Candle

 

morten8620 skrev: Prime nævner skønne albums og jeg vil gerne slå et slag for PF Final Cut, som jeg aldrig bliver træt af.  Bruger altid nummeret Southampton Dock som reference, når jeg bytter/flytter rundt på mit hifi.

Det er mit foretrukne album fra PF - jeg synes det forener alt det bedste de kan, og selv om det mangler "ørehængere" i velkendt sammenhæng, så finder jeg pladen mere "givende" end alle andre.

morten8620 skrev: Fleetwood Mac albummet Tusk har bare nogle fantastiske numre og en fed lyd

Også en favorit hos mig, fremfor f.eks. Rumours - og en milesten fra min ungdom

DSOTM, Wish you were here og The Wall var PF's kulmination. De gamle var lidt mere flippede, men på de nævnte tre plader ramte de en balance mellem de eksperimenterende og det melodiøse og umiddelbare, som er uovertruffent og ikke overgået siden. På pladerne derefter blev det for meget standard stadionrock selv om både Animals og Momentary Lapse of Reason har deres øjeblikke.

Men der blev lavet mange fede skiver i halvfjerdserne, Supertramps Crime of the Century, Eagles Hotel California, Lou Reeds Transformer, Bowies Ziggy Stardust og Hunky Dory, Dep Purples Machine Head og Made in Japan livealbummet, Dylans Desire og Blood on the Tracks. Claptons Slowhand, Dire Straits første. Og det var bare hvad der faldt mig ind.

 

 

 Hej Lencofyn du skulle måske prøve at opleve Pink Floyd Project, De turnerer netop med Dark Side Of The Moon, Tjek deres Hjemmeside Hvornår de kommer til Fyn

__________________
Jan O. Pedersen

Pink Floyd Project er i Odense fredag d. 3. December, på Magasinet i Brandts Passage. Prisen er vist 220,-, til at overkomme . 

Stærkt OT : Den dobbelte opsamling Echoes kan anbefales. Det er ikke bare endnu en opsamling. Numrene er remasteret af superproducer Doug Sax, på rørgrej af Tim De Paravicini. Bedste PF lyd ever IMHO.

DSOTM har jeg aldrig fået hørt, så har noget godt i vente.

Men hørte Roger Waters Amused to Death i hifiklubben for mange år siden og den imponerer hver gang. Den har mange spændende skæringer og det bedste er jo at den er optaget i Qsound, som virkelig sætter ens hørelse på opgave:)

pof@ skrev: http://en.wikipedia.org/wiki/Dub_Side_of_the_Moon vil nok ikke hjælpe dig, men det er en noget anderledes udgave

Tak for tippet... fantastisk

Lencofyn skrev: Jeg vil ikke betegne mig som kæmpe PF fan. Er dog stor nyder af mange af deres skæringer, The Wall har været et af de vigtigeste album's gennem min opvækst. Men et album som jeg endnu ikke har fået rigtigt indenbords er Dark side of the moon. Problemet er at jeg er helt tosset med Money og Us and them. Og har nu ejet pladen i 2 år og det i en god 180 g. udgivelse. Men jeg kan vitterligt ikke lade resten af albummet komme  ind på livet af mig. Det frusterer mig virkelig, for jeg vil gerne kunne have den samme gigantiske glæde ved det album som stort set ALLE andre har. Er det nogen der kan komme med deres indtryk af pladen, og måske nogen spændene detaljer som jeg burde tillægge mere opmærksomhed. Så jeg på den måde kan lade den komme ind under huden på mig.

Lær at elske det. Vil anbefale Animals og Wish You Were Here, der er de to album mellem Dark Side og The Wall. De gør det også for mig!

ja, gå du bare igang med at lytte til Dark Side - det er et utroligt dejligt album. En meget indhyllende stemning som man bliver suget ind i. Jeg har haft den siden '73 i flere eksemplarer, og min datter har den på Mobile Fidelity's CD - uhyggelig god lyd. I forbindelse med 30 års jubilæet for udgivelsen i 2003 blev der udgivet en ny LP presning - ikke en 180 g vinyl eller ½ speed mastered - bare en lidt bedre presning end de oprindelige - den lyder utroligt godt ! 

Pladen har en imponerende intens stemning - dæmp eller sluk lyset og tag en kop kaffe eller et glas vin og nyd musikken og lyden - Great gig in the sky er til at græde over - Us and them og slut nummeret er utroligt smukke og rørende. Næsten alle numrene er meget inddragende.

Dark Side er absolut på højde med The Wall - bare på en anden måde.

mvh Per

mugge skrev: DSOTM, Wish you were here og The Wall var PF's kulmination. De gamle var lidt mere flippede, men på de nævnte tre plader ramte de en balance mellem de eksperimenterende og det melodiøse og umiddelbare, som er uovertruffent og ikke overgået siden. På pladerne derefter blev det for meget standard stadionrock selv om både Animals og Momentary Lapse of Reason har deres øjeblikke. Men der blev lavet mange fede skiver i halvfjerdserne, Supertramps Crime of the Century, Eagles Hotel California, Lou Reeds Transformer, Bowies Ziggy Stardust og Hunky Dory, Dep Purples Machine Head og Made in Japan livealbummet, Dylans Desire og Blood on the Tracks. Claptons Slowhand, Dire Straits første. Og det var bare hvad der faldt mig ind.

+

Rod Stewart Every Picture Tells A Story

Fleetwood Mac Rumours og Tusk

Carol King Tapestry

Marvin Gaye What's Going On

Pink Floyd The Wall

Supertramp Breakfast In America

jo, mange fede skiver fra 70'erne (l**tet har jeg lykkeligt glemt)

__________________
Rod Stewart: Every Picture Tells A Story, 1971
NAD C390DD - SA Ranger - Cambridge 751BD - Bluesound