Jeg læser miju`s opr. indlæg sådan at der inden for de enkelte prisklasser ikke er den store kvalitative foreskel, men at den er der klasserne imellem. Det er der vel ikke noget underligt ved, idet der kun er et antal strenge at spille på inden for en bestemt prisklasse forstået på den måde, at økonomien tilsiger, hvilke tekniske løsninger der kan tages i brug inden for en given prisklasse.

At det ikke er tekniske løsninger man betaler for i klassen over 20Kg er jeg kun delvis enig i. Hvis man rykker grænsen til 100Kg så begynder der at ske noget mht. tekniske løsninger, f.eks. HT-kabinetter i keramiske materialer eller kulfiber, diamantmembraner osv. Mht. pladespillere bliver løsningerne mere kompromiløse og kosbare jo dyrere spillen er.

Det er nok ikke kabinettet der koster i de store Levinson, Krell, Rowland eller MBL apparater, men snarere udvikling og mandetimer i forb. med montering og kvalitetskontrol der koster. Det kan ikke gøres for 20Kg, heller ikke i Kina.

Hifi er ikke kun et spørgsmål men pris/ydelse og produktionsprisen er ikke særlig interessant.

Om highend er realistisk prissat kan man altid diskutere, men der er et element af Zen og traditionel japansk kultur over det at interessere sig for hifi. Vi stiller os selv spørgsmål umulige spørgsmål, der ikke kan besvares, f.eks. hvilken reference er den rigtige. Når der lyttes intenst forsvinder omverdenen og i bedste fald også ens egne tanker og man opsluges af musikken. Traditionelt tager det meget lang tid at fremstille en lakskål og den koster en formue, men formålet er stadig det sammme. Formålet med indpakningen i hifi er og bliver den samme uanset pris men glæden ved harmonien mellem kvaliteten af ydelsen og udseendet er en anden.

 

 

økonomi er ikke NØDVENDIGVIS garanti for bedre lyd. Hvis "skidtet" ikke passer sammen, så er det ligemeget hvor meget man end har spyttet ud, det er i alle tilfælde min teori.